Pløren
Kravlejagt er hvor denne historie finder sted. Historien spænder dog meget bredere end blot kravlejagt.
”Fyn er fin siger de, og det er den.”
”Puch Maxi er religion, og mælkekassen er obligatorisk, hvis man skal have street-credit i Munkebo.”
Som barn husker jeg de altid solrige dage i Munkebo sammen med min Faster Elsebeth og onkel Tommy. Alle var altid i godt humør, og jeg husker ikke, at mine fætre og jeg nogensinde fik ballade over noget som helst, dog er jeg ret sikker på, at der her blot er tale om et fortrængt barneminde. Dagene var altid fyldt med eventyr, og fjorden var omdrejningspunktet for dagene. Dengang, for 35+ år siden var der altid ål i ruserne, fugle i fjorden, solen skinnede, og alle var glade.
Igennem hele mit liv har jeg hørt de tryllebindende historier om livet på og ved fjorden, hvor selv en fangst af en ålekvappe var den mest dramatiske kamp mellem David og Goliat, når episoden var kommet igennem min onkel Tommys energiske filter.
Den 1st september er en helligdag.
For nogle få er den den helligste af de hellige. Dagen, hvorpå året læner sine resterende 364 dage, samt hvorfra sagn og myter oprinder. 24-25 år er der gået, siden jeg sidst var på jagt med Tommy på Odense Fjord. I mellemtiden gik livet for mig og for Tommy.
Jeg fløj rundt i hele verden på jagt efter et eller andet, jeg aldrig kunne definere, måske var det eventyr, måske søgte jeg min plads i livet. Den plads var fra 10. september 2001 til april 2019 i New York City. Min ankomst blev fejret med et brag dagen efter på 9-11, hvor tårnene faldt. Årene, der fulgte, var en stor blandet pose af oplevelser, udfordringer og små events, der dag for dag formede og deformerede mig.
Livet går stærkt i New York og årene ligeledes. Storbyen tog sine tag i mig, og lidt efter lidt glemte jeg mig plads i universet, glemte mit fundament, naturen og stilheden. Woodstock er i de flestes tanker: 1969, Jimmy Hendrix, festival, hippier, flower power og ulmende joints.
Det var dog ikke dette, der drog mig dertil, men derimod den omkringliggende stats park, Catskills Mountains. De 122.000 hektar trœ-beklœdte bjerge er et fantastisk grønt åndehul blot to timer nord for NYC, og jagten dér er magisk: whitetails, sortbjørne, snepper, kaniner, ryper, œnder, gœs og ikke mindst kalkuner.
Kalkunerne
Det var sidst i april i 2016, da SAS landede i JFK lufthavn i New York med min onkel Tommy og fætter Thomas. Mange års snak og drømme om en jagt sammen på det nordamerikanske kontinent var langt om længe blevet til virkelighed.
En dag på Manhattan og et par danse på en mafia-restaurant i Brooklyn var alt, hvad der skulle til, inden min kære onkel Tommy var ved at gå ud af sit gode skind af bylivet, og så kørte vi nordpå til de trœ-beklœdte bjerge.
De efterfølgende dage kæmmede vi de grønne Catskills skove for kalkuner, lavede mad ude i naturen, jagede skrald-tyve sortbjørne med lommelygter og deltog i en meget våd og røgfuld Woodstock bålfest. Sammen, mens de uendelige historier flød hastigere end de alkoholiske drikke.
Om dengang Puch Maxien kom kørende ind i stuen. Om den sene aften, hvor min kære farmor skreg, så hele Munkebo vågnede, da Tommy krøb ind i sengen til hende, da hun fik en lur i hans seng.
Om dengang der blev pisset i hjørnet af stuen: Tommy var kommet ind på det forkerte soveværelse, og derfor var toilettet jo, hvor stuen jo var! Der blev kaldt og snakket kalkun dog uden fugle på paraden, alt mens kontrasterende kulturer mødtes, og kalkunerne trivedes.
Snakken omkring bålet i Catskills bragte vilde planer om dage sammen på havet omkring Fyn i den nærmeste fremtid, men som livet vil, så tager dagen og årene over og løfter forseglet i rødvin bliver, hvis ikke glemt, så henlagt som støvede drømme.
