Vildren i Grønland

Foto: Aage Krogsdam, Steen Andersen/Shutterstock

Vi sidder ved bålet i vores lille teltlejr, og mens solens sidste stråler forsvinder bag fjeldene, er vi gået i gang med  at tilberede en stor gryde med rensdyrkød.  Efter nogen tid koger  vandet i gryden, og vi starter vores festmåltid. Mens vi spiser, underholder  vi  hinanden om vores oplevelser de fire dage i den grønlandske ødemark. Vi gik sammen to og to, og i løbet af de fire dage  er  det blevet til omkring 80 km’s gang i det krævende terræn. Vi skød dyrene  cirka 15 km. fra,  hvor vi nu spiser sammen, og vi brugte tre dage på at bære kød og gevir ned fra fjeldet. Det var fysisk krævende.

Starten

Vores jagttur startede i Kangerlussuaq, hvor Niels og jeg mødtes med Søren. Senere skulle vi møde hans grønlandske jagtkammerat  og fangstmand Tobias. Han var  allerede  nede ved havnen i Sdr. Strømfjord  for at gøre båden klar. Fra havnen i byen sejlede vi knap en snes kilometer ud i fjorden, hvor vi gik i land. Båden blev slæbt 5-6 meter op over fjordens vandoverflade.  På  et lille plateau cirka 60 meter over fjorden slog vi et stort telt op, hvor vi skulle overnatte.  Så snart det var mørkt, kravlede vi i soveposerne. Vi havde kun et liggeunderlag, så det var lidt hårdt at skulle falde i søvn her på fjeldet, men vi fik dog 7-8 timer, inden vi vågnede. Vi stod op en smule stivfrosne, men fik hurtigt  varmt tøj på og  fik morgenkaffe, inden vi pakkede vores udsyr i rygsækkene til dagsmarchen ind imod  renernes revir. Vi kalkulerede med, at vi skulle være cirka 3 ½ døgn i fjeldene.

Skøn natur

I den kølige morgen skinnede solen fra en skyfri himmel, og snart blev den kølige luft jaget bort. Efter  en times gang kunne vi tage jakke og sweater af, og kun iført T-shirt gik det fremad i det flotte, klare, stille vejr. Klipper, mos, pilekrat, smeltevandssøer spredt ud som stjerner på himmelen, store og små sten, flade sletter osv. Tiden var nu kommet, hvor vi skulle  skilles, og vi gik derfor videre to og to efter at have ønsket hinanden knæk og bræk. Jeg gik sammen med Søren mod øst, mens Niels og Tobias gik lidt mod vest. Da vi havde gået en times tid, gjorde vi holdt ved en  lille sø for at drikke det  kølige vand. Snart var der klipper, snart mos, og hele tiden gik det opad. At gå på det skiftende underlag var ret anstrengende.  Målet for vandreturen lå i cirka 800 meters højde. Mens vi gik, hørtes ikke en lyd, der var vindstille, men idyllen varede ikke længe. Stilheden blev pludselig brudt af høje klageskrig. Fjeldet til højre rejste sig cirka 300 meter, og på toppen havde to falke deres rede med store unger. Deres skrig –  mens de cirklede rundt i luften højt over os – betød formentlig, at vi ikke var velkomne.  Kort efter blev vor opmærksomhed dog fanget af en snehare, der sprang af sted foran os i sin hvide vinterdragt.

Efter endnu nogle kilometers vandring i det uvejsomme terræn fik vi øje på den første ren.

En stor tyr, der med sit flotte gevir græssede ved en lille sø godt et stenkast fra os. Vi blev set med det samme, vi kom frem bag et lille fjeldplateau, og med graciøse bevægelser forsvandt tyren bag nogle fjelde.

Grønlandsk varme

I takt med, at solen steg højere og højere på himlen, blev det varmere og varmere, der var vel omkring 25 grader. I området var der en masse dale, smeltevandssøer og  elve, der formede det frodige og farverige landskab. Ænder, islom og andre arktiske andefugle så vi overalt i de små søer på  vores vej. Da vi kom op over en lille fjeldtop, stod der mindre end 100 meter borte en rentyr og græssede. Med det samme lagde vi os ned og kravlede nu frem mod stedet, hvor vi lige  havde set tyren, mens adrenalinen bankede i årerne.

Jeg tog rygsækken af  og  kravlede  langs en fordybning i terrænet hen imod tyren. Da jeg nåede frem til toppen af fjeldryggen, gik tyren bare 80 meter borte.

” Renen er din”

,sagde Søren. Mens spændingen steg, krøb jeg hen bag en stor stenblok og gjorde klar til skud mod tyren. Mens den langsomt gik fremad, fik jeg den i kikkertsigtet og lod kuglen gå. Et rent bladskud, og dyret var forendt.

Da der var lidt læ ved en lille fjeldryg nær ved skudstedet, blev vi enige om at slå lejr her. Der var også  en lille sø tæt ved. Teltet blev hurtigt rejst i den bagende sol, og derefter gik vi  tilbage til den nedlagte ren tyr, som skulle brækkes og forlægges.

Jeg gik i gang med brækningen, mens Søren gik videre.

Ryper

Efter  brækningen  indrettede jeg  mig  i teltet  og gik derefter kun iført støvler og korte bukser  på opdagelse nær teltet. På mine lille rundtur i terrænet så jeg en flok ryper nær ved.  Hurtigt tilbage til teltet og fat i det medbragte geværløb (20), som blev skiftet ud med riffelløbet.

