Philippe Jaeger tager os med til Vancouver, på ulv- og bjørnejagt i et landskab, som tager luften fra selv en erfaren jæger. Hvis man ikke vil spilde sin tid på sekundære revirer, så er Vancouver stedet – og på de følgende sider kan du læse hvorfor.
Der er i luften en duft af rigtigt eventyr.
Vores første aften består i at ligge på lur på et klippefremspring.
Det iskolde vand stiger til over knæene og løber ned i støvlerne.
Vancouver Island er et paradis for sortbjørne – og for jægere, der gene vil erobre trofæet fra et af de smukke og imponerende dyr. Jeg er fløjet ind fra Europa et par dage i forvejen og har tilbragt tre dage på østkysten af Vancouver, som dækker et areal, der er cirka to tredjedele af Danmarks størrelse. Så det værste jetlag er overstået, da vi sætter kursen mod nordvest via North Island Route. Det er en betagende smuk tur, der først tager os langs kysten til Campbell River, hvorefter asfaltbåndet løber mod vest og dykker ind i de uendelige skovvidder, hvor søjlerne fra vores hjemlige katedraler synes som tandstikker sammenlignet med stammerne af røde cedertræer, som stræber mod himlen …
Efter at have tilbagelagt 200 km drejer bilen ind på et 60 km langt spor, der fører os til Fair Harbor, en lille havn, hvor vores båd venter sammen med Dorsen, der skal guide den forestående jagt. Han forklarer, at hytten er beliggende ikke langt fra Stillehavets frådende kys i læ inde i en bugt.
Firehjulstrækkeren tømmes, båden lastes, og så er vi af sted på en times sejlads, hvor vi observerer et utal af fugle, sæler, oddere og kæmperejer, der er halet op i de tejner, Dorsen satte ud i de tidlige morgentimer. Middagen er sikret!
Komfortabel bjørnejagt
Vancouver Island kan ikke betragtes som en destination for ekstrem jagt. Komfortniveauet og sikkerheden er mere end tilfredsstillende, men der er i luften en duft af rigtigt eventyr, der griber dig, når du sejler på det klare vand omgivet af stejle bjerge dækket af uigennemtrængelige skove. Et sandt paradis for bjørne og andre rovdyr … Vores indkvartering er en rummelig hytte bygget på en stor tømmerflåde af cedertræstammer med en diameter på over to meter. En svag gyngen kan lejlighedsvis konstateres. Efter den obligatoriske kontrolskydning af riflen, der til lejligheden er indskudt til 100 meter, er der afgang. Dorsen sætter kursen mod nord i retning af en enorm bugt, hvor bjørnene kommer hver aften for at æde græs. Vi er tidligt i maj, og det er tiden, hvor hannerne dukker frem fra deres dvale og renser tarmsystemet med en kost bestående af græs. Efter fouragering sover bjørnene et par timer, så det bedste tidsrum at møde dem er fra kl. 15 til kl. 21.
Vores første aften består i at ligge på lur på et klippefremspring. Fra den position iagttager vi tre bjørne, hvoraf den ældste allerede har gnedet det meste af vinterpelsen af sig, de to andre er for unge.
Kystulv
Det viser sig, at bjørnene slet ikke er aktive om formiddagen, så vi udnytter lejligheden til at hvile og kaster fortøjningerne omkring klokken halv elleve. Den nordvestlige del af Vancouver Island er en forrevet kystlinje med en mængde større og mindre øer, som alle er befolket af sortbjørne. De kommer ud til kysten i bunden af bugterne for at skaffe sig føde.
Når vinteren slipper sit greb, forlader hun-bjørnene deres huler, ledsaget af de blot månedgamle unger, for hvem de ældre hanner udgør en alvorlig fare. Det er en af årsagerne til, at kun de gamle hanner er jagtbare her, og denne ordning er da også forklaringen på, hvorfor koncentrationen af sortbjørne er så stor her på Vancouver Island. En anden afgørende faktor er, at de sorte bjørne ikke har konkurrence fra de endnu større grizzlybjørne, som er helt fraværende her.
Vi veksler mellem perioder med sejlads, der tillader os at observere dyrelivet og nyde den bjergtagende natur, selv om skyerne ligger lavt, og ture på land, hvor vi håber på at se bjørne.
Hver bjørn råder over og forsvarer sit eget territorium, og noget tyder på, at Dorsen er i stand til at forudse, hvor mange bjørne der kommer for at græsse inde i bunden af hver bugt. Hen imod klokken 15 beslutter vi – Dorsen – at lægge til i en bugt, hvor han den foregående uge så en gammel bjørn. Vi placerer os på en stor klippe, som giver et panoramisk udsyn over området. Som altid er der et par havørne over os, som laver luftakrobatik, mens havoddere nyder østers og andre skaldyr … i god afstand fra mennesker. Efter at have givet nogle tips om, hvordan man skyder liggende, tager Dorsen kikkerten i brug, og jeg følger hans eksempel.
