Jagtfeltskydning

Foto: Freya Chalotte Askjær og Claus ”Claude” Sloth Andersen

Røglugten fra firebirden, der lige er gået af på 200 meters afstand rammer min næse, og tilfredsheden breder sig i kroppen. At stå her og mærke glæden over, at jeg ramte den lillebitte, gule prik, der fik firebirden til at eksplodere, skaber lyst til flere udfordringer! Og udfordringer er det, jeg har fået allermest af i denne weekend!

Det er tidligt lørdag morgen! Lyden af min alarm vækker mig. Klokken er 6.15 – men lige nu føles det, som om det er midt om natten! Jeg kunne godt liiiige… men der er morgenmad kl. 7 – og kl. 8 starter dagens feltskydningstræning – jeg kan mærke, hvordan glæden forplanter sig i mig, og pludselig er det let nok at komme ud af sengen.

Jagtfeltskydning

Sidst jeg var her på Ulfborg Skyttecenter, var til min allerførste feltskydning nogensinde – i april måned i år. Det var en stor øjenåbner, og selvom jeg ikke helt vidste, hvad jeg var gået ind til, vandt jeg konkurrencen i den 6-mands gruppe, jeg var i. Overordnet klarede jeg mig nok ikke godt i hele feltskydningen, men den lille gruppe var mit referencepunkt den dag. Det gav mig blod på tanden, og det er efterfølgende blevet til endnu én feltskydning i Karup – og nu vil jeg bare gerne lære mere om, hvordan jeg klarer mig godt i feltskydning – og på jagt!

Ifølge Danmarks Jægerforbund er Jagtfeltskydning defineret som: ”Jagtfeltskydning med jagtriffel foregår, som navnet siger i “felten” og har til formål at fremme jagtriffelskytters dygtiggørelse i skydning i terræn under så forskellige jagtrelevante forhold som muligt.”

Til feltskydningskonkurrencer, som er at finde over hele landet i sommerhalvåret, er der rig mulighed for at prøve kræfter med både distancer og skydestillinger. Det er yderst jagtrelateret, da man aldrig helt ved, hvor drømmebukken eller vildsvinet står, og hvilke muligheder man har for at skyde til dem. Man får også en fin fornemmelse for egne begrænsninger og dermed, hvor man har behov for mere træning.

Du bliver præsenteret for udfordringer på alt fra cirka 60 meter til 600 meter – der er altså virkelig gode muligheder for at øve sig i ballistik og skudkompensation i forhold til afstanden. Ligeledes vil skydestillingerne være meget forskellige. Sommetider må du ligge ned, andre gange skal du stå op og har en 1-benet skydestok til din rådighed. Sommetider skal du skyde knælende ved en pind – og andre gange skal du måske skyde fritstående. Det er virkelig sjovt og en virkelig god udfordring, der for mange giver lyst til at træne deres skydeevner endnu mere.

Nu er jeg her altså igen på Ulfborg Skyttecenter. Og jeg er klar til at tage udfordringerne op med de 20 andre deltagere og med god hjælp fra en håndfuld af ZEISS’ dygtige instruktører.

Fredag eftermiddag ordnes alt det praktiske. Først får jeg indskudt min Ruger M77 Mk II .243W med træningsammunition og min ZEISS Victory HT 2,5-10×50. Herefter står den på indkvartering og efterfølgende hygge på terrassen med grill, informationer og masser af snak og nye bekendtskaber fra Tyskland, Holland og Belgien. Jeg er eneste deltager fra Danmark – ud over Claus, som er med mig som fotograf – og snakken går lystigt på både tysk og engelsk. Nogle af belgierne taler dog stort set kun fransk, og her kan jeg altså ikke være med! Alle går forholdsvist tidligt i seng, da de fleste er kommet kørende langvejs fra.

Lørdag morgen starter tidligt, og kl. 8 er der samling med information om dagens træning – og så er eventet ellers skudt rigtigt i gang!

Nøj, hvor har jeg glædet mig! Jeg er på hold med en tysker og to belgiere. Jeg er totalt positiv og klar til at yde mit ypperste for at blive god på de forskellige afstande og udfordringer. Mens vi går hen imod den første træningsbane, begynder det at regne. Vejrudsigten siger både regn og en tiltagende vind hen over dagen. Regnen gør ikke noget, jeg er klædt godt på. Men vinden giver selvfølgelig dagens træning en ekstra dimension. Vi må se, hvordan det går.

Store afstande!

Mit hold starter på Multi Distance Banen – det vil sige en bane, hvor der er sat 7 forskellige dyr op på forskellige afstande. Der er blandt andet en agerhøne på 70 meter og et rådyr på 100 meter, et vildsvin på cirka 300 meter, en bjørn på 430 meter og en kudu på 535 meter. Jeg føler mig virkelig privilegeret over at have fået kliktårn og ASV+. Nu skal jeg blot tænke på at tjekke afstanden og indstille den på min optik. ASV justerer nemlig selv for kugledroppet, når jeg bare klikker tårnet hen på den korrekte afstand – op til 600 meter for min .243W. Det gør min skydning meget lettere, fordi jeg ikke hver gang skal udregne, hvor meget jeg skal kompensere for afstanden på det mål, jeg skyder til.

Jeg starter med de dyr, der står tættest på, skal jo liiige varme op, inden jeg kaster mig over de virkelige udfordringer. Det går nu meget godt, og jeg fortsætter med bjørnen, vildsvinet og kuduen og bruger mit kliktårn flittigt på de forskellige afstande. Jeg har god hjælp fra de to ZEISS-instruktører, der står til rådighed her på banen. De spotter, hvor jeg rammer og byder ind med råd og vejledning til, hvordan jeg forbedrer min skydning. Det føles trygt og professionelt, og inden længe hører jeg den fede dinglyd – ikke bare når kuglen rammer dyret af metal, men når den rammer metalklappen på ca. 10 cm. i diameter, som klapper op og i, når jeg rammer helt rigtigt!

Efter cirka 5 kvarter går mit hold videre til næste udfordring: 600 meter banen! Vi står og venter, mens det tidligere hold bliver færdigt. Der er godt nok langt ned til skiverne… Heldigvis går vi ned ad banen og starter med at skyde på skiverne på 200 meters afstand. Jeg stiller mig op længst til venstre og kigger på skiven. Claus er min spotter og står og spotter for mig med en gigastor ZEISS kikkert. Vi får en lille ekstra udfordring – lige foran målet ligger der nemlig en lille ”firebird” – et lille rundt mål at skyde efter, men med stor effekt! Det er bare 65 mm. i diameter, sort med en lille orange påmalet flamme i midten. Når man rammer den med hagl, riffel eller pil, eksploderer den. og der kommer både et brag og røg ud af det lille mål. De er stillet op neden under målskiverne og ser ret små ud på 200 meters afstand.

Jeg vælger at stå op og bruge min skydestok fra PH-Jagt – den står jeg nemlig rigtig godt med, og jeg ved, jeg kan tage et godt skud fra den. På mit 2. skud rammer jeg min firebird, og lugten af røg, der følger efter det lille brag, rammer min næse, og tilfredsheden breder sig i min krop! Selvfølgelig går der også lidt sport i det – og konkurrencemenneske er jeg jo også til en vis grad… så det føles bare godt at ramme som en af de første! Herefter skyder jeg efter det almindelige mål nogle gange og føler mig rimelig godt tilpas med at skyde på denne afstand.

Vi bevæger os længere op ad banen, til vi når 400 meter. Jeg skyder først liggende og til det store mål, som står ude i siden af skydebanen. Det måler 1×1 meter – og det er fint nok lige at se, om man kan ramme det i første omgang. Her er kontant afregning fra stålpladen, der sender budskabet klart tilbage om, hvorvidt målet er ramt! Så er det de små skiver, der står for skud igen, og nu må vores spottere træde til og hjælpe med at se skuddene, og hvad der skal rettes til for at få de bedst skud sat på skiven. Jeg skyder liggende og stående – og fordi jeg elsker udfordringer, skal jeg selvfølgelig også liiiige prøve fritstående. Stoltheden over at kunne ramme fritstående lader sig ikke fornægte på mit ansigt, og jeg er ikke ret god til at skjule det!

Vinden har taget til, da vi går ud på 600 meter… vi klikker tårnene på plads og forsøger os liggende. Første skud skal ramme på den store skive – afvente – DING! Så går vi efter de små mål – pyha, der er langt ud og det blæser! Men efter ganske kort tid bliver det ganske synligt, når vi rammer: de brede smil og et lille grynt (eller et stort tilfreds YES), når vi hører meddelelsen fra spotteren om, at målene rammes! Men vi er udfordrede pga. vinden og holder et vågent øje med flagene, som står på 200 m., 400 m, og nede ved målet.

Jeg kan ikke la´ være, og jeg skal selvfølgelig også prøve at skyde fritstående fra denne afstand. Jeg nøjes dog med at gå efter den store skive… DING… fedt – jeg er klar til næste udfordring!

