Med det tilstundende lys kommer de specielle og ophidsende lyde fra store fugle, der nærmer sig. ”Ka-r-r-r-rooo, ka-r-r-r-rooo”. Jeg er på trækjagt ved Delta Junction i Alaska, seks timers kørsel nord for Anchorage. Mit potentielle bytte er ikke blot en hvilken som helst fugl, men de vingede giganter, der nu nærmer sig med vinden i ryggen – prærietraner. Imponerende fugle, der kan opnå et vingefang på to meter. Talrige er de efterhånden, de ekstremt sky og meget smukke fugle med det lange næb og det mørke, velsmagende kød – hvorfor amerikanerne også kalder dem himlens ribeye.
Lydene følges af grå silhuetter langt ude, for med deres højrøstede kald hører man tranerne lang tid, før man ser dem. Hvedestubbene gløder i det første orangegyldne lys fra solopgangen og lyser op på de snedækkede bjerge i baggrunden. Den lille flok kommer højt over stubmarkerne, mens de intense, røde øjne spejder efter både fødemuligheder og ethvert tegn på fare. Jeg håber, at ingen af dem vil tage notits af den lille, sammenkrøbne skikkelse under det enlige grantræ midt på marken. Fra præcis denne position bliver mine øjne større, og min pegefinger søger mod halvautomatens sikring. ”Ka-r-r-r-rooo, ka-r-r-r-rooo” lyder det igen derudefra, men jeg kan ikke besvare kaldet. Kom først til Alaska i går og er endnu ikke helt sat op til tranejagt. En håndfuld lokkere var alt, hvad jeg kunne skaffe i en fart for ikke at gå glip af denne morgenjagt.
I de kommende dage griber vi det helt professionelt an, men i dag må det gå med det forhåndenværende. Den lille flok bliver tydeligere og tydeligere et stykke ude og holder deres kurs ret mod mig. De reducerer deres højde og er nu næppe mere end 30 meter oppe, men det ligger fast, at de ikke har tænkt sig at lande hos mine lokkere. De kommer dog lidt længere ned og overflyver mig nysgerrige i reduceret fart. Jeg lader den første fugl passere over mig, og tager så min chance på en af de bagerste.
Den store fugl pakker sammen og lander en halv snes meter bag mig, mens de andre – overraskende nok – drejer rundt hundrede meter ude og lander på marken.
Sandhill cranes
Prærietraner, i USA kaldet sandhill cranes har den længste trækrute af alle traner, nemlig fra overvintringsområderne i Texas og Mexico til yngleområderne i Canada, Alaska og Sibirien. Det er den mest talrige trane i verden, og op mod 550.000 fugle trækker frem og tilbage og slår sig ned, hvor der er føde, inden de fortsætter mod syd om efteråret og mod nord om foråret.
Flokkene arrangerer sig i et løst og uregelmæssigt V under flyvning, mens de konstant kalder på hinanden med lyde, der kan høres mere end en kilometer væk. Voksne fugle er gråblå med en rød plet i panden og uden synlig forskel på kønnene. Unge fugle har brune fjer hen ad ryggen og mangler den karakteristiske røde plet i panden. Fuglene er i princippet altædende og lever af insekter, fisk og padder, vandplanter, gnavere, frø og bær. Ni mexicanske og tolv amerikanske stater, to canadiske provinser og dele af Rusland tillader jagt på prærietraner, idet bestanden er sund, stabil og i vækst.
Hvert år skydes der omkring 25.000 prærietraner i USA, heraf godt halvdelen i Texas, hvor de overvintrer.
Lidt senere kommer endnu en gruppe på samme rute, men denne gang fumler jeg med pegefingersikringen og skyder en ladning 2-hagl fra en magnumpatron forbi fuglen.
Jeg sidder endnu et par timer og ser nogle få flokke trække forbi – men ingen værdiger mine få pose-lokkere et blik, så efterhånden går det op for mig, at den lille flok, jeg fik hen over mig, mere var et tilfælde. Det gør nu heller ikke så meget, for jeg er glad for min fugl og glad for igen at være i Alaska. Min ven, Don, har været her et par uger nu og boet i sin lille, primitive hytte og regner med at blive en måneds tid endnu. Lidt for at skyde traner til fryseren, men mest for at jage grouse med sine fire tyske ruhår.
