Duften af krudtrøg spreder sig, da geværet åbnes. Patronhylstrene når knapt at blive skudt ud af løbene, før en erfaren hånd har skiftet dem ud med to nye patroner. Ladningen sidder i fingrene. Den er så inkorporeret, at hverken ham, der holder geværet, eller ham, der stopper de to patroner i løbene på geværet, gør nogen notits af det. Fokus er på det, der lige skete: målet, der blev skudt afsted, skuddet der blev sendt efter det, og hvordan det ufortrødent og uspoleret forsatte sin bane over den blå efterårshimmel.  Mens geværet lades, analyseres forløbet i stilhed, inden ham, der stopper patroner i geværløbet, videregiver sin fortolkning.

Det er Olof Olofsson, skydeinstruktør på Susegårdens Skjutskola i Getinge, Sverige. Susegården er mere end en skydebane i almindelig forstand. Her har de lerduestationer, du ikke ser nogen andre steder. Firs forskellige måder at sende en lerdue afsted på med en stor variation af højder, vinkler, fart og sværhedsgrader. Sammenlagt har deres skydeinstruktører mere end 100 års erfaring og 3000 instruktionstimer hvert år. Olof er instruktør og medejer, og i dag følger vi ham og skytten Johan van Ketwich på en af Susegårdens Combo Days, der er et koncept, hvor skydeinstruktion og praktisk jagt kombineres. Her kommer erfarne og uerfarne jægere for at forbedre deres skydning. Nogle kommer alene, andre kommer i grupper, men i løbet af dagen bliver de rystet godt sammen, og der opstår en hyggelig og familiær stemning.

Olof Olofsson i klassisk instruktørpositur mens Johan van Ketwich lytter og suger til sig.
Protrænere er et velkendt fænomen i golfsporten og efterhånden også i jagtuniverset hvor man opnår størst udbytte når træningen som her foregår en til en.

Snak med den!

Olof tænker kort over lerduen, vi netop så sejle uforstyrret over himlen, inden han vender sig til manden, der holder geværet, Johan. Johan har gået på jagt i ca. fem år og har været på Susegården før, men ikke på Combo Days. Olof kigger op i luften, som om han forventer, at lerduen stadig hænger der: ”Hvordan finder du ud af, hvor langt frem du skal? Hvad er det, der styrer det?” Johan ser på Olof som en skoleelev, der har fået et spørgsmål, som han ved, han forventes, at kunne svaret på, men alligevel ikke kan finde i sit indre kartotek. ”Godt spørgsmål. Det er nok en følelse eller intuition, der gør det.” Han spekulerer lidt i afstande, hastigheder, fingerbredders foranhold og konkluderer derefter ”Det er nok bare et gæt eller en følelse”.

Olof driller lidt videre og spørger, hvordan han så skal vide, hvor langt foran han skal være på fuglene i eftermiddag, hvor de kan komme helt uforudsigeligt. Inden Johan når at svare, begynder Olof at forklare; ” Du skal følge den! Du skal gøre noget med den tid, du har. Så kom op til målet. Følg med det lidt – det er det, der gør, at du får målets tempo ind i geværet. På den måde finder du dets hastighed og får også en fornemmelse af, hvor langt væk det er.”

Susegårdens mange kastemaskiner og forskellige skyttepositioner ude i den store svenske natur gør træningen særdeles jagtrealistisk.

Johan: ”Jeg ved, at jeg kan have en instinktiv og lidt hurtig måde at skyde på og nogle gange kaste skuddet afsted”

Olof: ”Hvilket fungerer fint på de første lerduer, vi tog, men når de bliver lidt sværere og frem for alt i eftermiddag på levende fugle, behøves der lidt mere struktur. Så det, du ikke har gjort på de første, og som du behøver at gøre, det er, at snakke med den. ” Johan nikker eftertænksomt, mens han gør sig klar til at prøve på en ny lerdue.  ”Klar!” udbryder han så.

