Jeg er virkelig glad for andejagt. Især andejagt på vilde ænder har en særlig plads i mit hjerte, og derfor er det en gave, at min ven, Ole har det på samme måde, så vi vil gerne gøre noget ekstra for at få den vilde andejagt.
Sammen har vi den mindste andejagt, man nærmest kan forstille sig. Det er som taget ud af den gamle børnesang: “Mit ude på marken lå en lille skov, aldrig så jeg så dejlig en skov…. midt inde i den lille skov lå en lille sø, aldrig så jeg så dejlig en sø”.
Sø og sø, det er måske så meget sagt, for med et vandspejl på cirka 40 gange 40 meter er det nok mere en dam, som er tilpas stor nok til, at ænderne gerne vil være der om natten. Da der er god dækning hele vejen rundt om den, er det også helt isoleret fra omverdenen. Det er nærmest som en lille oase, midt i de store marker, som ligger op til den, så det er som et helle midt i al naturen.
Den daglige rutine
I den skønne… dam går Ole og fodrer efter vildænder, og han håndfodrer cirka hver anden dag. Det er til at overkomme, da han fra sit stuevindue faktisk kan se den skønne skov med den skønne dam, og derfor er fodreturen overstået inden for meget fornuftig tid. Samtidigt er det en lidt simpel måde at sikre sig, at både han og hans dejlige børn får brændt lidt energi af, som særligt de små størrelser har godt af, kan jeg forstå på det hele.
Når kornet så bliver spist op, og han ud af sit stuevindue kan se ænderne trække på skoven om aftenen, så siger han til. Det betyder, at jeg og en makker med hund kommer næste eftermiddag, og vi er max. fem mand, som kan gå på andejagt, for der er ikke plads til flere ved dammen. Det er andejagt i minimale rammer – og alligevel meget intensivt, som det næste vidner om.
Vilde ænder flyder bedst
Det er som nævnt kun vilde ænder, vi jagter i den skønne dam, og de kommer i en lind strøm, når de har spist op nogle dage i forvejen.
Denne aften var det kun anden gang, vi gik på jagten ved dammen, og i løbet af sæsonen havde vi kun andejagt der fire gange, så stedet ikke bliver overudnyttet.
Denne aften var vi fire mand, og min ven, Thomas, havde sin dygtige hund med. Det er afgørende med en stærk apportør, for den lille remise er groet noget til, så det kræver en dygtig hund til at apportere. Ofte falder ænderne dybt inde i det tilgroede krat, og hunden kan være væk længe, før den vender tilbage med anden. Thomas’ hund klarede opgaven perfekt denne aften, og efterapportede også en gråand, da vi var færdige. Den del var jeg også imponeret over, da vi egentlig var færdige, og pludselig stod hunden der så igen, nu med en and i munden, som vi ikke havde regnet med. Altid godt at stole på sin hund.
Børn og hygge
Det var en skøn aften med godt med vind, og vi havde god snak, mens Oles dreng legede rundt med sit legegevær sammen med en klassekammerat og var med til at skabe den hyggelige stemning om en lille jagt, som det ofte bliver, når folk kender hinanden. Der var mange ting, som skulle undersøges, og når man ikke er flere, er der god tid, og ikke noget med, at nu venter næste såt, eller vi skal lige gøre færdig. Alt foregår i ro og fordragelighed, hvilket er et stort plus ved en lille jagt.
Imens vi snakkede og hyggede, var mørket faldet stille på, nærmest uden at vi havde lagt mærke til det. Det var nu, kunne vi forstå på Ole, at det var ved at være tæt på, at ænderne begyndte at trække. Pladserne blev fordelt, og patronerne sat i geværerne, så vi var klar.
30 magiske minutter
Jeg stod i den ene ende af dammen, og oppe imellem træerne, som omkredsede dammen, så jeg pludselig en skygge, som kom dansende.
Krikanden kørte sådan fra side til side, og da den kom ned under træerne og ned mod vandet, trak jeg med nærmest uden at tænke over det, og skød i en lang glidende bevægelse. Hunden apporterede, og aftenens første and var en kendsgerning. Jeg var helt sikker på, at det var gråænder, som ville komme, for på den første jagt var det kun gråænder, som slog på søen. Jeg havde ikke anstrengt mig ekstra, som jeg måske ville have gjort, hvis jeg havde vidst, at det var en krikand.
Først da Thomas havde fuglen i hånden og kunne konstatere, at det var en krikand, gav svajene og den meget urolige flugt ind i dammen meget bedre mening, da det jo ikke lignede en gråands flugt.
I mellemtiden var ænderne fortsat med at komme ind i den side, jeg stod, og da jeg ikke tænkte meget over det, var status efter 30 minutter, at jeg havde skudt 6 krikænder deriblandt 2 doubléer, sammen med Ole, som stod ved siden af mig. Flere af dem var dele-ænder, da det kan være vanskeligt at afgøre i tusmørke, hvem der skyder hvad, når trækket er der. Seks krikænder på en halv time fra en lille dam uden udsatte fugle var helt fantastisk, og jeg har aldrig oplevet noget lignende.
Det var nok fordi, jeg ikke tænkte over det, men blot fulgte krikænderne ned, når de kom flaksende ud af tusmørket og ned i dammen, hvor, hvis jeg havde vidst fra starten, at det var krikænder, sikkert havde skudt helt skidt, som man har tendens til, når det er vildt, man meget gerne vil nedlægge.
Når instinktet tager over
Den næste tid blev ænderne ved med at komme, og vi fik endnu tre gråænder, og jeg var med i endnu en doublé, denne gang på gråænder.
Undervejs var der lidt hektisk stemning, for det var et temmelig intensivt træk, og en følelse af at gå fra, at der ikke skete meget til, at der var masser af aktivitet, kræver, at man er helt oppe på tæerne. Det var andejagt, som det er allerbedst med svære skud i tusmørket, Ofte følte jeg, at i det øjeblik, jeg skød, var fuglen lige forsvundet ned i mørket, og jeg trak mere med på instinktet end på det, jeg kunne se. På sin vis tog instinktet over, og ænderne blev leveret på fornemmeste vis.
Da der ikke var meget plads, var det her og nu, for ellers var chancen forpasset, og ænderne lå på vandoverfladen. Når de trak op igen, var det sjældent, at de trak ud et sted, hvor vi kunne få skud til dem, så det var primært på nedfløj, at vi fik chancer. Da vi alle stod på den samme side af dammen, var sikkerheden i orden, hvilket naturligvis er altafgørende.
Kort men godt
Lige pludselig var trækket slut. Lige så hurtigt, som det var startet, var det forbi.
De ænder, som kom, kunne vi ikke se, når de kom ned, så der var ingen skudmuligheder.
Det gjorde nu heller ikke noget, for drengene var trætte og sultne, og vi andre var mætte af jagten, så der var stor enighed om at slutte.
En fin parade med 6 krikænder og 6 gråænder var rigeligt til os fire jægere, så alle kunne få et par ænder med hjem. Det var egentligt også et fint antal, for så var der lidt til alle. Da vi var tilbage ved bilerne, var der en god stemning ved afslutningen på en hyggelig eftermiddag, som stille var gledet over i en hyggelig aften.
Andejagt i minimale rammer kan noget, særligt når det kombineres med vilde fugle og hygge. Jeg glæder mig til, vi skal prøve det igen.
LÆS OGSÅ
