”Hvis der ryger en hund, så er det 50.000 at betale ved kasse ét!”
Det er den kontante melding, som kommer fra Lena Liisberg, der er endog meget erfaren mårhundejæger. Det er hendes hunde også, og de er højt værdsatte både af ejeren og af de mange reguleringsjægere, der trækker på hundene og Lenas ekspertise, når vinterens mårhunderegulering skal foregå fra grav.
Mårhunde
Siden mårhunden første gang optræder i den danske vildtudbyttestatistik, er der fældet et godt stykke over 45.000 af de invasive pelsdyr. Primært i Jylland og nogle få dyr på Fyn.
Udbyttet toppede i 2020 med over 11.000 nedlagte mårhunde, og de senere år er det faldet en smule.
Formentligt er det et udtryk for, at den ihærdige indsats har båret frugt, og at det faktisk er lykkedes at begrænse dyrenes udbredelse.
Men de er stadig derude, og hvis det frivillige reguleringskorps, som udgøres af en relativt begrænset skare af danske jægere, slækker på indsatsen blot en enkelt sæson, så vil de stærkt formeringsdygtige dyr atter være i fremmarch.
Derfor efterstræbes mårhundene året rundt. Og i den kolde tid fra grav.
Ved graven
Mårhundene foretrækker naturgrave. Gerne store komplekser og med mange udgange. Allerede her vil jægere med gravsøgende hunde indse, at det kræver en særlig styrke og mentalitet at lade sine hunde indgå i dette betydningsfulde reguleringsarbejde. Når det så til og med mere er reglen mere end undtagelsen, at mårhundene holder så hårdt, at de skal graves ud, så må det stå klart for enhver, at denne form for regulering er meget langt fra den rekreative jagt.
Lena Liisberg har tre hunde i sin bil, som er designede til lige netop denne jagtform. Alt udstyret er tjekket til mindste detalje, og da vi efter den første grav holder en kort pause, har hun sågar brødrester, boller, marmelade og varm kakao – med flødeskum – klar til gravfolket.
Den første grav, vi tilser denne snekolde januardag, er en stor gammel naturgrav.
Den er tydeligvis i brug, for den sorte muld er blottet ved de fire indgange, hvor de tre skytter tager opstilling.
Parolen er klar – ud over det med erstatningen for hunden – der må ikke skydes ned i udgangen, og er hunden efter en mårhund, der springer, så lad hunden gøre arbejdet fremfor at risikere et skud, der kan skade hunden.
Jack Russel terrieren er forsynet med et halsbånd med en lille sender, der udsender et tilpas kraftigt signal til, at Lena kan modtage det med et avanceret stykke elektronik over jorden.
Grejet er oprindeligt udviklet til skiløbere, der bevæger sig ud i den løse sne uden for pisterne og derfor risikerer at blive begravet under en lavine.
Nu benyttes dette glimrende udstyr så også til at soignere den danske fauna, og på modtageren kan Lena Liisberg aflæse såvel, i hvilken retning hunden befinder sig under jorden som i hvilken dybde.
Det er med en vis ængstelse, at jeg ser, at gravkomplekset nogle steder er flere meter dybt, for hvis det er netop dér, mårhunden sættes fast, så bliver det et omfattende gravearbejde for os fire, der i fællesskab har taget opstilling rundt om naturgraven og Lena Liisberg, der følger sin hund som en bøje over jorden.
Tålmodighed og ihærdighed
Nu er her jo tale om regulering. Ikke desto mindre så er det alle jægerens fornemmeste dyder, der her skal i spil for at have blot den mindste chance for at gøre noget ved den aktuelle problemstilling med mårhundene.
I modsætning til sensommerens og efterårets noget mere overskuelige scenarier, hvor man med stærkt etablerede foderpladser og on-line vildtkameraer kan overskue mulighederne for at få succes på en nattepost, så er der ingen genveje her.
Vi skal vente.
Modstå kulden – og kedsomheden.
Det første kvarter er som altid det mest intense.
Hunden skal først lige hele systemet igennem for at se, om der skulle gemme sig en mårhund et eller andet sted.
Så daler forhåbningerne, og med det kommer kulden, tankerne, utålmodigheden.
Lena Liisberg jager fra grav både i Finland og Tyskland, hvor foruden ræv og mårhund også grævlinger er jagtbare. Hendes hunde ved, hvad det her drejer sig om, og da hunden er ude af graven for tredje eller fjerde gang, tager hun den op for at sætte den tilbage i bilen og bringe en ny hund i spil.
Vi venter på den nye hund, og blot dette, at der kommer en anden spiller på banen – så at sige – får atter forhåbningerne til at stige.
Den nye hund går villigt i graven, hvilket genbekræfter, at der i alt fald har været aktivitet i den for nylig.
Hele skytteholdet spænder an en gang mere og venter opvakt på, hvad der eventuelt måtte springe fra graven eller blive meldt faststående nede i graven.
Ingen af delene sker dog.
Også den nye hund returnerer ganske roligt til overfladen, og graven dømmes tom.
Vi trækker os tilbage – tilbage til de lune boller og den varme kakao.
Flere grave
Herfra fortsætter vores lille karavane til endnu en naturgrav. Den synes at være helt uden aktivitet, og de erfarne jægere sætter end ikke en hund i spil, hvorefter dagen afsluttes med en tur ud i nærheden af marsken, hvor to kunstgrave tilses blot for den gode ordens skyld.
To hurtige slip senere står det klart, at denne reguleringsdag endte uden mårhund.
Faktisk er det jo en succes, for tomme grave er det samme som en reduceret bestand. Imidlertid er der kun tale om en begrænset succes, for der er stadig mårhunde derude i den jyske natur, og selvom der er blevet lidt længere mellem de skarpe situationer, så er der behov for den samme ihærdighed som for år tilbage – ellers så går det hurtigt den forkerte vej.
