Bæverjagt i Norden

Foto: Esben Madsen

Mine ben er begyndt at sove, og jeg skal lige til at rejse mig fra mit nedgravede skjul i den dybe sne, da jeg registrerer bevægelse ud af øjenkrogen. Til min store overraskelse kommer en jærv dansende hen over den hårde sneskorpe. Det store mårdyr står sjældent stille og er altid på farten i sin evige søgen på det næste måltid.

I aften ser det ud til, at denne jærv har udset sig det samme bytte som mig, men desværre deler vi også samme mangel på jagtheld. Det finske forår har været koldt, og åen, hvorved jeg sidder, er stadig tilfrosset. Kun få steder har den stille strøm skåret sig vej igennem isen, og et hul på blot to kvadratmeter har de seneste to dage udgjort den eneste chance for at se en bæver. Jærven virker også skuffet over det forsinkede forår og søger nedstrøms langs bævernes tilfrosne bo, inden den i et atletisk spring forcerer åen og forsvinder i den mørke skov på modsatte bred.

Lys i mørket

En time senere har mørket opslugt mig, uden at en bæver har forvildet sig ud af boet og op af det lille hul i isen. Min anden tur til det østlige Finland er jagtmæssigt ovre, og lettere skuffet må jeg erkende, at det heller ikke denne gang blev til en bæver med min bue og pil.

Takket være jærven og den fantastiske øde natur nær den russiske grænse er det dog med et smil på læben, at jeg træder i bindingerne på fjeldskiene og ved hjælp af pandelampens lys stikker tilbage ad det spor, jeg lavede fire kolde timer tidligere.

Efter nogle kilometer i sporet kan jeg ane et bølgende lys i mørket. Tilbage ved tipien har mine finske jagtkammerater Juha, Mikko og Tuukka allerede godt gang i bålet og ikke mindst lommelærkens sidste indhold. Ingen af dem har set en bæver, men whiskyen højner humøret, og snart kører snakken mellem de lune finner lystigt.

Samme nat rammer det længe ventede tøvejr, men på dette tidspunkt af vores tur er det blot salt i såret. Regnen pisker ind på teltdugen, og den ellers tilfrosne kondens på teltets inderside begynder at smelte og dryppe ned på vores grej og, værst af alt, på vores soveposer. Det bliver en næsten søvnløs nat, og morgenen efter må vi kolde og trætte pakke alt det våde udstyr i pulkene og stage afsted på fjeldskiene mod bilen.

Hvorfor jage bæver?

Bæveren og dens ingeniørkundskab har altid fascineret mig, og lige siden jeg første gang oplevede bæverjagt, er både fascinationen og lysten til jagten vokset. Bæveren bærer intet imponerende trofæ, og selvom kødet er spiseligt, er det ikke på højde med kødet fra hjortevildt.

Måske er dette nogle af grundende til, at jagten på den arbejdsomme gnaver generelt set ikke er så populær blandt os danske jægere. Jagtformen er ellers både udfordrende og spændende. Blot det faktum, at man jager et pattedyr, som tilbringer så meget tid i vand, er unikt og tilføjer en helt ny dimension til jagten.

At det samtidigt er meget overkommeligt, økonomisk set, at komme på bæverjagt i vores nordiske nabolande, gør det ikke mindre uinteressant for de jægere, der søger god jagt, uden at det nødvendigvis skal resultere i endnu et gevir til væggen. Når det er sagt, pynter både pels og kranie i et hvert trofærum.

Jagtformer

Selvom jagtiderne i norden tillader bæverjagt i efteråret, er forårsjagten den mest populære. Dette hænger sammen med, at bæveren er meget aktiv i den første tid, efter isen slipper sit tag i søer og vandløb.

I denne tid har de travlt med at nyde godt af nye fødemuligheder oven på en vinter, hvor diæten næsten udelukkende har bestået af grene, som bæveren gennem efteråret har stukket i bunden uden for indgangen til deres bo. På denne måde har bæveren et sparsomt vinterforråd, gemt under isen, kun et lille dyk fra den trykke bolig.

Selvom bæveren i foråret er meget aktiv, foregår en del af denne aktivitet i ly af mørket. Derfor drives jagten, som så meget andet, hovedsageligt tidlig morgen og sen aften. Anstandsjagt i umiddelbar nærhed af et aktivt bosted og på pladser, hvor bæveren kommer på land for at fouragere og fælde nye træer, er oplagte.

Hvis man jager ved strømvand og dybe søer, kan det ofte være nødvendigt at vente, til bæveren trækker på land, hvilket ofte kan sætte tålmodigheden på prøve. Nogle kommer dog dette problem til livs ved at jage fra mindre både eller kanoer, en slags pürsch på vandet.

Med riflen i Sverige

Jagttider i Norden

Sverige

Syd: 1.10 – 10.05
Nord: 1.10 – 15.05
Se geografisk opdeling på: jagareforbundet.se/jakt/jakttider

Norge

1.10 – 30.04

Finland

Canadisk bæver i det østlige Finland: 20.8 – 30.4
Europæisk bæver: Kræver speciel licens

Efter to forgæves forsøg på at nedlægge en canadisk bæver i Finland med bue og pil drog jeg i det sene forår til Sverige med min bror Laurids og vores fælles jagtkammerat Ole i jagten på den europæiske bæver.

Uden skyggen af hverken sne eller is var kontrasterne mellem den kolde finske ødemark og den forårsvarme svenske skov stor. Udover at de vejrmæssige forhold synes mere ideelle, havde jeg skiftet buen ud med en riffel, hvilket i den grad også højnede chancerne for succes.

