Foto: Thomas Lindy Nissen, Holger Krogsgaard Jensen og Jens Kjær Knudsen

Gennem de sidste mange år har danske afskydningstal for råvildt ligget højt, og mange riffeljægere nedlægger mindst et styk råvildt hvert eneste år. Og dem, der ikke gør det, drømmer ofte om det. Passionen for jagt på råvildt er helt forståelig, for denne elegante hjortevildtart byder – trods sin størrelse – på kæmpe oplevelser med både hagl, kugle og bue.

Når det er sagt, så ligger der en stor verden derude med en mangfoldighed af hjortevildtarter. Arter, som kan jages mod nord, syd, øst og vest. Nogle arter findes i den tynde luft over 4.000 meters højde, mens andre træffes i lavlandets bush og skove. Andre igen trives bedst i varme lande, mens nogle kræver et iskoldt miljø for at kunne overleve. I denne artikel kigger vi nærmere på 10 af verdens mange hjortevildtarter, vi ser på arternes udbredelse, på forskellige jagtmulighederne og meget andet.

Jeg kunne have valgt mange andre spændende arter end dem, jeg har på listen. Man kan blot nævne arter som kinesisk vandrådyr, black tail deer, rusahjort, elk og Isubra-hjort. Men her får du de 10 arter, som jeg har valgt, og som jeg ligeledes har skaffet førstehåndsvidner til jagten på.

1. Alaska elg (foto taget i Alaska, USA)

Hvor den europæiske elg er kontinentets største hjort, er den nordamerikanske Alaska-elg (kaldet moose) sammen med den russiske Kamchatka-elg verdens største hjort, med en lille føring til den russiske: En elgtyr i Alaskas vildmark kan opnå en kropsvægt på mere end 800 kilo og en skulderhøjde på over to meter.

Det kan synes imponerende, men det virkeligt beundringsværdig er, at elgtyren formår at sætte et gevir op, der har en gennemsnitlig spændvidde på 1,5 meter, og som kan veje op til 40 kg. De største Alaska-elge kan have et udlæg på mere end to meter. En garder ville således kunne ligger i skovlene uden at stikker fødderne ud over kanten, en lille garder såmænd med bjørneskindshuen på.

Jagt på de store nordamerikanske elge er ren vildmarksjagt. Ofte bor jægerne i primitive lejre i områder, der kun kan nås på hesteryg eller med mindre bush-fly. Jagten foregår som spot and stalk eller som lokkejagt i brunsten. På trods af dyrets imponerende størrelse er det ikke kun muligt at jage den med riffel, men også med bue.

Selv om det er dyr jagt – meget dyr – er succesraten langt fra 100 procent. Elgen på billedet blev nedlagt ugen efter, at tre mand havde jagtet i 10 hele dage uden at nedlægge en elg. Jægeren på billedet var sammen to andre jægere, og han var den eneste, der nedlagde elg over de næste 10 dage.

Turen var arrangeret af Clear Water Alaska Outfitter, hunts@clearwateralaskaoutfitters.com.

2. Sambarhjort (foto taget i New Zealand)

Sabarhjorten er en stor hjorteart, der kan veje op mod 250 kg. Den opnår en skulderhøjde på næsten halvanden meter og sætter et gevir op, som normalt højst opnår seks ender. Arten stammer fra Asien og kan bl.a. jages i Australien og New Zealand, hvor den findes fritlevende på både private farme og offentligt land.

Sambarhjorten blev introduceret til New Zealand i 1875 af Falconer Larkworthy, og vi kan således takke ham for, at det i dag er muligt at jage arten der. Ønsker du at jage den i et godt revir, er der dog tale om en relativt bekostelig affære. Arten jages på anstand og pyrsch og kan være svær at spotte, da den gerne holder til i tæt bevoksning eller meget højt græs.

I New Zealand jages den ligeledes om natten med spotlight, hvilket også gør sig gældende for Australien. I Australien har man dog også tradition for at jage sambarhjorte med løse hunde, der stiller hjorten, lidt i stil med skandinavisk elgjagt.

Sambarhjorten stammer fra Ceylon (i dag Sri Lanka), hvor den gennem evolutionen har tilpasset sig rollen som byttedyr for tigre. Sambarhjorte søger derfor ud i vandløb og småfloder, når den presses af hundene, hvor de derefter kan pyrsches.

