Foto: Steen Andersen

Seniorrådgiver Line Anker Kyhn ved et dødfundet marsvin, som opmåles og spækmåles på findestedet og siden bringes til videre analyse og obduktion på DCE under Aarhus Universitet.

Vi kan bruge hvert eneste dyr,” forklarer seniorrådgiver Line Anker Kyhn fra Aarhus Universitet en sommerdag på en fynsk strand. Hun er bøjet over et dødt marsvin, som er ved at nedbrydes som et led i den altid aktive fødekæde.

Line forsker i havpattedyr. I Danmark såvel som i Arktis, og da der er langt mellem direkte kontakt mellem forsker og de levende dyr, så er en god del af moderne forskning basseret på det, man kan få ud af de døde dyr. Og det er ikke småting.

”Hvis dyret er rimelig friskt og ikke alt for gennemtygget af andre dyr, så tager vi det med os for senere obduktion. Hvis dyrene er for anløbne, noterer vi den positionen, de blev fundet på, og lader disse oplysninger indgå i en national database over strandede havpattedyr,”

forsætter forskeren, mens hun lægger en række dybe snit gennem det døde marsvins spæk.

hvis du finder et strandet stykke vildt

For havpattedyr
I hverdagene kontaktes Naturstyrelsen på tlf. 72 54 30 00.
I weekenderne kontaktes Line Kyhn fra Aarhus Universitet på tlf. 30 18 31 48.

For mallemukker
John Pedersen kontaktes på tlf. 28 89 61 67 eller på mail: johnpip@skagennet.dk.
Helt generelt efterlyses frivillige, der gerne vil bidrage til indsamlingen af mallemukker langs Vestkysten.

Tykkelsen på spækket siger noget helt konkret om dyrets sundhedstilstand, og i tilfældet med dette dyr så vil en senere obduktion muligvis kunne klarlægge dødsårsagen og eksempelvis afdække, om der er plastik i dyrets mave-tarmsystem, om fødevalg, parasitbelastning, miljøfremmede stoffer, ligesom der udtages DNA-prøver, som kan anvendes til at udregne populationens omfang og størrelse – og en hel del mere.

Det er Miljøstyrelsen, der sammen med Naturstyrelsen, Aarhus Universitet og det hollandske universitet Wageningen Marine Research står for indsamling, rapportering og analyser af de strandede dyr, hvor der i øvrigt også er bud efter dødfundne mallemukker.

Line A. Kyhn har taget sine to drenge med på stranden denne sommerferiedag, og de er lige så optaget af det fysiske arbejde med det døde dyr, som forskeren er det. Bemærk hvordan begge drenge er klar til at skære i dyret. Igen.

Alle, der færdes langs de danske kyster, opfordres af Miljøstyrelsen og af Line A. Kyhn til at rapportere om fund af marsvin, sæler og mallemukker.

”I den forbindelse er det helt oplagt at rette en særlig opfordring til de mange danske jægere, som enten nyder en tur langs kysten eller er på strandjagt og i den forbindelse støder på et strandet stykke vildt,”

slutter Line A. Kyhn, mens hun noterer sig, at spækket på dette marsvin er godt oppe omkring de 40 mm. – så dyret har i alt fald været i god foderstand, da det mistede livet af endnu ukendte grunde.

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: