Wild boar fever

Tekst: Christian Rysgaard
Fotos: Christian Rysgaard og Tweed Media 

Wild Boar Fever

Bregnerne bevæger sig pludselig voldsomt små hundrede meter foran mit skydetårn, mens morgensolen kæmper en brav kamp for at oplyse den efterårsbrune skovbund gennem knejsende grantræer. Mellem bregnerne ser jeg enkelte glimt af en bred mørk behåret ryg, der bevæger sig i adstadigt tempo direkte mod min post. Pulsen var i forvejen temmelig høj, men nu bliver jeg nødt til at tvinge mig selv til at trække vejret dybt for overhovedet at kunne skyde. Vinden er god og bringer de tunge dufte fra den fugtige skovbund direkte mod mig. Det virker næsten som om jeg kan lugte vildsvinet før jeg kan se det tydeligt. Der må ikke afgives skud direkte ind i drevet, så vi må vente pænt på at dyrene passerer kæden af skytter. Der er femten af os, strategisk placeret med tres meters afstand i solide tårne, bygget af granrafter og beklædt med camouflagenet for at minimere chancen for at blive opdaget. Mens vildsvinet er dækket af bregner rejser jeg mig fra det lille siddebræt i tårnet og står bomstille med siden til. Riflen holdes spændt parat til et bagskud og hele kroppen ryster af voldsom jagtiver.  

wild boar fever photo1

Der er gået en halv time siden det lange og særdeles larmende drev startede og driverkæden slet ikke synlig endnu – det er et langt drev. I østsiden af skyttekæden har der været ekstrem stor aktivitet og jeg stoppede med at tælle da de nåede til fyrre skud. Her i vestsiden har vi ikke set et eneste dyr endnu, med undtagelse af de tre fine rådyr, der listede stille ud af såten. Jeg har selv den yderste post og mine forventninger er tårnhøje over placeringen og den generelle udsigt til at få lov at skyde vildsvin på drivjagt.

På naboposten står den unge skribent Fokko fra det tyske jagtmagasin Jaeger. En stor klynge grantræer spærrer udsynet til hans tårn, hvor han uden tvivl er ramt af den samme jagtiver. Men det enlige vildsvin holder kursen fint direkte mod mig, så der er ingen tvivl om hvor det bryder kæden og hvem der derfor har lov at skyde først. Det reducerer selvfølgelig ikke min kraftige puls at der er publikum til det første skud jeg skal levere, men disse bekymringer er ret langt nede af listen over ting jeg tænker på. Vildsvinet passerer på ti meters afstand, aimpoint sigtet lyser rødt mod grusvejen, der er en patron i kammeret, tre patroner i magasinet og sikringen er stukket på den urimeligt lækre Sauer riffel. Jeg er tæt på at eksplodere af lykke, da pegefingeren endelig kan klemme om aftrækkeren og sende en 30-06 kugle mod bagsiden af øret på vildsvinet. Skuddet kommer lidt overraskende, ganske som det skal. Vildsvinet folder benene sammen og borer næsen ned i gruset, mens det pløjer en lille bunke op foran sig og bliver bragt til standsning små 12 meter bag mit skydetårn. Jeg har for længst repeteret og holder det røde punkt krampagtigt på nakken af dyret, hvis det mod forventningerne skulle finde på at rejse sig op igen. Adrenalinen har holdt kroppen på maksimalt årvågenhed, men nu fordamper det langsomt – jeg begynder at mærke min krop igen og efter tunnelsynet forsvinder og jeg bliver opmærksom på mine omgivelser igen.  

Inden jeg har nået at sunde mig, hører jeg igen lyde fra underskoven. Et nyt vildsvin kommer løbende i utrolig høj fart langs den dybe å og hegnet, der udgør grænsen til det tilstødende revir. Heldigvis slår hegnet og åen et lille knæk, hvor vildsvinet helt naturligt blive nødt til at bremse en smule op. Jeg løfter riflen mens vildsvinet er skjult bag en gang buske, afsikrer og følger den med sigtet, mens jeg gør klar til skyde. I svinget bremser den en smule op og jeg skyder det første skud inden den får for meget fart på. Fra træningen i Hunters Game husker jeg de sidste formaninger om at skyde i den høje del af dyret, hvor rygsøjlen løber, fra øjne til hale. Mit første skud sidder dog ikke helt så perfekt som jeg kunne ønske, men jeg registrerer kort at venstre forben er ukampdygtigt. Den hurtige repetering sker på fuld automatik og inden grisen er løbet mere end et par meter har mit sigte fundet hovedet igen og jeg lader andet skud gå uden at tøve. Det sidste skudt får vildsvinet til at slå en flot forlæns kolbøtte og den lander et par meter længere fremme, med et stort drøn og efterfølgende aftagende benspjæt i skovbunden, hvor de smukke efterårsfarver får lidt ekstra farve. 

Det her er præcis hvad jeg har drømt om siden jeg så Wild Boar Fever allerførste gang – Ganske som hundredetusindevis af andre europæiske jægere.

Film, udstyrrevir & træning

Wild Boar Fever filmene er uden tvivl kendt af alle jægere i Europa. På dvd har de længe været fast inventar i alle jagthytter. Selv skytterne fra serien, herunder Franz-Albrecht, den ukronede jagtskyttekonge i Europa, er kendt af de fleste riffeljægere for deres fantastiske skydning og gode fortælleevner. Som noget nyt er nummer ni i rækken nu trådt ind i den anden elektroniske tidsalder og udkommer således ikke længere på dvd, men derimod på streamingtjenesten My Outdoor TV. De udvidede for et års tid siden til Europa og har, efter opkøbet af Hunters Video, allerede en lang række hjemlige stjerner, der komplementerer det ellers stærkt overvejende amerikanske indhold. Streamingtjenesten er ejet af Outdoor Sportsman Group, der med tre tv-kanaler og treogtyve blade, uden sammenligning er den største udbyder af indhold relateret til jagt, fiskeri og outdoor. Det nye ejerskab og producent betyder også et lidt ændret format for konceptet, hvor uddybelser omkring jagtformen, der er en smule fremmed for USA, fylder en smule mere og Franz-Albrechts forklaringer får yderligere plads.  

Min invitation til Wild Boar Fever IX Media Hunt blev modtaget med et temmelig stort jubelråb. Femte skribenter og influensers fordelt over hele Europa var indbudt til en eftermiddag med skydetræning og fremvisning af den nyeste Wild Boar Fever film. Det blev så efterfulgt af en fuld dag med drivjagt på vildsvin i Solonge, Frankrig, hvor en del af optagelserne til filmen havde foregået. Deltagelse inkluderede lån af alt det nødvendige og fede udstyr: 

  • Härkila Lynx vest og kasket i med synlig kontrastfarve, samt flot AXIS MSP camouflage trøje. 
  • Den utrolig lækre og lette Sauer 404 Synchro XTC riffel med skæfte i carbon. 
  • Et Aimpoint Micro H-2 rødpunkt sigte, perfekt til drivjagt med hurtige skud til mål i bevægelse. 
  • Samt en uudtømmelig lommefuld af Hornardy Precision Hunter med ELD-X kugle i kaliber 30-06. 

Det var ikke et dårligt udgangspunkt for en temmelig sjov weekend i Frankrig. 

