Foto: Mark Trustrup
Vi står ryg mod ryg, så vi dækker alle skråninger af den lille forhøjning i klitlandskabet. Vinden har trukket op og river i lyngen omkring os, og mørke skyer samler sig over os på himlen. Et sted derude, på den anden side af vandet, kan man gennem disen skimte Esbjergs høje havnebygninger.
Vi ser først mod den ene side, så mod den anden, anspændte, og lige der sker det: Det går så hurtigt, at det først bare ligner en hvidbrun streg, der bliver trukket hen over det arrede, melerede landskab. Først efter flere meter får stregen form og bliver genkendelig, og armene fører bøssen op til kinden, men det er for sent. Skuddet rammer et stykke bag kaninen og flår stykker af lyngen og det stive klitgræs op i vinden, inden kaninen forsvinder bag en vold og er væk.
Kaniner og fritter
Vi er på Fanø, midt i det vidstrakte Vadehav, som sammen med Sønderjylland og øen Endelave er hjemsted for store bestande af vildkaniner. Kaninerne er blevet jaget her i over 100 år, siden de i 1912-13 blev udsat herovre og efterfølgende har spredt sig på øen.
Nogle år med milde vintre har bestanden vokset sig så stor, at den har været en plage for fannikkerne, så der er blevet udlovet skydepenge per nedlagt kanin. Andre år er bestanden mere eller mindre kollapset af kaninpest, for så hurtigt at komme på fode igen.
Kristian bøjer sig ned og åbner låget på den mørkegrønne trækasse med læderstrop, som han har haft over skulderen. Han bor i Nordby og er med i øens jagtforening, og op fra kassen trækker han to fritter. Fritterne har små messingringe om munden, for det er dem, der skal sendes under jorden for at jage kaninerne ud. Uden mundkurvene ville de små rovdyr hurtigt finde og æde sig mætte på en kanin, inden de ville lægge sig til at sove nede i mørket. Mundtlige overleveringer fortæller om det helvedes arbejde, det er, selv for to mand, at grave sådan en mæt og sovende fritte ud fra dybt nede i jorden.
Med en rolig hånd sætter Kristian fritterne ned ved to kaninhuller, og de forsvinder i et adstadigt tempo ned i mørket.
En næse for kaniner
Et kort øjeblik efter sker det igen: Ud af et hul på den anden side af forhøjningen, vi står på, nærmest flyver der en kanin. Men denne gang er vi forberedt på farten. Kaninen løber nogle få meter, inden skuddet falder, og den tumler forover i en sky af jord og sand, forendt.
Vi står et øjeblik, inden hunden bliver sendt afsted, for der kan komme flere, og rigtig nok, endnu en kanin stryger ud af et andet hul i bakken. Det første skud rammer den lige på, og den slår en kolbøtte, men fortsætter, inden endnu et skud får den til at forende.
Efter et par minutter ser vi et lille gråmeleret hoved titte frem fra et af hullerne, inden det forsvinder ned under jorden igen. Så kommer det til syne igen i et andet hul, og Kristian lokker først den ene og så den anden fritte ud med en lille madskål med tørfoder. Han lægger dem forsigtigt i kassen igen og spænder haspen, inden han sender sin hund afsted efter de nedlagte kaniner.
Det er en gammel dansk hønsehund, han har med, en unghund, der ikke har apporteret hårvildt endnu, og som kløjes i det de første par gange, men som med lidt opmuntring hurtigt får grebet på kaninerne. Det er en lykke, at vi har den hund med. Godt nok er den endnu ung og forholdsvis uvant med kaninjagten. Men den har næse for kaninerne, og vi bruger den gennem hele dagen til at finde de kaningange, som er beboet, så vi ikke spilder tid med at sende fritterne ned i ubeboede gangsystemer. Derudover er den, sammen med regnen, med til at drive kaninerne ned i hullerne, inden vi når frem, så vi kan nå at tage opstilling med ryg mod hinanden, inden fritterne bliver sendt ned for at drive dem ud igen.
Forskellige jagtformer
Næsten lige så længe, som der har været kaniner på Fanø, har man avlet fritter her på øen, der er en slags tamform af kaninens naturlige fjende, ilderen. Meget små gravhunde er også blevet brugt til at søge ned under jorden og jage kaninerne ud, men fritterne har altid vist sig at være de mest effektive til det arbejde.
Til tider har man sat net op ved kaninernes huller, inden man har sendt fritterne ned i deres gange, for så at fange dem i disse net. Det er også muligt at pürsche dem med en salonriffel og skyde dem i sædet, fortæller Kristian. Men det kræver tålmodighed og erfaring, for kaninerne ser og hører godt, og har én kanin først opdaget dig, stamper den advarende med den ene bagpote, hvilket får hele flokken til at forsvinde ned i deres huller.
Endelig kan man jage kaninerne med haglgevær og spaniels på solrige dage, hvor kaninerne er oppe, og hvor det ofte er til at komme til dem, inden de søger ned under jorden.
Kaninplager
Regnen har trukket ind fra Vesterhavet, ind over Fanø, og Esbjerg er forsvundet fra horisonten. Vejret skifter hurtigt herude, man kan se regnen og vinden komme langvejs fra og feje hen over landskabet, inden det igen lysner, og solen bryder frem.
Vandet løber fra de gennemblødte bukser og ned i støvlerne, så det svupper, når vi går fra den ene høj til den næste. Men det betyder ikke meget, for naturen er storslået herude, selv når den gennemtærskes af slagregn og kuling, der får en til at vende sig bort fra vinden, for overhovedet at kunne se og høre. Bygerne er strenge, men korte, og vi har endnu flere kaniner til gode.