Jagten på den her affotograferede hjort var dog ikke specielt udfordrende, da jægerne i det store hele sad på anstand i et par dage, inden en chance opstod. Hjorten kom til syne mellem et tæt grønt krat på den modsatte side af en slugt. Skudafstanden var lidt over 100 meter, og hjorten forendte efter en kort, men intens dødsspurt. Turen var arrangeret med Marcel Powell, marcelpowellnz@gmail.com.

3. Dubowski-sika (foto taget i Ukraine)

Den art af sika kaldes også manchurisk sika og er den største af de 14 underarter af sikahjorte, der findes i verden. Både hvad angår krop og gevir, er den væsentligt større end den japanske under-art, som mange danskere har været på jagt efter i Irland.

Dubowski-sika stammer oprindeligt fra det nordøstlige Kina, Korea og det østligste Rusland, men menes i dag at være uddød i både Kina og Korea. Der findes dog stadig nogle tusind individer i Rusland, men jagten på den foregår i dag bl.a. i England, Polen, New Zealand og Ukraine, hvor man har fine fritlevende bestande, der er baseret på introduktion af arten fra oprindelsesområderne.

Hjorten har en skulderhøjde på op til 110 centimeter og kan veje op til cirka 150 kg i levende vægt. Jagten foregår som pyrsch eller anstand i skovområder eller områder med krat og småskove. Dubowski-sika kan også med stor succes jages på lokkejagt i brunstperioden (september/oktober), hvor hjortens fløjtende magtdemonstrationer kan høres i terrænet.

Jagten på hjorten på fotoet foregik som spot and stalk, noget af tiden med hjælp fra hestevogn. Chancen syntes et øjeblik forspildt, da hjorten trak ind i skoven, væk fra den rudel hinder, han var sammen med. Da han få sekunder senere til alt held igen kom til syne mellem de tykke træstammer, faldt skuddet – det fældede hjorten. Turen var arrangeret med Hunt Ukraine, walkaboutroy@yahoo.com.au.

4. Vildren (foto taget i Norge)

Mange tænker sikkert ikke over, at vildrenen er en hjort. Men det er den, og det er den eneste hjort, hvor begge køn sætter gevir op. Arten er udbredt på den nordlige halvkugle og findes i flere underarter (SCI oplister syv underarter af caribou og tre af rensdyr på verdensplan).

Vildrener/caribou findes fra Alaska over Canada og Grønland til Island, Norge, Finland og Rusland. Arterne inddeles i skovrener og tundrarener, som hver især overvejende er knyttet til vildmark med åbne vider og fjelde eller nærringsfattige skove. Den norske vildren – den art, der er afbilledet her – vejer op til 160 kg og er tilpasset et liv i kulde og sne. Bl.a. er pelsen op til fem centimeter tyk, mens klovene, som er beklædt med lange hår, kan spredes i en vifteform, der gør det langt lettere for dyret at færdes i sne og på glatte overflader.

Jagten på vildren i Norge forvaltes gennem et licenssystem, der nøje udstikker, hvor mange af hvilke dyr der må nedlægges hvor pr. år. Ofte er man nødt til at gå mange kilometer i uvejsomt terræn under jagten, ligesom en god håndkikkert og evnen til at spotte dyrene er en stor fordel. Under jagten på denne renbuk gik jægerne omkring 25 kilometer ind i vildmarken, hvor de boede i en stengrotte over flere nætter … i regnvejr! Turen var arrangeret direkte med en norsk ven.

5. Rocky Mountain Mule deer (foto taget i Utah, USA)

Mule deer er navngivet efter muldyret pga. af de store ører, der minder om æslets. På dansk kaldes hjorten da også for storøret hjort. Der findes – ifølge SCI – tre jagtbare underarter af mule deer, som alle har oprindelse i Nordamerika. Arten findes derudover i bl.a. Argentina og Kauai i Hawaii, hvor den er blevet introduceret.

Mule deer kan i nogen grad forveksles med white tail deer, men kendes bl.a. på sin sorte halespids og gevirets udformning. Hvor white tail-hjorten sætter flere individuelle sprosser ud fra hovedstangen, sætter mule deer-hjorten normalt to topsprosser eller flere ud fra hver sprosse, der sættes ud fra stangen.

Arten har en skulderhøjde på mellem 80 og 105 centimeter, en lang hale på op til 25 centimeter, og hjorten vejer gennemsnitligt omkring 100 kg. Jagten foregår i både landbrugsområder og lavereliggende dele af bjergene, men primært i skovområder. Den kan jages med krudt- og strengevåben, alt efter sæsonen, som i USA er opdelt efter våbentyper.

Jagten på den afbilledede hjort foregik som spot and stalk. Jægerne så den fra et køretøj og pyrschede sig ind på den, hvilket var en udfordring, da hjortene i den periode var ved at feje gevirerne rene for bast, og den derfor var meget sky. Men jægerne kom ind på 120 meter, og den smukke hjort mødte sin skæbne. Turen blev arrangeret af Hunting Consultants Unlimited, scott@besthunts.net.

6. South American white-tailed deer (foto taget i Peru)

Denne hjort findes i Sydamerika, hvor den bl.a. kan jages i Perus Andesbjerge i højder op til 4.500 meter. Arten er en af 38 arter defineret af SCI (Safari Club International), og af disse stammer 30 fra Nordamerika, mens resten kommer fra Sydamerika.

Nordamerikansk white-tail – som på dansk kaldes virginiahjort – er gennem tiden blevet udsat flere steder i verden og findes således i Europa på fri vildtbane eller under hegn i bl.a. Finland, Tjekkiet og Serbien. Derudover er der blevet etableret bestande så langt borte fra sit oprindelsesområde som i New Zealand.

Vægten på en white-tail hjort ligger normalt på omkring 45 kg, men den kan variere en del i forhold til leveområdet. Generelt stiger vægten på dyrene, jo længere væk fra ækvator man træffer underarten. I sjældne tilfælde er man stødt på bukke med en kropsvægt på over 100 kg.

Arten findes i mange forskellige naturtyper og kan jages på forskellige vis lige fra jagt på hesteryg i vildmark over klassisk anstands- og pyrschjagt i landbrugsarealer eller skove til udfordrende bjergjagt. Arten kan – alt efter hvor i verden den efterstræbes – jages med bue, armbrøst, sortkrudtsvåben og riffel.

Hjorten på dette foto er nedlagt i over 4.000 meters højde, efter jægerne først var blevet bestjålet i en lokal landsby og senere indkvarteret under primitive forhold … i et hønsehus på en gård i bjergene. Turen var arrangeret direkte hos en outfitter, der ikke kan anbefales.

7. Svinehjort (foto taget i Victoriaprovinsen, Australien)

Denne hjorteart stammer oprindeligt fra Sydøstasien (Indien, Pakistan, Sri Lanka og Burma). Den hører ligesom muntjac-hjorte til blandt de mest primitive hjortearter, der findes. En moden hjort vejer cirka 50 kg i levende vægt – altså omkring det dobbelt af en europæisk råbuk – men er alligevel med en skulderhøjde på 70 cm kun omtrent lige så høj som denne.

Der er altså tale om en lavstammet, robust hjorteart, der i øvrigt ligesom råbukke og sambarhjorte normalt sætter geviret op med seks ender totalt. Geviret sættes op på kraftige rosenstokke, mens øjnene sidder dybt i øjenhulerne over nogle store kirtler, der minder om dem, man ser hos muntjac. Gennem 1860’erne blev hjortearten introducerede i den australske provins Victoria, hvor der i dag udbydes jagt på arten. Derudover kan svinehjort jages i Pakistan.

Svinehjort jages både på anstand og pyrsch, med riffel eller bue. Den er aktiv morgen og aften, men kan også – alt efter temperaturen – træffes i løbet af dagen. Den findes i spredt buskland med højt græs, men træffes også til tider i det åbne landskab.

Det var netop på en jagt i det åbne landskab, at hjorten på dette foto blev nedlagt. Med øjnene på stilke – der var nemlig mange slanger i området – kravlede jægeren gennem højt græs. I blødt aftenlys og behagelig temperatur nedlagde jægeren hjorten med en velplaceret kugle – den faldt på stedet og opdagede aldrig, hvad der skete. Jagten var arrangeret af Hog Deer Hunting Australia, info@hogdeer.com.au.

8. Sibirisk råbuk (foto taget i Rusland)

Mange danske jægere elsker – helt forståeligt – jagten på den elegante råbuk. Der er også mange grunde til at vælge den europæiske råbuk (den art, der findes i Danmark) som en af verdens mest spændende hjortevildtarter.

Jeg vil dog udelade den europæiske råbuk på denne liste, for i stedet at hæve den en tak: For både hvad angår størrelse og jagtligt eventyr, er den europæiske råbuks asiatiske fætter – den sibiriske råbuk – måske bedre egnet til listen.

