Rypen sad på toppen af en sten, som ragede ud af sneen. Jeg stod på vel ti meters afstand og beundrede den. Som jeg de sidste måneder havde betragtet og beundret mange af dens fæller. Men denne gang var der en forskel. Jeg havde en pumpgun i hænderne.  I adskillige uger havde jeg været med på jagt. Trasket efter Hans Christian, ”H.C” Andersen, når han var på rypejagt. Han fortalte mig, hvad han vidste om rypen – og viste mig ”jagten”.  Jeg så ham skyde ret mange. Når han fik dem på vingerne, og de med enorm fart fløj ned over fjeldene.

”Du skal altid holde på den forreste, og du skal holde godt foran. Ellers risikerer du at skyde ind i flokken og såre adskillige”.

Nu stod jeg så der for første gang og skulle dræbe et andet individ. Jeg var 21 år og havde aldrig før været på jagt med eget våben.  Kun været med som det tynde øl.

Der havde været flere ryper, jeg kunne skyde denne morgen.  Jeg havde været klar – men når jeg havde fået dem på vingerne, skød jeg alligevel ikke. Enten fløj den ned over fjeldet i rasende fart, alene – eller værre – i en flok.

Fristeren prikker mig på skylderen: ”Du kan jo skyde den, hvor den sidder”. Men H.C. har også fortalt, at fugle, dem skyder man på vingen. Ellers er man ikke en ” rigtig jæger”.

Jeg er klar. Let så Mr. Rype. Hvor vil du flyve hen? Hvilken retning vil du vælge? Ned over fjeldet og måske redde dit liv? Eller vil du flyve væk fra mig, så jeg kan få et forhåbentlig let bagskud?

Den kigger på mig. Betragter mig – som jeg betragter den. I dens lille hjerne prøver den måske at finde ud af, hvad jeg er for en størrelse. Den har helt sikkert aldrig set et menneske før. Jeg er tidligere kommet helt ind på et par meter af en rype – siddende i et hul i sneen. Først i allersidste øjeblik er den kommet på vingerne. Men der er en forskel denne gang. Min pumpgun.

Endnu engang tænker jeg: Hvorfor skal du dræbe denne smukke fugl. Men inderst inde ved jeg jo godt, at det har jeg besluttet mig til. Nu er det kun op til rypen. Hvordan vil den lette – hvilken vej vil den flyve?

Idet jeg tager et skidt nærmere, letter den – og flyver bort fra mig. Geværet flyver til skulderen, og pegefingeren afgør det hele. Den smukke fugl ”pakker” og styrter til jorden.

Der er ingen blod på den smukke fjerdragt, da jeg samler den op. Der er lidt rød farve over øjnene. Det er en kok.

Jeg stopper den indenfor i min anorak og går hjemover. Stolt og glad. Jeg har taget mit første skridt til at blive jæger. Nej, skuddet var ikke svært, sådan rent teknisk. Men det var lidt svært at overtale mig selv til at dræbe den smukke fugl.

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: