Genetisk forskning har på få årtier vendt op og ned på mange af de forestillinger, men hidtil har haft omkring arters indbyrdes slægtsforhold, underarter og så videre. Efterhånden som forskningen bliver gennemført, gøres der konstant nye opdagelse. Mange underarter er blevet slået sammen (fordi den genetiske variation imellem dem ikke retfærdiggjorde, at de blev behandlet som underarter).
Det har medført, at disse underarter formelt set er lidt mindre truede, end man hidtil har antaget. I andre tilfælde er det gået den anden vej. For eksempel anerkendes der nu to selvstændige arter af afrikanske elefanter – skovelefanter og savanneelefanter – hvoraf førstnævnte er kritisk udryddelsestruet.
Nu har genforskere kigget nærmere på verdens leoparder og er kommet frem til, at bestanden i Asien og bestanden i Afrika har været genetisk adskilt i mere end 500.000 år. Selv i et naturhistorisk udviklingsperspektiv er det meget, meget lang tid, og spørgsmålet er, om det leder til en formel opdeling af arterne og dermed til mindst en ny art.
Forskerne fandt desuden frem til, at variationen blandt leoparder er meget større i Afrika, end den er i Asien, hvor man skelner imellem mere end ti underarter. Det ligger ikke helt fast, hvad årsagen til dette er, men et kvalificeret bud kunne være, at Asiens vidstrakte bjergkæder har fungeret som effektive barrierer i landskabet.
I øjeblikket opdages der langt flere nye arter i laboratorierne end i naturen. Det er spændende nok, men efter min mening knapt så charmerende som at krydse en malaria-inficeret sump med et hold lokale bærere i jagten på nye arter… og forvildede mænd, der svinger brølende rundt under trækronerne.
LÆS OGSÅ
Afrika : Makuya stammen trækker vestlige dyrevelfærds NGO’er og CITES i retten