Tomrum
Familien hjemme i Danmark var langt vœk, på alle måder. Forældrene blev ældre og skulle snart på pension, niecen kom til verden og voksede op, og kravle-prammene i Munkebo blev mere og mere slidte. Skridtet var stort, nerverne på højkant, viljen stedfast, da New York i 2018 blev udskiftet med Norditalien.
Dagene i Catskills Parken efter kalkunerne med Tommy og Thomas virkede langt vœk, men var uden tvivl en faktor i beslutningen om at komme tættere på familien igen. En længsel om nærhed i hverdagen, om flere stunder sammen – stunder, hvor intet og alt er vigtigt.
Da familien består af én stor flok løver, ja så er august en perfekt måned at besøge Danmark i.
Med bilen pakket og jagtaftale i hus kørte jeg nordpå med forventning om en lille bid af hverdagen med familien, og en tidlig morgenstund på Odense Fjord med Tommy og makkeren, Verner.
Den 31. august efter morgenkaffen kørte jeg østpå med retning mod Munkebo. Vi fik snakket og spist frokost, alt mens jeg fik de seneste opdateringer på fugle i området. Tommy var ikke alt for positiv for udsigterne for den efterfølgende morgen, hverken vejrudsigten eller fuglerapporterne var alt for opløftende.
Prammen lå fint afstøvet i haven og var klar til brug. Et par reparationer o
ver vinteren skulle om en små 15 timer stå sin prøve, det samme skulle troen på fjorden. Med skuden på traileren, lokkeænderne rigget og perfekt arrangeret, kørte vi over til Verner for at hente den næste fladbundede sniper-pram.
Solen skinnede, det var varmt, nok en 21-22 grader og meget lidt vind, perfekt andevejr! Turen ned til Fjorden var malet med smuk idyllisk dansk contryside, gamle velholdte bindingsværksgårde drysset langs den smalle vej, mens markernes vilde planter vejere i vinden og sollysets himmel lige gyldne stråler. Denne idyl var dog desværre ret spildt på mig, da jeg sad bag i bilen og følte mig som en syg høne, da Verners ellers så udmærkede kørsel havde slynget min køresyge helt op i halsen.
Hele turen ned til vandet kom der en serie af perler, gode og hylende sjove historier, som desværre ligesom det smukke landskab var ret spildte på mig, da det eneste, jeg kunne fokusere på, var at undgå at kaste op frem i nakken på den gode Verner og min kære onkel.
Hvad, jeg dog husker, var, at blot få af de personer omtalt i historierne havde rigtige navne.
Der var Cigarmageren, Bondekarlen, Lille Hans, Fede Henning, Perle og Gåse-Sparkeren med flere.
Sidstnævnte, den om Gåsesparkeren, dén huskede jeg: Formanden for den lokale jagtforening havde været på jagt sammen med onkel Tommy og Verner nede på fjorden. Da de sidder og får en lille én efter morgen-trækket, ser manden uden navn en gås i kikkerten – langt ude – men beslutter sig dog for at forsøge at snige prammen frem til den.
Kravlende kommer han tættere på gåsen, alt som vandstanden langsomt falder i den i forvejen lavvandede fjord, og gåsen bevæger sig ind, hvor prammen ikke længere kan flyde.
Gåsen går underligt nok ikke på vingerne, hvorefter formanden efterlader pram og gevær, og optager jagten til fods gennem pløret. Så går den vilde jagt over vand og mudder, og da formanden endelig begynder at få fuglen indhentet, indser den seje gås, at de korte ben ikke kan hamle op med de grønne vaders, og så skifter fuglen taktik!
Med ét vender den om og går til modangreb! Gåsen overrasker helt den nu febrilske formand, der desperat forsøger at afværge byger af vingesmæk og skarpe næbbid i de allerede ømme ben.
I kampens hede flyver det rundt med legemsdele, bandeord og fjer. I et desperat forsøg på at vinde kampen forsøger formanden sig med et “Pedal spark”, som i hans unge dage på kroen virkede ganske fortrinligt.
