Sommertid er træningstid

2102

Det er nu, du bør bruge tid på at skydetræne, så du er klar til efterårets og vinterens tryk- og drivjagter. Vi har besøgt en ny skydebiograf i Albertslund.

Tekst: Rune Fich Weischer / Fotos: Aske Rif Torbensen

Sommer og sensommer er for de fleste jægere en lidt stille tid, hvor ferie, familie og venner får tildelt størstedelen af opmærksomheden. Ikke desto mindre er det faktisk nu, du skal i gang med træningen til efteråret og vinterens tryk- og drivjagter, hvor skud til løbende vildt er i fokus.

I forhold til skydning til stillestående mål, som groft sagt kun handler om at placere trådkorset på bladet af dyret og så trykke på aftrækkeren, er skydning til løbende vildt noget ganske andet. Her er det ikke nok at skyde nogle skud til en skive i ny og næ. Her skal skydningen indarbejdes til at blive en del af din naturlige skyde-motorik, helt som vi kender det fra haglskydning. Du skal kunne ’fornemme’ skuddet og kunne bedømme relativt præcist, hvor skuddet sidder, hvis du rammer forbi målet.

I fagsproget kaldet man det for at ’kalde’ sine skud, og det er i øvrigt et begreb, man også bruger inden for langdistance skydning. At kunne kalde sine skud er et vigtigt værktøj under drivjagterne, fordi et forbiskud således ikke vil være formålsløst. Ved du præcist, hvor forbiskuddet sad i forhold til målet, kan du kompensere for det i det opfølgende skud og denne gang ramme plet. Ideelt set skal du helst nå til det fortrolighedsniveau med dit våben og dine skud, at du ikke skal tænke over at kompensere i andet skud, men kan lade kroppen gøre det helt af sig selv.

JVV_Huntersgame_019

Fortrolighed med riflen
Man kan sammenligne det lidt med at gå på trapper: Vi tænker ikke over det. Vores øjne noterer, at der kommer trapper forude, og så kompenserer vores ben og fødder helt automatisk for den pludseligt ændrede skridthøjde, uden at vi behøver at blande hjernen ind i det. Det gør de, fordi vi har gået på trapper mange gange før, og det derfor ligger i kroppens hukommelse.
At få indarbejdet skydningen i kroppens hukommelse kræver ikke nødvendigvis en masse skud, nærmere få, men jævnlige og gennemtænkte. Tørtræning er en stor hjælp i den forbindelse. Træn dit sving hjemme i stuen en gang om ugen, og du vil uden at have afgivet et eneste skud tydelig mærke, hvordan din fortrolighed med dit våben bliver ændret radikalt.
Det, vi sigter efter for at opnå en optimal skydning til løbende vildt, er den samme fortrolighed med riflen, som en tennisspiller har med sin ketcher. Vedkommende behøver hverken at kigge på ketcheren eller bolden, når han eller hun slår, for kroppens hukommelse ved præcist, hvor begge dele befinder sig i forhold til hinanden.
Således bør det optimalt set også være under drivjagterne: Man ser vildtet komme, man holder blikket rettet mod det, alt imens riflen automatisk førers op til skulderen og falder ind mellem øjet og dyret således, at der er en lige linje mellem vildtet, løbsmundingen og øjet. Hele denne montering skal ske præcist og automatisk, uden at tage din opmærksomhed, som skal være rette 100% mod det løbende stykke vildt. Dit sving er sådan set allerede i gang, når riflen rammer din skulder. Dit øje følger allerede vildtet, og det handler egentlig bare om at tillade kroppen at følge øjets flugt, så er dit sving på linje med vildtet. Det lyder mere kompliceret, end det er, og tro mig, det giver en hel del mere mening, når du prøver det i en skydebiograf, end når du læser det på papir.

JVV_Huntersgame_026

Korrekt træning
Du kommer naturligvis ikke udenom at skulle skyde nogle skud for at blive en bedre skytte. Dog skal du ikke forvente at udvikle dig nævneværdigt, hvis du bare møde op med en flok venner, og hver skyder 100 skud i løbet af en time. Ikke at der er noget i vejen med det! Det er sjovt og hyggeligt, men det er ikke særligt givende i forhold til at blive en bedre skytte.
Det er værd at tænke over, når du forbereder dig til en kommende drivjagt. Ofte ser man nemlig, at en gruppe, som skal afsted på drivjagt, besøger en skydebiograf en enkelt gang kort før afgang, og så bliver der ellers bare skudt til den helt store guldmedalje. En langt bedre forberedelse ville faktisk være at besøge skydebiografen to-tre gange før afrejsen og så skyde halvt så mange skud eller mindre.
Det handler om at tage den med ro, selvom målene bevæger sig hurtigt. Koncentrer dig om at starte, gennemføre og afslutte dit skud. Om du rammer, er faktisk mindre vigtigt i den øvelse. At gennemføre skuddene korrekt fra start til slut er det vigtigste: Det handler som sagt om at indarbejde det i din krops hukommelse. Når det er gjort, vil du helt automatisk begynde at ramme uden at tænke nævneværdigt over det, og samtidig bliver du i stand til at ’kalde’ dine skud. Herefter handler det ellers bare om at holde det ved lige og besøge en skydebiograf en gang imellem.
Personligt gør jeg altid brug af en instruktører, når muligheden byder sig. Selvom jeg skyder ganske meget og ved, hvad mine mål er, kan utallige tusind skud aldrig erstatte det afkast, du får ud af din træning ved at have et par kompetente øjne til at se, hvad du laver, og få rettet på de små fejl, som uundgåeligt vil være i din skydning, men som du ikke selv bemærker. Man bliver aldrig for god til at have brug for instruktion. Hvis man tror, man er det, er der en god chance for, at man reelt set er det modsatte. Selv verdens bedste sportsudøvere har trænere og endda flere af dem.