En time senere ligger vi der i støvregn. Pludselig tiltrækker en bevægelse ude i udkanten af synsfeltet sig vores opmærksomhed. En kystulv er lige dukket op på stranden. Den traver frem mod os, og riflen er straks klar, men skudvinklen er ikke fordelagtig. Dorsen har afstandsmåleren fremme og holder øje med distancen, som hele tiden bliver mindre.
Det er en stor hanulv. Det er et smukt syn, og vi er så imponerede over det majestætiske skue, at jeg ikke formår at skyde i det øjeblik, hvor den drejer til venstre i retning af skoven og kort efter forsvinder bag en klippe. Vi ser rådvilde på hinanden. Lejligheden er forspildt. Pludselig presser Dorsen sig ned mod klippen. Ulven er gået op på klippen, som den forsvandt bag, og står nu helt stille og trygt oppe på toppen. Denne gang lander trådkorset straks på ulvens skulder. Den står trekvart forfra. Distancen er 161 meter. Skuddet vælter den omkuld, og den er atter uden for vores synsvide, men den er død.
Kun én jæger ud af hundrede har held til at nedlægge en kystulv under sit ophold på Vancouver Island. Dorsen er totalt forbløffet over at have overværet denne jagtsentens med et dyr, hvis skyhed og frygtsomhed er mere end blot en legende.
Den næste dag følger vi det samme program bestående af sejlads og udforskning til fods. To gange forsøger vi at nærme os en bjørn, der anses for været jagtbar, og begge gange er bjørnens sanser skarpere og hurtigere end vores, og jagten annulleres, inden den går ind i sin afgørende fase.
Den sidste dag på bjørnejagt
På vores sidste jagtdag sætter Dorsen alle sejl til. Vi tager tidligt af sted. Efter to timers sejlads landsættes vi på en stor ø, hvor vi overtager nogle ATV’ere og kører 40 km på disse maskiner ad gamle, helt udhulede skovningsruter, som jævnligt er blokeret af væltede stammer. Det tager sin tid, men endelig når vi frem til et højdedrag hævet at par hunderede meter over havet, oppe over en bred bugt, som krydses af tre floder.
I det fjerne betragter vi Stillehavets gigantiske bølger, som brydes mod kysten. Teleskopet anbringes på et stativ, og vi gennemtrawler bugten med et finmasket net af kontinuerlige observationer. Det er midt på dagen, og tidspunktet er ikke gunstigt for bjørne, men det er jo den sidste jagtdag, så der er ikke tale om at lade en eneste bjørn passere på grund af manglende opmærksomhed. Klokken 14 belønnes vores vedholdenhed. En bjørn træder ind på arenaen. Dorsen betragter den opmærksomt, men den er for ung. Synet er ikke desto mindre fantastisk, og vi observerer den stå på bagbenene og gnide ryggen mod en træstamme og så rulle sig i græsset. Tre kvarter senere forsvinder vores bjørn og bliver på et øjeblik opslugt af den jungle, som omkranser bugten. Samtidig kommer en anden bjørn frem.
Dorsen kaster sig atter over teleskopet, og efter et par sekunder gør han tegn til mig om at hanke op i udstyret. Vi drager i retning af bugten ad en svimlende skråning dækket af en uigennemtrængelig vegetation og klæg jord. Man kan end ikke se sine egne fødder, og jeg falder flere gange, inden vi atter får fast grund under fødderne. Nede i bugten kontrollerer vi vores udstyr og fjerner de grene, der har sat sig fast i riflen. Heldigvis er løbets munding dækket af tape! Bjørnen burde befinde sig inden for de nærmeste par hundrede meter, og vi nærmer os forsigtigt det sted, hvor vi havde spottet den. Men nej.Den er allerede vendt om for at komme ind i skyggen, fordi varmen er kvælende. Dorsen overvejer at klatre op på forbjerget igen, fordi udsynet over bugten er ganske begrænset her, hvor vi nu er endt. Vi sætter os i bevægelse fremad og når endelig til en gammel træstub, som flodens frådende strøm har efterladt. Herfra er udsynet mere frit. Da Dorsen er kommet op på stubben, står han helt stille og hvisker “bear”, mens han bruger sin kikkert intensivt.
Der er en bjørn på den anden side af bugten, 350 meter borte. Det er en gammel han.
Vi krydser en flod, og derefter to til og endelig den sidste – den dybeste. Det iskolde vand stiger til over knæene og løber ned i støvlerne, men det er bare ærgerligt. Det gælder om at komme fremad. Vi hiver os op af vandet, holder os skjult bag en træstamme og forsøger at få øje på bjørnen. Der er den, 100 meter væk, i en fordybning. Kun ryggen er synlig.
