Oversættelse: Jens E. Perto
Billeder: Jonas Bryngelsson/Magnus Fredholm
I dag er det en anderledes oplevelse at besøge en våbenbutik, end det var for 20 år siden. I starten af 1990’erne havde næsten alle våben skæfter af træ. Det var kun de billigste modeller og visse specialrifler, som havde syntetiske skæfter. Her var de billige af middelmådig kvalitet, mens specialriflernes skæfter var dyre, og af usædvanlig god materialekvalitet.
Syntetisk sejrstog
I dag forholder det sig præcis omvendt. Flertallet af nye rifler er forsynede med syntetiske skæfter, mens der er blevet meget længere mellem rifler med træ som bindeled til skytten. De syntetiske skæfter har unægtelig været med til at holde priserne nede på mange modeller, og de har også ubestridelige fordele ved at være vejrbestandige og kræve meget lidt vedligeholdelse. Personligt har jeg blandede følelser over for denne udvikling. Med rent logiske argumenter er det svært at sætte spørgsmålstegn ved de syntetiske skæfters sejr over træskæfterne. De allerbilligste modeller er stadig for slaskede og enkle til deres eget bedste, men generelt har også de billige rifler fået så tilpas gode skæfter, at de ikke vælter våbenets øvrige egenskaber.
Med sjæl
De reservationer, jeg personligt har, er primært af følelsesmæssig karakter. I min bog mangler et våben med syntetisk skæfte sjæl i forhold til et tilsvarende våben med træskæfte. Lødigheden af dette argument afhænger naturligvis af, om man udelukkende betragter sin riffel som et stykke værktøj eller noget mere. Det må ejeren gøre op med sig selv, men for mig er en riffel med træskæfte rent følelsesmæssigt altid en vinder, hvis skæftetræet er godt og skæftearbejdet vel udført.
At et træskæfte ikke tåler vand lige så godt, og at det kræver mere pleje, er ulemper, som jeg er parat til at acceptere – i hvert tilfælde hos den riffel, jeg bruger til hverdag, og hvor jeg hverken skal bestige bjerge eller vade gennem surt mosevand under et eftersøg.
Faktisk ser jeg besværet med et træskæfte som en værdi i sig selv. Ritualet med at pleje et riffelskæfte og smøre det ind i olie mellem sæsonerne skaber helt enkelt et tættere bånd mellem mig og min riffel. Kald mig bare mærkelig, men sådan fungerer jeg. Jeg tager altså ikke i skoven kun med et værktøj. Jeg tager i skoven med en god ven, som har fået kærlig pleje.
Når man ved det, kan man måske lettere forstå den glæde, jeg følte, da jeg første gang så Brownings nye version af Model X-bolt.
Modellens fulde navn er X-Bolt Pro Hunter G5 Threaded, hvilket giver en vis antydning af dens egenskaber.
Her er betegnelsen G5 en nøglefaktor. Den står for Grade 5, og indikerer kvaliteten af det valnøddetræ, som skæftet er lavet af. Endelig kan man få en riffel med et godt skæfte af valnøddetræ uden at skulle opsøge en bøssemager, som laver customrifler.
Funktionel og prangende skæftning
Da skæftet er det, som gør riflen speciel, starter vi med det. Men hvad katten indebærer det, at skæftetræet er Grade 5?
Hvis man laver en hurtig søgning på nettet, bliver man ikke meget klogere. Nogle producenter bruger en skala med cifre, mens andre anvender bogstaver eller begreber som ”Fancy” eller ”Exhibition”. Der findes faktisk ikke noget entydigt system, hvorfor kvalitetsgraderne kan skifte afhængigt af, hvorfra valnøddetræet kommer. Hvis man skal forsøge sig med en forklaring, kan man sige, at skæftetræets kvalitet øges med cifrenes størrelse. Skalaen begynder på 1 og fortsætter i nogle tilfælde helt op til 10 hos visse leverandører, mens den slutter ved 7 eller 8 hos andre.
Hvis vi nu ser på testriflens skæfte, så er det fremstillet af amerikansk valnød, som Browning angiver som Grade 5 eller sommetider 4 i henhold til hjemmesiden. Skæfteklodsen har en kvalitet, som vi i dag ikke er vant til at se på en riffel, der er designet til at ligge færdig på varehylden. Mørk i farven, med nøddebrune områder og en smuk åretegning, som er typisk for netop amerikansk valnød. Jeg må erkende, at skæftetræet var endnu smukkere, end jeg på forhånd havde ventet. Mums!
Browning har dog ikke bare valgt et stykke træ, som er smukt at se på. Endnu vigtigere end udseendet er, at skæfteklodsen er korrekt savet ud, så årerne løber gennem hele skæftet. På testriflen løber årerne lige fra forskæftet og ned gennem pistolgrebet for derefter at folde sig ud over hele bagskæftet. På denne måde opnås en perfekt kombination af både styrke og skønhed. Også formgivningen af skæftet er meget vellykket.
Slanket var det ord, som dukkede op i hovedet, da jeg fik riflen i hænderne, og det mærkes tydeligt, at man har bestræbt sig på at fjerne overflødigt træ. Overfladebehandlingen er en mat boning med noget, som jeg bedømmer til at være et linolieprodukt med en form for hærder. Min sjæl blev varmet lidt ekstra ved konstateringen af, at man har været omhyggelig med arbejdet nedenunder. Der var ingen slibemærker, og man har bekostet en ordentlig porefyldning. Det er noget, som man i dag normalt ikke bliver forkælet med på fabrikslavede våben.
Skæfteryggen
Ved første øjekast ser skæfteryggen ud til at være helt ret, men ved en nøjere inspektion viser den sig at skråne let fra bagkappen og ned mod næsen, som overgangen ned mod pistolgrebet kaldes. Det kan man tro, er en ubetydelig detalje, men den har den ubestridelige fordel, at et skæfte med denne rygform altid vil bevæge sig væk fra skyttens ansigt under rekylen fra skuddet. Den svage hældning bevirker, at skytten undgår at få skæfteryggen drevet ind i kind og kindben under rekylen, som i stedet alene optages af skulderen – med en langt mere behagelig skudoplevelse til følge.
Skæfteryggen er også forbilledlig høj. Der er kun en ynkelig sprække af luft mellem skæfteryggen og bundstykket, når dette trækkes helt tilbage. Testriflen havde en sigtekikkert med 50 mm. objektiv, monteret så der var en del luft mellem objektiv og pibe, men der var ingen som helst problemer med at få fuldgod kindkontakt og fuldt sigtebillede, selv uden at presse kinden ned mod skæftet i anslaget.
eller poreudfyldning.
Den polerede hæl forhindrer kappen i at hænge fast i jakken.
Skæftelængden på testriflen var usædvanlig lang – 37,5 cm. Det er lidt for rigeligt til mig og påvirker repeteringen negativt under hurtigskydning. På den anden side vil jeg til enhver tid foretrække et skæfte, som er nogle centimeter for langt frem for et, der for kort. At forkorte skæftet og montere gummikappen igen er en temmelig enkel operation i forhold til at lave en skæmmende forlængelse.
Når vi nu er inde på bagkappen, så er den af Brownings egen konstruktion, som kaldes for Inflex II og er fremstillet af et meget blødt plastmateriale. Bagkappen har indbyggede ribber, som skal fordele rekylen via skæfte og skulder på en sådan måde, at det minimerer pibens opadgående bevægelse efter skuddet.
Ydersiden har en let nopret overflade, bortset fra hælen, som har runde og glatte kanter, der skal hindre, at kappen hænger fast i tøjet under anslaget. Pistolgrebet har en køn og behagelig kurvatur og en lille bule til at fylde håndfladen ud. Igen er det lykkedes at skabe en god kombination af form og god funktion.
Net netskæring
Netskæringen på forskæfte og pistolgreb er håndskåren og med et temmelig fint mønster i paneler, som er behagelige for både hånd og øje. Man har åbenbart foretaget olieboningen efter netskæringen, hvorfor den stadig har olierester. Det er lidt synd, for man mister lidt af friktionen ud over, at det ser lidt tarveligt ud. Pistolgrebsrosetten og forskæftets afslutning er forsynet med indlæg af rosentræ og en gråhvid effektrand, som fører tankerne hen til, hvordan en riffel skulle se ud for 40 år siden. Jeg havde godt kunnet undvære den hvide effektrand, men det er en detalje som er genstand for smag og behag.
Forskæftet har en meget fin og elegant form uden unødigt træ, og takket være de store netskårne paneler får man et godt greb. Rembøjlerne er af standardtype. Desværre er placeringen af den forreste ikke helt optimal, da den sidder så langt tilbage, at fingrene får dask af rekylen. Som køber ville jeg her kraftigt overveje at montere undersænkede rembøjler; det fortjener skæftet faktisk.
