Foto: Jacob Kamman samt Conny Sjostrom, Micha Dannhauer og V. Belov/Shutterstock.
” Den hvid-spraglede rype er jo smuk i sig selv, men endnu smukkere i munden på ens egen jagthund!”
For et par år siden fyldte min gode ven Torsten og jeg en bil med 4 hunde, 2 haglgeværer, en masse camping-grej og en hel masse forhåbninger og forventninger!
Kursen blev sat nordpå, og GPS’en fortalte os, at ankomsten ville være cirka 12 timer senere…
Planen var at jage på de frie statsområder, som er kæmpestore. Der er masser af jagtområder, man kan booke på daglig basis, men i år faldt elgjagten senere, end vi havde regnet med, så der var et helt fjeld, som var lukket. Vi fandt dog et område, som havde nøgent fjeld, og på trods af en lang opstigning igennem privat skov så det lovende ud.
Køreturen endte på en lille vendeplads midt inde i den store skov, og efter at have plottet bilen på vores GPS’er gik turen op imod fjeldet. Hundene fik lov til at løbe frit, de var temmelig ivrige efter så mange timer i bilen, og glæden var stor og smittede af på Torsten og mig!
Da vi efter et par kilometers opstigning pludselig befandt os over trægrænsen, og det nøgne landskab åbenbarede sig, tog vi lige et øjeblik til at fordøje den imponerende udsigt! Selvom det var blæsende og overskyet, kunne vi kigge ud over kilometer efter kilometer med smuk efterårsfarvet skov og fjeld. Jeg har aldrig været så højt mod nord, og ligegyldigt, hvor jeg kiggede hen, så var det ubeskrivelig smukt og helt nyt for mig!
Vores fælles rypejagts-erfaring begrænsede sig til Torstens tur året forinden, og han fortalte, at dengang havde de rejst ryper i al slags terræn! – både i knæhøj lyng men også på de nærmest nøgne klipper. Derfor var vores strategi også dejlig simpel, vi gik bare derudad og forsøgte at bringe hundene i søg op mod vinden. Efter en times tid, hvor vi ikke havde set andet end et par rensdyr, var vi kommet til en lille slugt.
Torsten gik på min højre side lidt oppe ad fjeldet, og jeg gik i lavningen, hvor lyngen og blåbærrene var næsten i knæhøjde… Jeg nåede lige at se Milles hale logre, ligesom hun gør ved sneppefært, og så eksploderede der en rype op lige foran hende! Jeg nåede egentlig ikke at registrere, at det var en rype – jeg havde jo aldrig set en før! Jeg så blot den hvidspraglede krop og de hidsige vingeslag og konkluderede, at det MÅTTE være en rype! Skuddet sendte den smukke fugl til jorden, og Mille fornemmede min lidt chokerede og overraskede reaktion og nappede muligheden for at knaldapportere fuglen i hurtig og sikker stil! Glæden var stor, og Torsten og jeg råbte i munden på hinanden, mens han nærmest løb ned imod mig! Mens jeg fik hundene på plads og var i gang med at finde kameraet frem, huskede vi hinanden på dét, som alle de garvede rypejægere havde fortalt os: Hvis der er én rype, er der helt sikkert flere! De kan sagtens finde på at sende én fugl på vingerne, for at resten af familieflokken så kan blive liggende og trykke!
Vi havde talt om dette flere gange, vi mindede hinanden om det, og alligevel så knækkede vi bøsserne for at få taget billeder af min, den første rype… Det resulterede da også i, at ,efter at Torsten havde taget et par billeder, så lettede resten af flokken på ca. 20 ryper! Torsten skød forbi, men en enkelt rype brød ud imod venstre, og jeg lukkede bøssen og fik skudt et skud efter den siddende på knæ med den første rype i skødet og hundene pænt sat af til foto-session! Jeg ramte den lidt yderligt, og den tumlede til jorden, men kom baskende på vingerne igen! Torstens unge og særdeles hurtige hund, Dexter nappede fuglen, og så blev foto-seancen udvidet med endnu en rype!
Vi faldt lidt til ro, og hundene fik lov til at søge området grundigt efter. Det kunne jo være, at der var flere fugle. Det var der nu ikke, men Torsten havde set, at ryperne var fløjet et par hundrede meter og havde smidt sig ved en stor, aflang sø lige i kanten af lidt birkebevoksning op ad fjeldet.
Vi lavede en hurtig plan om at gå den anden vej rundt om søen for at komme til ryperne i god vind. Dette førte os igennem noget skovlignende bevoksning af krogede birketræer og buske af enebær. Torsten gik højt i terrænet, og jeg gik nede i slugten. Efter et par hundrede meter så jeg en stor flot tjurkok komme sejlende over træerne og forsvinde bag en fjeldtop ca. 100 meter væk! Kort efter fulgte en tjurhøne, og pulsen hamrede i mine ører, mens jeg forsøgte at løbe derhen, da det virkede, som om at Torsten drev fuglene ud lige netop dér! Der kom desværre ikke flere, men stemningen var intens, da vi fortsatte i samme slags terræn rundt om søen hen imod det sted, hvor ryperne måske gemte sig… Terrænet var perfekt for Mille, og hun kastede sig igennem buske og høj lyng og gik som en drøm! Maddie virkede stadig lidt urutineret og løb lidt rundt uden rigtig at vide, hvad det hele gik ud på.