Lerduen skydes afsted og går i høj fart hen over Johan i ca. 26 meters højde. Johan lægger an, følger og trykker af. Lerduen bliver til en sky af sort pulver mod den blå himmel.

”BRA!” udbryder Olof ”nogenlunde sådan skal det gøres” siger han ironisk og smiler. ”Vi tager en til”.

Lerduer eller levende ænder

Da vi bevæger os videre mod den næste post, forklarer Johan, hvad der fik ham til at vælge at være med på en Combo Day: ”Jeg ser det som en chance for at rette mig selv til, mens vi stadig er i starten af sæsonen. Det føles som en god kombination først at få instruktion og derefter jage. Man skal jo ikke øve på levende dyr, men det bliver alligevel lidt som at øve under jagt. Jeg tror, det er en god måde at blive bedre på. Selvom man gør det samme rent teknisk, er det ikke det samme at være på skydebanen. Man gør det samme, som egentlig burde fungere, men det er et andet moment i og med, at det er på dyr. Adrenalinen er for eksempel højere.”

Olof istemmer, at rent teknikmæssigt er der meget lille forskel i, hvordan man udfører et skud på en lerdue og på en levende and under jagt. Men der er helt klart flere faktorer, der gør det svært ude på jagt. Det er derfor, det er så vigtigt at træne på lerduer – så teknikken sidder der, når du skal skyde på levende fugle. På jagt er der flere distraktioner, som giver mere stress og adrenalin i kroppen. Du skal vænne dig til, at der er flere fugle i luften samtidig og ikke blive stresset af det – vælge en fugl og holde dig til den. Mange gange er tempoet højere ude på jagt, og det er let at blive stresset og ukontrolleret i sin skydning. Han anbefaler at træne efter et så lavt grundtempo som muligt – det gør det lettere at være struktureret og at rette sine fejl.

Olof forklarer, at der er to gennemgående fejl, som ødelægger jægernes skudstatistik ude på jagt: Den ene er for dårlig kindkontakt. Den anden er, at man fokuserer for meget på at ramme fuglen. ”Når man skyder på levende fugle, bliver det naturligt, at man fokuserer meget på, at den skal slås ihjel i stedet for at følge den plan, vi har lært fungerer, når vi træner på skydebanen.  Fokus bliver for meget på at ramme fuglen og ikke den teknik, vi ved, fungerer,” forklarer Olof.

Kontakt og foranhold

Vi kommer til den næste post, og Johan er den første af de tre skytter i gruppen, der skal afprøve sine færdigheder. Olof trykker en lerdue afsted for at vise dens bane. Den kommer hurtigt i en skrå bane hen over Johans venstre skulder.

Johan følger den med blikket, og man kan se, hvordan kroppen prøver at forberede sig mentalt på bevægelsen. ”Så jeg skal tage den cirka dér?” siger han og peger i en retning midt mellem to birketræer.

”Du skal tage den, når du har fået kontakt,” svarer Olof og fortsætter: ”Når du har fulgt med den og passeret den. Om det så sker dér eller dér,” han peger mod hver af de to birketræer ” Det spiller ingen rolle. Men ja et sted mellem birkene tror jeg passer fint.”

Johan gør sig klar. Geværet er ladt. Løbene peger opad. Han læner sig let fremad og kigger intenst i den retning, lerduen skal komme fra, Så kommer der et bestemt ”Klar”.

Olof står tæt bag ham, da han trykker på knappen, der skal sende lerduen afsted.

”Okay, den kommer heeer”, siger han med et langstrakt her, der følger lerduen over himmelen, samtidig med, at han koncentreret følger Johans bevægelser. Når løbene trækker i retning af lerduen, kommenterer han lavmælt på den, som om han forestiller sig, at det er ham selv, der holder geværet.

