Bastbukken

Foto af Søren Nordberg

Råbukkens opsats består af ben, og geviret har næsten samme struktur og sammensætning som de lange rørknogler i rådyrets lårbens- og overarmensknogler. Mineralsammensætningen og grundsubstansen (matrixen) er kun svagt forskellig fra knoglevæv, idet opsatsen er mere eftergivelig (elastisk) og knap så hård som knoglen. Opsatsen absorberer med andre ord en større kraftpåvirkning inden den knækker sammenlignet med rørknoglerne, og den splintrer ikke på samme måde, som rørknogler gør. Studier har vist, at brudstyrken i geviret er mere end dobbelt så høj som i tilsvarende knoglevæv.

Ligesom de lange rørknogler består opsatsen yderst af en meget kompakt knoglestruktur (cortex) og inderst af en mere porøs knoglestruktur (spongiosa).

Fra rosenstokkens benhinde (periosten) i området, hvor den gamle opsatsstang er fældet, vokser nye kimceller frem, der er i stand til at producere geviret – en proces som blandt andet styres af hormonet testosteron. Kimcellerne danner et kraftfuldt vækstcenter oven på rosenstokken – den såkaldte pedikel, der er ca. 10 mm høj. Vækstcentret forbliver i toppen af stangen, og det er her tilvæksten hele tiden foregår på samme måde, som når et hus bygges med mursten – lag for lag.  Gevirstangen vokser altså ikke fra bunden men fra toppen.

I hele vækstperioden er den centrale del af stangens top (vækstcentret) uden hår.
Mineraler (calcium, fosfor, magnesium og en lang række mikromineraler) til forbeningsprocessen hentes fra blodet. Blodets indhold af kalk og andre mineraler styres af overordnede hormonsystemer, og bukkens skellet udgør et kæmpe ”lager”, hvor kroppen løbende kan hente de

mineraler, der er brug for. Bukken kaster begge sine stænger stort set samtidigt.
I langt de fleste tilfælde samme dag, men en gang imellem kan man dog være heldig at se en buk med kun én stang men sjældent mere end et til to døgn.

Når bukken har kastet sin opsats, går der to uger, før de nye vækstanlæg er synlige. Første vækstfase er relativ langsom, men lige pludselig tager det voldsom fart.

Den unge buk

Nogle bukkelam, men langt fra alle, når at sætte en såkaldt lammeopsats i deres første efterår, hvor de er født i den tidlige forsommer (april). Lammeopsatsen er ½-1½ cm. høj og fejes i efteråret og fældes i januar måned. Nogle lam med lammeopsats, når ikke rigtig at feje deres opsats.

Lammeopsatsen kastes i januar måned og den nye opsats starter herefter ultimo januar, og disse årsbukke er således fire-otte uger senere i deres opsatsudvikling end de tidligst kastende bukke.

De lam, som er sent fødte (juni og fremefter), når slet ikke at sætte en lammeopsats, men går direkte i dannelsen af deres første opsats i det følgende forår.

Det giver derfor god mening, når vi stadig ser disse årsbukke i fuld bast i april måned og endda helt ind i maj måned. Svage eller direkte syge dyr kan beholde basten på opsatsen langt ind i juni måned.

Råvildtets kranium vokser (moduleres) i en længere periode.  Tilvæksten er størst i de første 24 måneder. Opsatsfundamentet er derfor i rivende vækst i bukkens to første leveår. Derfor ser vi også et kvantespring i opsatsstørrelse fra den første opsats (etårs bukken) til den anden opsats (toårs bukken). Der er dog fortsat udvikling i bukkens kranium helt frem til 4-års alderen, og selve rosenstokken modelleres livslangt. Som en tommelfingerregel kan man regne med, at opsatsen topper i 4 til 5-års alderen.

Den modne buk

Opsatsudviklingen hos den modne buk er lidt anderledes end opsatsudviklingen i bukkens første leveår.

2 og 3 års bukkene kaster som regel deres opsats i december måned, og ses allerede primo januar to tydelige pedikler i panden. Ældre bukke dvs. bukke over 4 år kan kaste så tidligt som i november måned. Med alderen er der en tendens til, at opsatsen kastes tidligere og tidligere. Det betyder også, at de ældste bukkes opsats er tidligere færdig end de yngre bukkes opsats, og disse ældre bukke har således deres ”værktøj” i orden tidligt på sæsonen, hvor revirpladserne typisk fordeles.

Det første leveår

Fødselstidspunktet for bukkelammet, men reelt set også for gimmerlammet, har uhyre stor indflydelse på dyrets første par leveår. Et lam født i april måned har næsten 3 måneder ekstra at vokse og vinde kropsvægt i end et lam født i juli måned, før vinteren sætter ind.

Det er næringstilstanden og kropsstørrelsen, der styrer opsatsens udvikling og i sidste ende størrelse. Kropskonditionen er på mange måder altafgørende for vores råvildts trivsel.

Revirsætning

Råvildtet er stærkt territoriehævdende. Det gælder såvel bukkene som råerne, især når disse går med lam.

