Foto: Steen Andersen samt Relentless Images, MrWildLife, Juris Teivans samt rck_953/Shutterstock
Det er regn og rusk. Faktisk står det ned i stænger. Ilden buldrer i brændeovnen i den meget rustikke jagthytte, hvor der er bedagede trofæer og rustfrit køleskab tilfældigt placeret, hvor der nu var plads.
Vi er en lille flok omkring det solide plankebord. Tanken om at bevæge sig ud i vejrliget forekommer at være absurd, men der er jo en mening med det hele.
Dagen har været mørk fra morgenstunden, og her omkring solnedgang bliver det hele endnu mere dunkelt udenfor skønt opklaringen skimtes mod vest.
Det er tid til opbrud.
”Vi skal jo til det.”
Trøjerne lynes helt op. Jakkekragerne får et ekstra svaj opad. Kasketterne trækkes længere ned i panderne. Vi går ud i uvejret.
”Der kommer de første”
Vingeslagene kan knapt høres i vindens bulder, men silhuetterne tegner sig tydeligt mod de jagende grå skyer.
”Vi må hellere skynde os. Vi gør, som vi plejer”
Så er dét på plads.
Tre skytter oppe omkring skrænterne.
To nede ved vandet.
Ænderne kommer nu i små håndfulde.
De første skud blænder det tiltagende mørke i et kort sekund.
Ænderne falder én efter én ud af formationen og styrtlander i buskadset eller ude på den lille søs oppiskede vand.
Hundene er i fuld vigør.
Det er bare en almindelig tirsdag aften efter fyraften, og det varer kun et par timer, men kors hvor er det frydefuld jagt at stå her i det tiltagende mørke og følge de hurtige ænder, der materialiserer sig ud af regndråberne og de grå skyer.
Paraden
Det hele er forbi lige så pludseligt, som det begyndte. Der er stadig 20 minutter at skyde i, men ingen fugle. Vi venter. Råber til hinanden. Venter noget mere. Ingen ænder.
Nu tæller vi sammen. Der er faldet 23 ænder, og hundene har leveret de 18. De drivvåde køtere sendes af sted på ny. Talrækken stiger i høje begejstrede tilråb.
Der bliver leveret 24 ænder, så en af skytterne har ikke opfattet effekten af et af sine skud.
Regnen er stilnet af.
Vi går lykkelige tilbage til hytten.
Tager gløder fra brændeovnens gloede bund og bruger dem til at lynstarte et bål udenfor.
”Det giver jo næsten fem ænder til hver jægere,” konstateres det.
”Nej fire, for om lidt er der kun 20 tilbage,” kommer svaret kækt. For jeg er gået i gang med at forlægge fire andrikker.
Bryst og lår. På lange slanke pilepinde fra det nærliggende buskads. Over bålets tiltagende bunke af gløder. Godt med groft salt. Og en kølig forfriskning.
”Det er da friskt kød det her,” konstateres det med fedtet løbende om hagen. ”Og velsmagende.”
Vi hænger ud, mens bålet klinger af. Det er hyggeligt. Hjertevarmt. Berigende.
De første gør antræk til opbrud. ”I skal lige have jeres ænder med hjem.”
”Helst ikke,” svarer den ene. ”Jeg skal ud at rejse og får ikke ordnet dem i tide.”
”Men det er ikke noget problem,” kommer duplikken kvikt fra jagtherren, ”dine fugle er hér,” siger han, og kommer med fire vakuumpakkede vildænder, der ser ud, som om de derinde i deres klare plastikindpakning var lavet af marcipan.
”De her er fældet for en uge siden og blev ordnet dagen efter og har været på frost her lige siden. Du skal bare hælde dem i fryseren, når du kommer hjem”
Så er den sag ude af verden.
Returfuglene finder vej til den hjemlige husholdning uden andre krav til jægeren end selve tilberedningen.
Sådan har de praktiseret det oppe på min gamle hjemegn i Nordsjælland i et årti eller mere.
Det hele er sat i system
Hos Kivan Food lidt uden for Næstved har de udtænkt og iværksat et lignende system.
”Vi henter vildtet ude på paraden og fuglevildtet er klar til afhentning her hos os et par dage senere,” forklarer Ivan Søndergård inde på det lille kontor ved produktionslinjens begyndelse.
Kivan Food er landets største forarbejdningsindustri af jagtskudt vildt og har hundredtusindvis af fugle gennem systemet hvert år. I de travle uger i oktober er der op imod 40 medarbejdere i gang i det veldrevne slagteri, som leverer til alle landets betydelige supermarkeder og professionelle leverandører, til restauranter og andre fødevareproducenter.
Vildtet hentes ude på paraden af en af de tre vildtvogne, som kommer så langt omkring som til Skåne, Aars og Herning. Det er jagtarrangørerne, der betaler for transporten, så jo flere der er på en given rute, jo billigere er det for det enkelte jagtselskab at få vildtet sendt videre i fødekæden.
”En del konsortier og lodsejere vil gerne have deres eget vildt retur, så vi har typisk vildtet fra sidste uge med, nå vi atter er fremme for at hente næste ladning,” forklarer Ivan Søndergård, som medgiver at der, når sæson er omme, ikke er tale om store indtægter til jagtarrangørerne for vildtleverancerne, ”men vildtet bliver anvendt, og der er ikke noget, som går til spilde.”
Det vilde kød og den gode historie
Hos Kivan Food er der enighed om, at tv-programmer som eksempelvis Nak & Æd har været med til at give vildtkødet en større og meget positiv opmærksomhed. Virksomheden, som i sin tid blev grundlagt af Bjarne Frost, indehaves i dag af makkerparret Ivan Søndergård og Kim Nielsen, og de går ikke på jagt.
”Jeg fisker,” forklarer Kim, ”men i jagtsæsonen har jeg for travlt her, til at det nogensinde har været på tale at gå på jagt.” Ivan istemmer og glæder sig i samme omgang over, at hele den omfangsrige produktion så godt som udelukkende afsættes til danske forbrugere.
”Det er min opfattelse, at jægerne gerne vil servere det vildt, de selv har nedlagt, så vores system med returfuglene værdsættes rundt omkring.”
Ude i landets supermarkeder værdsættes det også, at forbrugerne kan købe velforberedt vildtkød, som er lige klar til at indgå i husholdningen.
”Nogle kunder kan godt blive overraskede over, at der måske er hagl i gråanden eller en smule blod et sted inde i kødet,” forklarer Ivan, som godt kunne tænke sig, at forbrugerne blev bedre informeret om, at den slags jo forekommer i jagtskudt vildt, og at det er en forudsætning for i det hele taget at nyde så delikat og naturnært kød, for fuglene er jo ikke døde af alderdom.”
