Der er en halv time, til solen står op, og på kysten står Bertil Schmidt, som lige har iført sig tørdragt, camouflagetøj samt selvoppustelig redningsbælte klar til kravlejagt.
I vandkanten ligger hans Kalø pram klar til at krydse et lille stræk dybt vand, inden vi kommer frem til det område, vi skal jage i.
Der er ikke en sky på himlen, og månen lyser godt op ude over fjorden, hvor vi kan se alverdens liv af ænder og andre fugle trække på tværs af den rand, vi skal krydse.
Bertil er 21 år gammel og passioneret jæger og har haft jagttegn, siden han blev gammel nok til at tage det. Meget af hans jagt er foregået på vandet i en skydepram eller på kravlejagt i sjællandske fjorde, og det værste, han ved om jagten, er, at den er så vanedannende.
Rendyrket pürch, opsøgende eller afventende
Kravlejagt er pürch langs kysten, og den udfordrer både jægerens færdigheder og udholdenhed.
Jægeren skal være i stand til at snige sig lydløst gennem vandet frem mod sit bytte uden at blive opdaget, og det stiller stærke krav til jægerens færdigheder.
Han skal være i stand til at styre sin pram godt og udnytte elementerne omkring sig til sin fordel. Han skal kunne læse vildtet og være væbnet med tålmodighed, når han kravler til vildtet.
En lille fejl resulterer ofte i kontant afregning, hvor fuglene letter, inden man er kommet på skudhold.
Kravlejagt kan dyrkes på to måder. Den ene metode er at udvælge sig et område og så have lokkefugle med. De lægges ud cirka 200 til 400 meter væk fra én.
Ideen er, at trækkende ænder eller gæs vil lande ved dine lokkefugle, hvorpå du så begynder at kravle til fuglene, når de er faldet til ro.
En anden metode er opsøgende kravlejagt, hvor jægeren padler eller stager sig frem i området og afsøger det med kikkert på afstand. Når vildtet spottes, begynder jægeren så på sit kravl, som det hedder.
Kravlejagt foregår enten liggende på maven i prammen bagved en skærm, som er forsynet med et kikkehul og en slidse til bøssen eller siddende bag skærmen. Fælles for dem begge er, at skærmen rager ud over siderne på prammen og skjuler jægerens hænder, mens han bruger nogle særlige små årer (karteskeer) eller stikker til langsomt at komme frem.
Høj spænding og is i maven
Vi begynder at krydse randen, mens solens gyldne lys kommer frem bag os, og edderfugle flyver hastigt ind over vores hoveder flere gange.
En nysgerrig sæl gør os også selskab og kommer flere gange tæt på, mens vi passerer det dybe vand.
Da vi når den anden side og er kommet mere i læ af land, begynder Bertil at rigge sin kravlepram til.
Brystskamlen placeres ordentligt og skærmen, Bertil skal gemme sig bag, monteres på prammen.
Bøssen tjekkes og placeres i skærmens slidse, som er lavet specielt til at kunne have en bøsse førende ned igennem sig.
Alt går han igennem, inden han trækker en grøn elefanthue ned over hovedet, og så er han klar.
Det område, vi skal igennem, har mange store sten, der rager godt op, og hans Kalø pram er camoufleret med grønne og brune farver samt et sløringsnet, så den falder godt i med omgivelserne. Havde vinteren været koldere og med sne, kunne han med fordel have brugt hvid sløring, så han faldt ind i de hvide omgivelser.
Bertil tager sin kikkert frem og begynder at afsøge kysten nord på. Kikkerten er et afgørende værktøj for en kravlejæger, og han skal være god til at artsbestemme på afstand, og det skal også vise sig senere, at selv om man har god erfaring, så kan man godt blive snydt.
Han spotter et par gråænder længere nede ad kysten og retter prammen ind i deres retning, hvorpå han lægger sig ned på maven og begynder langsomt at snige sig frem. Adstadigt men sikkert kommer han frem mod de to gråænder, og med små håndbevægelser med karteskeerne sørger han hele tiden for, at prammen ikke kommer ud af kurs eller får for meget fart på. Det kæver tålmodighed og is i maven, mens spændingen stiger for hver centimeter, han nærmer sig sit mål.
Overraskelsesmomentet er afgørende for succes
Kravlejægere skyder som udgangspunkt deres første skud til vildt, der stadig ligger på vandet eller raster på en sten, og det er helt normalt. Derefter rejser de sig hurtigt op på knæ for at afgive andet skud, hvis situationen er til det, og det kræver hurtighed og god balance i en smal pram, men det er overraskelsesmomentet, som er et vigtigt element i en succesfuld kravlejagt.
Derfor kan det også være værd at overveje, hvor mange fugle der er, når man kravler, jo flere, der er tilstede ved ens mål, jo større er chancen for at blive opdaget, og letter bare én, så følger de andre som regel med.
Bertil er kommet tæt på de to gråænder, som stadig ikke har opdaget ham, og han slipper karteskeerne og får hænderne op af vandet. Han lægger langsomt skulderen til bøssen, og forsigtigt kommer fingeren på aftrækkeren. Skuddet går, men Bertil er muligvis kommet for tæt på, og han skyder under andrikken med en meget lille og tæt haglsværm. Han rejser sig hurtigt op på knæ for at komme efter gråanden med endnu et skud, men det lykkes ikke.
”Hvordan kunne det ske, jeg havde kravlet dem helt op på fordækket?” udbryder Bertil.
