En simpel virkelighed, langt ude på landet i Zimbabwe

Foto Paula French/Shutterstock samt Steen Andersen og Jens Ulrik Høgh

Jeg sover som en sten under mosquito-nettet i min egen lille safarihytte, da det banker hårdt på døren. Jeg stavrer søvndrukken ud af sengen og lukker op. Klokken er 23, og jeg lagde mig dødtræt efter en lang dag i solen og et par solide sun-downere til at sove for blot en time siden.

Virkeligheden melder sin ankomst i tropenatten. En elefanttyr er gået amok i en majsmark og har overfaldet bønderne, som forsøgte at jage det store dyr tilbage i bushen. En landsbyboer har ringet på den nødtelefon, som landsbyen har fået udleveret specifikt til at koordinere beskyttelsen af afgrøderne imod vildtet med. Anti-poaching enheden skal ud til et af områderne ved floden, og det skal gå stærkt. En mand savnes. De kan simpelthen ikke finde ham i mørket, og de frygter det værste. Prognoserne for overlevelse er dårlige, når man står i vejen for en rasende elefant.

Jeg kommer i tøjet i en fart. Tre minutter senere sidder jeg i sædet på ladet af Landcruiseren ved siden af Henrik Herold fra Randers Regnskov. Vi er ude for at se lidt nærmere på forskellige turistformers indflydelse på naturbevarelsen i det ludfattige land. Aftenens dramatik kommer fuldstændig uventet, og kontrasten til de luksuriøse turist lodges, som vi boede på nogle få dage forinden, er enorm. Der hænger to cylinderlåsrifler og en Kalashnikov i geværholderen foran vores knæ.

Folkene er trætte, men Bongani kører stærkt igennem bushen. Det er bælgmørkt, og vi følger opmærksomt med fra vores sæde, så vi kan dukke os for lavt hængende tornegrene og undgå at efterlade et øje eller hele ansigtet i Afrika. Vejen virker endeløs, og vi har fået at vide, at det tager halvanden time ad elendige hjulspor, som ikke fortjener betegnelsen ”veje”, at nå frem igennem bushen.

De små landbrug ligger i et bælte langs floden. Vi så dem dagen inden, da vi var med ude for at skræmme elefanter ud af markerne. Der dyrkes mest af alt majs. Planterne står tæt og er næsten tre meter høje. Omkring markerne er der opsat ståltråd med spredte klude – formodentligt dyppet i et eller andet ildelugtende – for at holde elefanterne ude. Men det virker ikke. De store dyr kommer ud af bushen stort set hver eneste nat og kaster sig over bøndernes marker. Gennem hele vækstsæsonen arbejdes der derfor i skift på at holde vagt over afgrøderne døgnet rundt. Når elefanterne kommer midt om natten, rykker landsbyboerne ud for at skræmme dem ud af markerne. Deres eneste bevæbning er tomme gryder og sten til at slå på gryderne og lave larm med. Men sultne elefanter vænner sig hurtigt til den ufarlige lyd af en vred bonde, der banker løs på en kasserolle. Når det sker, er de nødt til at tilkalde anti-poaching enheden, som ofte kan lægge lidt mere pres på de store dyr med lavtgående advarselssalver fra deres Kalashnikov-rifler.

Problemelefant

Denne aften er alvoren dog for dybtgående til advarselsskud. En elefant har krydset den hårfine grænse imellem ”irriterende” og ”farlig”, og når det sker, tager man ingen chancer. De to .375 H&H rifler på bilen har derfor fået fyldt magasinerne med fuldkappede kugler. En vred elefanttyr, som har mistet sin frygt for mennesker, er ikke noget at spøge med… Der hersker en trykket stemning på bilen. Vi frygter nok alle at finde en stakkels bonde skilt ad i hoveddelene.

Da vi langt om længe ankommer til landsbyen, har de netop fundet bonden, der blev overfaldet. Han sidder sammenkrøbet foran hytten med hovedet imellem sine knæ. Apatisk og stum. Elefanttyren var kommet ud af den tætte majsmark lige der, hvor han stod og bankede på gryden. I mørket havde den truffet den spinkle mand så hårdt i siden med et kraftigt slag af snablen, at han var fløjet nogle meter ind i majsene. Tyren havde sat efter ham og trampet rasende og højlydt trompeterende rundt for at afslutte den slåskamp, som elefanter nu engang afslutter skarpe konflikter med mennesker med. Mandens redning havde tilsyneladende været, at han lå sammenkrøbet på jorden stum af rædsel og mirakuløst undgik kolossens trampende fødder. De sagde, at tyren havde buldret rundt for at finde ham tre gange, inden den løb ind i midten af den lille majsmark igen. At der var gået mere end en time, inden de fandt ham, skyldtes dels, at han var i chok og ude af stand til at sige en lyd og dels, at de ikke havde nogen lygter at arbejde med.

