Den 16. maj om morgenen mødtes mine 3 jagtkammerater og jeg morgenduelige og forventningsfulde i jagthytten i god tid inden solopgang. Vi kunne glæde os over meget råvildt på reviret og så derfor frem til en spændende anstandsjagt i det dejligste majvejr. Det blev dog en meget stille morgen, hvor ingen af os fik nogen skudchance, men naturligvis skulle vi ud igen samme aften.
Det var stadig smukt vejr, selv om det var begyndt at blæse lidt op. Ved lodtrækning om hochsitzene, trak jeg ”den høje” – ikke noget dårligt lod, da den står på en græsklædt skråning mellem to skovstykker, hvor råvildtet ofte vil være at finde. Den første time forløb dog stille og roligt, kun et par forårskåde harers hoppen og springen ude i det vårgrønne græs kunne jeg adsprede mig med. Da fanger mit øje med ét en buk, der i udkanten af skovstykket til venstre for mig langsomt bevæger sig op ad skråningen, mens den går og nipper til det friske græs. Afstanden er cirka 100 meter, og i kikkerten kan jeg se, at det er en pæn seksender. Da han kort efter at være kommet til syne, standser op og står med siden til, ligger riflen allerede på brystværnet, og snellen er stukket. Jeg tøver dog, da selv en skov med velvoksne bøge ikke er noget sikkert kuglefang, og lægger derfor forsigtigt snellen igen.
Mens jeg sidder og ærgrer mig lidt over det manglende kuglefang og ser bukken forsvinde, falder der kort efter et skud lidt længere væk fra. Kan det mon være ”min buk”? Svaret skal jeg ikke vente længe på, for lidt efter ser jeg en bastbuk i fuld fart komme løbende hen over skråningen neden for min hochsitz.
Men hvad er det? Der er da noget helt galt med hovedet på den. Kikkerten hurtigt op, og jeg kan nu se, at hele underkæben er bortskudt. Det må der gøres en ende på. Jeg rejser mig derfor straks – kan desværre ikke blive siddende og have fast anlæg, da nogle buske vil spærre mit udsyn. Jeg skyder normalt ikke gerne til løbende vildt, og da slet ikke til så lille et mål, som et stykke råvildt repræsenter, men her har jeg ikke noget valg. Stående i en let svajende hochsitz afgiver jeg derfor mit skud, og aldrig før eller siden har jeg følt så stor en glæde, som da jeg ser bukken vælte i knaldet. Glad var jeg også, fordi jeg ikke havde vovet at holde til seksenderen, for da havde jeg næppe set denne unge buk med den grimmeste af alle anskydninger.
Jeg er ikke i tvivl om, at det indtil nu har været mit livs sværeste skud – men aldrig har jeg afgivet noget bedre.
