Jeg undrer mig af og til over, hvorfor jægerne og skytter i nogle henseender tilsyneladende opfører sig helt irrationelt. I dag er der eksempelvis en trend mod, at man skal købe meget avancerede og derfor dyre sigtekikkerter. De skal helst både have ballistisk kompensator og afstandsmåler indbygget – selvom de fleste købere aldrig kommer på jagt, hvor skudafstandene er over 200 meter, og hvor kuglefaldet er uden praktisk betydning.

Mange jægere er tilsyneladende også mere optagede af, hvor hurtigt de kan repetere med deres fine rettrækker, end de er af at træne i at ramme målet. Eller tag pibelængder på haglbøsser. Den herskende mode tilsiger piber på 76 cm – selvom mange bøsser faktisk har en bedre balance og førbarhed med de 71 cm-piber, som for få år siden var standard.

Det var den slags overvejelser, jeg for havde, mens jeg i vinter stod på en klapjagtspost i Ungarn og ventede på, at de første fasankokke blev drevet ind over skyttekæden. Men her gik det op for mig, at jeg egentlig ikke var spor bedre selv, når det gælder rationel adfærd. Og jeg kan endda dårligt undskylde mig med manglende faglig indsigt.

I Storbritannien har mange producenter tradition for at farvekode patronerne ved at lave 20’ere med gule hylstre, 16’ere med blå og 12’ere med røde hylstre. Men som det fremgår, er der undtagelser.

Traditionelle valg

Jeg er en varm tilhænger af lette og velbalancerede bøsser til jagtbrug. I modsætning til flugtskytter så bærer jeg (desværre) mere rundt på mine bøsser, end jeg skyder med dem. Alligevel må jeg erkende, at jeg i årevis udelukkende har valgt bøsser i de to traditionelle kalibre 12 eller 20. Med min smag i bøsser havde en haglbøsse i kaliber 16 faktisk været et bedre valg, som jeg burde have truffet for mange år siden.

Inden jeg nærmere begrunder denne påstand, er det nok mest hensigtsmæssigt at beskrive nogle af de faktorer, som påvirker en patrons effektivitet. Det er nemlig en kompleks størrelse, som afhænger af en lang række faktorer ud over patronens kaliber.

Den vigtigste faktor for en haglpatrons dræbeevne er, hvor jævnt fordelt haglsværmen er på forskellige afstande. Hertil kommer størrelsen af skudbilledet, som naturligvis afhænger af ladningens størrelse og haglenes antal.

Det hele bliver ikke lettere af, at der er flere andre faktorer, som indirekte påvirker størrelsen af skudbilledets størrelse og haglenes fordeling. Typiske eksempler er patronens kaliber, ladningens udgangshastighed, samt tillige udformningen af den haglskål, som haglene ligger i. Endelig er der den rekyl, som patronen forårsager, og som har stor betydning for skyttens præstationer med sin haglbøsse.

I modsætning til gængse fordomme er der et bredt udvalg af patroner i kaliber 16 – også med alternative haglmaterialer. 

Effektivitet og ladningsstørrelse

Grunden til, at kaliber 12 er blevet så udbredt, er formentlig, at den er i stand til at håndtere større haglladninger end de øvrige gængse kalibre. Samtidig er en bøsse i kaliber 12 den største, som det stadig er nogenlunde let at håndtere. Allerede i kaliber 10 bliver bøssen tung og svær at svinge, og endnu større bøsser er der meget få mennesker, som kan håndtere til vildt i bevægelse.

Fordelen ved de flere hagl i den større ladning er – alt andet lige – en bedre dækning og dermed en større rækkevidde. Nu er det som bekendt ikke alle skytter, der med hvert eneste skud evner at placere centrum af haglsværmen præcist midt ud for kroppen på en flyvende fugl eller et andet mål i bevægelse.

Derfor har størrelsen af det ’effektive’ skudbillede også betydning for en patrons effektivitet. Med ’effektiv’ mener jeg der, hvor dækningen af haglene er jævn og tæt nok til at dræbe f.eks. en and, uanset i hvilken del af patronens skudbillede fuglens krop befinder sig (typisk 3-5 hagl).

Jo større effektivt areal, den pågældende ladning resulterer i på en given afstand (f.eks. 30 m), desto større margin for sigtefejl får skytten. Med et stort, men stadig effektivt skudbillede kan skytten derfor placere sit skud lidt forkert, men stadig nedlægge fuglen. Men der er naturligvis grænser for, hvor stor fejlmargen, man kan opnå.

Amerikanerne har tradition for at lave kraftigt ladede patroner til vandfuglejagt, men gevinsten er tvivlsom, da den højere hastighed oftest giver dårligere skudbilleder.

Effektivitetens pris

Problemet med at øge en haglladnings effektivitet er, at alting har sin pris. Hvis man øger haglladningen, stiger rekylen. Hvis man forøger hastigheden, stiger rekylen yderligere, og det bliver tillige vanskeligere at opnå en ensartet dækning i skudbilledet.

For ikke at gøre denne artikel til en fysiklektion kan vi nøjes med en konstatering af, at sammenhængen mellem de effektive skudbilleders størrelse er kvadratisk. For at fordoble arealet af det effektive skudbillede skal mængden af hagl derfor firedobles. Og det indebærer desværre for skytten, at rekylen bliver 16 gange så stor. Det er altså rekylmæssigt set meget kostbart at forøge størrelsen af effektiviteten/skudbilledet, mens man får en stor gevinst i sparet rekyl selv ved en moderat nedgang i ladningsstørrelse.

Lad os tage et eksempel: Hvis man i kaliber 12 går fra en patron med en ladning på 33 gram hagl til en ladning med 28,3 gram, så reducerer man arealet af det effektive skudbillede med ca. 7,5 %. Alt andet lige vil bøssen effektive rækkevidde således også reduceres med 7,5 %.

Nu kan 7,5 % kortere effektiv rækkevidde virke af meget. Men virkeligheden er, at en haglbøsses effektive rækkevidde selv med moderate ladninger er langt større, end 99 % af verdens skytter kan udnytte systematisk. Derfor er den reelle gevinst ved den større ladning yderst tvivlsom.

At kun meget få skytter evner at udnytte en haglbøsses effektive rækkevidde, understreges af en praktisk test, der blev foretaget i Danmark for år tilbage. Den viste, at selv meget erfarne skytter (inklusive en tidligere verdensmester i skeetskydning) ikke kunne holde deres patronforbrug under tre styk per truffet lerdue, når skudholdet kom over 30 meter.

Trangboring og moderne haglskåle kan i mange tilfælde holde skudbillederne samlede, men selv de moderate ladninger er mere end tilstrækkeligt effektive på de afstande, hvor de fleste af os dødelige er i stand til systematisk at træffe et bevægeligt mål – altså under 30 meter.

Set i det lys er reduktionen i effektiv skudafstand derfor uden nævneværdig betydning, hvis man går ned fra 33 gram hagl til 28,3 gram (1 ounce). Ved at reducere haglladningen med disse ca. 5 gram reduceres marginen for sigtefej fra 43,3 til 40 cm – en forskel, som det nok kun er meget få skytter, der vil registrere i praksis.

Med den smallere bascule i kaliber 16 kan man lave en bøsse, som har fordelene fra både en kaliber 12 og en kaliber 20.

Rekyl

Den reducerede ladning har til gengæld en anden og tydeligere effekt: Når det gælder rekyl, er der en tydelig og mærkbar forskel mellem de to ladninger på 33 og 28,3 gram – nemlig en reduktion på hele 26 %. Og netop størrelsen af rekylen er erfaringsmæssigt en vigtig faktor for, om skytten igennem længere tid kan opretholde sin koncentration og præstere gode skud.

Nu kan man reducere rekylen ved at forøge vægten af bøssen, og af fysiske årsager kan en bøsse i kaliber 12 være tungere end en bøsse i kaliber 16 – alt andet lige.  Men da der typisk kun er tale om et par hundrede gram, opvejer det slet ikke den øgede rekyl fra patronen med den større ladning.

Et eksempel: Lad os som udgangspunkt tage en bøsse, der vejer 3 kg, og affyre en patron med 28,3 gram hagl. Hvis vi ønsker at opnå den samme rekyl fra en bøsse, der skyder med en ladning på 33 gram hagl, så skal dens vægt helt op over 4 kg.

