Foto: Shutterstock
Hjertebanken og åndenød. Bukkejægerne, der er på Dianas stier i de sidste dage af juli, kender det godt. Det er ikke forkert at antage, at bukkene har det på nogenlunde samme måde, for de er også i spil. På udkig. Klar.
Og ligesom jægeren så venter bukken på, at der skal ske noget, som er uden for egen kontrol.
Jægerne venter på bukken. Bukken venter på råerne, og det er i realiteten råerne, der sætte det hele i gang.
Det er velbeskrevet, hvordan råerne har forlænget drægtighed, og derfor er de første af vores hjortearte,r der går i brunst.
Ligesom det er velkendt, hvordan bukken jager rundt med råen. En nogle gange ganske dramatisk leg, hvor især unge bukke endda stanger råen. De ældre bukke er antageligt mere rutinerede og nøjes derfor med at sætte efter råen. Først i store cirkler og ottetaller og til sidst i små korte volter inden de to ganske udmattede dyr endelig parer sig.
Råerne leder efter bukkene
I de vilde pattedyrs verden er det helt almindeligt, at det er hunnerne, der styrer reproduktionen. Hannerne får kun lov, når hunnerne tillader det.
Således også hos råvildtet, hvor et relativt nyt studie fra Universitetet i Siena viser, at råerne leder efter bukkene og opsøger dem i de kerneområder, hvor de enkelte bukke forsvarer deres revir stærkest.
Ud af 32 radiomærkede råer i to forskellige områder i Toscana i Italien viste det sig, at 55% af råerne i det ene område og 33% i det andet område tog lange ekskursioner væk fra deres eget territorie for at opsøge bukke på fremmede revirer.
Disse bukketogter varierede fra 600 meter til 3 kilometer i luftlinje og varede mellem 30 og 52 timer.
Bukkene er klar
Bukkens testikler er meget små i den seksuelt inaktive vinter. Når brunsten er på sit højeste, viser en række sammenlignende studier, at testiklerne er fem til ti gange større end om vinteren. Selvom brunsten er indskrænket til nogle få uger i højsommeren, så er bukken faktisk oppe på kampklar styrke allerede i marts og holder dampen helt frem til oktober.
Med andre ord, så er bukken klar, når og hvis en reproduktionsklar rå skulle komme forbi.
Det sker som regel i slutningen af juli.
Størrelsen betyder noget
Når råen er på jagt efter en buk, så vil hun foretrække en stor buk. Et fransk studie fra 2010 påviser, at råen går efter den buk, der har den største kropsvægt og den stærkeste opsats. Det er der antageligt to grunde til.
For det første, så er bukken med den stærke opsats bedre i stand til at etablere og forsvare et attraktivt revir, og for det andet så udstråler en stor, tung buk alle de klassiske signaler for et succesrigt liv. Det er den slags bukke, råer er på udkig efter.
Råernes adfærd synes at være ganske konsekvent:
- Råen rykker hurtigt til en ny lokalitet.
- Møder en buk og lader sig indfange af den.
- Parer sig
- Returnerer til eget territorium.
Råerne kræver aktion
Det er hormonsystemet i råerne, der sætter gang i brunsten. Råens formeringscyklus giver hende cirka halvandet døgn til at blive drægtig. Så når råens instinkter går i parring, så kræver hun, at der sker noget i en fart.
Flere partnere
Indtil fornyligt har det været usikkert, om råen tillader at mere end én buk beslår hende.
Et svensk studie, som er blevet offentliggjort i Biological Journal for ti år siden, bringer syn for sagn.
Forskerne har taget genetiske prøver fra 606 lam, hvoraf man havde genetiske profiler på 288 af lammenes råer.
På baggrund af meget omfattende genetiske studier blev det fastslået, at 13,5 procent af kuldene ikke havde samme far.
Teoretisk set kan lammene jo godt have samme far, selvom råen har parret sig med flere bukke, så det, undersøgelsen med sikkerhed viser, er, at i det pågældende svenske område på 2600 hektar har i alt fald 13,5 procent af råerne parret sig med mere end én buk i den samme sæson.
Det er velkendt biologi, at hannernes fornemmeste opgave er at dele rundhåndet ud af deres sæd. En biologisk succesfuld han får mange unger og deler sin genetik med adskillige hunner. Det øger artens mulighed for at overleve på lang sigt.
I det svenske studie har man også set på lammenes overlevelse, og det viser sig ganske tydeligt, at de kuld, der har forskellige bukke til ophav, har en højere overlevelse. Faktisk er denne tendens så stærk, at når kuldet har samme buk som far, så bliver kun halvdelen af lammene et år eller derover, mens det er næsten 70 procent af lammene, der overlever de første 12 måneder, når lammene i et kuld har forskellige fædre.
Derfor
I forhold til bukkejagt giver alle disse videnskabelige erkendelser god mening.
For bukkene er på alle måder klar. Deres testikler er sprængfyldt med sæd, som har hobet sig op siden det tidlige forår. Sæsonen er helt rigtig, og råernes duftstoffer hænger antageligt i luften. Hver eneste kampduelige buk er helt og aldeles klar til at møde nye råer, og de forventer, at der dukker råer op på deres revir, som de aldrig har set eller hørt før.
Derfor kan man med et godt lokkekald frembringe nøjagtig den situation, som bukken venter på: At det pludselig lyder, som om der er dukket en ny rå op på reviret.
Den lyd vil enhver beredt buk reagere positivt på, og derfor kommer den frem og fra tid til anden i en sådan fart, at man må forbløffes.
Såvel bukken som råen er ganske uforsigtig i disse hede dage, og derfor er det slet ikke usædvanligt, at man kan kalde bukke ud af det rene ingenting.
Selv den mest forsigtige gamle buk, som har gjort skyggen og de vanskeligt tilgængelige områder til sin styrke, må reagere, når noget lyder som en parringsklar rå.
Talrige er de iagttagelser, hvor bukken slår af, lige så snart jægeren bevæger sig eller indstiller kaldet for at gøre klar til skud, men så snart kaldet atter aktiveres, så kommer bukken stormende frem igen.
Det er en drift, der er større end fornuften og forsigtigheden tilsammen, og bukken er i disse drifters vold lige så længe, som der er parringsparate råer i luftlagene.
Derfor er der ingen grund til at lade kaldet blive hjemme, bare fordi man ikke kommer ud på reviret, lige når brunsten topper. For bukkene er derude, og de venter på den eneste ene.