Foto: Jens E. Perto og Vlasto Opatovsky/Shutterstock
En af klassikerne i de mange diskussionsemner, som kan opdele danske jægere i to grupper, er spørgsmålet, om man skal jage råvildt med hagl eller ej. Jens fører os i det følgende gennem egne praktiske erfaringer og tidernes diskussioner omsat til håndgribelige råd, der kan anvendes på de fremtidige jagter efter råvildt.
I langt de fleste lande, hvor råvildt forekommer, er det forbudt at nedlægge den lille hjorteart med andet end riffel- eller til nød Brenneke-kugler. Men i Skandinavien har man af historiske årsager set anderledes på sagen – ikke mindst fordi terrænerne ofte var mere vildtfattige og store. Drivjagter foregik ofte med hunde, og i Jylland med støvere ligesom i Norge og især i Sverige. Ud over ræv og hare kom der lejlighedsvis råvildt for på småvildtjagterne, og hvorfor skulle man bevidst lade godt vildtkød gå fra sig?
Tidligere var råvildtet ikke nær så udbredt som i dag. I 1940’erne var den årlige afskydning af råvildt kun mellem 15.000 og 20.000 rådyr årligt, og da jeg i 1970’erne begyndte at gå på jagt, var det årlige udbytte kun vokset til det dobbelte. Da jeg begyndte at gå på jagt i Østjylland i 1970’erne, talte vi meget og længe om det, hvis der var nogen, som så et stykke råvildt i såten. Helt indtil den nye jagtlov i 1967 var det om foråret fuldt lovligt at gå på bukkejagt med haglbøsse.
Selektiv beskydning af råvildtbestanden var derfor i bedste fald noget, man bekymrede sig om på godser med en fast bestand af råvildt. Den eneste afskydningsregel, der blev bredt respekteret, var, at man skulle lade gammelråen gå.
Derfor skulle man måske tro, at debatten om rimeligheden af at bruge hagl til råvildtjagt først opstod, da råvildtbestanden i 1990’erne nærmest eksploderede, og den årlige afskydning herefter nåede op over 100.000 rådyr. Men sådan forholder det sig bestemt ikke.
Gammel diskussion
Som få andre folkeslag holder jægerne meget at af at være deres broders vogter – også når det gælder valg af våben til råvildtjagt.
En klar stillingtagen til spørgsmålet kan man finde i opslagsværket Håndbog for Jægere fra 1933. Under afsnittet om råvildtjagt står der:
”Der er flere forskellige Maader, på hvilket Råvildtjagten kan udøves. Det maa straks her bemærkes, at et saa ædelt Vildt kun burde skydes med Kugle. Med Kuglen kan Reviret passes, som det skal; ved Skydning med Hagl kan den rette Beskydning ikke overholdes, ligesom hyppige Anskydninger er uundgåelige.” Og senere i afsnittet: ”Den Jagtmetode, som udelukkende burde anvendes ved Raadyrjagt, er Pyrsch.”
Disse meget kategoriske synspunkter bliver blødt temmelig meget op i Nyt Dansk Jagtleksikon fra 1970. Her er beskrivelsen noget mere nuanceret:
“Jagten på råvildt med hagl har ofte været under debat, men det bør betænkes, at risikoen for anskydning med riffel kan være fuldt ud så stor og af langt alvorligere karakter, når råvildtet skydes på spring under tryk- eller drivjagterne om efteråret. Risikoen for at skyde et ben væk under dyret eller snitskyde det er til stede. Såret efter en blødnæset kugle er af langt alvorligere karakter end efter et hagl, som indkapsles i muskulaturen. Betingelsen for, at haglgeværet anvendes, er at der ikke skydes på afstande over 20 meter i rent sideskud.”
Og debatten er langtfra slut. Der er stadig stærke fortalere for begge synspunkter, og argumenterne er ofte baseret på følelser og etiske betragtninger. Selv har jeg i mange år været fortaler for kun at skyde råvildt med riffel, men også med slet skjult fornøjelse deltaget i jagter, hvor afskydningen af forskellige årsager skete med haglbøsser. Jeg har med andre ord selv blandede følelser i denne sag – sådan lidt som manden, der ser svigermor kører den nye Ferrari i afgrunden. Men hvad er egentlig sagens kerne?
Jagtoplevelser kontra effektivitet
Debatten om rimeligheden af at anvende hagl til jagt på råvildt er i virkeligheden ikke af ballistisk natur, for de færreste jægere vil betvivle, at man effektivt kan nedlægge råvildt med en haglbøsse under de rigtige omstændigheder.
Debatten handler snarere om, hvorvidt man opfatter jagtudøvelsen som et mål i sig selv, eller om man skal have reguleret en bestand af råvildt uden unødvendigt store anstrengelser og tidsforbrug.
De fleste jægere vil være enige i, at man får meget større jagtlige oplevelser ud af at beskyde en råvildtbestand med riffel og pürschjagt. Samtidig er der maksimal mulighed for at foretage en selektiv afskydning, som fremmer de mål, man har med forvaltningen af revirets råvildt. Men jagtformen er meget tidskrævende, og den selektive afskydning kræver et nøje kendskab til både bestand og terræn. Denne form for beskydning er derfor meget lidt effektiv.
Afskydning af råvildt i forbindelse med driv-, tryk- eller klapjagter efter småvildt er langt mere effektiv, men stiller til gengæld store krav til de deltagende jægere. De skal på meget kort tid kunne køns- og aldersbestemme et stykke råvildt og derefter kunne afholde sig fra at skyde, hvis ikke skudholdet og dyrets flugtretning tillader det. Jagtformen begrænser mulighederne for at foretage en selektiv afskydning. Mens man normalt kan afstå fra at skyde kullede bukke og føreråer, er det under en drivjagt sjældent muligt at skelne mellem gamle og unge råer eller selektere lammene efter køn.
Effektive drab
At skyde stillestående råvildt med riffel er i sagens natur en effektiv måde at nedlægge dyret på. Med godt anlæg og frit skudhold er de mulige skudafstande så store, at de i praksis sjældent har nogen betydning. Når råvildtet er i bevægelse, er det derimod en helt anden sag. Målet er relativt lille, og frie skudfelter er sjældent særligt store. Risikoen for anskydninger bliver stor, og som ovenfor beskrevet er anskydningerne oftest alvorlige.
I hænderne på en disciplineret jæger, som kun skyder under de rette forhold, er haglbøssen et mindst ligeså effektivt våben som en riffel til at nedlægge råvildt. Man kan lidt popsmart sige, at problemet med at skyde råvildt med haglbøsse udelukkende skyldes bøssens ”jordforbindelse”.
Der er dog et par ting, man bør vide. Skudafstanden er altafgørende for haglbøssens effektivitet. De jagtetiske regler siger, at man maksimalt bør skyde på 20 meters afstand og kun i rent sideskud – helt som beskrevet i Nyt Dansk Jagtleksikon. Alligevel vil jeg anbefale, at man reducerer denne afstand til maksimal 15 meter, da man herved får nogle ekstra splitsekunder til at skyde igen, såfremt rådyret ikke pakker sammen i skuddet. Er man i tvivl, er det jo ingen skam at lade være med at skyde – hvilket erfaringsmæssigt kan være en af de vanskeligste discipliner på en drivjagt.
Jeg havde engang fornøjelsen af at være inviteret på en jagt, hvor jagtlederen til parolen havde medbragt en mursten. Han meddelte derefter, at vi var velkomne til at skyde rålam, hvis vi ikke skød på større afstand end vi kunne kaste murstenen. Dernæst blev alle deltagere, som ønskede at benytte eventuelle chancer til råvildt, bedt om at kaste stenen i alle de øvrige jægeres påsyn. Resultatet var, at da dagen var omme, lå der fem rålam på paraden, og der var ikke afgivet skud til råvildt, som ikke blev leveret. Meget illustrativt og pædagogisk. Det længste, en af deltageren kunne kaste stenen, var 16 meter.
En god metode er at finde nogle fikspunkter i terrænet – såsom træer eller buske – der udgør den yderste grænse for skud til råvildt, så man har en rettesnor, når råvildtet passerer.
Næst efter skudholdet er der to vigtige faktorer for et succesfuldt resultat af haglbøssejagt på råvildt. Man bør kun anvende store hagl – helst størrelse 1 eller 2. Haglladningens størrelse er ikke afgørende på grund af den korte afstand, man skyder på. Men tunge ladninger giver lidt større sandsynlighed for at træffe de vitale dele, hvis man skal afgive fangstskud på et anskudt dyr. Åbne boringer er også at foretrække på grund af den korte skudafstand.
Tips og tricks
Der er naturligvis himmelvid forskel på sværhedsgraden af et riffelskud til et dyr, som løber og til et, som står stille – også selvom der kun er et sekund eller to til at skyde. Råvildt laver – i modsætning til mange andre vildtarter ofte høje spring under flugten, og det vanskeliggør skydningen yderligere. Heldigvis er arten meget tilbøjelig til at stoppe op og sikre, og det giver jægeren en langt større chance for at afgive et sikkert dræbende skud.
