Foto: Nick Brundle, Lars Tuchel, Polarpx, Toby Photos alle Shotterstock samt Aage Krøier
Morgendisen lå tæt over rapsmarken langs hulvejen ned mod mosen, der ligger ikke langt fra en snoet å. Vi anede daggryet mod øst. Klokken var cirka 04.40 pinselørdag, hvor min jagtkammerat og jeg skulle på en kombineret morgenpürsch efter den røde sommerbuk. Det var køligt, da vi ankom til jagthytten, der ligger i en dejlig grusgrav omgivet af høje træer og med en betagende udsigt over eng og mose og lidt længere væk åen.
Vi småfrøs, men lige før vi drejede ind på pladsen foran hytten, hoppede en stor buk ud af den afblomstrede rapsmark, der ligger som nabo til engen. Vi så et glimt af bukkens opsats, derefter dens spejl, og så var den borte i disen ved krattet.
Vi kørte derefter ind ved hytten, og efter at have iført os hver en tyk sweater kravlede vi op i det seks meter høje udkigstårn, hvor vi så lydløst som muligt satte os på den smalle bænk med ostemadder, varm te og Gl. Dansk foran os.
Et gåsepar med fire ællinger gled forbi mosens ene hjørne nærmest os. Dagen gryede mere og mere, og fuglenes kvidren lød højere og højere, som sangkoret blev til en hel koncert i den stille morgen, mens det tætte tågeslør begyndte at gå i opløsning. Pludselig stod der midt på engen en smalrå. Den kikkede sig vagtsomt omkring – sikrede og gik så langsomt videre mod krattet langs grusgravens skråning for at esse.
Der, hvor vi sad, kunne råen ikke få fært, ej heller se os. Men da den var nået næsten helt hen under os, blev den opmærksom på vores fært. Den stoppede, sikrede, og tilsyneladende var den ikke helt rolig ved situationen, så efter et minuts tid vendte den om, og i graciøse spring gik det hen over engen, hvor den forsvandt i grantykningen nær mosen.
Efter en halv time i udkigstårnet var klokken efterhånden blevet godt fem, og vi besluttede at dele os. Jeg kravlede ned fra udkigstårnet, mens min jagtkammerat blev siddende. Jeg gik op bag grusgraven, hvor jeg fandt mig et sted nær en kæmpestor poppel, hvis blade skjulte mig godt, samtidig med at jeg havde et fint udsyn over et stykke græsmark lige foran mig, mens jeg havde mosen og engen samt åen til højre for mig. Bag græsmarken, cirka 100 meter borte lå en mørkegrøn hvedemark.
Tågen gik i opløsning
Solen kastede sine første stråler på de høje bøge bag mosesænkningen, der lå indhyllet i en hvid dyne. Men langsomt fik solens livgivende stråler magt over dynen, og som gråhvide elverpiger gled disen bort blandt træerne rundt om mose, eng og å.
Solen havde nu næsten opslugt den sidste dis, der langsomt bryggede væk over sivskoven i mosens modsatte ende. Fuglekoret var intenst – skovduer foretog deres første motionstur i glideflugt over træerne. En musvåge gled vagtsomt i stor højde over engen, og i åen plaskede nogle gråænder.
Avlskokken skogrede ved grantykningen, mens en anden fasankok – formentlig en ungfugl fra sidste år – slog sig ned på engen, hvor den fandt en solplet. I mosen sagde gråænder og blishøns god morgen med højlydte ræb.
Efter en halv times morgenlur satte fasankokken sig langsomt i bevægelse mod grantykningen, den havde endnu ikke fået øje på den store avlskok, men han havde til gengæld set ungkokken, og han viste sig nu i al sin pragt og vælde. Han vil ikke have rivaler på sit revir, så han gik op på en tue, pustede sig op, og mens solens stråler glimtede i hans flotte fjerdragt, skogrede han igen. Nu fik den anden kok øje på ham, det var værre!
Ingen konfrontation, han var for stor. Hurtigt vendte ungkokken. I rask tempo, nærmest fladtrykt slæbende sig gennem græsset gik det retur til, hvor han var kommet fra.
Den store avlskok gik langsomt videre, standsede op endnu engang og skogrede. Jo, han havde kontrol over situationen, og ungkokken var nu hastigt på vej væk over engen.