JVV_Huntersgame_036

Ny skydebiograf
I oktober sidste år slog skydebiografen Hunters Game dørene op i Albertslund som den største og mest moderne skydebiograf i Skandinavien. Der er tale om to fuldt udstyrede skydebiografer, begge med ni meter brede lærreder og over 400 HD-film at vælge imellem, en buebane, ammunitionssalg mm. Bag disken møder vi skydeleder Rune Lindholm, som er daglig chef for Hunters Game, og Christopher Espensen, som står for markedsføring og drift.
Vi besøgte Hunters Game på en sommerdag for at afprøve deres faciliteter. Begge biograferne er nye og velgennemtænkte. Som udgangspunkt står man 25 meter fra lærredet, men alle båse er mobile og kan flyttes derhen, man måtte ønske det. Specielt for pistolskytter, som ofte gerne vil lidt tættere på, er det en brugbar funktion.
Et af problemerne ved de mange skud, som uundgåeligt bliver affyret under skydning i en jagtbiograf, er, at piben på ens riffel simpelthen bliver for varm, og man må bruge meget tid på at vente på, at den køler lidt ned, før man kan skyde videre. Det har Hunters Game en løsning på, nemlig en trykluftpistol på hver stand, så man kan blæse kold luft gennem sin pibe, mens man venter på, at det bliver ens tur til at skyde. Derudover er alle kalibre tilladt på banerne, hvilket ikke altid er tilfældet i skydebiografer.
Skydebiografen råder over en række rifler som fx Browning Maral og Tikka T3, som man kan leje, og i øvrigt også en række pistoler og revolvere i diverse kalibre. Men jeg valgte at bruge min egen Merkel Helix kaliber .270 win, der er monteret med en Aimpoint Micro. Når man skyder hos Hunters Game, er der altid en instruktør med i biografen. Det er 100% valgfrit om, man vil gøre brug af denne instruktør eller ej, men personligt ser jeg det som et godt tilbud, man ikke bør sige nej til.

JVV_Huntersgame_054

Fejl og tørtræning
Det blev Rune Lindholm, som blev sat til at holde øje med min skydning, og hurtigt spottede han nogle småfejl i min skydning, som vi fik rettet. En af årsagerne til, at jeg er stor tilhænger af at bruge instruktørhjælp mest muligt, er netop, at de små fejl og dårlige vaner bliver taget i opløbet, før de sætter sig fast med ringere skydning som resultat.
Rune lagde vægt på, at det handler om at blive dus med sit våben. Han har som instruktør på almindelige skydebaner oplevet, hvor mange jægere der stort set ikke skyder mere med deres riffel end en indskydning her og dér, hvilket absolut ikke er nok til at få riflen til at fungere som en forlænget del af skytten selv. Også Rune fremhæver tørtræning som et godt værktøj, og så ikke mindst en rolig og velovervejet skydning, hvor fokus bør være på at få udført hvert enkelt skud korrekt og ikke på at få skudt så meget vildt på filmene som muligt.
En anden årsag til, at man bør træne løbende, er at lære at kende sine begrænsninger. Risikoen for anskydninger er alt andet lige større under drivjagt end under andre jagtformer, og som jægere er det vores pligt at holde den risiko på et absolut minimum. At træne handler således ikke bare om at blive i stand til at tage svære skud, det handler i høj grad også om at lære sine begrænsninger at kende og således afstå fra at tage skud, som ville blive FOR svære.

Fast foranhold
Et andet eksempel på, at instruktion betaler sig, var, da Rune foreslog, at jeg forsøgte mig med et ’fast foranhold’, hvilket vil sige, at man følger det løbende vildt med det anslåede nødvendige foranhold og giver aftræk, når tid er. Jeg har hidtil haft de bedste resultater med at svinge sigtet igennem vildtet og lade skuddet gå lige, når jeg har passeret det. Ved at forsætte svinget til efter svinget, passer foransholdet sjovt nok næsten altid. Det er samme teknik, de fleste bruger, når de skyder med haglgevær.
Jeg var således lidt tøvende i forhold til at ændre på fundamentale dele i min skydning, men det skulle da have en chance. Til min store forbavselse virkede det, hvilket nok var et resultat af, at vi i den forløbne times instruktion havde fået rettet min skydning ind og gjort mit sving mere roligt og kontrolleret.
Fordelen ved det faste foranshold er, at man hele vejen er i fuld kontrol over skuddet, mens man giver lidt slip på kontrollen, hvis man bare trækker igennem vildtet og slipper skuddet, som jeg hidtil har gjort. Der er også instruktører, som vil tale imod det faste forandshold, men for mig virkede det, og det er netop derfor, man skal bruge en instruktør, når muligheden byder sig, for hvad der er det rigtige for den ene skytte, er muligvis ikke det rette for en anden. Det kan en instruktør meget hurtigt få afklaret, mens man kan bruge flere år og mange skud på selv at finde ud af det.