Foto: Steen Andersen
”Det gør ondt!” Ordene kommer distinkt. Med svag fynsk musik mellem intonationerne. Øjnene bekræfter hvert et ord. Det har været smertefuldt for Jan Krossteig at melde haglbøssejagten fra.
”Jeg sendte mail til alle dem, der havde sent invitationer tilbage i august, hvor jeg skrev, at jeg ikke længere går på jagt med haglbøssen.” Det er en beslutsom mand, der taler. Og det har Jan altid været. Konsekvent. Nogle gange er han blevet opfattet som hård. Og det er han måske også, men i så fald også over for sig selv. Sagen med fynske Jan fra Svendborg er nok, at han stiller de samme krav til sine omgivelser, som han stiller til sig selv. Og de er sædvanligvis tårnhøje.
”Jeg havde overvejet det gennem længere tid.”
Jan sidder ved spisebordet i det smukke, lille køkken i privaten med udsigt til sundet og Thurø. Stålsat som altid. Smilende på den der charmerende måde, som gør, at man føler sig set og accepteret. Herfra har han nydt udsigten i snart fire årtier, og herfra har Jans verden gået til de vilde vidder ude på alverdens jagtmarker og til erhvervseventyret, Diana Jagtrejser, som Jan skabte helt tilbage i 1974, og som han stadig sidder i bestyrelsen for. En lokal erhvervssucces, der i hvert fald har været og måske stadig er verdens største jagtrejsebureau. Den slags kræver hårdt arbejde og stålsatte nerver. Jan er leveringsdygtig i begge dele, og er det altså også, når det kommer til hjerteblodet: De store klapjagter på velflyvende fasaner.
”Sidste år på fasanjagterne følte jeg et par gange, at jeg var ved at miste fodfæstet. Når man sådan skal op og have fat i de høje fasaner deroppe. Så var det lige, som om jeg var ved at miste balancen.” Og det gav stof til eftertanke. I tidens løb, forklarer Jan, har han set ældre jægere falde med det ladte og sikkert også afsikrede haglgevær, og andre der på grund af alderen har klumret rundt med haglgeværet. ”Og jeg kunne ikke holde ud at tænke på, hvad der kunne ske.”
Alt har sin tid
”De her efterårsjagter på fasaner har fyldt rigtig meget i min tilværelse gennem rigtig, rigtig mange år, og det er jo der, jeg har mit netværk i stor stil. Så jeg var jo også godt klar over, at det ikke blot var et spørgsmål om at opgive selve jagten, det var jo også et spørgsmål om, at mine rigtige gode venner gennem mange år ville jeg jo ikke komme til at se så meget, eller måske slet ikke.” Som altid er konsekvenserne indkalkuleret i Jans overvejelser, og derfor skulle der gå månederne fra sidste års små balancefejl til sommerens tunge beslutning.
”Jeg havde ligget vågen hele natten, og jeg blev enig med mig selv om, at det duer ikke det her. Jeg måtte træffe en beslutning, og det gjorde jeg så.”
”Jeg skrev til dem, der havde inviteret mig, at det nu var tiden for mig til at hænge haglbøssen på knagerækken. Og jeg vil hellere gøre det nu, end at jeg på et senere tidspunkt skulle sige til mig selv, at jeg burde have gjort det noget før.”
”Hver gang jeg trykkede på SEND, så gjorde det ondt.” Jan Krossteig har jaget elefanter, bøfler, bukke og alt, hvad man kan forestille sig der imellem. Det er som riffeljæger den store offentlighed kender ham, fordi jagtrejser i de fleste tilfælde handler om rejser til destinationer, hvor det er riffeljagten, der er fremherskende. Imidlertid har Jan i årtier haft et mere diskret jagtliv med haglbøssen i anslag, klar til høje og talrige fasaner på nogle af de store, smukke danske jagtrevirer. Den fornøjelse har han så selv sat en stopper for nu.
”Og jeg ved, det var det rigtige.”
”I dag er jeg 77, og der er jo folk, der går på jagt, til de er langt op i firserne, men jeg synes, der er nogen, der begynder at behandle selve geværføringen lidt sjusket. Jeg tror, man begynder at tage lidt for let på det. Jeg har set flere og flere, der er begyndt at have sådan en flad bøsseføring.”
”Der er nogen, hvor jeg har tænkt, at de burde jo nok have stoppet.”
