Fangstmand

Foto: Jonas Nørregaard

Nogle rejser til New Zealand, andre sparer sammen til Afrika eller andre eksotiske destinationer, men trangen til at drage ud på jagteventyr er ikke noget nyt fænomen.

Nanok -Nordøstgrønlandsk Kompagni Nanok

Består af frivillige og ulønnede, håndplukkede personer med en særlig tilknytning til Grønland, der arbejder for at sikre Nordøstgrønlands kulturminder og bygninger. Nanok har siden 1991 renoveret og vedligeholdt mere end 50 historiske hytter, huse og fangstationer.

I september 1919 byggede Nordøstgrønlands Fangstkompagni, NANOK, en række fangststationer på den grønlandske østkyst. De er alle ganske velbevarede, og en af hytterne ligger i den nordligste del af Dove Bugt, lige ved udmundingen af den store Lakse Elv. Den beskedne hytte, som er den eneste på kysten med panoramavindue, ligger cirka 50 kilometer øst for Danmarkshavn, hvor Mylius Erichsens ”Danmark-ekspedition” få år tidligere overvintrede på deres skæbnesvangre, men alligevel succesfulde ekspedition for at kortlægge den sidste bid af Grønland.

Placeringen af fangststationen blev valgt strategisk i forhold til jagt og fangst. Denne lokalitet fik sit navn – Hvalrosodden – fordi folkene fra Danmarks Ekspeditionen fik en meget stor fangst af hvalrosser lige her – siden har de store dyr været fraværende på den ellers kilometer lange og meget indbydende strand. Elven byder på et overdådigt fjeldørredfiskeri, og det flade bagland mod vest ind mod Mørkefjord og nordpå mod Germanialand var et oplagt område til rævefangst, som netop var hele årsagen til, at unge danske og norske mænd drog herop. Fangst af hvide og blå polarræve, hvis skind var i høj kurs blandt det bedre borgerskab i Danmark og Norge på disse tider.

Aage V. Jensen fonden

Nanoks primære sponsor, Aage V. Jensen fonden, yder, og har ydet en kæmpe støtte og opbakning til arbejdet i Nordøstgrønland siden år 2000.

På 100 året for opførslen af Hvalrosodden rejste jeg med to gode venner, Henrik og Torben, på en 4 ugers ekspedition op til denne lille historieomsuste plet langt mod nord. Formålet var at restaurere, renovere og sikre den fine gamle fangststation for eftertiden.

NANOK eksisterer sådan set den dag i dag, men driver naturligvis ikke længere fangst og er blevet omdannet til en non-profit organisation primært bestående af eks-Siriuspatrulje-folk samt få andre med en særlig tilknytning til og erfaring med Østgrønland. NANOK står for i samarbejde med Grønlands Nationalmuseum, støttet af Aage V. Jensens fonde at renovere og restaurere fredede fangststationer og hytter i Nordøstgrønland.

Langt, langt væk

Vi fløj med et Hercules fly fra Aalborg til Mestersvig. Forsvaret, og navnlig Arktisk Kommando, yder NANOK en stor hjælp med logistik, da Siriuspatruljen stadigvæk benytter de gamle fangstationer på deres patruljer og derfor sætter stor pris på restaureringerne af de gamle hytter.

Fra Mestersvig fløj vi tre timer længere nordpå. Nu i et lille Twin Otter fly udrustet med tundrahjul. Tankerne fløj mod de fangstmænd, der måtte sejle herop hundrede år før: uden mulighed for kontakt med omverdenen, og uden anden bagkant end et håndtryk og en lovning om ”Vi henter jer om et år…. eller to”.

Fangstmændene havde hverken smart teknisk regntøj, varme soveposer eller satellittelefon. Bare en flok hunde og en simpel udrustning bestående af en 30-06’er, fiskenet, en masse kul, værktøj og redskaber til at kunne fremstille det, der måtte være brug for af slæder og fælder.

Ud over materialer, værktøj og alt muligt moderne udstyr medbragte vi også et par rifler og to signalpistoler, men ikke til jagtbrug. Al jagt i nationalparken er lukket ned for længst. Siriuspatruljen skyder få sæler, til brug som hundefoder, og fangerne fra Scoresbysund, den nordligste by i Østgrønland, har lov til at nedlægge en reguleret kvote af hvalrosser, isbjørne, moskusokser og andet vildt.

Våbnene, vi havde med, var udelukkende til selvforsvar mod de mange isbjørne, der huserer i Dove Bugt.

På trods af omhyggelig planlægning og at vi selv syntes, at vi kun havde det absolut allermest nødvendige med, måtte vi alligevel pille alle overflødige flysæder ud for at få Twin Otteren i luften.

Efter at have tilbagelagt de godt 800 kilometer. fik vi endelig Hvalrosodden i sigte. I det storslåede og øde nordøstgrønlandske landskab, så hytten lillebitte og undseelig ud. Den skulle være vores hjem i den næste måned.

