Foto: Søren Nordberg
Gennem de sidste 10 år har jeg med mit kamera fulgt flere danske og svenske bukke, og det giver ”jagten” en helt ny og anden dimension. Flere glæder og flere intense naturoplevelser, og så udvider det jagtsæsonen til jagt på råvildt året rundt. Med systematiske billeder af råvildtet på dit terræn bliver det lettere og sjovere at få den helt rigtige afskydning.
Syge og svage dyr før raske dyr. Lam før rå og gamle hun- dyr før unge hundyr og ikke mindst modne bukke før unge bukke.
Det startede egentlig med, at en kammerat for mange år siden spurgte mig, om jeg ikke lige kunne pürsche mig ind på en stærk buk, som han havde gående på sit jagtterræn og tage nogle billeder med mit kamera for at vurdere, om buk- ken var moden til afskydning.
Dette var startskuddet til en omlægning af min interesse for jagt med ”riffel på råvildt” til jagt med ”kamera på råvildt”. Det har nu udviklet sig til, at jeg helt systematisk følger råvildtet året rundt med kamera og på enkelte dage i året også med riffel.
I denne artikel vil jeg fortælle lidt om de observationer, jeg bruger til at holde styr på de enkelte bukke år efter år.
Bukken på billedet herunder blev nedlagt i august 2018 i Sverige. Jeg har fulgt bukken i de sidste 3 år. Billederne fortæller meget om opsatsens udvikling, men billederne fortæller lige- ledes meget om bukkens øvrige udvikling gennem årene.
Trækkene er blevet grovere, kroppen blevet kraftigere, muskelfylden stærkere, og opsatsen har ændret sig til en grovere og mere kompakt opsats. Hvad man dog ikke kan se på billederne er, at bukken også har ændret adfærd. Den er med andre ord blevet til en mere erfaren og forsigtig pladsbuk, der på heftigste vis forsvarer sit revir over for andre såvel større som mindre bukke, men også udviser større agtpågivenhed især over for mennesker (læs: fotografen).
Bukken her har været meget let at identificere over årene, fordi den har en meget karakteristisk udrivning i sit venstre øre.
Hver enkelt buk har sine egne kendetegn
Mennesker har forskelligt udseende, og det gør sig også gældende for vore bukke (rådyr), og det er dette, jeg bruger til at holde styr på de enkelte bukke år efter år.
- Forskellig opsats
- Forskellig kropsstørrelse
- Forskellig kropskomposition (tyk, tynd, muskelfylde)
- Forskellig pelstype / farve / længde
- Forskellig størrelse hvide pletter på halsen (vinterpels)
- Forskellige aftegn i ansigtsmasken / gråfarvning
- Forskellig ”frisure” i ørehårene
- Forskellig ørefacon og størrelse Forskellige ar på kroppen
- Forskellig klovlængde
Bukkene har forskellig opsats
Fældning af årets opsats sker typisk i efteråret og først på vinteren. De ældste bukke kaster som regel først (november), og de yngste bukke kaster som regel sidst (januar).
Variationen er dog stor, og her er bestemt ingen regel uden undtagelser.
Bukken sætter en ny opsats hvert år. Den nye opsats vokser frem i perioden fra november / december til februar / marts og fejes efterfølgende. Antal ”opsats udviklingsdage” er stærkt individuelt og kan variere fra 90 -130 dage.
Den stærkeste tilvækst finder sted i slutningen af januar og begyndelse af februar, hvor tilvæksten kan være flere centimeter om ugen.
I marts måned kan man tydeligt se de enkelte bukkes potentiale, og man kan samtidig vurdere, om der bliver tale om et godt eller et dårligt gevir-år. Mærkeligt nok er der forskel i de enkelte års muligheder for at optimere gevirsætningen. Fødetilgang og vejrlig har stærk indflydelse på opsatsdannelsen.
I 2017 var bukken 5 år gammel, og den blev nedlagt året efter i en alder af 6 år. I brunsten i 2017 fik bukken en slagsmåls-skade, der gav massiv blødning omkring højre ørebasis, så øret hang i en længere periode. I 2018 havde skaden heldigvis rettet sig, og bukken fremstod allerede i foråret 2018 med normalt ørespil.
Denne buks opsats har været meget ens fra år til år gennem de sidste 4 år (gaffelbuk, hvert år), men det er langt fra altid, at man kan genkende bukkene fra år til år alene på deres opsats. Variationen er stor, og alle de regler, vi prøver at sætte op for opsatsudvikling, bliver kraftigt udfordret i det virkelige liv. Sprossesætning har vide variationer fra år til år.
Der er dog en klar tendens til, at bukkens opsats bliver større og kraftigere frem til 4-6-års alderen, hvorefter den taber vægt og volumen, og herefter bliver den mindre år for år.
Forskellig kropsstørrelse
Det er logisk, at der er forskel i bukkenes kropsstørrelse.
Nogle individer er unge, og nogle individer er gamle, og alene af den grund er der betydelig størrelsesforskel, men den genetiske variation og opvækstbetingelser giver sluttelige forskelle i kropsstørrelse hos det udvoksede dyr.
Forskellig kropskomposition
Når vi kigger i detaljen på rådyrenes forskelligheder i krops- størrelse, ser vi en lang række individualiteter. Ryggens længde, halsens længde og benenes længde. Normalt tænker vi ikke over det, men hver enkelt buk har sine individuelle mål, ligesom vi mennesker. Muskelfylde og næringsgrad er også vidt forskellig fra buk til buk. Disse parametre kan bruges til at identificere bukkene fra år til år. I brunsten i juli og august måned taber bukken rigtig meget i kropsvægt og fremtræder ofte ligefrem ”skarprygget” (mager) i midten af august. Bukkene har derfor store udfordringer i at genvinde huld, inden vinteren for alvor sætter ind.
Forskellig pelstype, farve og hårlængde
Sommerbukkens pels er ikke ensfarvet rød. Hver enkelt buk har sin egen røde nuance, der spænder helt fra kastanjerød til mere lys orangerød.
Bukkens røde sommerpels afbleges af solen henover somme- ren og fremtræder således lysere i september måned end i maj måned.
Den gamle buk har generelt en lysere pelsfarve end den unge buk. Vi ser af og til, at farven hos den gamle buk bliver helt gulligrød i stedet for orangerød (kastanjefarvet).
Farver kan i øvrigt være rigtig svære at gengive korrekt på billeder, og man skal være meget opmærksom på, at solen i sig selv giver forskellige refleksioner (farvegengivelse) over dagen, men som også afhænger af årstiden. Sommerbukken er altid mere glødende rød i aftensolen end i morgensolen.
Pelsens længde og pelsens struktur er også individuel, og små nuancer optræder i pelstype og kvalitet, som igen kan bruges til at identificere den enkelte buk (glatsiddende / pjusket pels samt lang / kort pels). Tænk på, hvor meget energi minkavlerne bruger på at sortere deres skind efter kvalitet. Råvildtet pels byder samme variation.
Forskellig størrelse hvide pletter på halsen
Om vinteren har mange bukke / rådyr to hvide aftegninger på halsen. Pletterne tenderer til at være firkantede, men med uhyre mange varianter. Pletterne er placeret på halsen lige under kæben (halskrave) og midt på halsen.
De hvide pletter i vinterpelsen går igen fra år til år og bliver nærmest som et fingeraftryk for den enkelte buk. Bukken til venstre fulgte jeg i 6 år, inden den blev afskudt. Her var de hvide pletter den vigtigste identifikations-markør.
De hvide pletter kan ikke genfindes i sommerpelsen.
Ansigtsmaske
Råvildtet har en karakteristisk sort og hvid ansigtsmaske omkring munden og næsen.