Dårlig timing
I ugerne op til min ankomst har Don og hans lokale venner skudt traner i store mængder, begunstiget af mange fugle og et regelmæssigt træk. Lige inden jeg ankom, har en tredages brandstorm dog gået gennem området og raseret overalt. Elmaster væltede som tændstikker på en flere hundrede kilometer lang strækning og mørkelagde både de små bysamfund i miles omkreds og gjorde også den større by, Fairbanks strømfri et par dage pga. massive kortslutninger. De lokale og tilrejsende jægere er i panik. Ikke på grund af manglende strøm, for her i området kører stort set alt på benzindrevne generatorer, men mere fordi tranerne er væk. Det er også årsagen til, at jeg sidder alene her under træet, for Don er ude for at finde ud af, hvor de fouragerer nu.
Hans mobil gløder, for hele hans netværk er aktiveret for at få styr på, hvor der er fugle i øjeblikket. Han får stærkt skiftende meldinger, idet nogle har fugle og andre ikke. Konsensus er, at de fleste er trukket længere sydpå for at undgå det dårlige vejr, og at resten sidder i et sumpområde ved floden Tanaka og ikke flytter sig meget. Vinden er nu tilmed gået i syd, hvilket ikke bringer nye fugle ned fra nord, før vinden vender. Ingen traner bryder sig om at flyve langt i modvind. Det er ikke ukendt, at vejret spiller en stor rolle, når man jager i Alaska, det har jeg prøvet før. Det eneste våben er at afsætte mere tid, så man kan dække over de skvulp, som dårligt vejr forårsager i badekarret.
Lidt grouse kan man altid skyde
Don henter mig midt på formiddagen, og meldingerne om de manglende traner har gjort ham lettere deprimeret. “Der er kun nogle få traner, der flyver rundt. Det store træk fra nord er endnu ikke kommet”, siger han. “Men vent bare, for når det store træk kommer med nordlig eller vestlig vind, så får vi nok at gøre. Forhåbentligt inden for de næste dage”.
For at få lidt afløb fra frustrationerne stopper vi en del steder på vej hjem for at skyde nogle grouse, hvoraf der er tre forskellige arter i området, over stående hund. Lidt for kødets skyld, lidt for hundenes skyld, men dog mest fordi Don sætter jagt med sine velopdragne ruhår højere end noget andet i verden – traner eller ikke. Deri kan jeg godt følge ham og generes kun af savnet af min egen hund, for med alle de hønsefugle, der er i området, ville hun også have haft nogle fantastiske dage.
Dagene går, og hver dag jager vi grouse og sneskoharer i hegn og krat, mens vi spejder efter tranerne nordfra. Hver aften og enkelte morgener sidder vi i skjulet og kigger et par timer på de 25 lokketraner. En gang imellem slår en lille flok fugle på dem, og vi skyder et par stykker, men det store “rush” udebliver indtil videre. Men der er håb, for vejrmeldingen lover, at den irriterende søndenvind vil gå i vest-nordvest snarest.
Nordlys og vejrskifte
“Tranerne kom i nat”, siger Don, da vi mødes til morgenmad. “Du gik også glip af nordlyset”, fortsætter han uden at fortrække en mine, men han har også haft nogle timer til at vænne sig til de nye – og stærkt forbedrede – udsigter til at skyde nogle af de traner, der højlydt har trukket over hytten hele natten.
Han sover ikke meget og står normalt op allerede klokken 4, selv om der først er lyst 4 timer senere, mens jeg snorksover, så længe jeg kan. Men nu er tranerne altså kommet, og vi skal ud. Don ringer til et par venner, mens vi spiser morgenmaden, der – ligesom de foregående dage – er makaroni og smørristede grousebryster i skiver. Med vestenvinden kom ikke bare tranerne, men også en noget koldere temperatur.
En halv snes graders frost gør det til en lidt anderledes oplevelse af gå på das, men teknikken med at sidde længe og tænke over livet vænner mig sig hurtigt fra. Det koldere vejr har trykket tranerne sydpå og ned i vores område. Don minder mig om, at hver jæger kun må skyde 3 traner per dag, hvorfor han har hidkaldt et par venner, som er relativt dårligt skydende. Så kan vi lukrere lidt på deres limit også, som han siger.
Snart efter mødes vi med de to gutter og bevæger os en lille kilometer over til vores skjul og lokkere. Første opgave består i at banke dem rene for sne og rim, så de kan se lidt mere livagtige ud. ”Ka-r-r-r-rooo, ka-r-r-r-rooo”, lyder det snart alle vegne fra, og den ene store gruppe efter den anden passerer os på begge sider, men synes ikke at være indstillede på at slå sig ned på vores mark.
Men så…
Der skydes bravt i det fjerne, og snart efter kommer en flok hen mod os. Lydene bliver højere, indtil jeg kan høre store vinger baske kraftfuldt for at tage farten af. Lige ret fremme hænger mindst 10 traner i luften foran mig – med landingsstellet slået ud.
På Dons kommando rejser vi os alle fra de lave stole, og i samme sekund begynder tranerne at slå af. De store vinger kæmper for at genvinde højde, og gruppen deler sig til højre og venstre for os. Jeg låser mig fast på en fugl på vej til venstre, og den pakker de lange vinger sammen på en meget overvældende måde, da haglene slår ind i kroppen på den.
Død som en sild bumper den til jorden, og det samme sker for fire andre fugle i flokken. Hvem, der skyder hvad, er vanskeligt at afgøre, men med kun fem fugle i 8-10 nemme skud, ligger det fast, at flere af os har skudt på de samme fugle – eller forbi. Vi har en aftale om, hvem der skyder cirka hvor, men det går der nemt rod i, når fuglene er på skudhold. Vi samler hurtigt op og gemmer os i skjulet igen, hvor jeg nyder synet af de fem fugle og føler mig som verdens lykkeligste mand.
Meget har jeg prøvet, men kun få ting slår det, jeg lige nu er i gang med.
Dårlige skud
Land: USA, Alaska
Revir: Delta Junction
Periode: September 2016
Vejrforhold: Overvejende solskin
Personlig guide: Don Lietzau
Skudhold: 25-40 meter
Jagtgevær: Beretta halvautomat
Hagl: Federal Steel, 1 eller 2-hagl, 89 mm magnumpatron
Jagttid sommer/efterår: Tranerne kommer nordfra i midten af september og bliver i området 2-3 uger
Forekomst af vildtarten: Store mængder af traner i en kort periode
Ti minutter senere er mange flokke gået forbi os langt ude. De har næppe luret os, men tilsyneladende er flokkene blevet større og derfor måske også vanskeligere at lokke. Så brækker fire fugle fri af en stor flok og kommer vores vej.
De går meget længere mod syd og kommer derfor ind til vores lokkere fra højre side og i langt større fart end de andre. Da de får øje på os, er det derfor ikke svært for dem at ændre kurs med al den luft, de stadig har under vingerne. Jeg kommer en anelse bagved med det første skud, men brøkdele af et sekund senere følger jeg op med endnu et skud på fuglen, og denne gang går det bedre.
Måske skyder andre på den samme fugl, for vi får kun den samme, ud over en af de andre, der desværre kun bliver anskudt. Det ene ben hænger slapt ned, og den flyver tungt og lavt ud over marken sammen med de to overlevende. Langt ude lander de tre fugle på marken, men kort efter letter de to igen. Det tyder på, at den anskudte trane er forendt derude, og da jeg senere løber ud for at hente den, er den da også tydeligt medtaget, omend stadig lettere levende.
Snart efter skal de to venner gå, da de er let arbejdsramte. De tager hver 3 fugle med, så Don og jeg kun har en enkelt tilbage i skjulet og dermed kan skyde 5 mere tilsammen. En time senere er den ged barberet, og vi må afbryde morgenjagten.
Til frokost ordner jeg vores 6 fugle og får dem puttet i den udvendige fryseboks. Klar til aftenjagten, om man så må sige. De følgende dage går på samme måde, og tranerne er samarbejdsvillige, endskønt de bliver færre og færre, indtil der kun er få tilbage i området.
Så er det kun at læne sig tilbage og vente på, at gæssene begynder at ankomme fra nord. Men det er jo en helt anden historie.
