Foto: Steen Andersen og Shutterstock
Hjemme rækkevide
Er vel den mest korrekte oversættelse af det engelske home range, som er et vildtforvaltningsbegreb, vi ligeså godt kan tage til os med det samme – hvis det da ikke er sket for længst.
Især her op til bukkejagten bliver det voldsomt interessant at fundere over, hvor langt sådan en god stærk revirbuk egentligt bevæger sig i løbet af dagen og måske ikke mindst i løbet af jagtsæsonen.
Forskningen bekræfter det, vi allerede ved en hel del om på forhånd: Bukkene er mindst aktive midt på dagen, hvor de helst ikke bevæger sig mange meter i timen, og deres home range er afhængig af tætheden af råvildt og af fødemulighederne. Jo bedre føde og skjul jo mindre home range.
Så ude på de åbne vidder med langt mellem føden og skjulesteder fylder bukkereviret mest, mens det er helt nede på 16 hektar, når det revir, bukken har tilkæmpet sig, har rigeligt med føde og godt med skjulesteder.
Klassisk forskning
Den danske forskningsindsats i forhold til råvildtets territorier kulminerede i 1990, da Johnny Lund Jeppesen fra det, der i gamle dage hed Vildtbiologisk Station Kalø, offentliggjorde sit tre år lange studie: Home Range and Movements og Free-Ranging Roe Deer (Capreolus capreolus) at Kalø i Danish Review of Game Biology Vol. 14 No. 1.
I løbet af årene 1981-1983 have Lund Jeppesen fulgt 11 radiomærkede rådyr – 8 råer og 3 bukke – i biotoperne omkring forskningsstationen på Kalø. Dyrene var indledningsvis blevet fanget og forsynet med et radiohalsbånd med en sender, der arbejdede i 151 MHz-båndet og blev drevet af et lithium batteri med 2-3 års levetid.
Nyere norske studier har bekræftet, at radiohalsbånd er lige så sikre og effektive til at fastslå vildtets bevægelser som mere nutidigt GPS-udstyr.
Rådyrene blev fulgt ved hjælp af pejleudstyr i og omkring Ringelmoseskoven på Kalø i Østjylland.
Fra oktober 1982 til maj 1983 blev der to gange om måneden udført en 24-timers registrering af dyrene med 18-22 positioner pr. dyr pr. døgn.
Dengang var denne fremgangsmåde det smarteste, man kunne få fingre i, men set med nutidens øjne, hvor vi i enhver velassorteret jagtbutik kan købe et GPS-halsbånd til vores jagthunde, er der løbet en del vand gennem den teknologiske udviklingssåt.
Et tilsvarende studie med nutidens udstyr ville kunne give os endnu mere detaljeret viden om vildtets bevægelsesmønstre.
Det vil være relevant og kærkommen opdateret viden, og selvom masser af forskere interesserer sig for disse den danske naturs vildtarter, så er det ikke noget, som de, der bevilliger forskningsmidlerne, finder relevant. Og derfor bliver der ikke forsket i det danske vildt. Så indtil der forhåbentligt snart blæser nye vinde i det danske forskningsmiljø, må vi nøjes med det nyeste, vi har – forsker Lund Jeppesens radiostudier fra begyndelsen af 1980erne.
Og Lund Jeppesens forskning er heldigvis fremragende og internationalt så anerkendt, at selv FN citerer Lund Jeppesens resultater.
Bukkens home range
For år tilbage interviewede jeg Peter Zobel midt i hans enorme samling af imponerende stærke danske råbukke. Det var tydeligt, at Zobel havde en særlig forkærlighed for netop råbukkene, og han forklarede det med, at han fandt, at de på mange måder ligner mennesker. ”Hannerne vil helst være for sig selv, de er gnavne og aggressive, og de jager fremmede væk,” var den hedengangne trofæjægers indsigtsfulde forklaring.
Især i foråret bliver bukkene stærkt territotale, og en hvilken som helst fredsforstyrrer jages straks på porten. Lund Jeppesens fine forskning viser, at om foråret er bukkene mest i bevægelse ved solop- og -nedgang, og det vidste man jo ligesom godt i forvejen. Men studierne viser også, at mens råen forholder sig helt roligt midt på dagen, så har bukken en rundering omkring middag. Et aktivitetsmønster, der bringer bukken ud på små ture, der i tidsrummet en time før og en time efter solmaksimum kan være i størrelsesordnen 65 meter pr. time. I de mere aktive perioder omkring daggry og aftenskumring er bevægelsesintensiteten oppe på lidt over 100 meter pr. time.
Her har vi altså forklaringen på, at det faktisk godt kan give mening at gå på bukkejagt midt på dagen.
Ligesom bukkens bevægelsesmønster skifter over dagen, skifter den også over året. En buk bruger ikke hele sit revir hele tiden. Der er til tider ret store udsving i, hvornår hvilket revirhjørne er mest attraktivt.
I løbet af et døgn besøger bukken mellem 1 og 27 hektar af reviret – gennemsnitligt kan det beregnes til 8,5 hektar, der anvendes i løbet af et døgn. Så der, hvor man møder bukken den ene dag, vil han nok også dukke op dagen efter.
