Af Karsten Rohde
Foto: Karsten Rohde samt mmpixel91, Nick Brundle Photography og Simon Kadula/Shutterstock
For efterhånden rigtig mange år siden i mine helt grønne jagtdage sad jeg i en rørskov tæt ved en digegrav i det sydvestjyske. Morgentrækket havde være fint, og jeg havde nedlagt en spidsand, en storspove og en lille kobbersneppe. Som altid gav jeg det lidt tid, da der stadig var mulighed for en gås, men pludselig stod der en lille gruppe på fire mennesker på den tilstødende grusvej. De havde medbragt store kikkerter og tog nu opstilling, så de kunne skue ud over vaden, og så kunne jeg jo ligeså godt køre hjem. Da jeg passerede dem, blev jeg mødt af flere ukvemsord og et: ”Han ved sgu nok ikke engang, hvad han har skudt!”
Det var mit første møde med en flok ornitologer.
På fællesjagter har jeg, specielt når der var snak om nye fredninger, siden hørt mange udtryk som for eksempel ”De skide ornitologer”, ”DOF ødelægger sgu snart alt jagt!” og lignende. Men er ornitologer da generelt imod jagt og jægere?
En hurtig undersøgelse
Jeg har forsøgt at undersøge sagen ved på henholdsvis en jagtside og en DOF-side på Facebook at spørge, om man både kan være jæger og ornitolog. På begge sider var den udbredte opfattelse, at det kan man da sagtens. En enkelt jæger hævder dog, at man ikke kan være betalende medlem af DOF og samtidig være jæger med DOF’s nuværende politik. Et enkelt DOF-medlem pointerer, at man sagtens kan være begge dele, samtidig med at man er uenig i forvaltningen af bestemte arter eller regler.
Måske er det, det DOF er, når de laver kampagner mod udsætning af fugle, men er det ikke en lurvet måde at anvende en tegning, hvorpå jægere fremstilles som overvægtige mænd, der skyder ænder på samlebånd?
Jeg har forsøgt at undersøge dette ved et interview med en inkarneret ornitolog og med en ivrig naturinteresseret jæger.
Jægeren
Morten Vinding er professionel naturformidler og ivrig jæger, der dyrker alle former for jagt i Danmark og også gerne rundt om i den store verden. Jeg mødte ham, lige før han havde en fugleformidlingstur på Værnengene og spurgte ham, om han nogle gange fik kommentarer fra fuglefolket omkring jagt.
”Jo, da. Ikke alle ornitologer er glade for jægerne, og så hører man lidt bebrejdelse, men der er skam også billigelse, når vi eksempelvis er med til at regulere rovvildtet. Dertil kommer, at rigtig mange ornitologer i dag også går på jagt. Negative kommentarer fra jægere forekommer jo også mod fuglekiggerne. Jeg mener desuden, at de nye jægere har et mere nuanceret syn på naturen, end de der erhvervede jagttegnet i forrige årtusinde, og jeg synes heller ikke, at man blandt jægerne hører så meget negativt om ornitologerne mere! Der er mere naturkendskab blandt de nye jægere. Den tvist, der ligger imellem parterne, er en fortsættelse af den gamle skyttegravskrig, der startede for mange år siden, da en jæger var det modsatte af en ornitolog. Jeg kan i øvrigt godt tænke mig, at der både i uddannelsen af de nye jægere og ornitologer var en endnu større naturforståelse. Jo mere aktiv naturforvalter og jo mere seriøs omkring din naturinteresse du vil være, jo bedre uddannet skal du være.”
Jeg spurgte nu om de kampagner, vi har set fra DOF, og Morten Vinding fortsatte:
”Idéen med Vildtforvaltningsrådet er vildt fantastisk. Man får noget ekspertviden ind fra interesseorganisationerne, som så finder et kompromis i stedet for, at det er en tilfældig valgt minister, der skal tage beslutningerne alene. Ofte bliver der bagefter (og inden nye aftaler) lavet nogle kampagner mere eller mindre tåbelige, men måden kan jo diskuteres, ligesom det kan diskuteres, om jægerne i debatten nogle gange er for flinke. Jeg skal ikke gøre mig til smagsdommer om forskellige jagtformer, men selv foretrækker jeg da jagt på vilde ænder frem for jagt på udsatte fugle.”