I det hele taget blev jeg lidt betaget af skæftets formgivning og udseende under testen af riflen. En rigtig fuldtræffer.
Låsen
X-Bolt-låsen fremstilles ikke af Browning, men af deres japanske samarbejdspartner Miroku. Ligesom hos mange andre producenter som for eksempel Tikka og Remington udgør låsen platformen for flere forskellige modeller, hvor variationerne består i skæftning og pibens udformning.
Låsen er af push-feed-typen og forsynet med en lang, fjedrende udtrækker og en fjedrende udstøder, som er placeret i bundstykkehovedet. Bundstykket har tre lukkeknaster, som låser i piben, og åbningsvinklen er 60 grader. Bundstykket har et nydeligt fræset spiralmønster, som giver det liv. Hævearmen er måske lidt for kort til at være optimal under hurtig repetering.
Knoppen, som afslutter bundstykket, er forsynet med et fræset mønster og har en behagelig konisk form, som giver et godt greb. Knoppen er skruet på hævearmen, og havde en tendens til at skrue sig løs under skydningen. En lille, men irriterende detalje, som hurtigt kan løses med en gevindlåsning. Fordelen er, at knoppen enkelt kan skiftes, hvis man ønsker en anden form eller størrelse.
En lille, overraskende detalje er, at man har lagt en styreknast af polymermateriale for at få en blød og jævn låsegang. Da jeg prøvede en anden model med X-Bolt forrige år, var låsen sandsynligvis smuttet lidt for let gennem kvalitetskontrollen, Den havde en tendens til at binde sig fast, når lukkeknasterne passerede den bagerste af bundstykkets hvælvinger.
Årsagen var, at sporet til lukkeknasterne i hvælvingen ikke var fræset korrekt, men havde en lille vinkelfejl, hvilket fik bundstykket til at nappe sig fast i bagerste position.
Med det i baghovedet var jeg derfor ekstra opmærksom på låsegangen, og glædeligt nok var der ikke antydning af en sådan tendens på testriflen. Låsestol, bundstykke og pibe er alle belagt med en finish, som kaldes for Cerakote-tungsten, der skal give endnu mindre friktion og tillige øge rustbeskyttelsen. Finishen er veludført og behagelig matgrå uden reflekser.
Sikring og kikkertmontage
En vældig fin detalje er, at sikringspalen er placeret lige bag bundstykkets slaghus, og altså som på en haglbøsse. Det er den optimale placering, som gør det enkelt og nemt at afsikre riflen under anslaget.
Afsikring foregår stort set lydløst, og det er let at se, at våbenet er afsikret, idet der er en lille rød tunge, som stikker ud under slaghuset. Når våbnet er sikret, fastlåses bundstykket, men ved at aktivere en lille firkantet pal i bunden af hævearmen kan man tømme riflen i sikret tilstand. En meget veldesignet detalje, som bidrager både til sikkerhed og mindsker risikoen for, at man taber bundstykket under strabadser i terrænet.
Toppen af låsestolen er forsynet med gevindhuller til montering af kikkertsigte. På testriflen var Brownings X-lock-ringe monterede. De er fremstillet af Talley og er velgennemtænkte konstruktioner, hvor ringe og baser udgør en enhed. Det giver en betydelig mindre risiko for, at der opstår slør eller spændinger, Montagerne fastgøres med 4 skruer direkte i låsestolen, hvilket yderligere mindsker risikoen for, at sigtet løsner sig. Montagesystemet indgår i riflens pris, hvilket må siges at være meget generøst.
Aftræk og magasin
Aftrækket kaldes for Super Feather og er af Brownings egen konstruktion. På testriflen målte jeg vægten til 1,5 kg. Aftrækket kan indstilles mellem 1,5 og 2,5 kg. med en heksagonnøgle, når man har fjernet underbeslaget. For- og eftertryk kan ikke justeres.
Testriflens aftræk udviste de samme egenskaber som de øvrige, jeg har prøvet med X-Boltsystemet, så yderligere justering var ikke nødvendig overhovedet. Distinkt og rent med et kort for- og eftertryk, som gav undertegnede et smil på læben. Underbeslag og aftrækkerbøjle er fremstillet af formstøbt aluminium med samme matgrå Cerakote-finish som de øvrige dele.
Aftrækkerbøjlen har en lidt kantet udformning, som stikker noget ud fra riflens øvrige formsprog. Jeg havde nok valgt en lidt mere klassisk formgivning, men samtidig signalerer formsproget på lang afstand, at det er en riffel fremstillet af Browning.
