Oversættelse: Niels Dygaard
Foto: Tweed Media
Hvis jeg skal nå at afgive mit skud til den kudu, vi har været på sporet af hele dagen, skal det være nu. Det vil blive som at tråde en nål: Med de skiftende vindretninger og med åbent land foran vores skjul kan vi ikke komme tættere på.
Jeg har ikke andre muligheder end at finde en åbning i buskadset at skyde igennem. Og det haster, for området myldrer med vildt, der hvert øjeblik kan opdage os. Vi har allerede hørt en stor bøffelflok trampe rundt bare 100 meter fra det skjul, hvor vi står.
Jeg bevæger mig langsomt og lydløst og finder, hvad jeg mener vil være et egnet ’vindue’ gennem det stride krats grene. Jeg kan tydeligt se kuduen og tager fast anlæg mod en af grenene. Mens jeg gør det, begynder kuduen at gå længere væk, selv om den ikke er klar over vores tilstedeværelse. Det er nu eller aldrig.
Kæmpe vildtområde
Af alle arterne med spiralformede horn er det især kuduen, jeg har set frem til at jage, og jeg er så heldig at befinde mig i The Savé Valley Conservancy i det østlige Zimbabwe sammen med Marc Newton, der er Managing Director ved Rigby. Her kan det vilde dyreliv frit udfolde sig på et 400.000 hektar stort område.
Dette usædvanlige sted blev skabt sidst i 1980´erne, da 18 jordejere besluttede sig for at fjerne alle hegn og i stedet for kvægdrift satse på jagt og safari, forklarer min PH, Butch Coates. Jordejerne indså, at det ikke blot ville være vitalt for det vilde dyreliv og for hele økosystemet, men også mere indbringende for dem selv.
Mens man havde kvæghold, blev de vilde dyr efterstræbt, for de åd ikke bare græsset, de spredte også mund- og klovsyge, så man var nødt til at bortskyde dem for at have en sund kvægbestand. Aktionen var især rettet imod zebra og gnu, og bøffelbestanden blev helt udryddet i denne region.
Tilbage var der kudu, eland og impala, selvom de ikke var så talrige som i dag. Rovdyrene blev selvfølgelig også enten fanget i fælder, skudt, eller forgiftet. De er dog, som Butch fortæller mig det, forbavsende hurtigt kommet på fode igen, og ’The Conservancy’ er nu nødt til at holde bestanden nede, så den ikke bliver for stor, da det vil gå ud over byttedyrene.
Krybskytteri
Kuduen
Tragelaphus strepsiceros, eller stor kudu, er ikke truet, i modsætning til dens slægtning lille kudu, Tragelaphus imberbis. Man anslår bestanden af stor kudu i Øst- og Sydafrika til at være på 480.000 individer. Det er en bestand, som i dag er stigende, især i reservater og på privatejet jord. Kuduen er klassificeret som en antilope. Dens latinske navn stammer fra ’tragos’, som er det græske ord for han-ged, og ’elaphos’, der betyder hjort. ’Strephis’ betyder snoet, og ’keras’ betyder horn. Som det ses ved andre antiloper, går tyrene ofte for sig selv eller i ungkarlegrupper. De opsøger kun hundyrene i parringstiden. Kalvene vokser hurtigt til og er næsten uafhængige af deres mor i en alder blot et halvt år.
Tyrene er normalt meget større end hundyrene og høres ofte med deres grynte- eller brummelyde. Hornene begynder at vokse frem i etårs-alderen og opnår én snoning i toårs-alderen. De når den fulde størrelse med to og en halv snoning, når tyren er seks år gammel. Undertiden ses tre fulde snoninger på hornene.