Denne maske synes ens på alle rådyr, men det er den ikke. Der er små, fine nuancer i den sorte og hvide mosaik. Især kanterne omkring næsebor, læber og næseryg er forskellig fra rådyr til rådyr. Disse små nuancer i kombination med alle de andre forskellige individualiteter, som jeg beskriver i denne artikel, kan bruges til at identificere den enkelte buk fra år til år.
Lige præcis denne detalje er meget ”nørdet”, men ikke 
desto mindre et faktum, der virkelig kan bruges.
Pelssætning og hvirvler i panden er også et kriterium, der kan benyttes til at fastholde præcis identifikation af bukkene. Nogle bukke har overordentlig meget pels i panden – jeg sammenligner det med ”hår på brystet”, hos mennesker, som også er stærkt individuelt.
Af og til ser jeg hvirvler i pelsen, især i lyskeregionen, og disse hvirvler er stærkt individkarakteristiske og gennemgående fra år til år.
I underlæbens hvide parti kan man på nogle rådyr se en lille sort plet midt på hagen. Den er meget tydelig i vinterpelsen, men kan også anes i sommerpelsen, hvor farven dog aftager noget. Denne sorte plet er endnu en landmark til identifikation af bukkene fra år til år.
Gråfarvning
Lad mig lige aflive den udbredte myte: ”at gråfarvning i hovedet entydigt hænger sammen med alder”. Det er absolut ikke tilfældet.
Der er mange bukke, der bliver mere grå i ansigtet med alderen, MEN det er så usikker en faktor, at det ikke kan bruges entydigt til aldersbestemmelse.
Ser vi på mennesker, bliver de fleste mennesker også gråhårede med alderen, men der er nu også mange yngre mennesker, der er gråhårede.
Nogle bukke er meget grå i pelsen hen over næseryggen og op mellem øjnene, andre bukke har ikke denne gråfarvning af den korte pels i hovedet, men forbliver mere røde hen over næseryggen.
Pelsen på næseryggen bliver dog tiltagende grå hen over sæsonen hos rigtig mange bukke. Lige som den røde kropspels bleges af solen hen over sommeren, bleges pelsen på næseryggen og tenderer til at blive lysere. Vær opmærksom på, at der rent faktisk er forskel på grå hår og røde hår, der er bleget af solen. Solblegede røde hår er mere gullige i karakteren.
Ørefrisure
Ja, du læste rigtigt: ørefrisure !
Hårsætningen i bukkenes ører er meget konstant fra år til år. For sammenligning fra år til år er det dog et ”must”, at ørefrisuren sammenlignes i forhold til samme årstidsperiode.
Sommerfrisure sammenlignes med sommerfrisure og vinter- frisure sammenlignes med vinterfrisure.
Pelsfarven og bredden af de sorte hår i kanten af øret, hårenes længde, hårenes krusning og hårenes overordnede 
mønster er de parametre, jeg kigger på.
Bukken på billedet til højre var abnorm i 2015, men regelmæssig seksender i 2016. Bukkens ørefrisure var bl.a. med til at identificere den igen året efter. Denne buk er i øvrigt et skoleeksempel på to ting: nemlig at abnorme bukke ikke nødvendigvis er abnorme gennem hele livet, og samtidig et klassisk eksempel på, at bukkens opsat kan variere uhyre meget fra år til år.
Bukken her er fotograferet i brunsten 2014 og 2015.
Når bukken er omkring 3 år gammel, har den som regel etableret et fast revir, og det betyder, at man oftest genfinder den samme bukke i samme område år efter år.
Bukken til venstre tog et kvantespring i opsatsudvikling fra det 3. til det 4. leveår, hvilket er en generel tendens.
Denne buk var meget nem at følge dels på grund af sin ”ørefrisure”, men også fordi den havde en udrivning i det højre øres inderste kant. Skaden opstod i sommeren 2014 efter slagsmål med en ældre buk.