Den forreste del af underbeslaget er temmelig bred og flyder lidt ud over kanterne af skæftets midte samtidig med, at det fungerer som styr af magasinet.
Magasinet er fremstillet af kompositmateriale og rummer 4 patroner som standard og føder patronerne frem via en roterende rulle.
Magasinspærren består af en fjederbelastet pal indbygget i magasinets forkant og i en flange bag på magasinet, Selvom det kan rumme fire patroner, føles magasinet lille og let håndterligt, ligesom det er enkelt at fylde. Funktionen var perfekt, og magasinet er desuden helt lydløst. Alt i alt en meget vellykket konstruktion.
Piben
Testriflen er i kaliber .30-06, hvorfor pibelængden fra fabrikken er valgt til at være 56 cm. Profilen er slank med udfræste flutes for yderligere at mindske vægten. Profilen bidrager meget til, at riflen føles let og håndterlig, hvorfor den leder tankerne hen på Winchesters gamle model Featherweight.
Piben er uden åbne sigtemidler men er fra fabrikkens side forsynet med gevind til lyddæmper i størrelsen M14X1. Vil man bruge riflen uden lyddæmper, medfølger der en nydelig og vel tilpasset beskyttelsesmøtrik. Mundingens kroning er godt forsænket og nydeligt udført.
Browning oplyser, at man kan få piben lappet (finpoleret) indvendigt, hvis man specificerer dette ved bestillingen. Det er uklart, om testriflen havde fået denne ekstra behandling, men som testskydningen og den efterfølgende rengøring forløb, er der grund til at antage, at piben er lappet med håndkraft.
Praktiske tests
Efter at have haft riflen i hænderne og tørtrænet med den et par dage, ville jeg egentlig helst straks køre ud på jagtreviret. Riflens formsprog og egenskaber formelig skreg på, at den skulle med ud på jagt. Men rolig nu. Hver ting til sin tid.
I sandhedens tjeneste skal jeg nævne, at den pågældende testdag ikke var velegnet til hverken jagt eller et skydebanebesøg. Kraftig blæst og spredte regnbyger blandet med en stærk og lavt hængende sol, gjorde ikke de ydre forudsætninger specielt gunstige. Men det gjaldt bare om at bide tænderne sammen og nyde det, tænkte jeg, mens jeg fyldte magasinet op med Norma Jaktmatch og placerede riflen i skydebænken.
Riflen havde en sigtekikkert Kite KSP HD2 2-12×50 monteret, og målet på 100-meterbanen bestod af klistermærker på en hvid baggrund. Det var bare at gå i gang.
Selvom jeg godt kan lide lette rifler til jagt, er det ikke altid lige morsomt at håndtere dem på skydebanen. Det kræver ofte mere af skytten at lave toppræstationer, og er kaliberen kraftig, så begynder rekylen at gøre sig bemærket hurtigere, end man ønsker.
I nøgen tilstand vejer X-Bolt Pro Hunter G5 3,3 kg., og med kikkerten monteret når vægten op på lige over 3,8 kg. Ikke fnuglet, men dog tilstrækkelig let til, at fuldt ladede 14,2 grams kugler vil efterlade et varigt indtryk på skytten.
Den første treskudsgruppe med Jaktmatch lavede et rundt og fint træfbillede på lige over 25 mm. med blæsten på skrå, hvilket var over forventning. Den næste gruppe var med 11,6 grams Norma Oryx-patroner, som snævrede skudgruppen ind til 21 mm.
Og sådan fortsatte det. Sako 11,6 gram Powerhead trivedes riflen ekstra godt med, da skudbilledet var helt nede på 17 mm.,
mens en Black Hills ladet med en Nosler Accubond af samme vægt lå lige under 20 millimeter.
Jeg tror desuden, at der findes mere at hente, da mange af træfbillederne havde to skud, hul i hul, samt én afstikker, som jeg tror kan tilskrives min manglende evne til at læse den ret kraftige vind.
Rekylmæssigt blev jeg lidt forbavset over, hvor behagelig riflen var at skyde med. Ikke engang med kraftigt ladet ammunition og skud fra bænk føltes rekylen generende overhovedet. Meget af det skyldes det rette skæfte og skæfteryggens svage hældning fremad, men jeg tror også, at bagkappen havde en finger med i spillet.
