Med det tilstundende lys kommer de specielle og ophidsende lyde fra store fugle, der nærmer sig. ”Ka-r-r-r-rooo, ka-r-r-r-rooo”. Jeg er på trækjagt ved Delta Junction i Alaska, seks timers kørsel nord for Anchorage. Mit potentielle bytte er ikke blot en hvilken som helst fugl, men de vingede giganter, der nu nærmer sig med vinden i ryggen – prærietraner. Imponerende fugle, der kan opnå et vingefang på to meter. Talrige er de efterhånden, de ekstremt sky og meget smukke fugle med det lange næb og det mørke, velsmagende kød – hvorfor amerikanerne også kalder dem himlens ribeye.
Lydene følges af grå silhuetter langt ude, for med deres højrøstede kald hører man tranerne lang tid, før man ser dem. Hvedestubbene gløder i det første orangegyldne lys fra solopgangen og lyser op på de snedækkede bjerge i baggrunden. Den lille flok kommer højt over stubmarkerne, mens de intense, røde øjne spejder efter både fødemuligheder og ethvert tegn på fare. Jeg håber, at ingen af dem vil tage notits af den lille, sammenkrøbne skikkelse under det enlige grantræ midt på marken. Fra præcis denne position bliver mine øjne større, og min pegefinger søger mod halvautomatens sikring. ”Ka-r-r-r-rooo,...