Efter en rekognoscering rundt på flere af terrænets gode bæverlokaliteter ved både sø og å udvalgte vi to pladser med særlig gode tegn på aktivitet. Afgnavede grene og siv uden rødder flød rundt i vandkanten tæt på et par store bosteder, så forhåbningerne om at se en bæver på de efterfølgende dages jagt var stor.

Lige ved og næsten

Da min bror og jeg sidst på eftermiddagen ankommer på pladsen, er vindretningen ikke som forventet, og vi diskuterer frem og tilbage, om vi er nødt til at lægge en plan-b. Bæverens syn er ikke det bedste, og får man placeret sig med en god baggrund, kan man tillade sig at snige meget tæt på det sted, hvor man regner med at kunne komme til skud.

Vinden er dog en faktor, som man ikke kan tilsidesætte, og får en bæver først færten af mennesker, resulterer det som oftest i et højt haleplask, inden bæveren dykker ind i sikkerhed i bæverboet. Frem for at sidde lidt på afstand opstrøms bæverboet som først planlagt tvinger vinden os til at snige os ind tæt på boet i det delta, som bæverens dæmninger har lavet mellem søen og åens udløb. Deltaet er et virvar af kanaler og både fældede og levende træer, og selvom bæverens værk danner en fantastisk biotop for andet vildt, kan man godt forstå nogle grundejeres skepsis over for dyret.

Bæver!

Europæisk bæver (Castor fiber) 

Efter at arten næsten var uddøet i starten af 1900-tallet, har flere udsætninger og et reguleret jagttryk bevirket, at bestandene i både Norden og andre europæiske lande er vokset. Det samme gør sig gældende i Danmark, hvor man tilbage i 1999 reintroducerede 18 tyske bævere i Klosterheden i Vestjylland. Og 10 år senere blev 14 bævere udsat omkring Arresø og Dronningholm Mose i Nordsjælland. Alene den jyske bestand blev efter tællinger i 2017 anslået til at være i omegnen af 200 individer med en udbredelse, som strækker sig fra Vejlerne i nord til Varde Å-systemet i syd.

Canadisk bæver (Castor canadensis)

Finland huser i dag både den europæiske bæver og den lidt mindre canadiske bæver. Den canadiske bæver blev indført tilbage i 1937 i den østlige del af Finland, da man var uvidende om de egentlige artsforskelle. I dag forsøger man, ved hjælp af jagt, at begrænse den canadiske bævers udbredelse mod vest. Som noget unikt kan den canadiske bæver i Finland nedlægges med bue og pil, hvilket ved lov dog kræver en speciel anordning, hvor en snor fastgøres til pilen.

Efter kun tyve minutter i deltaet ser jeg en mistænksom bølge omkring bæverboet. Sekunder efter materialiserer bæveren sig ud af det okkerfarvede vand. Pulsen galoperer afsted, da den unge bæver glider forbi mig på blot få meters afstand – her er den bue-chance, jeg forgæves havde ventet på i dagevis i Finland.

Med riflen halvt til skulderen får jeg fisket telefonen op af lommen og får ringet til min bror, som blot skulle en tur ned langs med søen for at kigge efter anden bæveraktivitet. Inden han er tilbage med videokameraet, er bæveren gået halvt på land kun 10 meter fra mig. Til bæverens held dækker en lille stamme fra et fældet træ dyrets vitale dele, og et skud er for risikabelt.

Lige så hurtigt som bæveren åbenbarede sig, glider den tilbage og forsvinder i det mørke vand, og da Laurids er tilbage få minutter senere, har den stadig ikke vist sig igen. Solen er ved at gå ned, og den ellers konstante vind begynder at blive ustabil. Vi mærker begge et svagt vindstød i nakken, og det frygtede haleplask fra en skræmt bæver følger blot sekunder efter.

Aftalen lukkes

Et par udgange senere uden yderligere held sidder vi begge igen i deltaet. Bæveren fra første aften er ikke lige så tidligt på færde, og først en halv time inden solnedgang begynder der at ske noget. En stor bæver er kommet til syne foran boet – tydeligvis ikke den unge bæver, vi er efter. Det er jøjst sandsynligt den gamle hun, som i flere år har født unger i dette bo.

Minutter senere afslører en v-formet bølge dog den unge bæver, som lydløst bryder vandoverfladen. Som den første aften svømmer bæveren forbi på tæt hold for derefter at vende om og svømme tilbage. Jeg overvejer flere gange at skyde den på vandet, men målet er småt, så jeg venter tålmodigt i håbet om, at dyret vælger at gå på land.

Minutter senere ser vi bæveren igen længere ude i deltaet, og pludselig kravler den op på en stor trærod og blotter hele kroppen. Jeg ved, at jeg skal handle hurtigt, inden chancen er forspildt, men det er svært at få en fri skudbane gennem stammerne. Til mit store held flytter bæveren sig ind i en åben bane, og med albuerne godt plantet i knæene har jeg et solidt anlæg og lader kuglen gå.

Forløsningen er stor, da jeg ser bæveren med bugen i vejret i det lave vand foran træroden. Efter tre ture er det endelig lykkedes mig at nedlægge et eksemplar, og at kunne dele oplevelsen med sin bedste jagtkammerat gør blot oplevelsen endnu bedre. Jagten er dog ikke slut, før bæveren er bjerget, hvilket indbefatter en kold tur med bare ben igennem deltaet.

På turens sidste dage har vi fornøjelsen af at jage sammen alle tre i håbet om, at Ole kan komme til skud. Det bliver til to nervepirrende udgange med chancer, hvor det føles som om, at vi har bæveren i vores hule hånd. I begge tilfælde trækker bæveren dog det længste strå, men det giver fornyet blod på tanden til at jage det fascinerende dyr i fremtiden.