Overalt bærer landskabet præg af kaninerne: Furerne, der leder ned til de underjordiske gangsystemer, er så dybe, at man skal passe på, hvor man træder. Det er utroligt at forestille sig, at de forholdsvis små kaniner med deres bløde poter kan grave disse furer, der nærmere ser ud, som om de er blevet udgravet af en mini-rendegraver. For slet ikke at tale om det uendelige gangsystem, der forgrener sig under jorden, og som fører op til huller med mange meter imellem sig.
Der er ikke noget at sige til, at kaninerne til tider decideret har været en plage for fannikkerne, så man med alle tænkelige midler, også med udgravninger af kaninernes unger, har forsøgt at holde bestanden nede.
Flere år er det lykkedes, godt hjulpet af strenge vintre, at decimere antallet af kaniner på øen, så man i på hinanden følgende dage har kunnet gå rundt i klitterne og plantagerne uden at se en eneste kanin. Men bestanden er altid vokset eksplosivt igen, for kaniner avler som kaniner, og nu spiller klimaforandringerne med de milde vintre også ind, så kun de store udbrud af kaninpest for alvor kan reducere kaninbestanden, og det hele starter forfra.
Reflekser og foranhold
Kaninerne vejer efterhånden godt til i Kristians rygsæk. Vi lader og gør os klar, da hønsehunden igen har stukket snuden ned i et kaninhul og tydeligt markerer, at hernede er der liv. Kristian når knap nok at finde fritterne frem, før den første kanin løber ud af et hul tæt ved, skræmt af hunden.
Den nærmeste skytte svinger bøssen op til kinden og drejer overkroppen, mens løbene følger den bane, kaninen tegner i klitlandskabet. Ved første skud tumler kaninen og bliver liggende, og han har knap nok tid til at lade, inden den næste kanin springer fra et andet hul og forsvinder i et tredje, tæt på, før nogen kan nå at reagere. Kaninjagt kræver i den grad hurtige reflekser og et godt foranhold, ellers kommer man tomhændet hjem.
Vi tager et kort hvil i en lavning, mens vinden hyler over vores hoveder, og lægger de knækkede geværer fra os en stund i lyngen, mens Kristian afsøger området bag os med hunden. Kaninjagt med fritte er en afvekslende og alsidig jagtform: Der er stille stunder, hvor man går fra høj til høj og afsøger terrænet med den stående hund for egnede huller at sende fritterne ned i, som så bliver afløst af den spænding og intensitet, der griber alle, når man står ryg mod ryg, klar, og venter på, at kaninerne flyver ud af deres huller.
Blæst og stormflod
De tunge skyer er forsvundet ind over fastlandet nu, og solen skinner i det høje grøngule klitgræs, der bøjer sig i vinden. Vi har bevæget os et godt stykke ud gennem klitterne, væk fra sommerhusene, der ligger spredt i landskabet, og ud mod de bunkeranlæg fra Atlantvolden, som tyskerne efterlod sig i ’45.
Vi kommer ikke herfra lige foreløbig: Der er indløbet en melding om, at dele af færgelejet i Nordby, hvorfra en mindre færge forbinder øen med Esbjerg, nu står under vand på grund af stormflod. Naturens luner er en faktor, man i langt højere grad skal forholde sig til herude end i andre dele af landet, selv tidevandet kommer hvert år bag på mange.
Vores tøj tørrer langsomt i den stride blæst og på grund af den varme, man får ved at gå op og ned ad bakker her i det ujævne klitlandskab. Tænk at gå rundt herude i skjorteærmer med en salonbøsse i starten af sæsonen og skyde et par kaniner til gryden derhjemme, mens man af og til slænger sig i græsset og ser op på skyerne, der driver forbi. Den tanke er nok til at ønske at flytte herover og blive øboer.
Jagt forbi
Kristian står et øjeblik og spejder ud over klitterne. Overalt kan man se kaninhuller og de dybe furer, der leder ned til nogle af dem. Andre huller skal man helt tæt på for at opdage. Vi beslutter os for at indtage en sidste høj, inden vi melder jagt forbi. Der er nok at vælge imellem – vi kunne gå herude hele dagen og tage høj efter høj, mens antallet af nedlagte kaniner hele tiden ville stige.
Hønsehunden finder hurtigt et hul, hvor der for nylig har været aktivitet og markerer med en stand, der får det til at se ud som om, at hele dens hoved er begravet i sandet. Vi tager opstilling som tidligere, og Kristian kalder hunden til sig, inden han sender fritterne ned under jorden. Hunden har ikke taget fejl: Et minut eller to senere springer den første kanin fra graven og så en til.
Begge kaniner forender i hurtige skud og tumler i klitterne, inden de ligger stille og bliver apporteret. Vi har ni kaniner på tasken nu, det er nok for i dag. Vi laver en lille, improviseret vildtparade med dem i lyngen, inden vi går tilbage mod bilerne. Der er endnu et stykke tid til, at vandstanden er faldet inde i færgelejet, men heldigvis er der Sønderho Kro på øens sydspids, der byder på smørrebrød og øl efter en fantastisk jagtdag under høj himmel.
Jagt på Fanø
Fanø huser trods sin forholdsvis lille størrelse både en pæn bestand af kronvildt og dåvildt. Derudover findes der en del råvildt på øen, som nedstammer fra dyr, der blev sat ud fra den gode bestand på Valdemars Slot på Tåsinge. Øen bliver hvert år besøgt at en stor bestand af snepper, og derudover er der vildkaninerne, der som nævnt blev udsat i starten af 1900-tallet. Fanø Jagtforening råder over godt 1.400 hektar land, der både tæller strandeng, klitområder og skov. Vi var inviteret af Kristian, der bor på øens nordligste spids, og som er medlem af den lokale jagtforening. Vildkaninerne må jages fra d. 1. september til d. 31. januar.