Løbende hjorte og grise

Jeg er godt klar over det… jeg bliver udfordret på de bevægelige mål. Jeg er ret skarp på stillestående mål – selv på rimelig lange afstande, men jeg skal træne meget mere med de bevægelige mål. Så denne træning bliver god for mig – men også udfordrende!

Vi starter på hjortebanen, hvor Vagn står klar til at hjælpe os. Vagn fylder 70 år i dag, og han har været med til at bygge hjortebanen her i Ulfborg for mange år siden. Han guider mig gennem skydningen, og jeg får nogle gode tips undervejs. Jeg er stadig ikke god, men jeg synes det hjælper lidt på det efterhånden. Jeg får tilbuddet om at prøve en af instruktørernes riffel, en Sauer 404 cal. 30-06. Frisk som jeg er, siger jeg bare ja og kaster mig hovedkulds ud i det med kommentaren ”den er sørme let, hva’”… uden at tænke over, at den nok netop derfor har noget større rekyl, end jeg er vant til med min .243W. Bang – det første skud kommer bag på mig! Kasketten flyver halvvejs af, og jeg skubbes lidt tilbage og mærker tydeligt, at jeg ikke har lagt riflen tæt nok til skulderen for at afbøde rekylet. Argh! Op på hesten igen og de næste skud går meget bedre. Det er virkelig en fornøjelse for mig at afprøve noget nyt, jeg lærer så meget af det hver gang.

Jeg er rimelig tilfreds med mine resultater på hjortebanen. Altså – i forhold til min manglende træning. Jeg har stadig et smil på læben, da vi går til banen med løbende gris. Her går det også ganske okay, og igen får jeg mulighed for at udfordre mig selv. Jeg prøver her en spritny riffel fra tyske Anschütz – modellen hedder 1782, er en cal .308. Wauw, hvor er den lækker – og det går faktisk også fint med at skyde til gris med denne riffel, selvom det er første gang, jeg prøver den.

Jeg er ikke færdig med at træne på løbende vildt, men vi skal videre i programmet. I dag har blot givet mig endnu mere lyst til at ville træne. Nu ved jeg, hvad resten af efteråret skal bruges på!

ZEISS Training Academy

Det er ingen hemmelighed, at ZEISS blandt andet udvikler kvalitetsoptik og kikkerter til jagt. Og det er heller ingen hemmelighed, at optikken er virkelig vigtig, når du vil gå på riffeljagt. Jeg har nu ved flere lejligheder haft mulighed for at afprøve en ZEISS-optik og er stor fan af den kvalitet og nøjagtighed, jeg oplever.

ZEISS ønsker gennem deres Training Academy at være med til at skabe de bedste jægere gennem træning og anvendelse af god optik. Derfor laver de forskellige events, hvor du kan lære din optik bedre at kende og blive bedre til at forstå, hvordan du skal kompensere på forskellige afstande med den ammunition, du skyder med. Og du behøver ikke have en ZEISS-optik for at deltage ved deres events. Den generelle holdning, jeg har hørt igen og igen fra ZEISS, er, at de ønsker stolte jægere, der træner og bliver dygtige. Jeg glæder mig, til jeg igen får muligheden for at deltage i et af deres events, for jeg lærer virkelig meget af det.

Bueskydning og aftenhygge

For at udvide træningen lidt bliver vi også udfordret med bue. Vestjyske Buejægere står klar med to mand, som indvier os i bueskydningens verden. Vi skyder med Mathews Genesis compoundbuer, der har en lav trækvægt, og som stiller alle lige i træning og morgendagens konkurrence. Jeg synes, at bueskydning er sjov, og jeg ved, at buejagtskydning er noget, der ligger og venter på mig i fremtiden.

I dag skyder vi til mål på forskellige afstande – selvfølgelig meget kortere end med riffel. Der er mål fra 3 til 25 meter. Træningen går godt – jeg sætter pilene ganske fornuftigt og får beskeden om, at hvis mine skud til bukken på 25 meter havde været til prøven, havde jeg bestået. Min lyst til at tage buejagttegn er fuldstændig intakt, da vi er færdige med træningen!

Vi afslutter træningsdagen og går en tur ud i skoven på Ulfborg terrænet. Her er virkelig smukt, og vi nyder en times tid derude, inden vi
går ind og gør klar til aftensmad og en hyggelig
stund med de andre, inden vi kravler til køjs,
trætte og vindblæste efter en dag med fuld
koncentration.

