Min svigermor og jeg havde en aftale. I det daglige var hun altid til rådighed, når der var brug for hjælp til at se efter børnene, hvis de enten var syge eller skulle hentes tidligt. Til gengæld skulle jeg lave mad for hende til mine svigerfor­ældres faste årlige bridgeaften. Med til ordningen hørte også, at jeg skulle skaffe stegen, og det var blevet en tradition, at menuen stod på dyrekølle.

Foto: R Rar, Erik Mandre og Mironov Vladimir/Shutterstock

Allerede i starten af bukkejagten havde jeg været heldig at skyde en meget pæn seksender hos min mangeårige jagtkammerat. Men der stod ikke bridgemiddag på nogen af køllerne, så jeg måtte af sted igen. Skæbnen ville, at jeg kort efter blev voldsomt arbejdsramt. Det er ufatteligt, som arbejde gør indhug i ens fritid. Og først godt seks uger henne i bukkejagten kunne jeg gøre en fornyet indsats, så dyrekøllen om muligt kunne komme i hus.

Som alle bukkejægere ved, er vegetationen blevet både høj og tæt i starten af juli, og derfor medbragte jeg min Kleiner Münsterländer, Jens, som problemknuser. Jens behøvede ikke at bruge sine øjne for at have det forkromede overblik. Den havde sin næse, og det udnyttede jeg i min stræben efter at få en buk med hjem. Ved at studere hunden kunne jeg følge med i, om der inde i det tætte bevægede sig noget, der muligvis var værd at vente på skulle komme ud i det mere åbne.

For mig var det samtidig en ekstra gevinst at samarbejde med hunden på et tidspunkt af året, hvor de fleste artsfæller bliver efterladt hjemme i kurven.

Forudsætningerne

For at samarbejdet med hunden under pürschen skal blive en succes, er der nogle fundamentale ting, som skal være på plads. Det er vigtigt, at hunden fra ganske ung er trænet til at reagere på færten af hårvildt. Er man heldig, vil hunden forholde sig forskelligt alt efter, hvilken type hårvildt den har foran sig.

Når hunden har registreret og markeret, at der er vildt forude, skal den være trænet til at holde bøtte. Det hjælper ikke, at man får udpeget et stykke vildt, hvis det efterfølgende bliver jaget væk, fordi hunden i sin iver begynder at pibe, eller det der er værre. Vejen frem er naturligvis dressur.

Dressuren skal sikre, at kommunikationen med hunden i sidste instans kommer til at foregå lydløst. Hunden skal med andre ord lære at reagere på håndtegn. På denne måde kan man bevæge sig frem i terrænet uden unødig støj i form af verbale ordrer. Disciplinen ”dæk” er den absolut vigtigste. Og den skal sidde så meget på hundens rygrad, at den bliver liggende også i meget lang tid, når dette er nødvendigt. Under selve pürschen skal hunden gå fri ved fod, så den kan dækkes af, uden at man først skal løsne den fra remmen. Hvis hunden har været dækket af, er det praktisk at have lært den hjemkald ved håndtegn. Når hunden kommer tilbage, skal det ske i et stille og roligt tempo – gerne krybende/kravlende.

Når disse få forhold er bragt på plads, har man uvurderlig hjælp af hundens næse under pürschen og i tilgift godt selskab under jagten, hvilket heller ikke er at foragte.

Jens er ikke den mest lydige hund, jeg har haft, men den ville meget gerne med på pürsch, så vores samarbejde på reviret fungerede egentlig gnidningsfrit. Den havde én gang prøvet at komme tilbage i bilen, og det havde den ønskede indlæringseffekt.

Køllejagt

Allerede da jeg åbnede bagklappen på bilen, smilede Jens fornøjet. Hunden smilede i bogstavelig forstand, når den var glad. Humørbarometeret bagerst på hunden stod også på ”kvalitetstid i vente”. På mit vink hoppede den ud af bilen og fandt hurtigt sin plads ved venstre knæ, og jagten på svigermors kølle kunne begynde.

Vi listede roligt ad et nyslået spor med en hvedemark på venstre side og et hegn på højre. Vinden kom skråt imod os ude fra marken, og Jens havde allerede radaren slået til. Efter en kort pürsch nåede vi hen i nærheden af et hegn, og der var bid. Hunden stak næsen i sky og inhalerede med vibrerende næsefløje de gode dufte af råvildt. Jeg satte kikkerten for øjnene og så i den retning, Jens havde udpeget. Men dyret var ikke at se. Der var ikke andet at gøre end at sætte sig ned og væbne sig med tålmodighed og håbe, at dyret ville bevæge sig i vores retning.

Heldet var ikke med mig, for efter et kvarters tid mistede hunden interessen. Jeg rejste mig, og vi trissede videre ned ad sporet og forbi hegnet ud til en ny hvedemark, som er omgivet af hegn på alle sider. Langs sporet er der udlagt et stort trekantet areal til brak, hvor vildtet ynder at slikke sol. Det er råvildtbiotop, når den er bedst. Marken er vel 300 meter bred, og vi havde givet os rigtig god tid til at tilbagelægge de første 200, hvor brakstykket bliver smallere og smallere.

Ræve og råvildt

Midt i et skridt stivnede Jens pludselig, satte sig og stak næsen i sky. Så begyndte den at rokke hovedet frem og tilbage som en sindsforvirret person. Jeg har aldrig set noget lignende. Det var signalforvirring på højeste niveau. Så drejede den hovedet i retning af sporet, hvor to rævehvalpe få øjeblikke efter trådte ud. Hvalpene sad kort tid midt på sporet, inden de forsvandt gennem hegnet. Jeg havde haft rig mulighed for at skyde en af hvalpene, men årsagen til hundens mærkværdige opførsel gik nu op for mig, da den nu tydeligt markerede, at der var råvildt ude i hveden. Færten fra både ræv og råvildt havde åbenbart givet støj på linien.

Hundens næse havde ikke svigtet, for ude i marken kunne jeg skimte ryglinjen af et rådyr, men det gik med hovedet nede, så det var ikke muligt at se, om det var en buk. Dyret havde retning mod overgangen mellem hvede og brak, så jeg dækkede hunden af, og sneg mig forsigtigt frem mod spidsen af brakstykket. Herfra ville jeg med lidt held få en skudchance, når dyret kom ud af kornet.

Alt klappede til ug med kryds og slange. Altså lige bortset fra, at det var et smaldyr, som få minutter senere stod med hele bredsiden til på meget kort hold. Man kan ikke vinde hver gang.

Lidt slukøret fik jeg Jens på plads og listede videre. Lige da vi havde passeret stedet, hvor rævehvalpene sad, var der kontakt igen. Mine døtre ville have betegnet resultatet som ”nederen”. Denne gang var det en gammelrå.

Til trods for en ihærdig indsats resten af sæsonen og med god hjælp fra Jens, lykkedes det ikke at få ram på en buk, men der blev alligevel serveret kølle til bridgeaftenen – lammekølle.

Læs også: Nem opskrift: Fasan – estragon

 

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: