Den østrigske instruktør Ulrich Seidl er kendt og elsket af filmkritikere for sin unikke filmiske tilgang til kontroversielle emner. Han har tidligere beskæftiget sig med blandt andet sexindustrien og den østrigske middelklasses indre svinehund (i hans subjektive perspektiv), og han har høstet masser af roser for sin hudfletning af sine landsmænd og deres særheder.
Nu har Ulrich Seidl tilsluttet sig flokken af dokumentarfilmsinstruktører, som i kølvandet på Cecil-affæren fisker i rørt vande med garanti for masser af medieopmærksomhed. ”Safari”, som hans film hedder, følger et pensioneret ægtepar samt en velhavende familie med to voksne børn på jagt i Namibia.
Det er en besynderlig oplevelse, og det er endog meget svært at genkende billedet, der tegnes af trofæjagten, som et retvisende og tilnærmelsesvist udtømmende portræt af denne jagtform og dens udøvere. Filmen beskæftiger sig udelukkende med de medvirkendes motiver for at gå på jagt og deres tanker omkring det. Det er tydeligt, at de er håndplukkede til deres roller, og det er åbenlyst, at alle de korte klip, som tilsammen udgør filmen, er nøje udvalgte med henblik på at fremstille jægerne som en samling overfladiske og respektløse idioter. Jeg nægter f.eks. fuldstændigt at tro på, at den ældre østrigske jægers oplevelse af hans jagt i Namibia kan koges sammen til, at han kravlede stønnende op og ned ad stiger til hochsitze, drak øl, bøvsede og faldt i søvn på jagten uden at veksle et eneste ord med sin PH eller for den sags skyld se noget vildt…. Men det er klart muligt at plukke disse sekvenser ud af 30-40 timers råfilm og på den måde slippe afsted med at fortælle præcis den historie, man på forhånd havde bestemt sig for….
Umiddelbart er det svært at forstå, at nogen mennesker stiller op til at lade sig tolke offentligt af en filminstruktør med et solidt ry for at grave de mest utiltalende sider frem blandt de medvirkende, men det kan i bund og grund ikke hidse mig op, for ingen har tvunget disse mennesker til at medvirke. Hvad jeg derimod er alvorligt ked af er, at de stereotyper instruktøren arbejder så hårdt på at cementere omkring ”trofæjægere” kun tjener til at vække forargelse og styrke folks fordomme omkring jagtturisme. Det er brandærgerligt, for jagtturismen er i vore dage et fantastisk vigtigt redskab i naturbevarelsen. Dette er et faktum, som er helt uafhængigt af jægernes personlige motiver. Men Ulrik Seidl er åbenbart ligeglad med hele naturbevarelsessiden af sagen og fokuserer udelukkende på at skabe maksimal moralsk kvababbelse med udpenslingen af de ubehagelige personligheder, uvidenheden, dødsscenerne og den konstante antydning af, at jagtindustrien undertrykker den sorte lokalbefolkning, som gennem hele filmen fremstilles som enten deprimerede eller enfoldige.
”Dokumentarfilmen” er i dette tilfælde så ensporet og manipulerende i sit forsøg på at tilsværte de fæle trofæjægere, at den i langt højere grad fremstår som decideret propaganda. Desværre har det brede publikum ingen reel chance for at gennemskue dette, og jeg er derfor overbevist om, at denne film er endnu et lille nøk til opinionen i retning af mere afsky, had og krav om restriktioner for ”trofæjagten”. Naturen bliver desværre altid taberen, når jagtturismen havner i modvind med deraf følgende fald i omsætningen. Dette leder nemlig direkte til færre afrikanske jordejere, som foretrækker natur og vildt frem for landbrugsland og kødkvæg….
Filminstruktøren Ulrik Seidl får givetvis sit eftertragtede bifald fra storbyernes café-latte-segment, mens skældyr, næsehornsfugle og vilde afrikanske hunde betaler prisen for de finkulturelle menneskers moraliseringstrang i form af skrumpende levesteder. Tak for l*rt, som man siger på fransk….
