Put and take-jagt i Afrika

3137

”Jagt er uforudsigelig”. Sådan siger vi til os selv og andre, når vi skal forklare, hvorfor vi den ene morgen efter den anden lister rundt for at finde den ældre returbuk, vi så et glimt af tidligt på sæsonen.

Vi lader mange yngre bukke gå, for det er den ældre buk, vi vil have. Og hvad betyder det, at vi heller ikke fik ham denne gang, når vi nu har oplevet en rå med sine to nye lam eller har nydt synet af en ung seksender, som sikkert vil vokse sig stor om et år eller to? Følelsen af at tage del af naturens oplevelser og det at yde vores til den samlede danske vildtforvaltning kan være et godt bytte mod at få et tilfældigt trofæ på væggen.

Så beslutter man sig for at rejse til Afrika. Drømmen er at spore den enlige, aldrende kudutyr i timevis i den afrikanske bush for til sidst at stå med drømmetrofæet af en gammel tyr, som har aftjent sin pligt i avlen, og som ville være gået til ved næste tørke. Men der sker noget på vej i flyet til Afrika: Man kigger på trofælisten og indser, at man kan få fem andre trofæer for den samme pris, som man skal betale for én kudutyr. Og måske kommer man ikke til Afrika igen, så det gælder om at få mest muligt ud af turen.

Der bliver lagt en ny plan: På de syv jagtdage vil man pludselig gerne nedlægge både blue wildebeest, impala, vortesvin, duiker og oryx. Helst i den nævnte rækkefølge og gerne inden for de første fem dage, så der er tid til også at være lidt sammen med familien i slutningen af rejsen. Vel ankommet til destinationen bliver listen af krav lagt frem for den professionelle jæger, som – med sved på panden – bekræfter, at det ikke er noget problem.

På vej hjem i flyet gør man status: De fem trofæer blev nedlagt på de ønskede fem dage, men ønsket om at spore den gamle kudutyr blev ikke til noget. Faktisk var tiden så knap, at man aldrig rigtig nåede at opleve sporjagten. I stedet opgav man hurtigt at forfølge det vildt, som gav spændende udfordringer, for i stedet bare at køre videre og i en fart finde et lettere jagtbytte.

Hvem andre end en selv har ansvaret for, at drømmen om den bæredygtige og udfordrende jagt på den gamle kudutyr blev konverteret til en hurtig afskydning af fem yngre handyr med avlspotentiale? Danske jægere er kendte for at være krævende jægere, som rejser ud med en forventning om at nå det hele på den halve tid. Sund fornuft, realisme og interesse for den lokale vildtforvaltning bliver desværre sjældent pakket med i kufferten.

Er vi på den måde ikke med til at skabe den form for put & take-jagt i Afrika, som vi alle er så inderligt imod, når vi bliver adspurgt? Snyder vi ikke os selv for de helt særlige jagtoplevelser, som vi ellers ville kunne mindes med stolthed?

Ønsker vi fortsat at kunne rejse til Afrika og opleve det unikke jagthåndværk, som har dannet grundlaget for al overlevelse for fortidens stammer, bør vi skrue ned for vores forventninger om effektivitet og i stedet skrue op for den sunde fornuft. Det giver ofte langt bedre jagtminder.

  • Trine Dixen er ny fast skribent for JAGT, Vildt & Våben. Hun er uddannet veterinærsygeplejerske, tidligere professionel jæger i Afrika, schweisskonsulent på Kalø og stifter af jagtrejsebureauet African Adventure AB.