Foto: Hornady, Bent H. Iversen og Shutterstock
Efter indskydningen og testen på skydebanen af Hornadys Superformance 10,7 gram SST – som er indgående beskrevet i marts-udgaven af Mit Jagtblad – blev ammunitionen testet på praktisk jagt, hvor alle deltagere skulle anvende denne ammunition.
Jagten foregik under det årlige Zeiss Media Driven Hunt arrangement i Laubach i nærheden af Frankfurt i Tyskland.
Første jagtdag
Vejret var ikke det bedste. Det regnede det meste af tiden, og alt var gennemblødt.
Jeg fik anvist en ældre glat og mosbegroet skydestige i et kuperet område med gamle bøgetræer bag mig og nogle tætte grantræer foran mig, hvor der var ryddet en passage på fem-seks meter i bredden og ca. 75 meter i længden.
Skydestigen egnede sig sikkert fint til anstandsjagt, hvor jægeren helst skal kunne sidde ubemærket og afgive skud i ro og mag, men til drivjagt var den ikke så egnet pga. begrænset plads, og fordi man ikke kunne stå op eller skyde bagud. Der var heller ikke plads til at svinge riflen hverken til venstre eller til højre.
Da jagten begyndte, lød det nærmest, som om der var udbrudt en mindre krig. Det meste af skydningen kom fra min venstre side, hvilket kunne tyde på, at jeg havde fået anvist en post ude i periferien af såten.
I starten kom der en rå med et lam oppe på toppen af den rydning, hvor jeg kunne skyde, men da jeg havde himlen som baggrund valgte jeg at nøjes med at nyde synet af dem.
I slutningen af såten kom der også et enligt ungt vildsvin løbende kun få meter fra skydestigen, men jeg kunne ikke skyde, da jeg kun kunne se ørerne og de lysebrune hår på ryggen.
Vildsvinet var ikke særlig stort, og da det stadig havde nogle aftegninger af de brune striber, så skønnes det, at det var relativt ungt. Til vildsvinets held var det dækket af græsset og slap derfor uden videre tiltale.
Der kom dog også et par rotter vildsvin samt en enkelt flok muflon løbende bag mig, men jeg kunne ikke få riflen i anslag pga. den begrænsede plads med ryglænet og camouflagenettet.
Den første dag blev der leveret 63 stykker vildt fordelt på kronvildt, muflon, vildsvin, råvildt og ræve.
Anden jagtdag:
Vejret var lidt bedre. Der var kun lidt smådryp fra morgenstunden.
Jeg fik anvist et overdækket skydetårn, hvor der var sømmet nogle brædder op i siderne, så der var 3 vinduer, der kunne skydes fra. Igen havde jeg fået anvist et tårn med begrænset skydeplads, så det kunne godt blive udfordrende at udnytte eventuelle chancer.
Foran tårnet, hvor det største vindue var, var der en åbning mellem nogle tætte graner på kun et par meter og en længde på vel omkring 25 meter. Bestemt ikke optimalt til drivjagt.
Jeg var kun lige kommet op i tårnet, da der pludselig sprang et stykke råvildt rundt foran mig.
Da jeg ikke ønsker at kravle op ad en våd og glat stige med et ladt gevær, blev jeg lidt febrilsk efter hurtigt at få ladt, så jeg kunne udnytte en eventuel skudchance. Jeg skyndte mig derfor hurtigt at sætte 5-skuds magasinet i den udleverede Sauer 404 XTA og repetere en patron ind i kammeret.
Ifølge parolen måtte der kun skydes rå og lam (lam før rå, buk var fredet), så det var vigtigt at nå at identificere kønnet, inden der skydes.
Heldigvis stod Zeiss kikkerten på en relativt lav forstørrelse, så jeg kunne nå at fange en smalrå i sigtet, inden den nåede forbi rydningen.
På det relativt korte hold var det ikke nødvendigt med noget foranhold, og da chancen bød sig, var det nødvendigt med en hurtig beslutning:
Er det et smaldyr eller et lam?
Da jeg skød, så jeg ingen skudtegn, og jeg kom derfor meget i tvivl, om jeg havde lavet noget skidt, for råvildtet løb bare videre.
Hvorfor faldt vildtet ikke i skuddet?
Sad skuddet korrekt, havde jeg anskudt vildtet, eller havde jeg skudt under?
Var det nu også et smaldyr?
Efter i nogen tid at have funderet over spørgsmålene og efter at have studeret kuglenedslaget i bladene og mosset for at se, om jeg kunne skimte noget schweiss, hørte jeg nogle grene knække til højre for tårnet.
Jeg vendte mig derfor forsigtigt om og fik øje på noget brunt, der bevægede sig mellem nogle bøgetræer.
Jeg listede forsigtigt riflen op og spændte slagfjederen, så jeg var klar, hvis chancen bød sig.