Som en af de største antilopearter kan tyrene veje mere end 270 kg og nå en skulderhøjde på 160 centimeter. Hundyrene, som ikke får horn, er derimod meget mindre med en højde på cirka 100 centimeter. Hundyrene har heller ikke den hvide stribe hen over næseryggen, som ses hos tyrene. Ligesom alle antiloper er kuduen meget hårdfør, men i modsætning til mange andre antilopearter er de ikke tilstrækkelig hurtige eller udholdende nok til i åbent land at kunne undslippe rovdyr. De er imidlertid atletiske og adrætte og i stand til at springe over buske og krat for at undgå at blive fanget. Derfor er deres foretrukne opholdssted tæt vegetation.
Butch arbejder i forskellige reservater her i dalen som freelance-PH, men han er ofte ude med jægere fra Sango Lodge, som med sine 80.000 hektar er den største ejendom i ’The Conservancy’.
Butch lægger ikke skjul på, at det drejer sig om business: Sango Lodge er nødt til at tjene penge, for det kræver sit at have 100 mand ansat. Hvis de ikke har en sund, bæredygtig vildtbestand, kan de ikke tjene penge, så det er på enhver måde i deres interesse at have en sådan bestand.
”På hver ejendom har vi anti-krybskytteenheder samt en særlig enhed, der udelukkende koncentrerer sin indsats mod krybskytteri på næsehorn og elefant, og som kan operere frit over hele området,” fortæller Butch. Krybskytteri er stadig et problem, men han forklarer, at det varierer fra år til år: ”I år er regntiden næsten udeblevet, så lokalbefolkningen har svært ved at klare sig, hvilket betyder større krybskytteri for at skaffe sig kød.”
’The Conservancy’ mærker stadig en negativ effekt af den meget omtalte ’Cecil- affære’ til trods for, at både jægeren og PH´en ved en domstol blev kendt uskyldige i på nogen måde at have gjort noget galt. Ved enhver løve-, leopard- eller elefantjagt i Zimbabwe skal der i dag være en National Park Ranger til stede. Udgiften hertil betales af jægeren.
’The Conservancy’ opererer inden for rammerne af en nøje defineret kvote for visse vildtarter. I hele området må der årligt nedlægges seks elefanter, seks løver og 23 leoparder, og det er den enkelte ejendoms størrelse, der bestemmer dens andel deraf.
Gammel kudutyr
Marc og jeg skyder også dyr, der skal bruges som leopardlokkemad. En anden fra vores jagtselskab har booket jagt på leopard, elefant, bøffel, krokodille og næsehorn, som alle lever fuldstændig frit i denne dal. Zebra er langt den bedste lokkemad, forklarer Butch: ”Det er fedt og godt kød, og der er masser af dem.”
I mellemtiden har en gruppe jægere været ude at hænge den lokkemad op, som Marc og jeg sammen med Butchs kollega Thierry Labat har skudt. Mens de var i gang med det, har de observeret en kæmpestor, ældgammel veteran af en kudutyr, hvis lige det er sjældent at se i vildtlevende tilstand. Vi får et kald over radioen: ”Butch, det er en gigant med horn på mindst 57 tommer. Hvis I vil have en virkelig flot kudu, så er det nu!”
Det er ikke svært at træffe den beslutning til trods for, at vi ved, at det ikke vil blive let at spore kuduen: Vi er mindst to timers kørsel fra det sted, hvor den er blevet set. Thierry har med et hvidt papirlommetørklæde på en tjørnebusk angivet det sted, hvor den forsvandt ind i bushen. Til trods for denne hjælp vil det kræve sporing i verdensklasse at finde frem til kudutyren.
Tracking
Godt to timer efter, at kudutyren er blevet set, står vi ved lommetørklædet. Heldigvis er vores tracker, Ringisai, som blot bliver kaldet Ringi, en af de dygtigste trackere, jeg nogensinde har haft fornøjelsen af at følge. Ringi er med det samme i stand til at se spor, som kun han vil kunne se, og som jeg ikke kan se med mine uøvede øjne. Der er, så vidt jeg kan se, hverken aftryk, knækkede grene eller væltede sten, men han følger uanfægtet det for mig usynlige spor.