Nu var jeg  på rypejagt, og  jeg skød seks stykker. Efter at have renset dem, lagde jeg mig i lyngen nær teltet og slappede af en  halv time, inden jeg begav mig på vej for at finde Søren. På vej ind over fjeldplatauet, hørte jeg pludselig riffelskud i det fjerne. Jeg gik ydereliger et  par kilometer  og nåede frem til ham. Han var allerede i gang med at brække en meget stor tyr. Vi talte lidt sammen, og han foreslog, at jeg gik lidt på pürch, mens han tog sig en lille eftermiddagslur.

Der var  en del  rener i området, men jeg kunne  ikke komme på skudhold og vendte tilbage til Søren for også at få en lille lur. Vi faldt i søvn i det bløde mos i det varme solskin, mens vort svedige tøj blev lagt til at tørre på en klippeblok.

En flot rentyr

Vi fik en lille lur på knap en time og besluttede så at gå tilbage til vores teltlejr, der vel lå cirka fire kilometer fra det sted, hvor vi befandt os. Søren fik det brækkede rensdyr på nakken, og så startede vi tilbageturen.

På tilbagevejen så vi flere rener, og det lykkedes mig at komme på skudhold af en stor tyr. Jeg måtte ned på alle fire, og efter at jeg havde kravlet på maven i næsten 20 minutter, rejste jeg forsigtigt hovedet op  for at se efter tyren. Jo den var der endnu, græssende i selskab med en ko og to kalve.

Rolig, nu gælder det, tænkte jeg og lagde an til skud. Men i det samme begyndte tyren at løbe, og det  første skud var en forbier. Den stoppede omkring 30 meter fremme og  begyndte igen at græsse, og jeg fik den igen i kikkertsigtet og lod kuglen gå.  Det var en ren bladkugle, og tyren var forendt.

Lidt efter kom Søren forbi. Han lykønskede mig med rentyren,  og sagde:

“God arbejdslyst. Jeg går hjem til teltet og laver lidt aftensmad til os.”

Derefter gik jeg i gang med  at brække  og partere dyret. Der blev omkring  50 kilo rent kød, som blev placeret i rygsækken.

I tusmørket gik turen tilbage til vores lille lejr med kød og gevir  på ryggen.

Med den tunge vægt på skuldrene med kød,  gevir, skind og riflen tog det over en time at gå de knap  to kilometer op og ned ad fjeldsiderne tilbage til lejren. Lettelsen var stor, da jeg nåede teltet, hvor varm te, varm suppe og en dram ventede mig. Kulden kom nu snigende, og jeg var træt, da jeg ved midnatstid kunne krybe ned i soveposen efter en meget  spændende dag. De næste tre dage brugte vi til i etaper at transportere vores fem dyr, Sørens tre og mine to plus telt,  soveposer, rifler m.v. de cirka l5 km. ud til vores hovedlejr ved fjorden. På disse  ture skød Søren nemlig yderligere to dyr.

På fjerdedagen var alt bragt tilbage til  lejren. Niels og Tobias havde to rener med hver. Alle var trætte, da vi sad ved den dampende kødgryde og fortalte om hinandens oplevelser i fjeldene.

En jagttur vi aldrig glemmer.

Grønland

En sommerdag for godt 1000 år siden kastede den islandske viking Erik den Røde  anker i en fjordbund i Sydgrønland. Han blev meget forbløffelse over den frodige og grønne fjorddal, og han kaldte landet Grønland uden at ane, at der bag de høje fjelde strakte sig evige marker af is.

Lige siden Erik den Røde satte foden på grønlandsk jord, har man talt om den fantastisk rige fauna, som lever i og omkring Grønland – i fjelde, på højsletter, i fjorde og på havet. Edderfugle, måger, teister, havlitter, havørne, ravne, ænder, ryper samt polarræve, polarharer og isbjørne. Dertil kommer moskusokser og rener for blot at nævne nogle af de mest kendte fugle og dyr fra den grønlandske natur.

For nogle år siden oplevede jeg den store lykke at deltage i jagt på vildrenen i et område nær Kangerlussuaq – tidligere Sdr. Strømfjord.
Sommerjagt på vildren på Grønland er noget  helt specielt. Dels er naturen ubeskrivelig skøn, dels skal man langt ind i de øde fjeldområder for at finde vildrenerne. De må i Vestgrønland jages om efteråret, og de seneste år har jagten været fri.

Det er biologernes årlige undersøgelser af bestanden, der er afgørende for, om jagten gives helt fri, eller om der indføres kvoter. De fleste rensdyr lever i områderne omkring den cirka 200 km. lange fjord Sdr. Strømfjord og Ndr. Strømfjord samt i det enorme fjordområde længere mod syd øst for Nuuk og herfra ned mod Paamiut. I området mellem de to store fjorde er der ca. l80 til 200 km. fra indlandsisen og ud til kysten, mens der  er  mellem 50 og 80 km. mellem fjordene.

Grønland er i øvrigt verdens største ø  på godt 2 millioner kvadratkilometer.  Cirka 3000 km fra nord til syd og cirka 1000 km bredt. Cirka 280.000 kvadratkilometer er is- og snefrit om sommeren.

Der bor cirka 50.000 mennesker på Grønland, hvor hovedstaden er Nuuk. Grønland er en del af det danske rigsfællesskab og har selvstyre.