Dyr forude
Men nu skete der noget foran mig ude i hvedemarken. Cirka 200-300 meter ude kom en buk – kunne jeg se i min kikkert – sammen med tre andre dyr, formentlig en rå med to lam fra sidste år langsomt hoppende ned gennem hvedemarken med retning lige mod mig.
Hjertet begyndte at hamre, adrenalinen pulsede for alvor i mine årer. Ville bukken komme nær nok – jeg ventede med spænding. De fire dyr var nået ud af hvedemarken og ind på græsmarken, og så stoppede de og begyndte alle at esse cirka 100 meter fra mig. Men pludselig var de væk. De havde sat sig i det cirka 40 -50 centimeter høje græs. Nu var der ikke andet for mig end at vente på, at de skulle rejse sig, og så skulle det vise sig, om jeg kunne komme på skudhold. Tiden gik og gik, og intet skete. Men så pludselig efter godt en time rejste dyrene sig og begyndte at esse. Til min store tilfredsstillelse kom dyrene langsomt hen mod mig.
Jeg var klar – havde lagt riffelløbet på mit skydestativ, og ventede på at bukken skulle vende siden til, så jeg kunne få et bladskud.
Efter cirka 10 minutters essen var chancen der – bukken stod stille med rejst hoved og med siden til – den stod på et sted, hvor jeg kunne afgive et rent bladskud. Adrenalinen hamrede i mine årer, men jeg bevarede roen, trak vejret dybt og lod kuglen gå.
Bukken gjorte et lille hop og var forendt på stedet. De tre andre dyr flygtede lynhurtigt mod hvedemarken, da skuddet lød.
En flot seksender
Jeg var overbevist om, at den var død på stedet og ventede så cirka 10 minutter, inden jeg begav mig mod skudstedet. Og ganske rigtigt, bukken lå forendt, hvor jeg havde skudt den, og der var tale om en ren bladkugle, og foran mig lå en stor, flot seksender.
Jeg åndede lettet op – det var en dejlig fornemmelse, at det var lykkedes. Der var tale om et stort dyr kunne jeg se, og den have en flot opsats med en smuk rosenkrans.
Jeg slæbte nu bukken hen til poppeltræet, hvor jeg havde min rygsæksstol med det nødvendige udstyr til at brække den. Det var nogle år siden, jeg sidste havde brækket et dyr, men jeg gik i gang med min skarpe jagtkniv, og i løbet af en halv time var bukken brækket.
Klokken var nu næsten halv otte, og min jagtkammerat kom hen til mig og ønskede tillykke med bukken. Han havde set flere dyr på engen, blandt andet en mindre gaffelbuk, men den var ikke på skudhold, og som han sagde ikke jagtbar – han ville helst kun skyde seksendere. Han glædede sig på mine vegne over den flotte buk.
Haredans og ræveflugt
Det var blevet flot vejr med solen strålende fra en skyfri himmel. Vi havde aftalt med et par jagtkammerater, at de kl. 09.00 skulle komme forbi jagthytten og drikke morgenkaffe med os, og så kunne vi udveksle vores oplevelser denne dejlige pinsemorgen.
Der var derfor lidt tid, inden de kom, og min jagtkammerat og jeg besluttede, efter at vi havde hængt bukken op ved jagthytten, at vi ville gå en lille tur rundt på dele af hans jagtterræn.
Fra jagthytten gik vi hen til rapsmarken, hvor vi fulgte et sprøjtespor og kom op på markens højeste punkt, da vi ca. 150 meter borte så en ræv på græsmarken – hvor græsset ikke var særligt højt – gå frem og tilbage i små cirkler. Den havde formentlig fået fært af en harekilling. Den begyndte pludselig at løbe stærkere væk fra os. Vi opdagede samtidig cirka 200 meter fra os en hare, som sad og betragtede ræven. Ræven styrede nu hen mod haren. Haren gjorde “mand”, og ræven stoppede fem til ti meter foran den og gik lidt frem og tilbage foran haren. Efter et par minutter vendte Mikkel imidlertid om, og i luntetrav gik det over græsmarken bort over en bakke, hvor den forsvandt af syne. Harens list med at lokke ræven væk fra dens killinger var lykkedes, og haren blev nu siddende på marken, mens vi langsomt gik tilbage til jagthytten.
Det havde været en pragtfuld morgen med nogle dejlige oplevelser med de fleste af revirets vildtarter involveret i en pinsedans lidt ud over det sædvanlige.