”Jeg synes, man har en eller anden forpligtigelse til at få det til at klinge pænt af. Man skal kende sin besøgelsestid, og det kunne man egentlig godt tale lidt mere om. Jeg synes godt, man kunne drøfte det, også på foreningsniveau.” Og det kan man godt opfatte som et startskud til at tage fat på en debat om, hvornår man som jæger skal til at træffe de svære beslutninger om at holde op i tide.
”Der går sikkert mange rundt på min alder og ældre, som går og tænker på, om de skulle stoppe. Jeg forstår godt, at de ikke tager beslutningen.”
”Jeg synes, jeg skylder det over for mine venner. Respekt for mine venner og jagten i almindelighed.”
”Jeg ville ikke kunne leve med, at køre det så langt ud, at der er en, der kommer hen og prikker mig på skulderen og siger, synes du ikke…”
”Jeg vil selv kunne træffe beslutningen. Det skrev jeg i mine mails og fik en masse meget søde tilbagemeldinger.” Svarene kom i Jans indbakke i en lind strøm, og blandt de bestyrtede reaktioner og forsikringer om, at tiden ingenlunde er inde til at stoppe, var også ordet ”respekt”. En dybfølt og ærlig respekt for jagtkammeraten, som har taget en beslutning, der helt indlysende er umådelig vanskelig, og som har modet og styrken til at kommunikere det klart ud. Samt et par bemærkninger om, at det jo også er en beslutning, der helt oplagt vil påtvinge andre at overveje noget tilsvarende.
”Men hvis de nu begyndte at sige, at det var nok meget godt, så var det for sent (at jeg traf min beslutning).”
”Sådan har jeg jo levet mit liv – men det gør ondt.”
Jan sidder i sit hus en hverdag i november, som helt sikkert er en jagtdag for de venner og kammerater, som Jan nød jagten med de foregående år. ”Jeg er afklaret. Nu begynder jeg at glæde mig over, at jeg ikke skal tidligt op. Hvad skal man finde på at glæde sig over, når man faktisk har det skidt med det?” Jans smil er polemisk. Han forsøger at finde gode ting at glædes over midt i al fraværet af en livsstil. ”Det er, så man kan sige, åhh se det pisser ned, hvor er det dog skønt, at man ikke skal på jagt.”
”Jeg har det fint med det, og jeg går jo stadigvæk på riffeljagt, og det har jo noget at gøre med, at på riffeljagten er du mere i ro, og der er bedre tid til at tænke sig om.”
”Det er jo et privilegium at blive gammel, og det skal man lære at indstille sig på.”
”Alt har sin tid, og derfor solgte jeg også majoriteten af Diana Jagtrejser, da jeg blev 75. Jeg følte nok, jeg kunne have fortsat nogle år endnu, men der står jo nogle unge, veluddannede mennesker, som kan meget mere end en selv, og da jeg selv var ung, kunne jeg se, hvordan nogen, der var nået op i min alder, kørte deres firmaer ned, fordi de ikke kendte deres besøgelsestid.” Jan er nu mindretalsaktionær i den virksomhed, han selv har bygget op, og formand for selskabets bestyrelse, men er helt ude af den daglige drift. ”Og det har jeg det rigtig, rigtig fint med. Og det er jo den samme overvejelse, man må gøre i forhold til eksempelvis jagten, må man forstå.”
Jan Krossteig ligner det, han er. En livserfaren pensionist, der har trukket sig tilbage i tide med kræfter og midler tid at realisere de drømme, der stadig er talrige, vidtfavnende og stærkt knyttede til vilde rejsemål, nøjagtig som det har været tilfældet i hele hans erhvervskarriere.
Dagene med høje, velflyvende fasaner er fortid, men der er ingen bitterhed at spore i den seje fynbos smil eller øjne. Kun den velkendte styrke og så måske en lille smule vemod, som hurtigt forsvinder ved udsigten til nye eventyr med riflen, med hustruen og med familien, der nu også tæller et lille oldebarn, som helt sikkert vil få tilbudt at få lov til at skyde med sådan en luftbøsse, som i sin tid satte hele Jans livseventyr i gang.
”Det var sådan, jeg selv startede, det var, fordi jeg fik en Diana luftbøsse af min farfar, da jeg var en bette knægt, og det var derfor, det kom til at Diana Jagtrejser.”