Johans lange krop strækker sig efter lerduen og vrider sig i en sikker bue. De to andre jægere i gruppen kigger spændt på. Ingen af dem har endnu haft chancen for at prøve denne lerdue, og det er som om, at det første forsøg er det, der afgør, hvordan denne post kommer til at gå for dem alle.

Et skud bryder spændingen og stilheden, da duen pulveriseres.

Johans krop venter ikke på Olofs bekræftelse. Det kan ses allerede i skuddet, at han denne gang ved, at han får den og kropssproget lyser af selvsikkerhed.

”Perrrfekt!” Udbryder Olof med karakteristisk svensk rullende r.

”Vi tager en til!” Siger Olof entusiastisk. Hans lavmælte instruktioner følger, som lerduen kommer ud over Johan og ham selv, der står tæt bagved: ” Snak med den… Passér…”

”BANG!” Også denne lerdue bliver til pulver. Herefter kommer en lerdue, der går over den modsatte skulder. Dette er den svære side for Johan, som er højreskytte.  Olof giver instruktioner om at ligge lidt længere fremme, når det er den svære side. ”Det er din backhand – det er en sværere bevægelse, så læg lidt ekstra fart på, Johan. Samme bevægelse, men bare lidt længere frem. ”

Også denne lerdue klarer Johan fint, og efter et par skud på den sværere lerdue, er det tid til at træne på dublé. Det ses her, at det er enklere at gå fra den lette side til den svære side end fra den svære side til den lette side. ”Når du starter med din backhand, har du den foranholdning i kroppen og tager den med til din forehand, hvor du ikke behøver lige så meget foranhold. Derfor skal du bremse dig selv lidt i andet skud for ikke at skyde foran.”

Johan giver det et forsøg til og rammer begge lerduer i to skud.

”Sådan ja!” roser Olof ”Drop den sidste og tag en pause.”

Der byttes pladser i gruppen, og mens næste skytte tager plads for at prøve udfordringen, diskuterer de øvrige deres oplevelser med de forskellige lerduer, og hvad de indtil videre har lært under dagen.  Solen skinner fra en klar, blå himmel, og selvom vi er sidst i september, er der stadig god varme i strålerne. Fra alle retninger rundt omkring os høres skuddene fra de andre fire grupper, der også prøver kræfter med lerduerne, og der ligger en tynd tåge af krudtrøg omkring os, da vi bevæger os tilbage til gården, hvor frokosten serveres.

Den formfuldendte frokost i de herskabelige omgivelser markerer skiftet fra træning til jagt.

Ud på jagt

Fremme ved gården er der nu fuldt af liv. Hundeekvipagerne, der skal hjælpe til på eftermiddagens andejagt, er kommet, og ud over krudtrøgen mærkes nu også forventningens spænding i luften.

Da vi kører igennem det hallandske landskab på vej ud til jagtområdet, ruller bakkerne forbi uden for bilruderne, og det grønne græs slår bølger i vinden over bakketoppene. Jordbrugslandet skifter harmonisk over i skov og så tilbage igen til de åbne bakker.

Den formfuldendte frokost i de herskabelige omgivelser markerer skiftet fra træning til jagt.

Vi stopper ved en græseng med knæhøjt, tæt græs. Vi går over engen ud mod vandhullet, og selvom vi alle godt ved, at det nu er vigtigt at være stille for ikke at skræmme ænderne eller gøre dem nervøse, er det svært at ikke at snakke sammen i forventningen til det, der skal komme. Men da alle er på deres anviste pladser omkring vandhullet, sænker sig en spændt stilhed, indtil jagten blæses i gang. Ænderne kommer ud. De fleste enkeltvis, men indimellem to-tre samtidig og fordeler sig fint til skytterne rundt om dammen. En gråand forlader dammen og stiger opad lige i retning af den af skytterne fra Johans gruppe, der har fået pladsen ved siden af instruktøren i første såt, nu er det spændende, om formiddagen har givet pote. Skytten lægger an mod kinden og fører geværet op i en sikker bue. Skuddet afsluttes, og anden falder til jorden. En golden retriever sendes afsted i det høje græs og kommer lidt efter stolt tilbage til sin ejer med anden i munden.