Den sibiriske råbuk er cirka dobbelt så stor som den europæiske, både hvad angår krop og opsats. Arten findes i det nordlige Kasakhstan, samt i store dele af Rusland fra det nordlige Kaukasus og mere end 3.000 km østover. Den tætteste lokale bestand findes omkring Kurgan, hvor der nedlægges dyr med opsatser helt op til 1.2 kg.

En sibirisk råbuk har en skulderhøjde på op til 90 cm, og den er betydeligt længere end den europæiske råbuk og vejer således normalt op til 60 kg. Markant større individer kan dog også forekomme. Sibirisk råbuk jages ofte i landbrugsområder efter samme taktikker som ved jagt på europæisk råbuk.

Arten kan med stor succes jages i brunstperioden, der falder i ugerne omkring månedsskiftet juli/august. Indimellem kan der være tale om, at der skal afgives lange skud, hvilket var tilfældet med den flotte buk på dette foto. Den blev truffet med en perfekt kugle, der blev sendt afsted fra 416 meters afstand under en jagt i Kurgan, Rusland. Turen var arrangeret af Diana Jagtrejser, jagtrejser.dk.

9. Brown Brocket Deer (foto taget i Argentina)

Brock Brocket Deer er en lille hjort, som meget få danske jægere har nedlagt. Der findes 10 underarter af brocket deer, og alt efter hvilken er der tale om en lille til mellemstor hjort, der er endemisk for Sydamerika.

Skulderhøjden på de forskellige arter varierer mellem 35 og 80 centimeter. De mindste brocket deer vejer blot otte kg, mens de største ligger lige under 50 kg. Brown Brocket deer hører, med en skulderhøjde på op til 65 cm og en levende kropsvægt på op til 25 kg til de mellemstore af underarterne.

Uanset alder sætter bukken aldrig et gevir op med mere end én spids på hver stang. Hjorten er ikke særlig sky, men da den jages på pyrsch i tæt krat, er det alligevel vigtigt at bevæge sig lydløst frem og i god vind. Når chancerne opstår, er der ofte tale om hurtige skudmuligheder på kort hold.

Jagten på hjorten, der er afbilledet her, foregik i Argentina. Jægerne fulgte en dyreveksel gennem tæt krat, hvor de ubesværet kunne tage sig lydløst frem i det løse sand. De kunne ikke se længere end 20 meter frem, så da de så konturer af en hjort gennem grene og kviste i det tætte krat, var det om at være klar. Da hjorten endelig kom til skud i et lille hul, var den ikke længere borte end 12 meter. Turen var arrangeret med South American Adventure Safaris, hunter@saadventuresafaris.com.

10. Indisk muntjac (foto taget i Nepal)

Den indiske muntjac er en af de 27 underarter af muntjac, der alle stammer fra Asien. Den indiske muntjac er en af de mest udbredte arter af muntjac og findes stort set i hele den sydlige del af Asien. Denne underart har, præcis som den langt bedre kendte Reeves muntjac, som bl.a. kan jages i England, en tendens til at smælde, når de opdager en fare. Den lille hjort kan forsætte med denne gøende lydtilkendegivelse gennem mange minutter, sommetider over en time, hvorfor den også har fået tilnavnet gøende hjort.

Arten, der har en skulderhøjde på cirka 55 centimeter og en vægt på op til 23 kg, hører til blandt de mest primitive hjortearter i verden. Den sætter et lille gevir op på kraftige rosenstokke, som hos stærke trofæbukke præsterer to øjensprosser på det lille gevir, der normalt ikke bliver mere end 15 centimeter højt.

Muntjac er stort set altædende og indtager alt lige fra græs og blade over nødder og frugter til æg til padder og små pattedyr. Hos hjorten ses markante hjørnetænder, som vokser ud af munden lidt i stil med dem, man ser hos kinesisk vandrådyr, men dog knap så lange. Tænderne bruges i brunstkampe eller til forsvar mod rovdyr.

Indisk muntjac jages i tæt skov, hvor skudholdene ofte er korte og sigtbarhed lav. Hjorten på dette foto blev nedlagt i Nepal, hvor jægerne var på en tre uger lang jagt, og hvor de boede i teltlejr i Himalaya-bjergene. Muntjacen blev nedlagt i den tætte skov under de bare bjergtoppe, og lidt atypisk blev den nedlagt på en lille drivjagt med fem drivere og en skytte. Til alt held for jægeren passerede den lille buk på blot 20 meters afstand. Her kunne han se den og nedlagde den. Turen var arrangeret med Samsher Parajuli/Global Safaris Nepal, info@huntnepal.com.