Det gælder for eksempel politiets manglende vilje til at udstede særskilte våbentilladelser til lyddæmpere, så det bliver muligt at rejse lovligt med dem til Sverige og andre lande, som fortsat betragter lyddæmpere som registreringspligtige våbendele.
Urimelige regler
Men det gælder i høj grad også de senere års stærkt skærpede restriktioner for våbenhandlere, udstillinger og prøveskydning, som gør livet besværligt for jagtbranche og messearrangører. Til prøveskydninger må der kun være ganske få personer til stede på skydebanen, og det er uklart, om det gælder den standplads, der skydes fra, eller hele banen. Desuden skal der føres minutiøs logbog over, hvem der prøveskyder, og en kunde må maksimalt prøveskyde våben tre gange om året hos en given våbenhandler. På messer og udstillinger skal de udstillede våben være både gjort ikke funktionelle (for eksempel ved borttagning af slagstift) OG bindes fast med en stålwire, hvilket i bund og grund umuliggør, at de besøgende kan få en reel fornemmelse af våbnet.
Der er desværre masser af den slags urimelige regler, og politiet bidrager ikke ligefrem til at gøre det hele mere smidigt. Formentlig er det derfor, at folketingsmedlem for venstre, Kristian Pihl Lorentzen, har stillet ikke mindre end 21 skarpe §20-spørgsmål til justitsministeren omkring våbenlovgivningen og dens administration.
Et af de giftigste spørgsmål er dette: “For at opnå en våbentilladelse skal en borger være vandelsgodkendt af politiet. En vandelsgodkendelse gennemføres blandt andet i forbindelse med udstedelse af jagttegn. Når først en person er vandelsgodkendt, bortfalder godkendelsen først, hvis personen begår handlinger, som gør, at man ikke længere opfylder betingelserne for vandelsgodkendelse. I så fald bortfalder berettigelsen til jagttegn og dermed alle tilladelser til jagtvåben. Er ministeren enig i, at det kun er selve vandelsgodkendelsen, der nødvendigvis bør ligge hos politiet, mens for eksempel behandling af ansøgninger af jagtvåbentilladelser til allerede vandelsgodkendte borgere kan udliciteres, sådan som det allerede sker med sportsvåben via Skytteforeningernes Våbenregistrering?”
Vi afventer ministerens svar i spænding
Vi er nok mange, der ser frem imod et svar på, hvorfor det absolut skal være politiet, der sidder med det praktiske arbejde, når der skal udfærdiges våbentilladelser. Når først en person er vandelsgodkendt, burde opgaven fint kunne udliciteres til et mere serviceminded (og bedre våbenteknisk funderet) registreringskontor, og en stor del af ekspeditionen kunne udmærket klares automatisk. Vi lever trods alt i 2021.
Ministeren er forpligtet til at svare på paragraf 20-spørgsmål. Vi venter i spænding og vender tilbage til dette emne, når der er nyt i sagen.
