Foto: David Kodiak Granskog samt James Wildlife World, Cody Grounds, rck_953 og Dennis Jacobsen/Shutterstock
Jagtlederen går ned til de kornfede udsatte ænder, vinker med sin hat, og så flyver ænderne ud nærmest med halen i trætop højde henover hovederne af skytterne på de fastsatte pladser, hvorefter jægerne skyder dem. Det er så forudsigeligt, at der kan råbes “tiro” både til højre og venstre, så det mere minder om en skydebane, hvor lerduerne kommer til højre og venstre efter forlangende, og alle er helt sikre på, hvor og hvornår de skal skyde. Ofte er det også ovre på ganske kort tid, så transporttiden er nærmest det dobbelte af jagttiden, og som regel er det så oplagte chancer, at 4 skud giver fugle, og det var så nogenlunde det.
Nej, andejagt på opfløj har aldrig været den store udfordring i mit perspektiv, men det ændrede sig fuldstændig, da jeg prøvede opfløjet på Saltø!
Vilde fugle flyver bedst
På Saltø Hovedgård har de et af Danmarks måske bedste andeopfløj. Det har de af den simple grund, at særligt krikænderne ynder at slå sig ned i de to store søer, som ligger strategisk meget fornuftigt midt i et af skovstykkerne.
Samtidig ligger området tydeligvis på ændernes trækrute, hvilket gør, at der fra starten af september til december er rigeligt med ænder i søerne. I årevis har der været en afskydningsprocent på 2-300 % på de ænder, som er sat ud for at få ænderne til at vedblive med at trække på søerne.
De vilde fugle kommer i flokke, og det er ikke blot gråænder og krikænder, men også pibeænder og mange andre arter af ænder. Det, at det nærmest kun er vilde fugle, stiller høje krav til disciplinen, da de ligger løst på vandet og giver sværere skud, så man skal gå helt stille på post, og sikkerheden med skuddene skal være helt i top.
Det var på denne jagt, at jeg nu deltog med fordommene helt fremme i skoen. Jagtformanden havde stillet mig i udsigt, at når jeg først prøvede andeopfløj på disse søer, så ville jeg revidere min holdning til jagtformen. “Ja-ja, lad os nu lige se”, sagde min barndoms jyske stemme – men den skulle nu snart få sin sag for.
På jagt
Den tydelige parole blev givet. Ingen skød, før alle var på plads, lave skud var særligt farlige ved denne jagtform og derfor som altid uacceptable, og når alle var på plads, ville en enkelt driver sætte ænderne på vingerne. Spændingen blandt jægerne var til at tage og føle på, og helt stille listede vi afsted.
De næste 45 minutter var noget af det bedste jagt, jeg nogensinde har prøvet.
Vi gik alle på plads, og jeg have fået min gode kammerat, Steen med som apportør, da han gerne ville have nogle simple opgaver til sin unghund, hvilket disse fugle i udgangspunktet var, da de faldt kort fra skuddet. Vi stod i det tætte buskads rundt om sø 1, hvor der var lavet indhak, så der kunne stå 2 mand i samme indhak. Det betød, at alle kunne se, hvor hinanden var, og det var med til at styrke sikkerheden.
Vejret var meget behageligt, og skoven stod smukt i efterårsfarver, som gav en flot ramme omkring søerne. Stien rundt om søen var lagt, så at der var kort afstand til indhakkene, og klipningen af træer og grene på arbejdsdagene kunne tydeligt ses, så der var godt udsyn for alle.
Pludselig var alle på plads, og driveren gik i gang. Der skete dog ikke noget, hvilket var lidt underligt, for alle stod med fornemmelsen af, at nu kom der en stor flok samlet. Men det var formanden selv, som drev, og derfor kendte han alt til, hvor hårdt der skulle presses på for at få ænderne til at komme i små flokke. Ud over at være formand, var han nemlig også apportør og driver rundt på godserne og havde derfor stor træning i netop denne disciplin.
Den første flok kom fint op, alle skød, og jeg trak selv op på først den ene krikand og så den anden, og miraklet skete, begge ænder blev leveret og min egen første krikand-doublé var en kendsgerning. Det var en dejlig start, og det skulle blive bedre endnu.