Alle de ovennævnte forhold er naturligvis ikke nye for producenterne af jagtvåben. Allerede før forrige århundredskifte konstaterede den succesrige bøssemager W.W. Greener, at en haglbøsse ideelt bør veje 96 gange så meget som den haglladning, man vil affyre i den.  Alligevel blev kaliber 12 det altdominerende valg blandt jægere. Samme Greener skrev i 1910, at der i England kun blev fremstillet en bøsse i kaliber 16, hver gang der blev lavet 500 i kaliber 12. Misforholdet var endnu større, når det gjaldt kaliber 20. Her blev der kun fremstillet en enkelt for hver 10.000 bøsser i kaliber 12.

Årsagerne til 12’erens dominans er mange, og en del af dem sikkert af teknisk og historisk oprindelse helt fra forladernes ære. En anden væsentlig faktor var nok det, man kan kalde ’macho-effekten’. Helt op til 1970’erne var den gængse opfattelse blandt jægere, at bøsser i mindre kalibre end 12 alene var velegnede til kvinder og drenge.

På kontinentet var kaliber 16 vældig populær indtil 2. verdenskrig, men herefter tog kaliber 12 over – muligvis fordi flugtskydning blev mere populært.

Letvægtere

Det kan undre, at især briterne så længe var konservative med hensyn til valg af haglkaliber, når de samtidig favoriserede lette og elegante bøsser. På kontinentet var kaliber 16 før krigen langt mere populær end i Storbritannien. Det skyldtes ikke mindst traditionen for at bygge kombinationsvåben, hvor man ofte valgte kaliber 16 for at holde størrelsen og vægten af basculen nede. Faktisk må jeg med skam melde, at min hidtil eneste 16’er var en drilling, som jeg købte i 1977.

Op gennem 1900-tallet så man i Storbritannien talrige eksempler på nye letvægtsbøsser og patroner med reducerede ladninger – men alle sammen i kaliber 12. En overgang blev det endda moderne at lave lette bøsser i kaliber 12, hvor kammeret kun har længde på 50 mm. Haglladningen var her typisk 24 gram.

En mildest talt mere logisk konsekvens havde været at fremstille bøsserne i en mindre kaliber. Man kan dog ikke bare ukritisk nedskalere delene på en haglbøsse, når man vil lave en model i en mindre kaliber. Størrelsen af en låsekasse på en haglbøsse bestemmes i høj grad af diameteren på de to patroner, som piberne skal rumme. Også her er der tale om et kvadratisk forhold, hvorfor basculen hurtig bliver stor og tung, når man går et eller flere trin op i kaliber.

Hertil kommer en række af andre fysiske forhold, som skal opfyldes. Spændestænger og fjedre skal have en vis længde for at fungere godt, og størrelsen af menneskets hænder og krop betyder, at konstruktøren må gå på kompromis i bøssens udformning. Dette bliver tydeligt at se, når kaliberen bliver meget lille – som ved en bøsse i kaliber 28 eller .410.

Forfatteren beklager, at han alt for sent har indset fordelene ved en kaliber 16. Den eneste bøsse, jeg har haft i denne kaliber, var en drilling, som jeg købte i 1977.

Kaliber 16

Konklusionen af ovenstående bliver derfor, at man må vælge et sæt kompromisser for at få flest mulig fordele. Og det er her, at kaliber 16 springer i øjnene, da den har en lang række fordele.

Erfaringen har vist, at en ’kvadratisk’ ladning giver de bedste og mest ensartede skudbilleder. Med ’kvadratisk’ menes en ladning, hvor haglsøjlen har samme højde som diameteren. Dette forhold bliver i dag i nogen grad påvirket af de moderne haglskåle. Som udgangspunkt gælder det imidlertid stadig, at højere hastighed giver mere åbne og ujævne skudbilleder, og at lettere ladning i kraft af de færre hagl giver dårligere dækning.

For en kaliber 16 vejer en kvadratisk ladning 1 ounce – 28,3 gram. Det er interessant, fordi man med denne ladningsvægt kan opnå et jævnt og stort skudbillede, som stort set svarer til det, man opnår fra en kaliber 12 med tungere ladning – men uden at betale prisen i form af stor rekyl.