Råerne bevæger sig mindst om foråret. Og det virker jo også ganske forudsigeligt, al den stund at der er lam at tage sig af og masser af føde så godt som overalt.
Hos bukkene er det lige omvendt, deres travleste periode er entydigt omkring foråret.
I Lund Jeppesens undersøgelse er der ikke klar forskel mellem råernes og bukkenes home range. I den videnskabelige artikel skriver forskeren således: ”Størstedelen af det årlige home range for rådyr på Kalø varierede fra 16 til 81 hektar med et gennemsnit på 42 hektar for begge køn.”
Samme studie ser også på, hvilken type revir det er bukkene opholder sig på, og når frem til, at ”rådyr som udelukkende opholder sig i skovbiotopen, havde et gennemsnitligt home range på 29 hektar, mens det var dobbelt så stort for dyr, der dels opholdt sig i skoven dels i det åbne land.”
Denne sidste del af resultaterne, kan man måske forvente, vil se anderledes ud, hvis man gennemfører en ny tilsvarende analyse, fordi skov- og landbrugsdriften trods alt har forandret sig en del siden 1980erne.
Dyrene er, hvor føden er
Moderne landbrugsdrift levner ikke megen værdi til marker, der er mindre end 15-20 hektar. Mindre marker udlægges enten til brak eller anden form for driftsekstensive alternativer eller bliver slået sammen til større enheder.
Det har naturligvis også afgørende indflydelse på vildtets vaner og bevægelsesmønstre, og da det er en tendens, der sikkert vil blive yderligere forstærket i årene, der kommer, så vil der være store områder i fremtidens bukkejagt, hvor der i lange perioder slet ikke forekommer råvildt, for dyrene er, der hvor føden er.
Forårsmarker uden foderværdi for råvildtet vil lade de små hjorte kolde, og man vil kun opleve dem på disse arealer, når de er tvunget til at passere dem for at komme frem til nye fødecentre.
Lund Jeppesen skriver således i sin konklusion, at ”dyrene blev overvejende registreret, der hvor der var føde/dækning, og i det åbne land havde remisser og levende hegn stor indflydelse på formen og brugen af home range.”
Den jagtlige konsekvens af denne indsigt er, hvis man skærper betragtningsvinklen, at hvis man ikke ser råvildt på et givent areal den ene dag, så er de der nok heller ikke den næste. Muligvis en måned senere, men så er det, fordi føden eller dækningen er vokset frem.
Forvaltning af bukkene
I 2011 mødte jeg første gang den legendarisk velskydende Prinz Franz Albrecht. Den gang talte vi meget om skydning med riffel til løbende vildt, men også for en stund om forvaltningen af råvildt. En vildtart, som den sydtyske prins også sætter stor pris på. Han fortalte om de tyske principper, hvor man tvinger de små lodsejere til at gå sammen i større forvaltningsenheder, sådan som det også er beskrevet senere her i denne udgave af JAGT, Vildt og Våben.
Ser jeg på mit eget hjemlige revir, som strækker sig over ni hektar, og som suppleres af min ene nabos 19 hektar planteavl, så er det indlysende, at råvildtet i løbet af et øjeblik bevæger sig fra mælkebundens nordlige marker, gennem Nabokurts tre hektar nåleskov mod øst ind over mit revir og videre syd over åen til Jacobs jagtmarker nede i Størlinge. Selv efter seks år herude på landet er vi ikke kommet overens med en sammenhængende forvaltning af råvildtet, og der er i mine øjne slet ikke tvivl om, at en tysk model, hvor man tvinges til at gå sammen i forvaltningsenheder af 200 hektar eller lignende, ville gavne råvildtet – og jagtudbyttet – betragteligt.
Bukkens hjemmebane
En hvilken som helst råbuk stiller nogle helt enkle krav til sit revir. Først og fremmest skal der være føde og dække, og så skal der være en passende afstand til naboen. Ellers ender bukken med at blive sur og aggressiv, som Peter Zobel beskrev det så malende. I den sammenhæng er det også værd at forestille sig, at de vilde dyr ikke er frie og lykkelige. De er derimod under konstant pres fra omgivelserne. Jagten er kun en lille del af dette pres, som er langt større fra artsfæller, der hele tiden udfordrer revirgrænserne – andre bukke, som trænger sig på, parasitter, der suger og fortærer, og dertil kommer så vejrliget, de andre naturbrugere og landbrugets arbejdsindsats.
Bukkens hjemmebane skal konstant forsvares, det er et prægtigt skue, når man en tidlig morgen har held til at bevidne, hvordan den ene buk jager den anden ud, og det hele går i gang lige om lidt.
Indtil videre har det danske råvildt – stort set – været én lang succeshistorie. Lund Jeppesens fine forskning bringer råvildtets krav til home range i frisk erindring, og tilbage står sådan set kun spørgsmålet om, hvornår vi danske jægere begynder at forvalte det ædle råvildt blot en smule mere sammenhængende, så bukkens hjemmebanefordel bevares bedst muligt.