Det var en ensom spidshjort, der kom løbende fra højre mod den tætte granskov. Jeg havde en åbning på 6 – 7 meter, hvor skud ville være forsvarligt, så da hjorten kom fri af den sidste bøgestamme holdte jeg knap en håndsbredde bag fronten af bringen og lod kuglen gå.
Jeg hørte efter lidt tid, at der lige som var en lyd af et dyr, der lå og sparkede i jorden, og jeg var derfor overbevist om, at dette måtte være de sidste krampetrækninger fra hjorten, inden den forendte.
Men alligevel kom tvivlen snigende igen…
Har jeg været god nok til jægerhåndværket, eller har jeg lavet noget skidt?
Mine tanker blev endnu engang afbrudt af nogle grene, der knækkede.
Denne gang kom lyden bagfra, og jeg vendte mig forsigtigt om og spændte slagfjederen.
Det næste syn, jeg så, glemmer jeg aldrig, for ud af den tætte underskov kom der en fantastisk stor og flot kapital kronhjort. Jeg fik ikke talt, hvor mange ender geviret havde, men det var i og for sig også ligegyldigt, for der var ved parolen udtrykkeligt blevet sagt, at der ikke måtte skydes større hjorte, end ti-endere. Der var derfor slet ingen tvivl om, at denne hjort var fredet. Jeg afspændte derfor slagfjederen igen og lagde pænt riflen ned på mine lår.
Da tidspunktet for drevets afslutning endelig kom, hvor jeg måtte kravle ned fra tårnet og få svar på alle mine spørgsmål, kunne jeg til min store lettelse konstatere, at der lå masser af hår og lungeschweiss fra udgangssiden på råvildtet.
Der var rigeligt med schweiss at følge, og da jeg var overbevist om, at råvildtet næppe kunne overleve en lungekugle fra en .30-06’er, så besluttede jeg mig for selv at eftersøge byttet i stedet for at vente på en schweisshund.
Da jeg lagde mig ned på alle fire for at kravle ind under de tætte graner, så jeg en stor rotte vildsvin komme løbende. Det er svært at sige, hvor mange der var, men underskoven var helt levende.
Da jeg fandt råvildtet imellem nogle bøgetræer, viste det sig, at skuddet sad hen over hjertet, hvilket også forklarede, hvorfor der var så meget schweiss.
Efter at have slæbt smalråen ud af tykningen og brækket den, besluttede jeg mig for at gå til anskudsstedet for hjorten for at se, om jeg kunne finde schweiss.
Jeg fandt hurtigt sporet efter krondyrets klove, men absolut intet schweiss.
Da jeg var overbevist om, at jeg havde sat en god kugle i hjorten, og da jeg mente at have hørt hjorten ligge og sparke i jorden, da den forendte, så mente jeg også, at det var forsvarligt at lave en kort eftersøgning.
Jeg fulgte sporet og gik ind mellem de tætte træer og fandt hjorten forendt efter en strækning på vel kun omkring 40 meters flugt.
Det viste sig også at være en bladkule, men kuglen var ikke gået igennem, men havde perforeret begge lunger og sad lige imellem lungen på den modsatte side og ribbenene. Den venstre lunge var fuldstændig knust, og der var kun et fingerstort hul igennem den højre lunge. Skuddet sad hen over hjertet, og hele brysthulen var fyldt med blod, men kunne åbenbart ikke løbe ud af indgangshullet. Dette forklarer måske også, hvorfor der ikke var noget schweiss at følge.
Den anden jagtdag blev der nedlagt 55 stykker vildt, og efter jagten blev der holdt en repræsentativ vildtparade. Det vil sige en parade, hvor kun nogle få af de nedlagte dyr er lagt.
Konklusion
Bent H. Iversen er inkarneret riffeljæger og civilingeniør. Med andre ord: Teknisk viden og praktisk jagterfaring i én og samme person.
På det meste af vildtet var der moderate udgangshuller, men på rævene gav det dog nogle grimme udgangshuller, så til mindre vildt, der jages for enten kødets eller pelsens skyld, må ammunitionen nok betegnes som mindre egnet og unødvendigt kraftig (Overkill). På de største stykker vildt var der ingen udgangshuller.
Hvis skytten kan, så kan ammunitionen bestemt også levere, men der findes som bekendt ingen roser uden torne, og den højere hastighed har selvfølgelig en pris. Ammunitionen vil i kraft af sin højere hastighed selvfølgelig også resultere i en anelse større rekyl. Hornady skriver på deres hjemmeside, at rekylen dog er begrænset set i forhold til normal ammunition med en lavere hastighed, da det specialudviklede krudt når at forbrænde fuldstændig, inden projektilet forlader mundingen, og at mundingstrykket derfor er lavere.
Under jagten deltog der også kvindelige jægere, og de var alle i stand til at beherske rekylen – Uden at beklage sig!
Ammunitionen importeres og forhandles af blandt andet Jaguar Gruppen og kan købes for rimelige 349,- kr. for en 20 styks æske.