Vi fortsatte en times tid uden at se flere fugle og aftalte, at vi skulle gå hver sin vej rundt om et fjeld og så mødes dér, hvor vi havde skudt de to ryper.
Fuglejagt i Sverige er overraskende nemt tilgængeligt for os danske jægere. Det eneste, man behøver, er et europæisk hundepas til hundene, med rabies vacciner osv. i orden. Derudover skal man blot købe svensk jagttegn online, fortolde sine skydevåben og så ellers køre derudad! Jagtområderne på statens arealer kan man booke via hjemmesiden: http://www.natureit.se/sv/buy/hunting
Man kan nemt sove i telt i terrænet, men ellers er der oftest mange små byer i nærheden, som tilbyder alt lige fra hytter til store flotte hoteller.
Man skal selv sætte sig ind i eventuelle kvoter og begrænsninger, og så skal man huske, at samernes rensdyr går frit ud over fjeldene og endda også i skovene. Ens hunde må absolut ikke jage med rensdyrene, og samerne har ret til at skyde en hvilken som helst hund, som er tættere på end 50 meter fra et rensdyr! I skovene er der også bjørn og ulv, så man skal være opmærksom på sin egen sikkerhed og hundenes!
Mille og Maddie virkede efterhånden begge to temmelig trætte, så for at bevare lidt energi til resten af dagen, koblede jeg begge hunde og begav mig retur imod mødestedet. Da jeg syntes, at jeg var det rigtige sted, kunne jeg ikke se Torsten! Jeg kontrollerede min GPS og kunne ikke rigtig få noget til at passe sammen! Jeg var træt og svedig, og jeg ræsonnerede, at jeg nok var i den helt forkerte dal! Jeg mistede næsten modet, da jeg kiggede op mod fjeldtoppen, som jeg nu skulle begive mig opad, men der var jo kun én vej frem… Jeg slap begge hunde – mest af alt som en refleks, og de kastede sig straks frem i et ivrigt søg rundt om mig. Efter blot et par meter stødte Maddie en rype, som hun prellede efter! Med fløjten i munden fik jeg hende dog stoppet efter et par meter, og lige som dette skete, stødte Mille også en rype! Denne fik jeg skudt i et hurtigt refleksskud, og Mille satte sig pænt og afventede apport-ordren. Jeg ville gerne have Maddie til at apportere fuglen, så hende fik jeg fløjtet dæk, da hun var på vej retur imod mig. Dæk-appellen var ikke alt for god, og jeg blev nødt til at løbe lidt hen imod hende for at få hende til at forstå alvoren… Bare disse få meter fik mig til igen helt at miste orienteringen, og jeg havde derfor slet ikke styr på, hvor fuglen nu lå henne!
Efter at have søgt med Maddie i ca. 15 minutter måtte jeg få Mille til at hjælpe, og hun strøg lige hen til et helt andet område end dér, hvor jeg havde søgt med Maddie! Her samlede hun hurtigt fuglen op, og med denne i hånden kunne jeg så lave en lille kontrolleret apportering med Maddie, og det gik fint! Den hvid-spraglede rype er jo smuk i sig selv – men endnu smukkere i munden på ens egen jagthund!
Efter hele dette postyr opdagede jeg, at Torsten faktisk sad ved en klippe blot et par hundrede meter fra mig, og på vej op til ham funderede jeg lidt over, hvor nemt det er at miste både overskuddet og overblikket, når man er træt og i ukendt terræn. Jeg var tæt på at gå over endnu en fjeldtop, bare fordi jeg ikke stolede på min GPS!
Oppe ved Torsten satte vi os i læ bag ved en stor sten og pustede lidt ud og lod hundene hvile. På blot et par begivenhedsrige timer havde vi lært meget om, hvad fjeldjagt indebærer, og det var helt tydeligt, at noget skulle ud af rygsækkene, og noget andet skulle ned. Vi nød en skøn frokost tilberedt over primus og drak det kolde vand fra en af de mange små elve.
De næste dage jagede vi primært i fjeldet, men vi så aldrig flere ryper! Til gengæld nød vi det smukke landskab, spiste hyggelige frokoster og nød hundenes efterhånden kloge og kontrollerede søg.
Resultatet for en lille uges jagt blev 3 ryper og to urkokke. Ikke et prangende resultat, men for Torsten og mig var antallet ikke det vigtigste, det var oplevelsen af at gå i dette smukke terræn med vores egne hunde og bare suge det hele til os.
Hvis du har en jagthund og drømmer om eventyrlige oplevelser, som er nemme at gå til, så har jeg bare ét råd: Pak bilen og kør til Sverige!