Feltskydningskonkurrence

Søndagen starter også tidligt, og vi er klar til en dag, hvor alle virkelig skal holde fokus på de endnu ukendte udfordringer. Vi begiver os ud i grupperne, som vi kender fra i går. Banen er endnu ukendt, og vi følges med en af instruktørerne rundt. Første skydning er 4 skud til rådyr på 100 meter og 4 skud til gemse på 200 meter. Vi skal skyde hhv. knælende og liggende – og jeg starter ret godt ud med point og er vældig fortrøstningsfuld.

Vi går gennem terrænet og ind i skoven. Efter cirka 10 minutters gang kommer vi til 5 skydestiger. Herfra er der 2 mål – det ene er en ræv, og det andet er en buk igen. Afstandene er ikke oplyste, og vi må hverken bruge afstandsmåler eller kliktårne. Nu bliver det pludselig vigtigt, at vi også kender ballistikken på vores ammunition (udenad)! Det ene mål skal skydes stående under stigen (vi må gerne bruge stigen som støtte), det andet mål skal

skydes fra stigen. ”Rasmus modsat” som jeg er, starter jeg stående, mens de andre 3 starter oppe i stigen. Jeg tænker, ræven står på cirka 100 meter, så jeg holder lige på med de 4 skud. Og jeg tænker, at bukken står på små 300 meter, så jeg holder det over, jeg tror jeg skal. Her går det knapt så godt – måske fordi jeg har glemt at skrue op for zoomen på min optik… det gik op for mig midt under skydningen til bukken. Og pludselig blev det noget lettere at se målet!

Bane 3 byder på elg på 250 meter og buk på 150 meter. Årh, jeg synes pludselig, at det driller mig, og pointene er knap så gode, som da jeg startede. Bane 4 er ræv på 75 meter og vildsvin på 200 meter. Her går det godt, og selvtilliden rykker lidt op igen. Og så kommer vi til de løbende dyr, hvor jeg ikke kan være med de andre, og hvor jeg tænker, at deres mangeårige erfaringer som jægere viser sig. Det går i hvert fald dårligere for mig end under træningen i går.

Og så kommer bueskydningen, hvor jeg får rigtig gode point og klarer det bedre end de andre – det gør godt! Vi slutter af på Multi Distance Banen, hvor vi skyder til dyrene i metal. Her skal vi skyde til kuduen, som står på 535 meter – og vi skal blot ramme dyret, så det kan høres. Det vil sige, det behøver ikke være dræbende skud. Her slutter jeg af med æren i behold og rammer 4 ud af 4.

Dagens konkurrence er slut, og jeg aner ikke, hvordan det er gået. Jeg havde høje forventninger til mig selv, det har jeg vist altid!

Vi samles alle på pladsen, sejrsskamlen er sat frem, og mens vi venter på resultaterne, er jeg virkelig spændt. Heldigvis beslutter de, at alle placeringer offentliggøres. Det er rigtig rart, at vi ikke kun hører, hvem der bliver nr. 3, 2 og 1!

De starter med nr. 21, 20, 19… jeg venter – gad vide, hvornår det er mig? Nummer 9 – Freya! Jeg er stolt, selvom jeg bestemt ikke er tilfreds med dagens skydninger. Men når jeg så tager det i betragtning – ja, så kan jeg vist med rette være stolt!

Det har været en fantastisk weekend!

Jeg har lært, at man bør indskyde sin riffel på 100 meter. Og når det er gjort, så er det 100 meter, man træner på, og man vil dermed – alt andet lige – føle sig tryg ved netop den afstand. Men jeg vil gerne føle mig sikker på længere afstande, så jeg ikke føler mig usikker på, om jeg kan skyde på 150 meter eller på 200 meter. Derfor valgte jeg i sidste sæson at indskyde min riffel på 200 meter og trænede på den afstand. Det gjorde, at jeg følte mig ret tryg ved denne afstand, og jeg havde også altid min app klar, så jeg kunne tjekke ballistikken og min kuglebane.

Nu har jeg fået en ny optik på min riffel, og jeg har nu ballistisk tårn og ASV, som betyder, at jeg efter at have indskudt riflen på 100 meter blot skal justere på mit kliktårn i forhold til afstanden til mit mål og herefter holde lige på.

Jeg vil lige slå fast, at der absolut ikke er noget galt med en beslutning om kun at ville afsikre og krumme pegefingeren, hvis dyret står på max 100 meter. Det er oftest udgangspunktet, og det er en god holdning at have, med mindre du vælger at sætte dig godt ind i din riffel, din optik og din valgte ammunitions ballistik. Når du gør det, ser jeg intet til hinder for, at du kan skyde på længere afstande – men det kræver altså træning og lidt indsigt i grejet.