Allerede i slutningen af den opsatsdannende periode dvs. i februar og marts måned, begynder bukkene at udvælge deres revir, efter at de i en periode efter brunsten i august måned har været mere afdæmpede. Det er ikke ualmindeligt, at se bastbukkene tjatte til hinanden, og selv om det ser uskyldigt ud, er det dyb alvor. Afprøvning af styrkeforholdet mellem bukkene starter allerede her i slutningen af vinteren.

I denne periode er det ikke ualmindeligt at observere bukke, der er skadet efter kamp eller ligefrem dræbt.

De ældre bukke holder som regel deres territorie år efter år og disse territoriegrænser bliver allerede markeret og forsvaret i den sidste del af vinteren og den første del af foråret.

Mange styrkeforhold afgøres ved forsigtig kontakt og tolkning af hinandens kropssprog. Ligeværdige bukke ryger ofte i totterne på hinanden for at afgøre, hvem der er stærkest, hvorimod der sjældent er alvorlig kamp mellem ældre og yngre bukke. De yngre bukke trækker sig automatisk for de ældre bukke.

Hvor meget fylder basten

I begyndelsen af marts ser de store bastbukke ganske voldsomme ud, men tag ikke fejl. Huden og hårlaget, der dækker opsatsen udgør 40-60 % af volumen, og når opsatsen er færdigfejet, fremtræder den selvsamme buk meget mindre. Reduktionsgraden er stærkt individuel, fordi nogle bukke har en ret tyk bast, og andre bukke har en tyndere bast. Forskelligheder i pelslængde og basthudens tykkelse varierer ganske betydeligt fra buk til buk, og det er derfor helt umuligt at forudse, hvor meget opsatsen reduceres i størrelse efter fejning.

Opsatsens perlesætning er også med til at snyde synsindtrykket. Den primære perledannelse sker i øvrigt ret sent i tilblivelsesprocessen (februar-marts). Perlerne dannes som ekstra knogledannelse oven på cortexen og består således af solid mineralisering og bidrager ikke ubetydeligt til trofæets endelige vægt.

Perleintensiteten er genetisk bestemt, men afhænger også af fødegrundlaget i vækstperioden (efterår – vinter).

Farve og længde på basthårene

I Photoshop og tilsvarende programmer er det muligt at sammenligne to eller flere billeder i den såkaldte lag- og masketeknik. Dette er illustreret på billedet af seksenderen, hvor samme buk er fotograferet fra samme vinkel i det tidlige forår (bast) og i sensommeren (færdigfejet). Selv om det er en grov metode, giver det et fint indtryk af bastens tykkelse, og hvor meget den færdige opsats fylder i forhold til forårets fremvækstfase.

Afsætning af sprosser (øjensprosse og bagsprosse) sker ved, at cellerne i vækstcentret isolerer en lille klump kimceller, der fortsætter deres vækst i en anden retning end hovedstangen. Den overordnede proces ligger i bukkens gener, men bliver påvirket af mange faktorer også udefra kommende påvirkninger i selve vækstperioden.

Vækstcentrene er overordentlig følsomme for skader, og ødelægges vækstcentrets fine struktur i fremvækstperioden, ser vi lige pludselig bukke, som udvikler sig abnormt. Bukken selv er yderst forsigtig med sin opsats i den primære fremvækstperiode.

Bukken fejer sin opsats

I det tidlige forår, når dagslængden øges, stiger testosteronniveauet hos bukkene. Det sætter opsatsudviklingen i stå og blodforsyningen til opsatsen mindskes og basten begynder at løsne sig. Over en periode på nogle dage løsner basten sig i forhold til det underliggende gevir, og sidder nu nærmest på opsatsen som en løs handske. Bukken kan mærke denne ændring sandsynligvis som følge af intens kløe, og det får bukken til at fjerne den løsnede bast, vi siger, at bukken fejer sin opsats.

Talg- og svedkirtler (duftkirtler) i panden på bukken påvirkes også af det øgede testosteronniveau, og sekreter fra disse kirtler er nu med til at duftmarkere bukkens revir samtidig med, at den fejer sin opsats ren på små buske og træer. Bukken har også duftkirtler på ydersiden af sine bagben lige under hasen og mellem klovene. Samtidig med at bukken fejer på buske og småtræer, skraber den i jorden for at afsætte yderligere duftmarkeringer.

I den tidlige vækstfase, frem til midten af februar er bukkene meget forsigtige med deres opsats, og der øves ikke unødig vold på den. I den senere fase – selv hvor basten stadig sidder på, men det underliggende gevir stort set er færdigudviklet (forbenet), kan bukkene godt benytte deres nye grej til at hærge andre bukke.

Basten sidder helt løst på stængerne, når bukken begynder at feje, og den kan ganske ubesværet fjernes. Størstedelen af basten fjernes i løbet af de første 24 timer. Som regel sidder der lidt bast tilbage i bunden mellem stængerne og omkring rosenkransene efter det første døgn, men dette fjernes også hurtigt, og i løbet af 2-3 dage er opsatsens ren for bast. I det første døgn er opsatsen rødorange som følge af småblødning fra basten, men allerede efter få uger har opsatsen fået sin karakteristiske mørke patina.

Hen over sommeren fejer bukken regelmæssigt sin opsat på træer og buske, og stængerne modtager mere og mere farve i bunden og sprosseenderne poleres mere og mere hvide.