Foto: Tweed Media, Shutterstock & National Portrait Gallery
Den europæiske ibex eller alpestenbukken (Capra ibex ibex) har sit naturlige udbredelsesområde i Alperne. Oprindeligt fandtes arten i et område, der i vore dage dækkes af nationerne Østrig, Schweiz, Italien, Frankrig, Tyskland (Bayern), Slovenien og Lichtenstein.
Det kraftfulde dyr, som med tilsyneladende overnaturlige evner til at færdes ubesværet på næsten lodrette bjergvægge, har inspireret mennesker i dets omgivelser i årtusinder. Jagten på stenbukke med primitive våben var en fysisk udfordring grænsende til det umulige, og den blev af samme årsag værdsat højt af datidens virkeligt passionerede jægere, som også dengang betragtede udfordringer på jagten som et ekstra plus – præcist som vore dages bjergjægere. En af disse var den tysk-romerske kejser Maximilian I, som skrev sig ind i historiebøgerne som både passioneret jæger og en af de første europæiske jagtskribenter. Han foragtede ildvåben og jagede udelukkende med armbrøst, spyd og sværd, så man forstår godt udfordringen.
Ildvåben
Aktuelle jagtmuligheder
I virkeligheden kunne alpestenbukkene uden problemer jages bæredygtigt i de fleste af de lande, hvor den nu findes som fritlevende, men p.t. er det tilsyneladende kun landene Schweiz, Østrig og Slovenien, som tillader jagt. I Frankrig, Italien og Tyskland er alpestenbukkene fortsat fredet, selvom deres antal af og til reguleres. Som udenlandsk jæger har man de bedste chancer for at komme på stenbukkejagt i Østrig og Slovenien, hvor man relativt enkelt kan arrangere en jagtrejse, mens mulighederne i Schweiz er mere begrænsede, eftersom langt de fleste licenser i praksis er forbeholdt lokale jægere.
I de introducerede bestande i Bulgarien, Argentina og Texas burde det ikke være noget problem at komme på jagt, hvis man ikke lader sig stoppe af, at dyrene er udsatte og ofte under hegn. Rent prismæssigt er stenbukkejagt dyr overalt, og deres antal taget i betragtning bliver det med garanti aldrig billigt at jage bjergenes konge.
Europæisk Ibex eller alpestenbuk
Latin: Capra ibex ibex
Engelsk: Alpine ibex
Tysk: Steinbock
IUCN bevaringsstatus: Least Concern – Ingen grund til bekymring
Samlet bestand: Mere end 30.000 dyr fordelt på 7 lande i CentraleuropaAlpestenbukken er en stor vildgedeart hjemmehørende i Alperne. Bukken (hannen) kan veje op til næsten 120 kg., hvilket er cirka fire gange hundyrenes typiske vægt. En voksen buk har en kropslængde på 150-160 cm., en mankehøjde på næsten en meter og en hornlængde, som typisk går op til 98 cm.
Desværre var det ikke kun passionerede fritidsjægere i skikkelse af fyrster og højtstående embedsmænd, som efterstræbte stenbukkene. Overalt i dens udbredelsesområde blev den jaget hårdt. Det tog fart i begyndelsen af 1500-tallet, hvor introduktionen af skydevåben gjorde jagten betydeligt mindre krævende. Selv om adlen mange steder havde monopol på jagten, foregik der en omfattende illegal jagt. Det skete af alle de samme årsager, som ligger til grund for illegal jagt i vore dage.
Folk jagede ibexen for kødets skyld, og fordi den var en konkurrent til landbrugets græssende dyr. De jagede den i høj grad også for spændingens og for trofæets skyld og givetvis nok så meget for den lokale anerkendelse, der fulgte med et stærkt stenbukketrofæ. Alpelandets krybskytter var i perioder folkehelte, og i datidens litteratur romantiseredes krybskytteriet åbenlyst. Det blev set som noget overordentlig mandligt at være en dygtig stenbukkejæger – og kvindernes gunst har som bekendt alle dage været en stærkt motiverende faktor for det fysisk stærke (men åbenbart mentalt svage) køn.
En anden virkelig stærk motivation for krybskytteri af stenbukke var datidens overtro, som gjorde det ikoniske dyrs kropsdele eftertragtede som amuletter og som ingredienser i naturmedicin. Det gælder bl.a. de såkaldte bezoarsten, der dannes i dyrenes fordøjelsessystem, og ikke mindst det lille korsformede ben, der dannes i hjertet på gamle bukke (Herzenkreuz). Arten havde med andre ord nøjagtigt samme problemer som dem, der er den største udfordring i nutidens bevarelsesindsats for f.eks. næsehorn.
Bestanden bukkede langsomt under for det voksende pres. Bjerg for bjerg forsvandt stenbukkene fra Centraleuropa, og jo sjældnere de blev, desto større blev efterspørgslen efter deres kropsdele. Det betalte sig med andre ord bedre og bedre at nedlægge en ibex illegalt. Det var en selvforstærkende udryddelsesproces.