Bjørneballade

Piloterne klaskede flyets bløde hjul ned på grussletten, der strækker sig mod syd foran Hvalrosodden, og vi taxiede helt hen til hytten og stoppede brat, da en stor sten lå i vejen for den videre færd. Vi fik tømt lasten, og ved fælles hjælp fik vi skubbet flyet fri af stenen.

Vi vinkede farvel til piloterne, og da flyet var forsvundet, sænkede der sig en helt speciel stemning.

Stilheden var larmende, luften umådelig frisk og klar, og endnu engang gik tankerne til de fangstmænd, der vinkede farvel til Veslemari, eller en af de andre legendariske skuder, der havde sejlet dem herop dengang for længe siden.

Vi kunne ikke vente og gik straks på opdagelse på den gamle fangststation. Inde i Hvalrosodden mødte der os et fælt syn: det lille værksted havde haft besøg af en sulten isbjørn, der var gået igennem både tagpap, brædder og spær. Hele rummet var ét stort ælte. Gennemtyggede malerbøtter, søm og skruer, bjørnelort og gamle redskaber i én stor pærevælling.

Selve opholdsrummet bestod af to brikse, et lille bord og en kul-ovn. På de små hjemmegjorte hylder stod der patronæsker, kranier og andre spændende stumper – samlet og gemt af fangstmænd, der boede her i perioden fra 1919 til omkring 1950.

Alt var fuldstændig tilsodet, så den første tid gik med at få muget ud og gjort rent; dog først efter at jeg havde gennemfotograferet hytten, efter aftale med museet, så vi kunne sikre os, at alting blev placeret på nøjagtig de pladser, hvor de stod, da vi ankom.

Fra vinduet i Hvalrosodden havde vi fin udsigt over en stor stenslette og kysten lige nedenfor.

Her havde fangstfolkene sikkert siddet, i ro og mag med snadden i mundvigen, og holdt øje med, om der skulle dukke en hvalros op på stranden eller komme en bjørn daskende forbi.

Blæksprutte i sprit

Blot 50 meter nord for Hvalrosodden ligger Alwin Pedersens hus. Alwin var zoolog og overvintrede i den mikroskopiske hytte fra 1938 til 1939. Inde i hytten ligger Alwins videnskabelige grejer stadig; på bordet står et syltetøjsglas med en blæksprutte i sprit, og ved siden af bordet står hans sovebriks, hvor madrassen stadig ligger på samme plads, som den dag han forlod sengen for sidste gang.

Vi startede det egentlige arbejde med at renovere Alwins hus. Af med gammelt, iturevet tagpap, fjerne de tusindvis af gamle pap-søm og brænde nyt tagpap på. Nye bjørnesikre skodder blev konstrueret og monteret. Og så fik vi reduceret det centimeter tykke lag støv inde i hytten.

Udenfor gravede vi en hel masse fygesand, der havde samlet sig om hytten, væk. Ud af sandet dukkede der en masse sjove ting frem: rævefælde-remedier, en træskostøvle, en rusten dåse tobak og minsandten også Alwins gamle pibe.

De sidste mennesker

En eftermiddag gik vi op langs Lakseelv og hele vejen op til dens udspring ved den store Sælsø, der strækker sig helt ind til indlandsisen. På vejen stødte vi på masser af rævefælder, der lå, som var de blevet forladt i går.

Fangstmændene kørte dengang på deres hundeslæder ud fra Hvalrosodden fra fælde til fælde og samlede de ræve sammen, der måtte være gået i dem. En sådan ”trap-line” kunne strække sig mange kilometer ind i baglandet.

Ud over rævefælderne stødte vi også på en kødgrav, hvor rensdyrknogler og gevirstumper vidnede om de mennesker, der havde boet her længe før, de skandinaviske fangstmænd begyndte at husere.

Der er slet ikke rensdyr længere i Nordøstgrønland. De uddøde for over 150 år siden, og kødgravene blev bygget af de sidste oprindelige mennesker, der boede og overlevede i disse barske egne, lige indtil de forsvandt.

Sidst beskrevne møde med oprindelige folk i Nordøstgrønland var Clavering-ekspeditionen, der stødte på en lille flok på Eskimonæs d.18 juli 1823.

Hestekranie?

Arbejdet med at udbedre skaderne på selve Hvalrosodden startede, og vi fik ordnet hullet i taget og sikret det mod fremtidige, hvidpelsede indbrudstyve.

En aften, da vi var gået til ro og netop skulle til at tørne ind, udbryder Henrik, der havde øverste køje og dermed det bedste kig ud ad vinduet: ”Hov! Se, hvem der står der og kigger ind”. Jeg for op, og lige der uden for vinduet står der en bjørnemor med to unger og kigger nysgerrigt ind.

