En stor artikel i New York Times den 15. september 1907 lagde op til den årlige jagt på hvidhalet hjort i Adirondacksbjergene i det vilde nordvestlige hjørne af staten New York på grænsen til Canada. De fastboende i bjergene, der levede af jagt- og fisketurisme, meldte om masser af vildt i området. Der var lagt op til en fantastisk sæson og med kendskab til tidligere års resultater regnede man med omkring 10.000 besøgende jægere, som forventedes at spendere omkring 100$ i gennemsnit på deres årlige jagteventyr i området. Det svarer til godt 2.800$ i nutidspenge.
Ud af de 10.000 storby-jægere ville omkring 2.000 få et eller to dyr med sig hjem efter endt jagt. Det totale årlige udbytte i området var omkring 3.000 dyr. Licensen rakte til to dyr pr. jæger, men langt de fleste af de jægere, som havde succes på jagten, var blandt dem, som gæstede en af områdets 1.200 permanente jagtlejre og hyrede en af områdets 2.000 professionelle guides. De tusinder af jægere, som ikke havde råd til at betale en guide 4$ om dagen for jagtføring, kost og logi, indlogerede sig på billige hoteller eller camperede i nærheden af jernbanen ind i området, hvor der i sagens natur opstod en markant tæthed af jægere, der færdedes på egen hånd.
Farlig hobby
Der er ingen tvivl om, at jægerne først og fremmest tog den årlige tur fra storby til vildnis for oplevelsens skyld. Forbruget under jagten oversteg nemlig langt handelsværdien af kødet. Det var – præcis som i vore dage – mest af alt et kærkomment afbræk i storbylivet, der lokkede.
Faktisk lokkede vildmarkseventyret så meget, at den enkelte jæger i høj grad tilsidesatte sin egen sikkerhed, for det var statistisk set rigtig farligt at spendere et par uger i Adirondacks under whitetail-sæsonen.
På en normal sæson skete der omkring 1.000 vådeskudsulykker i området, hvoraf cirka halvdelen fik dødelig udgang. Hver tyvende jæger kom altså ikke levende hjem, og lige så mange blev invaliderede. En vådeskudsulykke for hvert tredje nedlagte dyr – og en begravelse for hvert sjette.
Til sammenligning var risikoen for at dø i kamp som udsendt soldat under den amerikanske deltagelse under første verdenskrig fra april 1917 til november 1918 omkring 1,9 %. Altså mindre end halvt så livsfarligt som at jage whitetail i løbet af en enkelt sæson i Adirondacks.
Vilje til forbedring
Det er ikke så overraskende, at samtiden var bekymret over tabstallene på den årlige jagt.
Artiklen i New York Times videregiver historien om en læge fra byen Uttica, der året forinden var vært for et jagtselskab med professionelle guider. Den gode doktor ville det bedste for sine gæster og havde inden jagten indkøbt røde kasketter til alle i lejren for at forebygge vådeskudsulykker. Han udstyrede naturligvis også guiderne med kasketter, og selskabet drog på jagt. På den første jagtdag fandt doktorens guide friske spor af sortbjørn, så jagtgæsten blev posteret i skoven, mens guiden gik en stor bue omkring et tæt krat med den hensigt at trykke bjørnen frem til jagtgæsten.
Da guiden gik igennem krattet i det sidste dagslys, blev det så tæt, at han måtte ned på alle fire og kravle igennem. Han tog den nye kasket af for ikke at skade den i tornekrattet. Udgangen på historien er tragisk forudsigelig. Den velmenende læge, der ville sine jagtkammerater det bedste og muligvis var en af de første i verden til at komme på ideen med signalfarver, nedlagde sin kravlende guide med et enkelt velrettet skud. Signalfarvede kasketter har ikke den store effekt, når de ligger i en lomme…
Artikelskribenten – hvis navn blev glemt af typografen – forudsagde, at man allerede fra næste sæson – altså efteråret 1908 – med stor sandsynlighed ville have lovgivning på plads, som udelukkende tillod jagt på hornbærende handyr. Selvom denne lovgivning blev indført som et led i vildtforvaltningen, forventede man, at den også ville øge sikkerheden, som en tilsvarende lovgivning havde gjort det i Canada. For jægere har som bekendt ikke horn…
Deklaration
De historiske billeder, som ledsager denne artikel, har ikke specifik sammenhæng med de emner, som artiklen omhandler, men er anvendt som dokumentation for jagtens udtryk og form i den tidsalder, som artiklen beskriver.
LÆS OGSÅ