I ugerne op til jagten fik jeg hurtigt sat en aftale op med skydetræning hos Hunters Game i Albertslund på Sjælland. Her brugte riffelinstruktør Alex alle sine pædagogiske evner i en god time på at bringe mig fra et udgangspunkt som almindelig riffelskytte til en lidt mere øvet drivjagtskytte. At skyde riffel med rødpunktsigte til vildt i bevægelse viste sig ikke ulig at skyde med haglgevær. Et parallaksefrit rødpunktsigte hjælper gevaldigt til at finde sigtepunktet på dyret, også selvom din skuldring i skyndingen varierer en smule fra anslag til anslag. Derudover fik jeg indøvet en effektiv hurtig repetering som en naturlig del af min skudsekvens. Effektiv repetering er ikke helt uvæsentlig, når man skal stoppe et 150kg vildsvin i fuld galop, eller måske ønsker at forsøge at gøre Franz-Albrecht kunsten efter og nedlægge mere end ét vildsvin i en flok. Jeg følte mig væsentlig bedre klædt på til drivjagt efter et besøg hos Hunters Game – Sådan en omgang skydetræning med en dygtig instruktør og dit eget våben er uvurderlig for et maksimalt udbytte af en drivjagt. 

Jagt i Frankrig er en særdeles populær fritidsbeskæftigelse, hvor riffelskytter nok er en smule i flertal over haglskytter, med hjortevildt og vildsvin som det foretrukne bytte. Vi var på jagt i Sologne distriktet, der ligger i den smukke Loire dal, blot halvanden times kørsel syd for Paris. Området er nok mest kendt for at producere fantastisk vin fra Sancerre, men har samtidig den tætteste population af vildt og herunder vildsvin i hele landet.  Solognes store vildt-tætte skove har derfor været et yndet sted at jage vildsvin i mange hundrede år og er at finde blandt de allerbedste destinationer for denne type jagt i Europa. Jagt-delen af vores arrangement blev styret af den franske outfitter og vildsvine-specialist Jean Phillipe Bourgneuf fra JPB Adventures. Han havde valgt et jagt-terræn med en estimeret population på 1500 vildsvin under hegn og kontrollerede de store mængder af drivere, hunde og skytter med stor professionalisme.

Jagtbrødrekugler og droner

I sidste såt bliver skytterne sat af og placeret i V-form på begge sider af et stort uvejsomt område. Med stort spektakel skal de mange drivere og deres hunde i en knibtangsmanøvre presse vildsvinene ned til os. Igen har jeg den unge tysker Fokko ved siden af mig, og et par gange kan vi nyde det imponerende syn af store flokke med over tyve vildsvin, der løber på tværs foran skyttekæden. Men på grund af den lidt uheldige vind på vores side af såten, er grisene udmærket klar over at der er fare på færde. De løber i adstadigt tempo foran os til de finder et passende ufarligt hul i kæden, hvor de forsøger lykken. Disse huller er tilsyneladende ikke nær vores skyttetårne, trods en del forsøg på at gøre profilen så lav som muligt og forholde sig ganske roligt når de kommer buldrende. Duften er der ikke meget at gøre ved, efter en lang og meget varm jagtdag i den bagende franske sol. Efter denne forestilling har stået på i en halv times tid, kan jeg se på Fokkos skuldre at han er nået samme konklusion som mig selv. Vi har opgivet at få skud til vildsvin i denne såt.  

Da driverkæden kommer til syne på små hundrede meters afstand fanger mit blik pludselig en bevægelse lige foran mit eget skyttetårn. En stor keiler har åbenbart skjult i en busk ganske få meter foran mig. Og da jeg har kigget i den retning konstant, er der ingen tvivl om at han allerede befandt sig i buskadset, da jeg gik op i tårnet. Tilstedeværelsen af drevets hunde får ham nu til at tvivle en smule på det ellers ret perfekte gemmested. Han bevæger sig i ryk fra busk til busk, når der er stille omkring ham. Det er ganske fascinerede at overvære og samtidig noget af det mest frustrerende jeg længe har oplevet. Her står en flot keiler på over 100kg ganske stille på få meters afstand i mere end fem minutter, til frit skud med fast anlæg. Da drevet har passeret forbi uden han rykker sig, få jeg med et enkelt pift samt efterfølgende internationale håndfagter og grimasser gjort en af driverne opmærksom på mit lille problem. Naboposten aner heldigvis også uråd og gør sammen med mig klar til skud, hvis grisen skulle vælge at flygte bag vores skyttekæde. I begge skyttetårne holdes der fast om riflen med en halv times oppesparet frustration, velvidende at vi er i de allersidste sekunder af dagens sidste såt. Med høj puls og sveden drivende ned i øjnene, forsøger vi begge at spotte hvor keileren befinder sig og hvor den derfor vil bryde skyttekæden, men den er som sunket i jorden nu. Hundeføreren dirigerer nonchalant sine to hunde ind i buskadset, og der sker absolut ingenting. Ingenting overhovedet!  