Svære fugle og nok af dem
Nu kom ænderne i buketter, og det var lige netop, at jeg nåede at få trukket helt igennem og få skudt, få nye patroner i og så være klar på de næste fugle, før de kom.
Jeg stod for enden af søen, så når fuglene nåede frem til mig, var de i en fin højde, og de havde godt med fart på. Der var absolut ikke noget “kornfede gråænder” over dette opfløj, tværtimod blandede krikænderne sig med gråænderne, hvilket gav vidt forskellige skudchancer, så det var en fornøjelse. Det var svære fugle at skyde, og flere hentede jeg ned langt oppe over trætoppene. Steen sagde, at han nærmest ikke havde set noget lignende med så mange forskellige ænder og så mange af dem, så længe han kunne huske, så det var et intensivt træk, vi stod i.
Der var mange krikænder i flokkene, og de gav det hele en ekstra dimension, da de ofte trak både højere og hurtigere end de andre ænder. Samtidigt betød det, at flokkene fyldte meget, da krikænderne trak opad, mens gråænder og pibeænder ikke trak så højt men mere ude i siderne, så det var med fornemmelsen af, at der var ænder alle vegne og i højt tempo.
Jeg havde i den grad hænderne fulde, og Steen havde travlt med at få samlet op af de ænder, som faldt tæt på os, da aftalen var, at det kun var dem, som måtte samles op, og at den egentlige apportering skulle foregå bagefter. Det gik rigtig godt med hans unghund, og Steen var glad for alle de fugle, den fandt.
Da vi var færdige med sø 1 og havde samlet alt op, havde jeg brugt 9 skud og leveret 8 ænder deriblandt 2 krikande-doubléer og en blandet grå- og krikande doublé.
Det var helt utroligt, og langt over det niveau, jeg oftest er på. Det er sådanne oplevelser, som man husker i flere år efter, og gerne husker på de dage, hvor skudstatistikken siger noget helt andet…
Da der var blæst af, gik alle hundene i gang. Nu var der så mulighed for at nyde det gode hundearbejde, og flere ænder blev hentet endog temmelig langt fra søen, så det var en fornøjelse at opleve.
Den anden sø
Da vi samledes med de øvrige jægere, var alle røde i kinderne. Der havde været gode chancer til alle, og der havde været travlt alle steder, så alle var meget glade. Det er altid en fornøjelse at være på jagt, når det går godt.
Vi troede, at nu ville ænderne på den anden sø været fløjet på grund af de mange skud, men der var dog en del fugle tilbage endnu, så da alle var gået stille på plads, så startede opfløjet på denne sø.
Her kom jeg til at stå lidt i læ af nogle af de andre jægere, hvilket er meget almindeligt på opfløj, men jeg endte alligevel med 2 ænder i 4 skud, og det var en udmærket statistik med de chancer, som kom min vej. Her stod andre så først for, og sådan er jagt jo, at chancerne fordeler sig over en hel dag, så det er sjældent den samme mand, som får alle chancerne.
Kort men godt
Andeopfløj varer ikke særligt længe, typisk et par timer eller tre inklusiv kørsel rundt i terrænet. Til tider er der næsten mere tid i transport rundt på jagten, end der er på selv afviklingen af jagten. Denne dag var dog ganske anderledes, da der var fugle i luften hele tiden.
Da vi nåede tilbage til jagthytten, var det med en af de mest imponerende parader på vilde ænder, som jeg har været med til med 28 gråænder, 11 krikænder og 8 pibeænder. Min egen dag endte på 10 ænder i 13 skud med 3 doubléer, og det var noget bedre, end jeg tidligere har oplevet.
Ænderne var hurtigt afsat mellem deltagerne, da alle gerne ville have fugle med hjem.
Til slut kunne formanden da heller ikke dy sig for at spørge mig, om jeg stadigvæk syntes, at andeopfløj var en kedelig jagtform – og nej – det synes jeg slet ikke mere. Den kommer jeg til at dyrke mange gange endnu, særligt når det er på vilde fugle.