Bukkens øre og især ørekanter er stærkt udsatte for skader. Tornede buske, dyrehegn og pigtråd samt frem for alt andre bukke er med til at sætte større og mindre skader i ørekan- terne på bukkene. Disse skader er et vigtigt værktøj til at holde styr på bukkene, da de går igen år efter år og kan bruges til at identificere bukken, især i det jeg kalder ”den anonyme periode”, hvor opsatsen er nyfældet eller i tidlig fremvækst periode (december – marts).
Øret ændrer facon med alderen
Rålammets ørefacon er radikalt anderledet end det voksne rådyrs ørefacon. De unge dyrs ører er kortere og syner bre- dere end hos de voksne dyr – faconen er mere oval. Gennem opvæksten, især i de første to år, bliver øret længere og taber således sit indtryk af at være kort og bredt til at blive langt og smalt.
Ørefaconen er meget individuel og kan også bruges til at genkende den samme buk fra år til år.
Ørefaconen kan også variere fra område til område, hvilket understreger en genetisk (geografisk) sammenhæng.
Mange af de betragtninger, jeg kommer med i denne artikel, kan ikke vurderes i felten med kikkert – det kræver kamera af særdeles høj kvalitet samt highend fotosoftware og muskel- stærke computere.
Forskellige ar på kroppen
Bukkene får med tiden småskader i huden efter nærkontakt med hegn og grene samt slagsmål, der sætter ar. Disse ar kan give ændringer i pelsfarven til sort eller oftest hvid eller give anledning til områder uden hår, som hyppigt er sortpigmenterede.
Disse ar er som regel konstante fra år til år og vil kunne benyttes til at identificere de samme individer år efter år. Næseryg og benstammer er mest udsatte for ar dannelser.
Skader på huden kan resultere i tab af hårløg (hårfollikler), hvorved der opstår en bar plet. Arvæv i sådan et nøgent om- råde vil ofte farve huden sort (pigmentindlejring), hvis hårløgene derimod ikke forsvinder, vil arvævsdannelse ofte provo- kere, at hårene taber deres farve og fremtræder lyse eller direkte hvide.
Øjenskader er ikke ualmindeligt. Disse opstår typisk, når bukkene kæmper om eller blot forsvarer deres revir, eller når dyrene rammes af grene eller lignende i flugtsituationer.
Selv om bukkene forsøger at skåne deres øjne i kamp, kan det ske, at en top- eller øjen-sprosse penetrerer modstande- rens øje. Øjet punkterer i bogstavelig forstand og kammer- væsken løber ud med tryktab til følge. Øjet falder ind i øjenhulen, og bukken er livslangt blind på det pågældende øje. Det er sjældent, at det giver anledning til alvorlige komplikationer (blødning / infektion), og jeg ser relativt mange bukke med øjenskader.
Klove
Rådyrenes klove vokser gennem hele livet.
I en ideel verden vil fremvækst og slid holde klovene konstante livet igennem, men sådan er det langtfra al- tid. Forskelligt fødegrundlag har indflydelse på hornets vækst, og underlagets karakter (hårdhedsgrad) har indflydelse på klovenes slid. Der er altså tale om en hårfin balance, der let kan forstyrres af hårde vintre og somre med vekslende fødetilgang.
Der er ingen tvivl om, at fodring af råvildt med kulhydratholdige foderemner som f.eks. majs og hvede, vil øge hornets (klovenes) vækst og i værste fald føre til ”snabelsko”.
Når dyrene skifter pels fra sommer til vinter og fra vin- ter til sommer, og når bukkene kaster deres opsats og bliver ”anonyme”, er klovkarakteristika bl.a. med til at identificere det enkelte individ. Ikke år efter år fordi hornet hele tiden kan ændre sig, men fra sæson til sæson, f.eks. når opsatsen fældes i vinteren, indtil en ny opsats vokser frem i foråret. Et redskab blandt mange, som jeg bruger til at holde styr på hver enkelt buk.