Dog helt ude af træning, svingede sparket ham mod forventning ikke til sejren men i stedet lige på røven ned i pløret, hvor han lå og rullede rundt i et forsøg på at komme på benene igen.
Teaterstykket blev selvfølgelig fulgt på tæt hold af Tommy og Verner igennem deres 8×40 optik. De rullede sig af grin, og da formanden endelig kom såret og ”blødende” tilbage, bandede han kraftigt og udbrød bittert: “Det var da satans, at det skulle være jer to af alle, der skulle se dette, I fortæller det jo til alle”
“Gåsesparkeren” var født.
Ved stranden var der smukt og højvandet
Prammene skulle overnatte på det nye stativ, som de to makkere for nyligt havde konstrueret.
Fralandsvinden kreerede kun små lave krusninger på det klare vand, helt ud til sejlrenden en kilometer vœk, men det var lige netop nok til at skjule eventuelle fugle, der lå på vandet.
Afslørende kom små flokke af sten til syne, som var de nøje anbragt for at drive gæk med synet og skjule fugle på overfladen.
Kikkerten spottede endelig et par små flokke œnder langt ude, men ellers var der kun nogle måger, et par strandskader og sten, der brød himlen og dens refleksion i bugten.
”Ja, der er sku ikke for meget”, udbrød Tommy.
Det var jo svært at argumentere imod, men jeg havde dog allerede sommerfugle i maven.
På vejen hjem stod den traditionen tro på flere historier og diskussioner – blandt andet, om det er rigtigt eller forkert at kysse i røven.
Ja, det er et emne, der bestemt kan få sindene i kog i alle folkelag med ligevægtige argumenter både for og imod.
Mange vil mene, at det er noget svineri, hvorimod andre mener, at det er en fair og respektfuld udveksling.
Jeg selv kan bestemt godt se det sjove i det, men jeg synes, at versionen med at præsentere den i jagtmesterens hat eller på et fad med et par af de stærke ved siden, som bliver skyllet ned efter jægerens kys på sneppens bryst, ja det hører nok mere til mit etiske kompas.
På terrassens solrige side afsluttes dagens strabadser med en familiær snak om livet, jagt og fortidens eventyr.
“Hvad helvede er det?” kom det prompte og bestemt fra Tommy, da Verner ankom med en Carlsberg køletaske.
“Nej, nu må du kraftedeme komme ud herfra!” lød kommandoen højt og alvorligt, men da Verner i det samme halede to dugkølige Odense Pilsner op af tasken, faldt blodtrykket igen, og smilet, det altid smittende smil, og latteren returnerede.
s
1st september 2019, 03.00
På trods af en dejlig nyredt seng og udmattet krop og sind så sov jeg selvfølgelig elendigt som altid natten inden åbningsmorgnerne.
Der var kulsort og stille uden for vinduet.
Da jeg ikke kender fjorden for godt, men dog ved, at kravlejagt i stormvejr ikke er helt i top, ja så tog jeg stilheden som et positivt tegn.
I forlygternes kegler krydsede en hare den hullede grusvej ned til stranden. Det gav lige lidt ekstra supplerende adrenalin til den ellers så stærke kaffe, der dog virkede lige så lidt, som var det blot et glas vand.
Inden vi indtog toppen af diget, lyste himmelen nu pludseligt og uforklarligt op i tone-nuancer, der ikke hører naturen til.
Hundrede meter længere fremme kommer Lindø Værftet til syne i det fjerne med dens kraner og master, hvis refleksioner i det blikstille vand henleder tankerne på sagn og opspundne historier om farlige sømonstre, der gemmer sig i dybet.
I det svage skær fra de fjerne monstre aner vi knapt konjunkturen i jorden og strandkanten, mens prammene stille trækkes i vandet.
Det er lavvandet, og den flade pram kan ikke holde både Tommy og mig flydende på de få centimeter vand.
Jeg adlyder ordre og bliver i skuden, mens Tommy hopper ud og begynder at vade vestpå med mig, øl, snaps, stegte ål, en gammel side by side, en kasse stålhagl, 18 lokkeænder og den flade pram på slæb.
Efter en 20 minutters hårdt arbejde når vi frem lidt dybere vand, og derefter bliver stagen taget i brug. Han puster lidt den gamle.
Endelig er vi der. Jeg bliver smidt af inde i vandkanten, mens de to gamle makkere drager til havs for at lægge lokkeænderne ud, Verners 10 og Tommys 18 stk., 28 i alt, vores succesforsikring.
Trods lysets fremskridt ses de herrer i mørket en 13-14 meter ude blot som silhuetter og forsvinder så helt ud af syne lige efter.
Hættemågernes morgenskrig brydes i mørket af maveplasker fra de gamle, men over vinteren nymalede lokkeænder, der efter måneders tortur i snor og kasse nu endelig er frie fugle igen med vand under kølen og rigelig plads til at sprede de stive vinger.
Ved strandkanten bliver prammene nu rigget til, og den gamle halvrustne, russiske side by side indtager dens stolte plads på dækket af prammen – som en konfliktklar fregat fra Det Danske Søværn.
Med gummi-røven i græsset og natteøjnene pirrende mod hinandens silhuetter lytter vi til den velkendte lyd af skruelågs cirkulation rundt om den kolde flaske brændevin.
“Kan du fortælle mig, hvorfor vi snakkede om, om vi ikke skulle ud? Det er sku da det fineste vejr mand,” udbrød Tommy, mens Verner skænkede op i vores små glas.
“Jamen skål så, nu håber vi på at se lidt vildt, ja, det er jo for Dannys skyld, for vi to plejer jo ikke at se noget.”
De foregående dages tvivl samt sandhederne fra DMI var i dette øjeblik glemt.
De kolde dråber gled ned i halsen, mens vi nød lyden fra de vaskende småbølger, der kun brat blev afbrudt af lyden af en Plørrehøne’s (blishøne) dominerende skraben i det fjerne
“Jeg kan huske, vi engang så en flok, der landede oppe mellem øerne, og du sagde: ”Af sted med jer, for jeg kan ikke flyde, og det kunne du jo heller ik´,” så Gåsesparkeren’s bror, Henning og jeg dampede af sted.
Så var vi vé at komme i nærheden af dem, vé at komme i nærheden af dem, så siger jeg til Henning:”Så er det fandenedeme med af få gang i årene og komme afsted, bare kom afsted!
Der varer ikke længe, inden så letter de, og prammen fik også, hvad den kunne trække, så letter de og jeg skø’ en med hver løv og Henning skø’ to forbier. Nå, så fløj gœsene ind over Vigerø og drejede rundt og kom tilbage – De kom lige op over, fint skudnœrt, og så sidder du jo dér og famler efter patronerne, og det kan ikke gå stærkt nok med at få dem stoppet i bøssen – der nåed´ jeg at skyde to forbiere! De sto’ kraftedeme lige op over hovet på mig! Og Henning han skød kun ét sku’ forbi, for så gik patronen fast i hans halvautomat, eller hvad fan’ det var, han skø med”.
Farver fra det fjerne øst begynder at bryde mørkets dominans, og kikkerterne er som klistret til øjenhulerne.
Der er ingen œnder i syne, men nu hører vi gœs i luften – inde bagfra, inde fra land.
“Ja, vi må se, om de skyder på dem derinde,” tonen i Tommys stemme var tydeligvis ikke for positiv.
“De står inde på land og skyder og skyder, ja de skyder sku’ på dem så højt oppe, at, hvis de falder ned, så slår de sig sku’ ihjel!”
Jagtmoralen, afstandsbedømmelsen eller måske begge dele på de tørskoede gåsejœgere levede tydeligvis ikke op til den garvede Munkeboers moralkompas.
“Se der! Der kommer et par Tågegœs,” udbryder Tommy. (Svaner)
I kikkerten ses et par små flokke œnder, der kommer flyvende meget langt ude, men det er meget få, og der er ikke mod på udfordringen blandt prammene.
Larmen fra himlen kommer nærmere og nærmere
Igennem mørkets gardin, ud af den dramatiske morgenhimmel bryder så de første små vingede prikker.
“Se dér, så trækker de første gœs!”
Nu skyder de ude mellem øerne. Knaldet, hørte du ikke knaldet?” udbryder Tommy opstemt.