Den megen virak med at finde kameraer, signalpistol frem og få tøj på (i nævnte rækkefølge), får dog den ansvarlige bjørnemor til at trække sig roligt og udramatisk væk med sine rollinger. Alle tre så fede og velnærede ud.

Under udgravningen af fygesandet om Hvalrosodden stødte vi igen på spændende fund: en stor bunke riffelhylstre i årgange fra 1912, 32, 36 og 38, samt patronhylstre, der mest af alt lignede metaludgaver af en moderne kal. 16 haglpatron.

En rusten bjørnesaks dukkede også op, men mest spændende var fundet af et hestekranie, der lå helt tæt op ad hyttevæggen. Nu synes du måske, at et hestekranie er lidt kedeligt i et land, hvor du både kan støde på efterladenskaber af moskus, hvalros og bjørne, men sagen er, at dette hestekranie efter al sandsynlighed stammer fra endnu en af de store berømte ekspeditioner: nemlig J.P. Koch’s danske ekspedition til Dronning Louises Land og vandring tværs over indlandsisen i 1912. Koch kortlagde og beskrev landskabet og isen på en farefuld færd fra øst og helt over på den anden side af Grønland til vestkysten.

Koch medbragte som den første og sidste islandske heste som trækdyr. Alle 14 endte med at dø af overanstrengelse, sult og kulde.

En anelse fangstmænd sneg vi os alligevel til at være, da vi prøvede fiskelykken i Lakseelv og fangede nogle herlige store fjeldørreder, som vi supplerede vores medbragte proviant med.

Når vi sad der og mæskede os i friskfanget ørred og proviant medbragt fra Danmark, tilberedt på den lille kulovn, læste vi beretninger og hyttebøger om livet på Odden dengang. Om gode tider med fangst og nok af det hele og om lange mørke og ensomme vinternætter, med savn og tanker om dem derhjemme, om juleaftener i sult, der alene blev fejret med et levende lys i få timer, og om mænd, der døde af skørbug i de selv samme køjer, som vi nu sov i. En ydmyg og helt speciel følelse at falde i søvn med.

Vejret slog om, og den sidste del af renoveringen foregik i snestorm. Den Nordøstgrønlandske vinter bankede på døren.

Bjørnebesøg… Igen!

Endnu en bjørn dukkede op og gloede ind ad vinduet en dag under aftensmaden. Denne var dog en anelse mere genstridig, eller nysgerrig om man vil, og på trods af, at vi flere gange bad den pænt om at gå sin vej, måtte vi til sidst skyde en signalpatron hen over hovedet på den.

Den luntede da også ud over stensletten, hvor vi kunne følge den, indtil den var en lille hvid prik i det fjerne. Men så blev prikken større igen, for isbjørnen havde besluttede sig for at returnere til Hvalrodsodden.

Vi affyrede en signalpatron mere, der denne gang var sigtet lidt tættere på, og det gjorde jobbet. Bjørnefar besluttede sig for at stikke til havs ud mod isen og sælerne, der trods alt er mere bjørnemad end vores medbragte tørkost og konserves.

Det var som om, at Hvalrosodden sagde tak for denne gang, for dagen inden vi skulle hentes, klarede det heldigvis op, og vinden lagde sig. Dannebrog, som vi havde hejst på den medbragte flagstang, der nu var monteret oppe på gavlen, stod skarpt mod en knaldblå arktisk himmel.

Lyden af Twin Otteren steg, og snart så vi flyet i luften ude over Store Koldewey.

Efter landingen fortalte piloterne, hvor heldige vi var med dette ”godtvejrs-vindue”. Vejrudsigten, de næste 14 dage, stod nemlig på alt andet end flyvevejr.

Pyha!

Bagtanker

Turen hjemover bød på en mellemlanding på Daneborg, hvor de seje, gode og gæstfrie gutter fra Slædepatruljen, Sirius bød os varmt velkommen. Ren luksus. En rigtig dyne og det første bad i 4 uger.

Vi berettede og viste dem lidt billeder fra vores ophold på den gamle fangststation.

Jeg har mærket historien på min egen krop og snuset til det hårde, men også fuldstændigt fantastiske liv, man har levet i disse øde og afsides egne langt mod nord igennem uendelige lyse sommernætter og vinterens bølgende nordlys. Nu tæller de unge, eventyrlystne danske gutter med jagt i blodet, der for 100 år siden drog afsted, blandt mine største helte.

Vi overlevede i mere end bedste velgående vores ophold på Hvalrosodden. Det var det ikke alle, der gjorde.

Læs mere:

Har du lyst til at læse mere om fangstmandsliv i Nordøstgrønland, kan jeg varmt anbefale – i det muntre hjørne – Jørn Riel’s samling af skrøner om fangstmænd.

Peter Schmidt Mikkelsen pragtværk: ”Nordøstgrønland 1908-60 -Fangstmandsperioden -og dens spor i dag”.

 Eller Finn Kristoffersen ”Jæger og fangstmand”.