Der er mange folk på pladsen. De snakker i munden på hinanden på deres eget sprog. Vi spørger til, om manden er skadet, og får at vide, at han ikke vil åbne sine øjne og måske har fået torne eller sand i dem. Henrik, som er gammel officer med masser af praktisk erfaring, undersøger mandens øjne og finder både, at øjnene er uskadte, og at den behørige pupil-refleks fungerer. Der er ingen umiddelbare tegn på andre alvorlige skader. Altså ud over det faktum at manden er øm, tavs og mentalt fraværende.

”Det ser ud som et typisk tilfælde af det, som man i gamle dage kaldte granatchok”, konstaterer Henrik. Vi bliver hurtigt enige om, at det i bund og grund ville være mærkeligt, hvis ikke staklen var påvirket af, at 5.000 kg. vredt vilddyr netop havde gjort et helhjertet forsøg på at udslette ham.

Reguleringsordre

Efter få minutters telefonsamtale med beslutningstagere i Harare får anti-poaching folkene besked på at forsøge at aflive den løbske elefant. De praktiske erfaringer siger, at elefanter, der én gang angriber mennesker, er langt farligere end elefanter, der ikke har krydset den grænse. Derfor bliver de skudt uden så megen snak. Menneskeliv er vigtigere end elefantliv.

Vi er fem personer i gruppen. Tre rangere, Henrik og jeg. Rangerne har to .375 repeterrifler fyldt til randen med Norma ammunition og en Kalashnikov. Henrik har en kraftig lygte. Jeg har i realiteten intet at bidrage med ud over min drengede charme. Planen er at spore tyren i stilhed og se, om vi kan bringe os på skudhold af den. Manøvren kræver, at der opstår frit skud til dens hoved – helst inden for 30 meters afstand – gerne meget nærmere.

”No lights”, hvisker Bongani. Vi lister os efter ham i en enkelt kolonne i næsten totalt mørke med tårnhøje majsplanter på begge sider. Han går forrest med riflen, efter ham går en ranger mere, så jeg, så Henrik og bagerst ham med automatriflen. Vi går rask til. Ingen siger en lyd, og vi er varsomme med at gå så stille, som det er muligt. Jeg lytter koncentreret efter de svage fodtrin af manden foran mig i forsøget på at lytte mig til, hvor jeg skal sætte fødderne. Jeg strækker den venstre arm frem for mig for at kunne mærke, når rangeren foran mig stopper.

Elefanten er stadig i majsmarken. Det er fuldstændigt vindstille, og vi standser ofte for at lytte. Vi kan høre den brase igennem de høje planter. Den går i roligt tempo skråt fremme for stien. Måske er den 50 meter inde. Måske 100. Vi ved det ikke. Vi kommer ikke på skudhold af den, medmindre den kommer tættere på i et åbent område, hvor der kan kastes lys og en ildstorm af varme projektiler imod den.

Lugten af gal elefant

Vi rykker et stykke frem. Standser og lytter. Rykker igen. Standser. Lytter. Natteluften er hed og fugtig. Sveden render af os. Fluerne sværmer os om hovedet. Det knaser i marken. Tyren er på vej imod os. Den fornemmer vores tilstedeværelse og går tøvende frem. Efter et stykke tid er den så tæt på, at vi tydeligt kan lugte den. Men vi har en uigennemtrængelig mur af afgrøder imellem os. Vi ville ikke kunne se den, selv om vi satte fuldt blus på lamperne – og gør vi det skal vi være forberedte på, at den kommer stormende imod os. Ingen siger en lyd. Vi trækker knapt nok vejret. Elefanten er MEGET tæt på os, da den til sidst ombestemmer sig og traver den anden vej.

Vi fortsætter efter den. Tempoet er skruet i vejret. Jeg forventer hvert øjeblik, at vi alle snubler over hinanden i et svedigt menneskeligt mikadospil. Imod alle odds formår vi dog alle at holde os på benene under det natlige terrænløb, imens kræfterne langsomt ebber ud. Til sidst når vi kanten af landbrugslandet, hvor vi kan høre elefanten brase videre ud i den tætte bush. Vores jagt stopper her. Elefanten får en ny chance, men den overlever kun, hvis den holder sig helt væk fra markerne ….. og det gør den med al sandsynlighed ikke.

Lidt slukørede sjosker vi den lange vej tilbage til landsbyen, hvor vi samler den skadede bonde op og kører ham til områdets interimistiske lille klinik, hvorefter vi selv vender snuderne imod sengehalmen. Klokken har passeret fire, inden vi atter ligger i vores senge. Disse natlige togter er hverdag for vores værter i anti-poaching enheden, selvom det heldigvis hører til sjældenhederne, at mennesker bliver overfaldet af elefanterne. Den mest realistiske udgang på historien bliver nok, at denne personfarlige problemelefant i sidste ende bliver nedlagt af en tilrejsende jæger, som betaler for den jagtlige oplevelse. Den angrebne bonde klarede sig uden fysiske men.

