Foto: SFD

Den 16. maj 2020. Der er 10 minutter til solopgang. Jesper Julian Møller og to venner er på bukkejagt ved hans gård nær Gilleleje i Nordsjælland. Jesper sætter vennerne på plads og går ned langs et hegn. Pludselig bremser han op. 100 meter fremme står en buk. En stor seksender. Faktisk den største buk, Jesper endnu har haft for. Jesper kigger på bukken. Den har ikke set ham, men kuglefanget er dårligt, og han kan ikke skyde. Tiden går. Riflen og skydestokken er klar. Jesper har aldrig skudt en seksender før. Nu skal det være.

Så ser bukken Jesper. De kigger på hinanden, og bukken springer lynhurtigt ind i en tykning og forsvinder.

Den første seksender vakte jubel hos den kendte kok.

Et øjeblik er skuffelsen næsten ikke til at bære. Så træder den rutinerede kok og virksomhedsleders målrettede mindset ind. Den buk vil han have. De næste to dage er Jesper i terrænet efter bukken i timevis. Den 18. om morgenen står den endelig foran ham igen. I en mark med kål forender seksenderen og gør en jæger glad.

En smuk, tidlig sommerdag allerede to dage efter bukkejagten serverer han bukken for en flok af sine børns gymnasievenner. Oplevelsen med bukken bliver dermed rundet helt perfekt af for den rutinerede kok.

Senere på sæsonen taler Jesper med naboen samt dennes søn. De spørger, om det var Jesper, der havde råbt højt af glæde den 18. om morgen, så det kunne høres langt væk. Den grinede de alle længe af.

Så er der rådyr. Jesper J. Møller sætter pris på ordentlige råvarer.

Kombinationen mellem målrettet stædighed og begejstring over den gode jagtoplevelse og råvare er typisk for kokken og iværksætteren Jesper Julian Møller. Den 45-årige virksomhedsejer og deltager i TV2 programmet ”Fem fede kokke” stammer fra Nordsjælland og startede sin karriere som 10-årig som opvasker på Græsted Kro. I dag driver han blandt andet det Københavnske street food mekka Reffen, Broens Gadekøkken, Toldboden Seaside samt Storms Pakhus i Odense. Han brænder for det, han laver. De seneste 5 år har det ikke mindst været jagt.

”Jagten kom faktisk lidt sent til mig. Efter næsten 20 intense år i restaurationsbranchen kunne jeg mærke, at jeg måtte finde noget ved siden af virksomheden at beskæftige mig med. Det trængte både jeg og mine medarbejdere til,” fortæller Jesper Julian Møller og smiler.

At valget faldt på jagt, har givet Jesper en helt ny glæde i hverdagen.

Jesper i køkkenet på restaurant Toldboden Seaside.

”Jagten har vist sig at have netop den kombination af fællesskab, oplevelser, fokus og god mad, som passer mig godt. I dag er jagten utrolig vigtig for mig. Den giver de frirum, man har behov for, når man arbejder meget og har ansvar for en så mange-facetteret forretning som min,” fortæller Jesper Julian Møller.

Han bor med familien på en gård og bruger gerne fritiden i terrænet. Både når der skal jages, fodres eller bare kigges dyr.

”Oplevelserne med vildtet er bare noget specielt. Da jeg var relativ ny jæger, stod jeg en diset morgen på jagt i et frossent landskab sammen med en jagtkammerat. Pludselig kommer to kronhjorte ud af tykningen. Helt hvide af rimfrost og med varm ånde i morgenkulden. De løber lige forbi os. Det var et fantastisk syn. Den slags oplevelser glemmer man ikke lige med det samme,” forklarer Jesper.

Han er også fascineret af det element af ”enten-eller”, som jagt indeholder. Når man har gjort det, er det gjort, og det kan ikke gøres om.

”Jagt er i virkeligheden lidt som madlavning. Hvis du tager den forkerte beslutning og hælder for meget salt i, er retten ødelagt. Du kan lave en ny ret, men ofte kan du ikke redde den fejl, du har lavet. Den samme dynamik oplever jeg i jagt. Du skal være koncentreret og tænke dig om, før du handler. Ellers sker der ting, du fortryder. Den dynamik appellerer til mig,” fortæller Jesper.