Når det gælder riffeljagt på løbende råvildt, er tricket ved succesfuld skydning derfor meget enkelt: man skal holde sig klar og vente, til dyret står stille. Det giver sig selv, at dyrene skal trykkes frem så forsigtigt som muligt for at øge sandsynligheden for, at en af de posterede skytter får en god skudchance. Ved decideret drivjagt sker der oftest det, at råvildtet i stedet går bagud gennem driverkæden og tilbage i såten.
Hvis ikke der skal foretages en nøjere selektion af de dyr, som skal afskydes, kan trykjagt med riffel være en ganske effektiv metode – især hvis der er skydetårne på terrænet. Skydetårnene give dels sikrere kuglefang, dels kan jægere lettere uset komme i skudposition.
For mange år tilbage blev jeg inviteret til at være eneste skytte under en sådan trykjagt på Lolland og fik besked på at skyde alt andet råvildt end kullede bukke. Skød jeg alligevel én, skulle jeg betale det samme som forårets bukkejægere gjorde – 3.500 kr. – i tilgift til vanæren. Min vært kendte sit terræn så godt, at han på ideel vis kunne trykke sit råvildt frem foran mig, når jeg var posteret i områdets hochsitze og skydetårne. Denne dag nedlagde jeg ni stykker råvildt i ligeså mange skud – og havde der ikke været tvivl om dyrets køn i forbindelse med en del af chancerne, ville paraden formentlig have været endnu større.
Mens riffelskud til vildt i spring er meget vanskelige, er kunsten ikke nær så stor, når man bruger en haglbøsse på korte skudhold. Men her er der en anden forholdsregel, man skal iagttage, og som er afgørende vigtig for succesraten: Man må ikke vente så længe med at lægge bøssen til kinden, at rådyret kan se bevægelsen. Råvildtets reaktionsevne er så stor, at dyret kan nå at ændre kurs væk fra jægeren i det splitsekund, det tager at bringe bøssen i anslag. Resultatet bliver ofte et mere eller mindre skråt bagskud, som drastisk øger risikoen for en anskydning.
Jeg deltog for nogle år siden i en reguleringsjagt efter råvildt på et vestsjællandsk terræn. På grund af terrænet var det ikke forsvarligt at anvende rifler. Vi fik udleveret patroner med 36 gram hagl i størrelse 1, hvoraf nogle havde hagl af stål og andre af wolfram. Da dagen var omme, havde de fem deltagende skytter nedlagt 25 stykker råvildt – og alle påskudte dyr var blevet leveret. Måske som jagtgudernes kompensation for nogle af de jagtlige uretfærdigheder, jeg mener at have været udsat for, tilfaldt det denne dag min ringhed at skyde hele 12 rådyr.
To år efter gentog de samme 5 mand succesen, denne gang dog med kun 17 dyr på paraden. Her var en af skytterne uheldig, og fik ikke nedlagt en påskudt rå med sit andet skud. De store hagl havde imidlertid tilstrækkelig kraft til, at de ved naboskyttens fangstskud helt gennemtrængte den flygtende rå på over 30 meters afstand. Bedre illustration af de store hagls effektivitet (og farlighed!) kunne man ikke få.
Anskydninger
Anskydninger af råvildt bør absolut høre til sjældenhederne, men naturligvis går det galt af og til.
Her er det især problematisk, hvis man anvender for små hagl, da det giver en schweisshundefører meget mindre at arbejde med, end hvis store hagl har gennemskudt dyret. Af samme grund er succesraten for eftersøg noget lavere ved anskydninger med hagl end med kugle.
Når man skyder på råvildt med hagl, er det derfor særlig vigtigt at være opmærksom på skudtegn. Når råvildt rammes af hagl, vil det et kort øjeblik virke mørkere i pelsen. Det skyldes, at hårlaget rejser sig som reaktion på træfferne. Hvis man konstaterer et sådant skudtegn, og dyret ikke bliver leveret, er der ingen vej uden om at tilkalde en schweisshund.
Det er min erfaring, at der er flere anskydninger på terræner med en lav bestand af råvildt og på jagter, hvor der deltager mange jægere. Årsagen er formentligt den simple, at når man sjældent har en chance, så er det mere fristende at udnytte den, selvom den ikke er helt ideel. På de vildtrige terræner i den sydøstlige del af landet er der derimod chancer nok, og derfor er det lettere at afstå fra at skyde. Der kommer flere i løbet af dagen.
En af min venner råder over et dejligt terræn i Jylland og har udtænkt en effektiv teknik til at øge disciplinen på dette område. Man må gerne skyde råer og lam – men hvis der skydes til råvildt, som ikke bliver leveret, går man igennem uden bøsse resten af dagen. Hans gæster har en særdeles høj succesrate for skud til råvildt.
Med disse borgerlige ord vil jeg ønske alle knæk og bræk på råvildtjagten – uanset om du bruger hagl eller kugle.