Enkelt regnestykke

Jagtarrangøren Charlton & McCullum Safaris har i godt et årti stået for jagten i Dande, som er et ca. 2.000 km² stort statsejet område i den østlige del af Zimbabwe. Området består af en lille jagtfri og i princippet mennesketom nationalpark omgivet af to store naturområder. Der bor omkring 65.000 mennesker i området. De lever i princippet alle af primitivt landbrug. Markerne drives udelukkende med simple håndredskaber. Familierne bor i små, runde, lerklinede hytter. Der er ingen strøm, ingen vand, ingen toiletter, ingen moskitonet til beskyttelse imod malariamyg og tse tse fluer. 90 % af befolkningen har ingen indtægter udefra, men lever udelukkende af, hvad de kan høste på markerne. De få, der har job, tjener i omegnen af 100 USD om måneden.

I årene, inden Charlton & McCallum overtog jagten, blev der hvert år krybskudt omkring 40 elefanter. Krybskytterne kom typisk gående ind fra Mozambique, som området grænser op til. De tog kun stødtænderne. Resten blev liggende til ådselsæderne. Derudover nedlagde statens rangere 10-15 elefanter i bøndernes marker. Gik elefanterne ind i markerne, var de som udgangspunkt stemplede som problemelefanter. Desuden var lokalt krybskytteri med ståltrådssnarer efter ”bush meat” udbredt, og alle bestande af større vildtarter var kraftigt for nedadgående.

Man jagede også 5-10 trofæelefanter, men den outfitter, der havde jagten i området, geninvesterede ikke mange penge i driften. Kampen imod krybskytterne blev alene udført af omkring 20 unge statsansatte rangere, som var henviste til at bevæge sig rundt i det store område til fods, fordi de ikke havde noget køretøj.

Med de nye jagtarrangører fik piben hurtigt en anden lyd. Der blev investeret i et privat anti-krybskyttekorps – DAPU, som er en forkortelse for Dande Anti Poaching Unit – som var lige så stort og betydeligt bedre udrustet end den statslige enhed i områdets nationalpark. Rangerne blev rekrutteret lokalt, og ganske hurtigt pågreb man en hel del krybskytter og indsamlede i tusindvis af snarer. Man sponsorerede også en bil og en portion diesel til de statslige rangere. Blot nogle få år inde i den nye forvaltning var tabet af krybskudte elefanter reduceret til et gennemsnit på bare tre dyr om året, og da man brugte DAPU til at jage elefanter, bøfler og løver mere aktivt væk fra landbrugsområderne, blev også antallet af problemdyr, der hvert år blev skudt, reduceret kraftigt.

Alt i alt førte indsatsen til, at krybskytteriet blev reduceret så markant, at alle bestande af større vildtarter kom i god vækst. Der er indsamlet mere end 9.000 snarer på området, og der går længere og længere imellem, at der registreres spor af krybskytteaktivitet. Safarifirmaet lægger en betydelig andel af deres omsætning hos lokalbefolkningen og har skabt masser af arbejde i det fattige område. Alene reduktionen i tab af elefanter til krybskytter og skadedyrsbekæmpelse har i det årti, som indsatsen har stået på, ledt til mere end 700 elefanter mere i området, end der ellers ville have været.

Er øko-turisme bedre?

Kunne man bevare biotopen og vildtet i Dande lige så effektivt med såkaldt øko-turisme – altså det vi populært kalder ”foto-safari”?

Min vurdering er et klart nej. Området ligger meget langt fra Harare, som huser den nærmeste internationale lufthavn. Så enten er man parat til en meget lang køretur på dårlige veje, eller også flyver man ind i en lille propelmaskine for at komme frem og tilbage til området. Det koster mere end 2.000 USD at chartre et lille fly – det er nok de færreste øko-turister, som er villige til at ofre det.

Næste udfordring består i den dårlige infrastruktur på selve arealet. Der er ingen hjulspor, der kan bruges som veje for andet end fuldblods firehjulstrækkere….og dele af året er vejene floder af rødt mudder. Den eksisterende indlogering er primitiv. Der er ingen wifi og dårligt telefonsignal. Der mangler rensningsfaciliteter til store mængder spildevand. Der mangler nærliggende sundhedsklinikker af blot minimal standard. Erfaringsmæssigt er jægere langt mere åbne ove rfor primitive leveforhold end økoturisterne.

Området mangler seværdigheder. Bushen er tæt, så selv med en endnu større vildtbestand om 10 eller 20 år, er området ikke så velegnet til ”game-drives”, hvor turisterne bliver kørt rundt og ser på vilde dyr. Området er simpelthen for tæt bevokset og for fladt. Man ser for lidt, hvis ikke man som jægerne er parat til at spore vildtet til fods over lange afstande.

En ekstra udfordring er den høje forekomst af malariamyg og tse-tse-fluer. Risikoen for at redde sig en insektbåren tropesygdom er langt større her end på de udviklede turistmål. Så hvorfor skulle turisterne komme her, hvor alting reelt er dyrere, dårligere, mere besværligt og farligere end i de parker, der allerede har ideelle vilkår for øko-turisme? Hvorfor kommer de ikke allerede? Svaret er enkelt og det samme for masser af naturområder, der ligger langt fra turisternes trækruter. Herude er det kun jægerne, der gider at komme.