Det tager dog ikke modet fra den unge jæger, som straks er opsat på at komme videre ned ad kysten. Han har ligget på maven i lang tid med hænderne i det kolde vand, og måske det hjælper at bevæge sig igen.
Vi kommer rundt om et hjørne på kysten og ud af læ, vinden kommer næsten lige i mod os. Der er ikke meget vind, men det er nok til at gøre det sværere at kravle.
Når du er på kravlejagt, skal der ikke være for meget vind eller bølger, og når du kravler, vil du helst have den smule vind, der er, i ryggen.
Den store skærm på kravleprammen giver noget vindmodstand, og derfor er den også designet, så den skråner. Primært er det for, at der ikke skal være en for markant overgang mellem prammen og skærmen, når den ses forfra, men skulle det ske, at du kommer op mod vinden, kan vinden lettere komme ind over skærmen.
Bertil scanner området med sin kikkert og spotter ænder længere ude fra kysten mellem nogle store sten. Endnu en gang lægger han sig ned og begynder at snige sig den lange vej ud mod ænderne. Bag skærmen kikker han igennem et hul med sin kikkert flere gange, mens han langsomt sniger sig frem.
Hans åre kommer aldrig helt op af vandet, mens han kravler, han vinkler dem i stedet for, på den måde undgår han lyden af vandet, der bliver brudt.
Da han er nået halvvejs ud mod de skjulte ænder, stopper han op. ”Pokkers også, det er gravænder,” siger Bertil. Han fortæller, at det er det næst værste at gøre, da man bruger en masse energi og kræfter på en situation, som kunne have været undgået ved artsbestemmelse forinden, men nogle gange bliver man bare snydt og må lære af det.
Vi afsøger mere af området nordpå, før vi vælger at vende om og begynde turen tilbage. Der kan godt være mulighed for, at der er kommet ænder i området igen, eller at vi endda er sejlet forbi nogen uden at opdage dem.
Gråænder kan ligge inde i sivene, hvor de trykker sig frem for at lette, andre gange letter de først, når man er kommet forbi dem, så det kan godt betale sig at tage det roligt ved større sivområder.
Navigation med hænderne i koldt vand
På nogle sten inde ved land sidder et par gråænder og raster, bag ved dem ligger der også en del pibeænder.
Der er virkelig mange sten på ruten ind til dem, og Bertil tager sig god tid til at navigere mellem de mange forhindringer.
Det er ikke alle sten, der er synlige, nogle ligger skjult lige under vandoverfladen, og rammer man en, vil det give et højlydt dunk igennem hele prammen. Det er en situation, Bertil kun kender alt for godt og nok den, han allerhelst vil undgå.
Sker det, letter ænderne, før man er kommet på skudhold, og det en sur fornemmelse efter at have brugt lang tid med hænderne i det kolde vand.
Pludselig letter en gråand, og Bertil kommer hurtigt op på knæ og får svunget bøssen efter den. Et skud rammer den store andrik, som forender med det samme, hvorpå den lander i vandet med et højlydt plask. De mange pibeænder flyver om ørerne på os, mens Bertil sejler over og samler gråanden op, han lægger den pænt foran på sin kravlepram.
Vi sejler i land for at kigge nærmere på den flotte andrik, og nu er det blevet tid til frokost. Vi tænder Trangia sættet op og sætter vand over til en Irishcoffee, og Bertil skal lige have sig et billede af den fine udfarvede gråand, inden han går i gang med at plukke den.
Irishcoffee og stegt gråand
Fløde bliver hældt over i en frostpose og rystet godt, så der er flødeskum til vores Irishcoffee, og det hele passer med, at de er klar, da Bertil er færdig med at plukke og partere anden.
Det en yderst flot and med et ordentligt fedtlag, som indikerer, at den har levet rigtig godt, og for mindre end tyve minutter siden sad den og nød solen på en sten.Vi ridser skindet på bryster samt lår og gnubber dem med salt og peber, inden de kommer på en kold, tør pande.
Panden bliver sat over flammen på Trangiaen, og vi tager os en tår af Ikaffen, imens Bertil fortæller om sidste gang, han var på kravlejagt og skød canadagæs ikke så langt her fra.
Med lidt forberedelse hjemmefra er det en let opgave at lave mad ude i det fri og en fantastisk måde at afslutte en god jagt på.
Kødet bliver stegt færdigt og har lækkert sprødt skind, hvorpå vi varmer pitabrød op samt griller en rødpeberfrugt over flammen.
Vi får skabt en yderst tilfredsstillende sandwich med salat, tomat, agurk, en skive lufttørret skinke, revet cheddarost og det saftige kød fra gråanden.
Ovenpå kommer den grillede peberfrugt og en hjemmerørt chilidressing, som vi også har med hjemmefra.
Kravlejagt er jagt, som man kan dyrke i hele skydetiden, og jagtformen giver mulighed for at tænke mere friluftsliv ind i det, hvis man skulle have lyst til det.
Det er blot endnu et element, der bidrager til en helt unik oplevelse ude ved vandet og måske også noget, der kan bidrage til forståelsen af, hvorfor vi går på jagt.
Der sidder vi så og kigger ud over vandet med den perfekte finale.
Det har været en fantastisk smuk morgen, som både bød på muligheder og nye oplevelser.
Begge er vi enig om, at jagt er fedt ,og at, hvis man tager sig tiden til at smide et element ind i det, som det her, så kan jagt nok ikke blive meget bedre.