Skydestokken er sat op, men et sikkert skud er ikke muligt. Vi sætter os i bevægelse for at komme nærmere. Til sidst er vi helt inde på 70 meter, og vi kan se halvdelen af bjørnens krop. Massen af sort pels gør det umuligt at skelne skulderen klart fra resten af dyrets anatomi.Dorsen hvisker “bag skulderen, men ikke endnu”. Sigtets lysprik sætter sig bag skulderen, bjørnen æder græs med hovedet bøjet og går langsomt hen imod den næste græsklædte fordybning. Da den kommer ud af fordybningen, kommer dens krop fri af omgivelserne. Dorsen hvisker “shoot”.
Ved den første detonation falder bjørnen om i fordybningen, en ny kugle er sat i kammeret på en brøkdel af et sekund, bjørnen rejser sig igen og forsøger at flygte, men en ny kugle har allerede slynget den til jorden, inden en tredje hurtigt følger og forender det store dyr.
Efter et par minutter falder spændingen igen, og vi går hen og ser nærmere på den pragtfulde bjørn. Det er en meget gammel repræsentant for arten, og alderen bliver anslået til at være omkring 15 år. Dens tænder er meget slidte, pelsen er stadig meget tyk, og kløerne er præget af kampe mod dens artsfæller.
Den hårde del af jagten
Jagten er ikke forbi endnu, for efter den traditionelle fotoseance er vi nødt til at forlægge dyret og hjembringe det delikate vildtkødet. Ifølge den canadiske lovgivning og fremherskende jagtetik, er kød jagtens primære formål. Den slags skal man naturligvis ikke spøge med, så bortset fra et par sekundære udskæringer tager vi alt med os. Det betyder, at vi nu fordeler den ikke ubetydelige vægt af 110 kilo kød, pels og kranium på to personers skuldre – plus alt det medbragte udstyr.
Tre floder og sumpede områder skal krydses, derefter junglen og endelig så op ad den helvedes bakke. Udmattede, men begejstrede, når vi frem til vores ATV’ere.
Tilbage ved hytten mødes vi af tre spækhuggere, som passerer 20-30 meter foran stævnen af båden, og lidt længere væk i en bugt ser vi en hun-bjørn med unge. Hen over himmelen trækker tusinder af gæs på vej tilbage til Alaska. Foråret har indfundet sig på Vancouver Island.
Kontakt:
http://www.magicsafarilodges.com
Det nødvendige udstyr
På Vancouver Island er vejret meget lunefuldt. Vælg gerne en teknisk beklædning med åndbart undertøj, et mellemlag i uld og så regntætte bukser og jakke. En hætte beskytter dig godt mod vinden under turen med båden. En ulden hue er perfekt, fordi den ikke risikerer at flyve bort, hvilket er tilfældet med en kasket eller en hat. Uldne sokker er også et godt valg, fordi uld stadig varmer, når det er vådt. Til jagt ved kysten er gummistøvler perfekte, men til længere ture inde i land er det bedst at vælge et par sko/støvler, ikke nødvendigvis med Gore-Tex, fordi lettere sko/støvler uden membran tørrer hurtigere, og vandet løber under alle omstændigheder ovenfra og ned i støvlerne. Vær opmærksom på, at det næsten er umuligt at være på bjørnejagt uden (i bedste fald) at få fodbad eller (i værste fald) at plaske helt i. Glem ikke et net til beskyttelse mod insekter, en rygsæk, handsker, solcreme og solbriller.
Hvad våben angår, er en syntetisk kolbe næsten en nødvendighed, ligesom et kikkertsigte med en variabel forstørrelse og en 42 mm linse eller større er at foretrække. En afstandsmåler er også et godt hjælpemiddel. De anbefalede minimumskalibre er 270 Win eller 7X64, vel vidende at det altid er bedre med et godt placeret skud med en let kaliber end et fejlplaceret skud med en tung kaliber.
Før turen er skydetræning med skydestok og i alle brugsstillinger uomgængelig samt høj skudkadence (minimum 3 skud på 10 sekunder).
Guidens gode råd
Dorsen understreger indtrængende:
Man skyder først en sortbjørn, når den står klar i profil, og ikke før guiden giver tilladelse. Kuglen skal placeres bag skulderen og ikke i skulderen, som anbefalet i visse bøger. Gå ikke på jagt med et nyt våben med meget stor kaliber. Foretræk gerne et våben, du har helt styr på, og hvis kaliber ikke skræmmer dig. På den måde bliver du meget mere effektiv og respekterer samtidig vildtet.
Tekst og foto: Philippe Jaeger