Afslutningsvis anmoder jeg Morten om et råd til ornitologer og jægere?”
”Vi har i bund og grund den samme interesse, for vi er alle interesserede i at have den bedst mulige natur, og her skal vi stå sammen. Og lad være med at være smagsdommer over for de andre. Nogle får en god naturoplevelse ved med en kikkert at betragte fuglene, andre får den ved måske at sidde ved et vandhul og skyde en and. Der bør være plads til begge dele!”
Ornitologen
Bent Jacobsen er fuldtidsornitolog, selvfølgelig DOF-medlem og leder af Blåvand Fuglestation. Han har i mere end 50 år beskæftiget sig med fugle, og bliver konsekvent kaldt Fugle-Bent i området. Jeg starter med at spørge ham, om man både kan være seriøs ornitolog og samtidig jæger:
”Ja, da. Jeg kender skam mange, der er begge dele,” udbryder han og disker op med både navne og fortællinger, der er lige på kanten af jagtloven. Bent ved dog godt, at der en tvist mellem jægere og ornitologer, men bedyrer, at han faktisk aldrig møder misbilligelse over for jagten, når han er sammen med de unge ornitologer på fuglestationen.
”Der, hvor der en tvist, er der, hvor der er tale om rabiate folk på begge sider. Disse har det også med at lufte deres meninger på de sociale medier, og så kommer gallen frem. – Jeg holder mig helt ude af at diskutere på nettet.”
Bent havde ikke set noget til DOF-kampagnen omkring skydefugle, men da jeg spørger om hans egen mening, kommer det hurtigt, at han ikke synderligt bryder sig om udsætning af hverken fasaner eller gråænder:
”Hvis jeg gik på jagt, ville jeg ikke gide skyde på udsatte fugle. Jagt skulle for mig være en NATUR-oplevelse. Tidligere satte man jo fasaner ud lige før jagten, og det var storslemt, men det er jo ændret nu, så fuglene har en chance for at blive lidt mere vilde. Problemet med udsætning af for eksempel fasaner er, at man sætter for mange ud på et for lille område og derved rykker ved den naturlige balance. Så mange fugle støvsuger jo simpelthen bunden for diverse kravl og frø fra planter”
”Jeg forstår imidlertid godt, at jægerne nogle gange føler sig trådt over tæerne, da resultatet af nogle kampagner betyder, at der ryger noget jagt og jagtmuligheder. DOF er jo en organisation, som skal forsøge at tale naturens og fuglenes sag, men det burde kunne klares i Vildtforvaltningsrådet, der selvfølgelig også skal tage hensyn til EU-regler, hvor man kigger på arternes totale population.”
Her kommer Fugle-Bent så med et interessant svar, da jeg også beder ham om et godt råd:
”Jeg har i øvrigt tidligere selv følt stor modvilje mod jagt, men det var dengang, hvor jagtloven stort set gav mulighed for at skyde alt, selv rovfugle. Både jagtloven og jægerne har dog ændret sig, og man kan sige, vi er blevet mere voksne. Man skal lære de unge, at det er helt i orden at have andre naturinteresser end lige det område, de selv dyrker, og ved at tale sammen kan vi opdage, hvor meget vi har fælles. Så kan vi lettere gå sammen om at beskytte naturen!”
Interessante perspektiver
Jeg havde ikke helt ventet, at respekten for hinanden ornitolog og jæger imellem var så stor, da jeg på Facebook stillede spørgsmålet, om man kunne være jæger og samtidig ornitolog. De sociale medier bærer jo ofte præg af mistillidsytringer og brok, da folk her tit føler sig anonymiserede – og indrømmet, så havde jeg måske også regnet med større bebrejdelser mod hinanden, da jeg opsøgte de to entusiastiske mennesker med hver deres hovedinteresse.
Det ser ud til, at der er en almen forståelse for, at såvel ornitologi som jagt er hobbyer, som handler om naturoplevelsen. Jægeren og ornitologen vil akkurat det samme: have en vildtrig natur med stor biodiversitet, og så kan jægeren jo sagtens høste det overskud, naturen frembringer.
Vi har altså det meste til fælles – og så er det da skørt at bekrige hinanden.