På afgrundens rand
I løbet af 1600-tallet blev alpestenbukken udryddet i Schweiz og Tyskland. Omkring år 1800 var også den østrigske bestand væk. Det samme gælder bestandene i alle de andre oprindelige udbredelseslande med undtagelse af Kongeriget Sardiniens landbesiddelser i bjergene på grænsen imellem det, der i vore dage er Italien og Frankrig. Her overlevede mellem 50 og 100 dyr – formentlig højest en tusindedel af den oprindelige bestand. Stenbukkene fandtes inden for et stærkt begrænset område omkring Gran Paradiso (i det nuværende Italien) og Vanoise (i det nuværende Frankrig). Den genetiske variation i bestanden var i sagens natur lille, men det var alt, hvad der var tilbage, og jagttrykket – først og fremmest det illegale – var stadig hårdt.
I midten af 1800-tallet stod det klart, at alpestenbukken ville uddø i løbet af ganske få år, hvis ikke der blev sat en drastisk bevarelsesplan i værk. I 1854 besluttede den første konge for det forenede Italien, Victor Emmanuel II derfor at beskytte de sidste alpestenbukke med oprettelsen af ”Det kongelige jagtreservat Gran Paradiso”. Der blev ikke lagt skjul på, at interessen i stenbukkene først og fremmest var jagtlig. Dels var kongen selv en passioneret jæger, og dels udgjorde den sjældne, men dybt traditionelle, ibexjagt et værdifuldt politisk aktiv for det forholdsvis lille italienske kongehus, som kunne bruge den eftertragtede jagt til at holde sig på god fod med alle de jagtglade overhoveder for større og mere indflydelsesrige nationers kongehuse. Ingen ville risikere at blive uvenner med ham, der sad på den gode jagt! Men jagten havde i sagens natur kun værdi, hvis der var noget at jage.
Krybskytter på godt og ondt
Det var absolut sidste udkald for redningen af en af de mest ikoniske europæiske vildtarter, og indsatsen blev derfor ikke begrænset til passiv fredning af land. Der blev også satset på aktiv bekæmpelse af krybskytteri. Man ansatte simpelthen de mest ihærdige lokale krybskytter som vildtbetjente, og som det i reglen er tilfældet, bar denne indsats hurtigt frugt. 60 år efter oprettelsen af jagtreservatet talte bestanden i Gran Paradiso imponerende 3020 dyr. Bestanden var altså vokset til mere end det 30-dobbelte, selvom der i det meste af perioden havde været drevet kontrolleret trofæjagt på stammen.
Der hersker ingen tvivl om, at alpestenbukkene var den italienske konges stolthed. I starten af 1900-tallet fattede den schweiziske stat interesse for at genudsætte alpestenbukke og rettede henvendelse til det italienske kongehus for at købe nogle få levende individer til et avlsprojekt. Der blev ført mange og lange forhandlinger, men de endte alle uden resultat. Italien havde helt klart ingen planer om at udvande monopolet på stenbukkene. Dette frustrerede nabolandet Schweiz i en grad, så man til slut valgte at betale italienske krybskytter for at indfange stenbukkelam af begge køn i det italienske naturreservat og smugle de levende dyr ind i Schweiz. Statsorganiseret krybskytteri lagde altså grunden til den schweiziske bestand, som i dag er verdens største.
Reddet af jagt
I Italien skænkede kongen jagtreservatet til den italienske stat i kølvandet på 1. verdenskrig, og i 1922 blev Gran Paradiso Italiens første nationalpark. Men artens trængsler var ikke helt overståede. Det var først og fremmest et problem, at hele den samlede bestand var koncentreret på et meget begrænset område, hvilket i sagens natur gjorde arten ekstremt følsom i forhold til f.eks. sygdomsudbrud. Da bestanden desuden mistede sin jagtmæssige værdi med det italienske monarkis opløsning, var der ikke længere nogen grund til at opretholde et italiensk monopol, og efterhånden som ibexbestanden voksede, begyndte man at genudsætte dyr overalt i artens tidligere udbredelsesområde. I midten af 1960’erne var der omkring 7.000 alpestenbukke i Europa. Ti år senere var bestanden fordoblet til omkring 15.000 dyr. I midten af 1980’erne var der 25.000, og i dag tæller arten mere end 30.000 dyr fordelt på fritlevende bestande spredt over hele dens oprindelige udbredelsesområde, samt i mindre introducerede bestande – hvoraf en del formodentligt er under hegn – i bl.a. Bulgarien, Argentina og Texas. Den vilde europæiske bestand er stadig i vækst, og der etableres fortsat nye bestande ved udsætning af avlsdyr i artens oprindelige udbredelsesområde.
Det korte af det lange er, at alpestenbukken ikke længere er en truet art – takket være en jagtivrig italiensk konge.