Her kan man hævde, at moderne patroner i kaliber 20 også anvender en ladning på 28 gram. Men det er et velkendt fænomen, at det kan være meget vanskeligt at opnå åbne skudbilleder i kaliber 20. Forholdet mellem længden af haglsøjlen og diameteren af patronen er simpelt hen ikke ideel.

Man kan naturligvis også anvende en 28,3 grams ladning i en kaliber 12, men har så problemet med en unødvendig stor og kraftig bøsse i forhold til ladningen.

Haglbøsser i kaliber 16 kan derimod bygges lette og elegante med næsten samme lave vægt som en kaliber 20. Specielt for de jægere, som foretrækker en over/under, er en kaliber 16 en attraktiv mulighed, eftersom disse bøsser generelt er tungere konstruktioner end side-by-sidebøsser. I svenske Vapentidningen 9/2016 testede Tobias Hassel en italiensk bockbøsse i kaliber 16, hvis vægt kun er 2.900 gram.

Selv de konservative englændere er ved at skifte holdning til kaliber 16. De sidste par år er salget af patroner i kaliber 16 steget med 20 %. Tidligere kunne man i England ofte finde gode brugte bøsser i kaliber 16 til en lavere pris end en tilsvarende 12’er. De tider er ovre – nu er det snarere omvendt.

I England er kaliber 16 igen ved at blive populær. Den øverste og nederste bøsse her er et par, som er bygget af Watson Bros. til musikeren Eric Clapton med hans kendemærke – en rose – indlagt i guld på låsene.

Selverkendelse

Bøsser i kaliber 16

Selvom bøsser i kaliber 16 ikke er særligt udbredte, er der faktisk mange producenter, som i dag laver dem. Her er nogle af dem:

Arrieta
AYA
Boss
Boxall & Edmiston
Browning
1.J. Churchill
FAIR
Holland & Holland
Longthorne
Purdey
Rizzini
Watson Brothers
Westley Richards
William & Son
William Evans
William Powell

Mine evner som skytte er desværre af en karakter, som gør, at jeg har brug for al den hjælp, jeg kan få. Som de fleste andre jægere nedlægger jeg med min haglbøsse i praksis næsten alt mit vildt på afstande mellem 15 og 30 meter. Af samme grund har jeg i stigende grad anvendt bøsser i kaliber 20 på mine jagter – ikke mindst, når man skulle gå langt og kun afgive få skud under jagten.

Jeg må dog erkende, at dette valg ikke blev truffet ud fra en rationel analyse. Det fik jeg demonstreret på den ovennævnte fasanjagt i Ungarn. Værten havde på parolen meddelt os, at det formentlig ville forekomme en del skudchancer til fugle, som ville være højere oppe, end vi var vant til hjemmefra. Og nu stod jeg her i en slugt med høje træer og ventede med en O/U kaliber 20.

Da det ikke er hensigtsmæssigt at medbringe egen haglammunition til udlandet, havde arrangørerne

En kaliber 16 er effektiv på længere skudhold, end 99 % af jægerne er i stand til at ramme målet på.

fået til opgave at levere patroner. Desværre havde de udleverede 20’ere en ladning på 30 gram hagl. Min bøsse har udskiftelige chokes, og jeg brugte de to mest åbne. Alligevel var det min klare opfattelse, at den tunge ladning ikke gav et nær så godt skudbillede, som det jeg er vant til hjemmefra. Og når det gjaldt rekylen, var der slet ingen tvivl – den var kraftigere end normalt – og påvirkede klart min skydning i visse tilfælde.

Nu kom jeg dog trods alt igennem jagten uden at blamere mig selv. Men alligevel ærgrer jeg mig lidt over ikke at have tænkt mig om, inden jeg købte min 20’er. Havde jeg valgt præcis den samme bockbøsse i kaliber 16, så havde jeg stået med en bøsse, som kun vejer 50 gram mere. Men den ville med standardladninger antagelig have opnået langt bedre skudbilleder og med garanti haft en lagt mere moderat rekyl. Jeg ville kort sag have haft en bøsse, der føltes som en 20’er, men leverer skudbilledet fra en 12’er.