Rekylen ædes op på en meget effektiv måde, og min fornemmelse er, at bagkappen sluger og forsinker den rappe rekyl, som ellers plejer at opstå fra en let riffel, som affyrer lette ladninger. Fornemmelsen var meget ligesom at skyde med en afslappet 9,3×57 end en hidsig .30-06.
Den lidt mildere rekyl bidrog også til, at piben ikke løftede sig alt for meget i skuddet. For at få en fornemmelse af balance og egenskaber under hurtig ildafgivelse gik jeg frem til 25-metersvolden, hvor jeg skød nogle serier mod forskellige mål, som bestod af pistolskiver. Balance og føringsevne er fin, uden at bøssen bliver flyvsk, når man opsøger et nyt mål.
Vil man dæmpe både lyd og riflens temperament, er det jo altid muligt at montere en lyddæmper, men personligt kunne jeg virkelig godt lide den balance, som riflen udviste i sin naturlige tilstand. Den eneste dråbe malurt i bægeret var, at jeg opfattede riflen som lidt vanskelig at repetere hurtigt med. Det skyldtes ikke, at låsen binder lidt, men uden tvivl, at skæftet var 3 cm. for langt til mig. Med andre ord ikke et egentligt problem, da det kan løses med et skarpt snit af en sav. At knoppen på hævearmen havde en enestående evne til hele tiden at ville skrue sig op under skydningen, føltes lidt irriterende, men også denne fejl har som nævnt en løsning.
Det er altid skønt at kunne forlade skydebanen med smil, og efter at have testet X-Bolt Pro Hunter G5 må jeg erkende, at smilet nok nærmere var et ulvegrin.
Jeg prøvede også at lave en lille våbenpromenade med riflen i rem for at få en fornemmelse af, hvordan det ville være at have riflen med i skoven. Også her fejrede riflen triumfer. Let, funktionel og meget bærbar. Med et passende kikkertsigte påmonteret vil det være en riffel, som ikke tynger skulderen unødigt ned.
Konklusion
Den, som har arbejdet sig gennem teksten hertil, kan allerede nu gætte sig til, at dommen over riflen og dens egenskaber bliver temmelig positiv. Sådan er det, men inden jeg binder knuden, er det på sin plads at nævne noget om prisen. Jeg har mere end én gang været begejstret for et testvåben, hvor hurraråbet sad fast i halsen, når jeg så prissedlen.
Inden jeg gennemførte testen, valgte jeg bevidst ikke at finde ud af, hvad prisen er. Alt sammen for ikke at lade min opfattelse af riflens faktiske egenskaber blive farvede af prissedlen. Nu var det så tid at tage tyren ved hornene. Ville den varme mavefornemmelse, som havde indfundet sig, vare ved, eller skulle jeg endnu en gang konstatere, at riflen kostede mere, end den smagte af?
Her må jeg erkende, at jeg denne gang blev meget overrasket, og det i en meget positiv retning. Med en pris under 17.000 kroner er riflen et rigtigt kup. Skæftningen, det smukke og velforarbejdede skæftetræ, balancen og den ergonomisk fuldendte sikring er sammen med det fine aftræk alle egenskaber, som gør denne model til et af de bedste riffelkøb, man kan gøre inden for denne prisklasse. Læg så oveni, at der medfølger et rigtigt godt sæt kikkertmontager, så bliver det hele endnu mere tillokkende.
Hvis jeg ser på listen over alle positive egenskaber, som testriflen har, er jeg faktisk lidt forbavset over, at Browning X-Bolt ikke er et mere almindeligt syn på jagtrevirerne. Det burde den være!
Som det fremgår, er jeg mildt sagt betaget af testriflen. X-Bolt Pro Hunter G5 Threaded kommer til at ligge meget højt på min liste over potentielle kandidater, hvis jeg skulle have en let pürschriffel med et smukt træskæfte. Det er faktisk en riffel, som har sjæl.
Fabrikat: Browning
Model: X-Bolt Pro Hunter G5 Threaded
Kaliber: .243 Win, .308 Win, .30-06, .300 Win mag
Piplængde: 56 cm. standard, 61 cm. magnum
Piben er gevindskåret til mundingsbremse/lyddæmper: M14x1
Magasin: 4+1 i standardkalibre 3+1 i magnumkalibre
Vægt: Ca. 3,3 kg.
Cirkapris: 16.900 kroner inklusive Browning X-lock kikkertmontage
Importør: HG Agencies
Producentens hjemmeside: browning.eu