Kort efter blæses såten af, og alle går mod bilerne for at køre til næste såt. Jagten på Susegården passes og styres af jagtleder, Peder Tham. En del af jagten i dag foregår på Susegårdens eget jagtområde på 700 ha, hvor de har 5 forskellige damme med udsatte ænder. En del af jagten foregår på en jagtmark, der er lejet, her har de tre forskellige damme. Ud over andejagter afholdes også jagter på klovvildt og småvildt for Susegårdens egen jagtklub.

Som en skygge

I tredje og sidste såt bliver det Johans tur til at have instruktør med ud på jagten. Denne såt består af tre damme, som bliver drevet som én såt. Olof fortæller at den plejer at kunne levere nogle imponerende fugle og et flot resultat, så forventningerne er høje. Desværre leverer de tre damme ikke, som de plejer. Selvom vi alle ved, at der med jagt ikke er nogle garantier, kan man alligevel ane en stemning af noget uforløst, indtil jagtlederen Peder afslører, at vi tager en dam til som kompensation for den sidste, der ikke gik som forventet.

I den ekstra fjerde såt bliver Johan og Olof placeret på en græseng, der omkranser dammen. Det varer ikke længe inden, der er fugle i luften, og det viser sig, at Johan har fået en rigtig god plads. Ænderne kommer med jævne intervaller. Nogle gange kommer de i lige bue direkte fra dammen hen over Johan, andre gange kommer de mod Johan efter at have skiftet retning fra en anden skytte. Næste gang kommer de som i et langt sideskud, og når der indimellem er en kort pause fra ænderne, der letter nede fra dammen, flyver andre ænder tilbage og kommer ind over Johan bagfra. Johan er årvågen og klar med geværet hele tiden. Bag ham følger skydeinstruktøren som en skygge. Han kigger Johan over skulderen og følger løbene for at kunne se hans perspektiv. Så snart Johan knækker geværet, er han der med to patroner og lader hurtigere, end Johan kan nå at tænke på det. Han er et ekstra sæt øjne i nakken og siger til, når fugle er på vej tilbage, og med entusiastisk timing giver han løbende små instrukser, tips eller opmuntrende ord til Johan. ”Den dér er din!”, ”På næbbet!”, ” Lidt lavt”, ”For høj”, ”Sådan” ”Ups, bagved”, ”Få kontakt… følg… træk igennem.”  Det er et solidt teamwork, der bygges op imellem de to, alt imens en sort labrador og dens ejer rydder op omkring dem.

Det er tydeligt at se, hvordan formiddagens arbejde på skydebanen har været givende. For hver and, der kommer indover og falder til jorden, bliver Johans selvtillid større, og Olof behøver kun at komme med korrigeringer og tips, for at det her skal lykkes i praksis, da det grundlæggende arbejde er blevet slået fast tidligere under dagen, og bevægelserne og strukturen nu begynder at sidde i kroppen.

Lærdomme

Det er en begejstret Johan, der møder op ved bilen, da såten er overstået. ”Jeg føler mig mere end velkompenseret for den tidligere såt. Jeg har skudt flere ænder i dag, end jeg nogensinde har skudt i min karriere”.

”Det er dette, som gør Combo Days rigtig spændende at arbejde med”, fortæller Olof senere. ”Det er så spændende at se skytternes udvikling i løbet af dagen, og virkningen bliver så tydelig, når man kan se det på praktisk jagt sidst på dagen. Det er herligt, når man arbejder med én om formiddagen, og det lykkes for ham eller hende at knække koden. Som Johan i dag, der fandt ud af at tage kontakt med fuglen med det samme, hvorefter resten af skuddet stort set løste sig selv”.

Jagten drøftes livligt på vejen tilbage til kaffe på Susegården. Johan konstaterer, at for hver gang han er på en skydetræning, er der noget, der bider sig fast, som han kan tage med hjem og bygge oven på den tidligere erfaring.

”Denne gang er det nok strukturen i skuddet, jeg tager med mig. Først at identificere, hvor fuglen kommer, tage kontakt med den og på den måde få rede på dens bevægelse og hastighed for derefter at trække igennem og trykke af. I stedet for min tidligere meget instinktive skydestil, der fungerede for det meste, men ikke hele vejen, når det blev svært”

Olof tilføjer, at dette er meget nyttig læring for at blive bedre i sin skydning. Når man bliver bevidst om sin skydning, og ikke skyder udelukkende på instinkt, er det lettere at rette til, når det går dårligt. Der kommer dage for os alle, hvor det ikke går, som vi vil. Da er det godt at kunne tage en pause og en dyb indånding, tænke strukturerne igennem for at se, hvor det er, det går galt. Denne struktur er svær at få som selvlært.

Olof taler også om vigtigheden i at kende sin egen begrænsning. Begrænsningen i vores skydning ligger hos os selv. En haglpatron kan godt slå ihjel, så længe vi placerer haglsværmen korrekt, men hvis vi ikke kender vores egen begrænsning og skyder på mål, der er længere væk, end vi magter, har haglene ingen virkning. Dette bliver på bekostning af vildtet, og det er nedbrydende for vores egen læringsproces.

Hvis vi hele tiden står og prøver på et mål, der er for langt væk og misser, skydes selvtilliden samtidig længere og længere ned i skoene, og det bliver en ond cirkel. Til sidst har du ingen tro på dig selv, hvilket afspejler sig i skydningen.

”For det er, når vi rammer, vi lærer og får selvtillid,” forklarer skydeinstruktøren.

”Vi er så gode til at være tarvelige mod os selv og fokusere på det, vi har gjort forkert i stedet for det, vi gør rigtigt. Det er nedbrydende for vores skydning – og for det meste andet her i livet,” tilføjer Olof med et lille smil. ”Det skal være sjovt at skyde og sjovt at gå på jagt. Det är kul, när det smäller och det är ännu roligare, när man träffar!” Afslutter han.

Combo Days

Er en dag, der kombinerer skydetræning på lerduer med jagt. Tanken er, at man som jæger kan bibeholde den positive følelse, som en god skydelektion giver og tage den med sig ud på jagt. Derfor starter dagen med 2 timers skydelektioner i grupper af tre med fokus på andejagtslignende situationer, som efter frokost følges op af praktisk jagt på ænder. Under andejagten er skydeinstruktørerne med for at kunne give tips til den praktiske jagt og hjælpe med at rette små problemer.

Combo Days henvender sig både til jægere, der er relativt nye inden for jagt, og som ikke selv har nogen direkte tilgang til jagt og til mere erfarne jægere, der går meget op i deres skydning og gerne vil udvikle sif mere.

Olofs 5 bedste tips til bedre haglgeværsskydning
  • Find et gevær, der passer og få hjælp til at finde det af dem, der kan.
  • Tørtræning! Masser af træning hjemme foran spejlet. Anlægget skal være en bevægelse, vi ikke behøver at tænke over – det kræver mange repetitioner.
  • Tag lektioner og investér tid hos en dygtig instruktør. Det koster lidt, men du får en helt anden følelse for det.
  • Gå meget på jagt. Her ligger forskellen hos dem, der har trænet meget på skydebane, men ikke rigtig lykkes på fugle. Hvis man ikke udsætter sig selv nok for situationen, vil adrenalin og andre distraktioner fortsætte med at påvirke din skydning meget.
  • Nyd det! Det er helt okay, at synes, at det er sjovt, og at man selv er dygtig.
Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: