Min svigermor og jeg havde en aftale. I det daglige var hun altid til rådighed, når der var brug for hjælp til at se efter børnene, hvis de enten var syge eller skulle hentes tidligt. Til gengæld skulle jeg lave mad for hende til mine svigerforældres faste årlige bridgeaften. Med til ordningen hørte også, at jeg skulle skaffe stegen, og det var blevet en tradition, at menuen stod på dyrekølle.
Allerede i starten af bukkejagten havde jeg været heldig at skyde en meget pæn seksender hos min mangeårige jagtkammerat. Men der stod ikke bridgemiddag på nogen af køllerne, så jeg måtte af sted igen. Skæbnen ville, at jeg kort efter blev voldsomt arbejdsramt. Det er ufatteligt, som arbejde gør indhug i ens fritid. Og først godt seks uger henne i bukkejagten kunne jeg gøre en fornyet indsats, så dyrekøllen om muligt kunne komme i hus.
Som alle bukkejægere ved, er vegetationen blevet både høj og tæt i starten af juli, og derfor medbragte jeg min Kleiner Münsterländer, Jens, som problemknuser. Jens behøvede ikke at bruge sine øjne for at have det forkromede overblik. Den havde sin næse, og det udnyttede jeg i min stræben efter at få en buk med...