Til at begynde med kommer vi temmelig hurtigt frem. Vinden er helt klart i vores favør, men det er også tydeligt, at der ikke er nogen tid at spilde: ”Den befinder sig i en flok,” siger Ringi. ”De græsser.” Vi baner os videre vej igennem tæt buskads på sporet af det dyr, vi endnu ikke har set. Området er i sig selv noget af en udfordring – et sandt ’Big Five Country’ med elefant, bøffel, næsehorn, løve, leopard, der alle kan spolere selve jagten, og som også kan true os på livet: Her i den tætte bevoksning vil vi måske ikke opdage faren, før det er for sent.
På et tidspunkt afslører lyde ganske tæt på os, at vi er i umiddelbar nærhed af en flok bøfler, nogle af de mest farlige dyr at møde. Spændingen stiger, da vi ikke blot er nervøse for måske selv at blive opdaget af dem, men også fordi de kan skræmme kudutyren.
Tæt på tyren
Det er mildt sagt nervepirrende at forfølge et bytte, man ikke har set, i over to timer i et område med en tæt bestand af farligt vildt. Så da vi får øje på kuduen, en mastodont af en tyr, hamrer hjertet i brystet på mig. Vi befinder os i et tæt krat på en afstand af 200 meter af tyren. Kuduen står neden for os på et spor, hvor landskabet er lidt mere åbent.
Vi er nødt til at komme tættere på, da jeg har valgt at skyde med åbne sigtemidler. Vi kryber så lydløst, som det er muligt, igennem krattet for at komme på passende skudhold. Da vi er kommet ind på en afstand af 150 meter, ved jeg, at det skal være meget snart.
Det er ikke let at finde et hul, som jeg kan skyde igennem, og for yderligere at komplicere tingene vender kuduen, der står lavere end os, væk fra os. Dens bagpart og ryg er det eneste mål, jeg har at skyde på. Tyren begynder nu at gå længere væk. Jeg fokuserer på den, idet jeg forsøger at glemme øjeblikkets intensitet og undlade at tænke på alle de anstrengelser, vi har haft med at spore den. Jeg forsøger også at glemme, hvor skræmmende stor den er.
Skuddet falder
Det jagede vi med:
Rigby London Best .416 Rigby med åbne sigtemidler
Hornady Dangerous Game 400 grain DGX-kugle
Courteney for Rigby Selous-støvler
Med visheden om, at jeg skal sætte så præcist et skud, som jeg overhovedet kan, lader jeg straks skuddet gå.
Den 400 grain tunge kugle brager gennem buskadset og rammer kuduen mellem dens rygrad og skulderblad og dræber øjeblikkeligt denne pragtfulde skabning.
Vi skynder os ned til tyren. Den er enorm og gammel. Spidserne på de blødt svungne horn er som elfenben, og den ’klokke’, som den første snoning danner ved bunden af hornene, er enorm.
Butch klapper mig på skulderen og anslår dens alder til at være cirka 11 år. Den er et godt stykke på den anden side af den forplantningsdygtige alder.
Da Butch går tilbage for at hente bilen, overlader han sin riffel til Marc og mig, der bliver tilbage ved kuduen – vi befinder os trods alt i ’rovdyrland’. Butch advarer os om, at det godt kan vare en time eller to, før han kommer tilbage: ”Jeg bliver nødt til at hugge en sti for at få Pick-up’en herned, så sid stille og tæt sammen!”
Mens vi ikke helt trygge ved situationen venter på, at Butch skal komme tilbage, har jeg lejlighed til at reflektere over dagens forløb: Vi har oplevet sporing i verdensklasse, men vi har også oplevelet et eksempel på vildtforvaltning, når den er allerbedst: en vildtforvaltning, der kulminerede med en kudutyr, de fleste kun får chancen for at skyde én gang i livet. Det er en oplevelse, jeg ikke glemmer lige med det samme.
Læs også: Det sværeste skud, en Kudu
