Foto: Photowind, J Gade, Grezova Olga og Anna Gratys/Shutterstock
Rød snebær (Symphoricarpos × chenaultii) – der ikke skal forveksles med den lidt anderledes og mere almindelige, hvide snebær (S. albus) – er for nogle, en varm kartoffel i vildtplejesammenhæng. Det skyldes, at planten har nogle åbenlyse fordele, som der ikke rigtig er andre planter, der kan matche, hvilket har betydet, at rød snebær altid har været meget anvendt i vildtplantninger. Dog er rød snebær ikke hjemmehørende i den danske natur, og i den tid, hvor man har været opmærksom på problematikken omkring invasive arter, har rød snebær været ret udskældt af den mere politisk korrekte del af de naturplejeinteresserede.
Lovligt eller ej.
Fakta er dog, at det er fuldt lovligt at plante rød snebær, men at der selvfølgelig er nogle overvejelser, man bør gøre sig, inden man kaster sig ud i at plante rød snebær. For hjælper man overhovedet naturen ved at plante noget, der ikke er naturligt, og rummer det konkrete planteprojekt en risiko for, at den ikke-hjemmehørende plante fortrænger noget eksisterende, der er hjemmehørende?
En hybrid
Rød snebær er, som det latinske navn antyder, en fremavlet krydsning af to arter – S. microphyllus og S. orbiculatus . Begge forældre findes som skovbrynsarter i Nordamerika, hvorimod rød snebær – i sagens natur – overhovedet ikke har et naturligt voksested.
Rød snebær er en lav busk med overhængende grene. Grenene slår rod, hvor de rammer jorden, hvilket er medvirkende til at danne de karakteristiske, tætte krat. Bladene er relativt små og sidder på grenene til langt hen på efteråret og et stykke ind i vinteren. Rød snebær blomstrer i en lang periode med lyserøde og meget små blomster, som har et ret højt nektarindhold, og derfor er interessante for honningbier og andre insekter, som igen er et aktiv for fuglene. Netop den lange blomstringsperiode kan være en fordel, da der efter høst typisk ikke er ret meget andet, der blomstrer. Senere kommer der små lyserøde bær. Bærrene er let giftige og tilsyneladende ikke ret attraktive for vildtet.
En modstandsdygtig plante
Planten bides ikke nævneværdigt af vildtet og kan derfor plantes uden hegn, hvilket både er en økonomisk fordel og også kan være en fordel i forhold til, på hvilket arealer det kan lade sig gøre at plante. Alt for meget hegn rundt omkring i landskabet er jo heller ikke ønskeligt.
Planten trives godt i halvskygge – for eksempel under eg, hvor mange af de hjemmehørende alternativer har vanskelige vækstbetingelser. Man ser tit, at beplantninger på offentlige arealer – langs veje, omkring sportspladser, skoler og lignende, består af eg og rød snebær. Rød snebær danner med tiden meget tætte krat – uden torne – hvor vildtet kan finde læ og dækning. Vedligeholdelsesmæssigt kræver den ikke det store. Krattene bliver ved med at være tætte, i modsætning til de krat, vi kan producere med hjemmehørende arter, der forudsætter et vist vedligehold for at forblive tilstrækkeligt tætte i bunden. Rød snebær tåler dog udmærket beskæring og også at blive skåret helt ned til jorden, hvorfra den skyder villigt igen.
Forholdsregler
Ulempen ved rød snebær – at den ikke er hjemmehørende – betyder, at man må tage sig nogle forholdsregler, når man planter rød snebær. Man bør ikke plante rød snebær på steder, hvor naturlig vegetation kan lide under det. Planten formeres vegetativt. Det vil sige med stiklinger, eller ved at nedgroede grene rammer jorden. Frøspredning er ikke ret sandsynlig under danske forhold. Skal planten sprede sig, skal man derfor selv stikke grene i jorden eller lade en eksisterende beplantning sprede sig uhæmmet. Helt konkret vil min anbefaling derfor være, at rød snebær kun plantes, hvor spredningsrisikoen er minimal. For eksempel rundt om en remise på landbrugsjord. Ligeledes vil rød snebær være oplagt som underplantning i produktionsskov – eksempelvis under bøg, hvor der ikke er ret meget andet, der kan gro, eller i juletræs-, pyntegrønt- eller andre nåletræskulturer i skoven, hvor der er et stykke til mere naturlige arealer. Grenaffald fra rød snebær bør selvfølgelig også efterlades på et sted, hvor der ikke sker noget ved, at de skulle finde på at slå rod.
Man bør ikke anvende snebær på – eller tæt op til – naturarealer eller i områder i skov, som allerede fra naturens hånd har et stort indslag af hjemmehørende buske. Har man ovenstående forholdsregner i baghovedet, når man planter snebær, kan det – i mine øjne – sidestilles med de vildtafgrøder, vi dyrker, og som jo heller ikke er hjemmehørende her. Eller for den sags skyld afgrøderne på markerne og træerne i skoven, som heller ikke alle har dansk indfødsret.
De særlige fordele
Rød snebær er særlig anbefalelsesværdig – og andre vildtplanter overlegen – i to ret almindelige udfordringer i forbindelse med vildtpleje.
Den helt klassiske udfordring, hvor en remise bestående primært af nåletræ er blevet for åben i bunden. Her kan du plante 3 eller 5 rækker rød snebær hele vejen rundt, og samtidig begynde at udtynde nåletræerne kraftigt og eventuelt gentilplante kernen i remisen. Sådan får du i løbet af få år en remise, der er så god som ny – tæt og god.
Den anden klassiske udfordring er skoven, der er lidt for kedelig og åben i bunden. Her kan rød snebær plantet i små, spredte blokke på 25-50m2 give noget afveksling og nogle gode skjulesteder for vildtet. Men husk at plante med omtanke, når det er en potent invasiv art, der plantes.