Verner mener, at det kunne Tommy vel ikke høre, et kærligt vink til hørelsen eller manglen på samme hos den halvdøve jæger, men det kunne han skú, forsikrer Tommy.
Det er ikke nødvendig med kikkerterne længere.
De bliver ved med at komme inde fra land, og ingen tænker eller snakker om œnder længere.
Vinger slår fra side til side, mens de hurtigt taber højde og én efter én lander gæssene en 400-500 meter ude, tæt ved sejlranden.
“Hold nu kœft, se der!” lyder det fra Tommy.
Der ligger allerede nu en 200-300 gœs på vandet og mindst dobbelt så mange lægger an til landing.
Tidevandet er på vej ud, og der er tydeligvis meget lavt vand en stor del af strækningen mellem os og gæssene.
Et hav af små og mellemstore sten, der nu bryder vandoverfladen fra kysten og helt ud til fuglene.
Landminerne risikerer ikke kun at sænke prammen under et kravleforsøg, men giver også mulighed for at skjule den listende jæger.
“Dér kan jeg sku ikke flyde,” siger Verner.
“Nå, det kan du ik? Jamen så tager jeg dem sku´,” lød det ihærdigt fra Tommy.
Om det var sandt, eller om Verners opgivende stemme var afvejet af muligheden for at se Tommy kæmpe sig helt derud, gennem vand, pløre, og sten, for så forhåbentlig at skyde forbi, det vides ikke, men en forbier fra makkeren er helt sikkert lige så værdifuld som en gås på prammen for de gamle jagtkammerater.
Stagen skubber fra pølen nær strandengen, og den elegante silhuet glider stille ud mod horisonten.
De første hundrede meter er stående, men så er det ned på maven.
Verner og jeg følger spændt med, mens den blåøjede sniger sig tættere og tættere på gæssene.
“Nu er det snart,” mener Verner.
Kompressionen i kikkerten gør det ufattelig svært at se, hvor tæt på han er på fuglene, men hvis Verner har ret, så ser det godt ud, da ingen af gæssene, så vidt vi kan se, virker urolige eller strækker hals samtidig med, at der er stadig en del gœs i luftet tæt på skuden, så de aner nok ikke uråd.
Langsomt frem
Synsfeltet ud gennem prammens skærm er meget begrænset, en vel 65 grader vil jeg skyde på.
Lige uden for vinklen kan der blot et par grader til den ene side ligge en urolig gås, som kan starte alarmen. Så vil de alle være vœk, inden de er tæt nok på til den gamle russer og de to tålmodigt ventende nr. 3 stålhagl.
Så lyder skuddet, og med ét er himlen fyldt med de grå.
Den fjerne jæger kommer hurtigt op på knæ, og der brager igen et skud ud over fjorden.
“Fik han én? Han fik sku én, jeg tror, han fik én,” Verners stemme brød for første gang dens sædvanligt monotome og rolige rytme.
Begejstringen var ikke til at skjule, men der var en undertone af ærgrelse, måske for sin egen missede chance men nok mere for tabet af historien, der aldrig blev: om dengang Tommy kravlede til tusindvis af gœs, som nærmest endte med at sidde på prammen, hvorefter den garvede kravlejœger fandme skød to blanke forbiere på de enorme fugle, som så sked ham i hovedet som straf for at bryde våbenhvilen denne stille og magiske morgen på fjorden.
—-
Klokken var nu blevet halv ti, og jagten blev indstillet.
Det var tid til den traditionelle frokost: stegte ål, snaps og håndbajere.
I det fjerne ser vi en makker, der kommer slæbende med en pram efter sig.’
“Hvem faen er det?” Trods de to vandskendte jægeres kendskab til enhver af de få pramjœgere, der er tilbage på fjorden, så var det dem en gåde, hvem den ukendte makker var, der dukkede op ud af ingenting og nu søgte tilhørighed.
Den aldrende flip-telefon kom op af lommen, og stemmerne afslørede, at det var Lillesø. Et familiemedlem, en to-tre ben ude, en af de få yngre – vel midt i halvtredserne – 8jægere, der stadig står op midt om natten for at nyde naturen og jagten – eller det, der er tilbage af den her på fjorden.
“Det er sku noget slimet noget,” siger Tommy, mens de solbrændte fingre på den gamle svejser roder rundt i fadet med de glutenfri panerede, stegte ål.
Det er min skyld eller i det mindst for min skyld, da jeg har glutenallergi.
Han er ikke meget for det – det med at noget ikke er, som det altid har været. Erhvervelsen af mobiltelefonen var et kæmpeskridt og vist et påbud fra min faster, så hun kunne holde lidt styr på ham. Eller hvis nu Puck Maxien efter at have røgtet åleruser en hel dag på vandet så fik én enkelt for meget nede på havnen sammen med kammesjukkerne og derfor havde brug for at blive fragtet de få kilometer hjem.
De var sku gode de friske, fede, nystegte ål, og mens det første lag af de perfekt skårede ål blev skyllet ned med en kold Odense-pilsner – efterfulgt af et par skarpe, så gik snakken om jagten og fjorden.
“Bunden er som en barnerøv, den er helt bar! Der er ikke noget at spise for dem, Odense Fjord er det døde hav,” Fortvivlelsen og afmagten var tydelig i både Tommys ansigt og stemme.
“Du kan se, der er sku ikke en and på fjorden,” og han havde ret.
Lillesø, Verner og Tommy rapporterer alle om livet på og under overfladen af fjorden.
Der er enighed om, at ålegræssets forsvinden er roden til problemet, at fjordens bare bund har resulteret i fødekædens kollaps og sultet både fisk og fugle vœk herfra.
Årsagen til denne triste udvikling er der dog delte meninger om blandt de fremmødte lokale eksperter.
“Ole Miljø sejler rundt og tager et par kopper vand, og han siger, at vandet bliver renere og renere,” siger Tommy. (Ole, havbiolog fra Miljø Styrelsen)
Sagkyndige teorier er der mange af, fra Lindø Værftets konstante udgraven i fjorden for at de store skibe kan kommen i dokken, med derefter følgende tilsanding af bugten og måske derfor ændringer af vandstrømmen, til udledninger af pesticider fra landbruget, og spildevand fra de omkringliggende landsbyer.
Hvad end der er årsagen, eller årsagerne, ja så har det haft en katastrofal effekt på livet i fjorden.
“Hvad fanden var det for én?” Udbryder Lillesø – en lille fugl med et langt næb.
”Det var en Bekkasin,” kommer det fra Verner, og jeg kunne bekræfte, at der endda var tale om en dobbeltbekkasin.
“Den bliver fandme noteret, den har jeg heller ikke,” kommer det opstemt fra Lillesø.
“Sig mig, hvad helvede, er du blevet ornitolog?” Der er lige dele foragt og forundring i stemmen på Tommy.
“Ja, det er jeg, jeg noterer alle de fugle, jeg ser herude på DOF App’n, fra Dansk Ornitologisk Forening. Alle registreringer bliver brugt til blandt andet forskning.”
“Det var da ligegodt satans,” den tvivlende Fynbo skyder blikket mod Lillesø, som var han ved at forvandle sig til et tohovedet monster for øjerne af os.
Den århundrede lange mistro mellem jæger og ornitolog blev derefter, en tidlig søndag morgen den første september 2019, stille vasket ud med tidevandets rolige tilbagetrækning.
Ude godt, hjemme bedst?
Vi søger som aldrig før efter os selv, efter vores plads i denne verden.
For nogen af os betyder det, at livet skal leves andetsteds, og grænserne skal afprøves ud over de danske grænser.
For andre er det udfordringerne, drømmene, samt eventyret på fjerne og fremmede jagtmarker, der trækker mest.
Hvad, hvis dette altid søgende blik ud, er roden til vores rodløshed?
Skulle vi i stedet kæmpe for vores hjemlige naturperler og skifte den dyre Land Rover ud med en Puch Maxi med mœlkekasse?
Finde balancen og livet ved fjorden en tidlig søndag morgen, med et par kolde og nogle glutenfri, friske og nystegte ål?
Jeg drømmer inderligt og håbende om vand under kølen i de kommende årtier, men det kræver, at både vand og bund atter nærer liv for and, fisk og mand.