Jeg begynder at spekulere på om den kan være listet væk og jeg har hidkaldt driveren uden grund. Den forsvandt sidst i den yderste busk, midt mellem de to skydetårne. Men hundene løber hurtigt igennem og finder intet. Jeg peger febrilsk på busken lige mellem os, driveren kigger en ekstra gang i retning af min finger og tager så selv et skridt ind i busken. Det hjælper gevaldigt – pludselig kommer der liv i busken og keileren starter med et stort spring og lander, i fuld galop, midt mellem de to skytter. Jeg slipper det første skud da grisen er et par meter bag os. Fokkos skud falder et splitsekund efter mit. Begge ser ud til at være gode træf, men keileren virker alligevel upåvirket, spæner over vejen og videre ind i de lave buske bag os. Vi når at afgive yderligere to skud før den falder omkuld, godt hundrede meter bag os, i den varme franske eftermiddagssol. Hundene opdager den omsider og kommer efter med fuld hals. Drevet er færdigt med disse sidste skud.  

To drivere kalder os ned af tårnet for at se efter keileren. Vi giver en stor mandig krammer til hinanden, og træder ude i det lave krat for at hente vores vildsvin. Ville gerne kunne skrive stolt at de 100kg føles lette at slæbe tilbage, men sandheden er at sådan en keiler bare er besværlig og tung, uanset hvor meget adrenalin du har i kroppen. Vi får en ekstra hånd til at lægge den flot op så fotografen kan tage gode billeder af de to blodsbrødre. Høje af stemningen aftaler vi endda en deleordning hvor tænderne skal bo en måned af gangen hos os hver – Det bliver der grinet meget af i bilen, da vi alle kører retur til paraden, mætte af oplevelser efter en meget lang jagtdag i det vidunderlige vildtrige franske Chaumont-sur-Tharonne. 

wild boar jagt

wild boar fever jagt

Parade, horn og hatte

Jagtlederen Jean Phillipe beklager bagefter at de fleste blev snydt i den sidste såt, hvor forventningerne ellers var kørt helt i top til den store afslutning. Vinden havde bare bestemt sig for at skifte kort efter start, så den store skyttekæde fik sin duft blæst direkte ind i såten. Sådan er jagt til tider, det ved alle, der har deltaget selv. Paraden byder alligevel på imponerende 41 vildsvin og alle har fået lov at skyde. Drivjagt er aldrig helt lige fordelt, uanset hvor meget man som jagtleder forsøger at ryste posen og fordele posterne. Men direktøren fra Outdor Sportsman Group, Jim Libratore, der i sin fritid er særdeles aktiv fisker og ikke tidligere har gået på jagt, havde heldet med sig. Efter lidt træning og instruktion deltog han i jagten med en PH’er ved sin side og endte faktisk med at skyde sit første stykke vildt nogensinde. 

wild boar fever jagttradition

Med lange skygger fra den nedadgående sol ærede vi de flotte dyr på paraden efter fransk tradition. De største keilere blev stillet til skue med specialbygget stativ til at holde hovedet flot knejsende. De for danske forhold noget anderledes franske jagthornblæsere spillede vildsvinets død og var et helt kapitel for sig selv i den flotte harmonisering og farvestrålende dragter. Der var tale om stolte jagttraditioner og en fantastisk afslutning på en veltilrettelagt overdådig jagtoplevelse, som nok ikke bliver nem at matche igen – med mindre der da skulle komme en invitation til Wild Boar Fever X (Jeg har allerede pakket). 

wild boar fever