Tekst Steen Andersen
Foto Steen Andersen
Det var en glad morgen. Skuddet sad, hvor det skulle – lige på halsen. Hjorten forendte på stedet. Og den var til og med en større kæmpe, som havde et nyt og dybt sår i bunden af brystkassen. Brunstkampene kræver sine ofre hver dag.
Byttet blev læsset på ladet af den hvide pick-up, og vi kørte derpå tilbage til hotellet midt i den lille bjerglandsby Bacares i det sydlige Spanien lidt syd for Alicante.
Jagtkammeraterne sad allerede under det skyggefulde udhæng foran hotellet og stimlede straks sammen om hjorten på ladet.
Og det gjorde også en række lokale typer og et par måbende turister.
”Herude i de små samfund lever man af det, bjergene kan levere, og det har man altid gjort,” forklarer Antonio Teruel fra Iberhunting, som har arrangeret denne jagt på spanske brunsthjorte.
Derfor er der heller ingen, som gør mine til at klage over, at vi sådan bringer en død hjort ind til bytorvet. Den faldne kæmpe bliver behørigt beundret, og de forundrede turister er meget interesserede i at få mere at vide om jagt, kronvildt, traditioner og tilsvarende, hvilket beredvilligt bliver formidlet i et kakofonisk miskmask af dansk, engelsk, tysk og ikke mindst spansk.
”Ude på landet ved man godt, hvad jagt er, og hvad det går ud på,” fortsætter Antonio. ”Inde i byerne er der en masse mennesker, som har stærke meninger om ting, de ikke ved noget om, men herude er der ingen problemer,” slutter den glade outfitter, der som vi andre er lykkelige over endnu en vellykket jagtsituation, hvor det hele klappede nøjagtigt, som det skulle.
I Spanien er der cirka 328.000 registrerede jægere, som er med til at holde liv i en bred varietet af lokale hoteller, restauranter og ikke mindst de lokale jagttraditioner, som også de tilrejsende jægere kan nyde godt af.
I løbet af de sidste 10 år er jeg rejst ind og ud af Spanien med mine jagtvåben i hvert fald 12 gange, og hver gang har såvel myndigheder som luftfartsselskabernes medarbejdere modtaget både mig og mine våben med smil og glæde.
Derfor tør jeg godt konstatere, at i Spanien er såvel jægere som jagtens drabelige konsekvens bredt anerkendt og accepteret.