”Jeg har lavet masser af fejl både på jagt og i køkkenet, men hver gang lærer jeg noget og bliver lidt bedre. Den proces er vigtig mange steder i livet. Det er altid rart at lære noget,” forklarer Jesper Julian Møller.

Dansk godsjagt

Jagten i Danmark driver Jesper Julian Møller dels hjemme på gården, og dels som medlem af et jagtkonsortie under godset Grønnessegård ved Hundested. Begge steder er der gode bestande, men især fællesskabet i konsortiet på Grønnessegård glæder Jesper.

”Vi er ni medlemmer af konsortiet, og vi storhygger os med det. Sådan en traditionel fasanjagt, hvor vi bare går all in, er en glæde for mig. Pompomer på sokkerne, tweed og masser af god mad. Bagefter er der hygge i jagtstuen. Sådan nogle dage i terrænet er fantastiske. Ikke mindst hvis man ovenikøbet har skudt godt, og det sker da af og til,” smiler Jesper, der tydeligvis elsker en flot efterårsdag i naturen og altid hjembringer vildt til spisebordet hjemme.

”Jeg kan godt lide at vide, hvor mine råvarer kommer fra, så vi spiser rigtigt meget vildt i løbet af året. Det er også vigtigt for mig, at vildtet bliver brugt, når vi har skudt det, og så er det jo heldigt, at man er kok og kan tilberede det fristende,” fortæller den erfarne kok. Han insisterer også på, at der spises vildt under de større jagter i løbet af efteråret, og han tilbereder det gerne selv til jagtkammeraterne.

Blandt Jesper Julian Møllers rigtig gode jagtoplevelser er en jagt i Jylland for nogle år siden.

”Vi var langt ude i naturen og holdt pause ved jagthytten. Her havde de to tønder, der fungerede som grill. Den ene med kartofler og den anden med hjemmeskudt hjortekød. Det var enkelt, lækkert og lige mig. Fra jagten gik råvaren direkte på bordet sammen med kammeraterne. Så bliver det ikke bedre,” siger Jesper.

Udlandet trækker

Et fransk vildsvin er faldet for kokkens kugle.

Jagten i Danmark er tydeligvis fundamentet i Jesper Julian Møllers jagt, men udlandet har også trukket. Allerede året efter erhvervelsen af jagttegnet var Jesper Julian Møller på vildsvinejagt i Frankrig.

”Det var virkelig en oplevelse. Vildsvinene er smarte og kan være ret farlige. De kommer med høj fart, og der skal tages beslutninger på ganske kort tid. Rammer man rigtigt, er det vildt at se de kraftfulde dyr rulle i skuddet. Næsten som en hare hjemme i Danmark,” fortæller Jesper Julian Møller om turen til Frankrig. Siden Frankrig har han også været i Sverige efter vildsvin og flere andre steder efter hjortevildt.

De seneste år har det især været traditionel europæisk jagt, der har trukket i Jesper.

Muflon på menuen.

”Det er altid en oplevelse at se kulturen og det lokale jagtvæsen. Ofte ligger der flere hundrede års traditioner bag den måde, jagten drives på. Jeg kan godt lide, når ting er gennemførte,” forklarer Jesper.

Selvom Corona har betydet begrænsninger i mulighederne for jagtrejser, planlægger han at tage fruen med på brunstjagt efter kronhjort i Polen eller Ungarn til efteråret.

”At tage familien med og få en fælles oplevelse giver det hele en ekstra dimension. Det betyder noget for mig, at jagten ikke bare er noget, jeg gør, men at familien også får noget glæde af det,” siger Jesper. Og allerede under bukkejagten i år kommer der en spændende jagtoplevelse for familien.

”Min søn har lige fået jagttegn og riffel. Til maj skal han skyde sin første buk, og jeg skal med. Det glæder jeg mig til. Derefter håber jeg, at vi får mange gode jagtoplevelser sammen i fremtiden,” slutter den entusiastiske jæger, kok, iværksætter og TV-personlighed.

LÆS OGSÅ

Muflon i de hvide bjerge

Råbukke i brunst

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: