Ro i opfløj

Foto: Niels Busch

For de jagthunde, der udfører førskudsarbejdet – altså lokaliserer og letter vildtet direkte for jægeren – er et sikkert stop, også kaldet “ro i opfløj”, et must. En hund, der stopper prompte, når fuglen letter, gør det ikke kun mere sandsynligt, at fuglen faktisk kommer på tasken, den øger også sin egen sikkerhed på jagten.

For jægere med hunde, der udfører førskudsarbejdet, fylder træning af ro i opfløj derfor rigtig meget. Det tager tid og tålmodighed at etablere et stabilt stop, men det er alle timerne værd, når hunden skal stå sin prøve på jagt. En hund, der letter fuglene præcist for derefter at forholde sig helt roligt, giver ganske enkelt de bedste betingelser for skytten. Her taler jeg naturligvis om jagtformer, hvor jægeren aktivt søger efter vildtet med sin hund – for eksempel en spaniel, der arbejder under bøssen eller en stående hund, der afsøger en stubmark. På jagter, hvor skytterne står for, og vildtet drives ud, er vigtigheden måske ikke helt så stor.

Forstå hundens motivation

I de fleste jagthunde ligger lysten til at jage vildt i bevægelse genetisk indbygget og er bevidst avlet frem. Det er nemlig selvsamme motivation, som gør, at hunden arbejder utrætteligt time efter time på jagten, og at den er motiveret for og med øvelse bliver god til at finde selv de fugle, som gemmer sig rigtig godt. Derfor er det umiddelbart en naturstridig adfærd at stoppe for vildt, der flygter. Det er ganske enkelt det mest naturlige for hunden at intensivere jagten efter vildtet. Netop derfor kræver det tid, tålmodighed og forståelse for hundens motivation at få indlært et stabilt stop. Måske netop derfor har der været tendens til at ty til hårde metoder for at knække hunden nok til, at frygten for konsekvensen af jagten er stor nok til, at den ikke tør. Men det er faktisk muligt at benytte netop hundens motivation for jagten som drivkraft til at gøre præcist det modsatte – nemlig at stoppe prompte og forholde sig i ro. Og det helt uden at skulle mase med eller straffe hunden.

Start tidligt

Som med så meget anden indlæring hos hunden gælder, at jo før træningen startes, jo større er chancen for succes. Det skyldes slet og ret, at vi ved at starte tidligt undgår, at hunden får mulighed for at øve sig på uvaner. Hvis vi starter allerede i hvalpetiden med træning af ro i opflugt, så har hunden langt bedre forudsætninger for at træffe de rigtige valg. Dermed ikke sagt, at det er for sent, hvis din hund allerede har haft god succes med at prelle på fugle. Med lidt ihærdighed kan det absolut tilrettes, du starter bare lidt i minus.

Den første vigtige lektie

Ser man helt objektivt på øvelsen ro i opflugt, så er det en virkelig enkel øvelse, for den forudsætter jo egentlig kun, at hunden kan sætte sig på signal. Det, der ikke er enkelt, er, at hunden skal kunne udføre den i meget fristende situationer, hvor adrenalinet pumper og stressniveauet er højt. For at lykkes med at lære hunden at udføre en simpel adfærd i svære situationer er det min erfaring, at hunden er nødt til at lære nogle basale koncepter først. Et af de koncepter er, at hunden lærer, at belønninger ikke bare er noget, man tager, det er noget, man gør sig fortjent til. I al træning med mine hunde vedligeholder jeg og udvider dette koncept, men jeg starter altid med at lære dem det med en meget simpel øvelse med godbidder:

1. Sæt dig ned på gulvet sammen med hunden.
2. Fyld din ene hånd op med godbidder, men ikke flere end du kan lukke hånden om dem, uden det vil være muligt for hunden at stjæle sig til én.
3. Hold den lukkede hånd med godbidder frem for hundens næse og hold den stille.
4. Hunden vil nu prøve at kæmpe sig vej til en godbid, den vil slikke på hånden, bide i hånden og kradse på hånden – nogle mere ihærdigt end andre. Men du holder bare fortsat hånden lukket og stille foran hunden.
5. På et eller andet tidspunkt vil hunden give op – måske kun kortvarigt – men den vil trække hovedet væk fra hånden med godbidder. Lige idet den gør det, åbner du hånden med godbidder. Du bekræfter altså hunden i, at det er korrekt at stoppe med at forsøge at gnave sig vej til godbidden, ved at du åbner hånden med godbidder, så de nu umiddelbart er tilgængelige for hunden.
6. Hunden vil nu højst sandsynligt forsøge at tage godbidderne i den åbne hånd. Når den gør det, lukker du med det samme hånden, så hunden igen ikke kan tage godbidderne.
7. Hunden vil da måske igen forsøge at gnave sig vej til godbidderne, men højst sandsynligt i kortere tid end før.
8. Hunden vil igen give op og trække hovedet væk fra hånden. Lige idet den gør det, åbner du hånden med godbidder.
9. Hunden vil nu forhåbentlig have lært af sin fejl fra før og lade være med at forsøge at tage godbidderne. Den vil bare kigge på dem. Gør den det, tager du en godbid med den anden hånd og giver til hunden. Så længe hunden ikke forsøger at tage godbidderne i den åbne hånd, så holder du den åben. Forsøger hunden igen at stjæle sig til dem, så lukker du prompte hånden igen og afventer, at hunden tager hovedet væk.
10. Sådan fortsætter du, indtil du uden problemer kan holde den åbne hånd med godbidder foran hundens næse, kan friste den ved at bevæge hånden lidt fra side til side og til sidst, at du kan lægge godbidderne på jorden med samme fremgangsmåde. Her dækker du bare over godbidderne med hånden, hvis hunden skulle forsøge at stjæle dem.

Det er vigtigt at understrege, at dette ikke er en ja/nej øvelse. Du må derfor ikke sige nej eller ja-ja til hunden, hvis den forsøger at tage en godbid. Den eneste kommunikation, du sender til hunden om, hvorvidt den gør det rigtigt eller ej, er, hvorvidt hånden er åben eller lukket. Vi forsøger her at lære den et generelt koncept, den skal tage med sig videre i livet, så det ikke kan svare sig at gå hovedløst efter belønninger, men at de er noget, man skal gøre sig fortjent til.

Jeg indlærer altid konceptet med godbidder, men bruger det derefter i alle tænkelige hverdagssituationer, hvor hunden gerne vil opnå noget for eksempel komme ud af døren, ud af bilen, slippes løs på gåturen og så videre og udnytter på den måde alle situationer, hvor hunden vil opnå noget til at forstærke dens opfattelse af, at adgangen til belønninger går gennem mig.

Sit = adgang til belønning

De fleste ting, vi oplever som forstyrrelser i hundens træning, er egentlig belønninger. Tævetis er en stor forstyrrelse for en potent hanhund, fordi det er ekstremt belønnende for hunden at snuse til. Andre hunde på træningspladsen kan være forstyrrende for hunden, fordi den finder det belønnende at hilse på dem og så videre. På samme måde er fugle, der letter en forstyrrelse for hunden, fordi den finder det belønnende at jage dem. Det betyder, at det vi i bund og grund forsøger at lære hunden, når vi lærer den ro i opfløj, er, at den skal sætte sig for en synlig og tilgængelig belønning i stedet for at gå hovedløst efter den. Da hunde er opportunister, vil de altid ufortrødent gå efter det, de gerne vil have – med mindre vi lærer dem, at andet kan betale sig – derfor er koncept-træningen, som beskrevet ovenfor, så vigtig.

Sit for godbidder i hånden

Første skridt i indlæringen af ro i opfløj er at lære hunden, at sit giver adgang til belønningen. Jeg starter altid indlæringen med godbidder som belønning, da de er lette at håndtere og lave mange gentagelser med. Men i takt med at hunden bliver bedre, så udvider vi repertoiret af belønninger til andre ting også. Start øvelsen således:

1. Hav hunden foran dig og præsentér en lukket hånd med godbidder umiddelbart foran hundens næse. Hunden vil til en start måske forsøge at få vristet godbidderne ud af hånden, men hold blot hånden stille og afvent, at hunden sætter sig (hvis der går mange minutter, uden at hunden sætter sig, kan du til en start holde hånden lidt højere oppe, det plejer at hjælpe med at animere til en sit).
2. Lige idet hunden sætter sig, frivilligt – altså uden du har givet den signal til det, åbner du hånden med godbidder og giver den én.
3. Sig derefter “fri” og bevæg dig lidt baglæns, så hunden rejser sig fra sitten og følger med dig igen.
4. Når hunden har rejst sig, præsenterer du igen den lukkede hånd med godbidder umiddelbart foran hundens næse og afventer igen, at hunden sætter sig af sig selv. Lige idet den sætter sig, åbner du hånden og giver den igen en godbid.
5. Sådan fortsætter du, indtil hunden sætter sig prompte, så snart hånden med godbidder præsenteres. Når hunden kan det med den lukkede hånd, begynder du at præsentere godbids-hånden åben i stedet for.
6. Hvis hunden “glemmer” at sætte sig, når hånden er åben (og godbidderne derfor er langt mere tilgængelige), så lukker du blot hånden og afventer, at hunden sætter sig.

Når hunden kan sætte sig frivilligt for godbidderne i hånden, så udvider vi øvelsen til, at hunden skal kunne sætte sig frivilligt for en godbid, der kastes i en skål. Hele formålet med øvelsen her er, at hunden oplever, at den kun kan få adgang til belønningen ved at sætte sig først. Det er derfor vigtigt, at du altid enten har kontrol over hunden (for eksempel ved at have den i snor) eller på belønningen (ved at stå tæt nok på belønningen, så du kan fjerne den, før hunden kan stjæle den).

Find dit belønningsord

Først må du finde dig et belønningsord – et ord, der fortæller hunden, at “nu må du gerne tage belønningen”. Jeg vil ikke anbefale dig at bruge “dygtig” eller lignende ord, da vi simpelthen bruger dem for ofte uden at tænke over det. Jeg vil i stedet for anbefale ord som “værsgo” eller “okay”. Mange bruger allerede “værsgo” som signal til hunden om, at nu må den spise sin mad. Gør du allerede det, kan du med fordel også bruge det ord som belønningsordet i øvelsen her. Start med at lave en 5-10 gentagelser, hvor du bare holder hunden i halsbåndet, siger “værsgo” og slipper halsbåndet, så hunden kan tage godbidden. Den skal ingenting gøre bare forbinde ordet “værsgo” med, at den nu kan tage godbidden i skålen.

Sit for godbid i skål

Når hunden forstår at “værsgo” betyder, at den må tage godbidden i skålen, kan du begynde på den egentlige sit-træning.

1. Find en skål frem og stil den på jorden ved siden af dig.
2. Hav hunden stående over for dig og lad en godbid falde ned i skålen. Eftersom du tidligere har lavet en masse gentagelser, hvor du har præsenteret en håndfuld godbidder foran hundens næse, som den kun fik adgang til ved at sætte sig ned, håber vi, at den ved synet af godbidden, der falder i skålen, vælger at sætte sig ned. Gør den det, skal du være god med timingen af dit “værsgo”, som skal siges, lige idet hundens numse rammer jorden, og hunden får nu lov at tage godbidden i skålen.
3. Sætter hunden sig ikke ned, men vælger i stedet at gå direkte til godbidden, sætter du bare roligt foden over skålen – uden at sige noget! – og afventer, at hunden sætter sig ned af sig selv. Lige idet hunden sætter sig, siger du “værsgo” og flytter foden.
4. Foden skal kun sættes over skålen, hvis hunden forsøger at tage godbidden uden at have fået “værsgo”. Læringen er, at sætter hunden sig, får den “værsgo” til belønningen, går den i stedet direkte efter belønningen, så forsvinder denne, indtil hunden kommer i tanke om, at den skulle sidde. Timingen af henholdsvis dit “værsgo” og din fod over skålen er altså alfa og omega her. Jo bedre din timing er, jo hurtigere vil hunden forstå øvelsen.

Når hunden forstår øvelsen med skålen, skal skålen fjernes, så godbidderne i stedet kastes direkte på jorden, men samme regler gælder. Du må sikre, at du kaster godbidderne, så du kan nå til dem inden hunden, hvis den bryder reglerne og ikke sætter sig.

I takt med, at hunden bliver bedre, avancerer du øvelsen, så hunden sætter sig, uanset om du kaster legetøj, lader hunden jagte godbidden, inden den kastes, kaster selvom hunden er i bevægelse osv. osv. Kun fantasien sætter grænser for, hvordan øvelsen kan udføres, det vigtige er blot, at det, der kastes er noget, som hunden gerne vil opnå. Kunsten er at øge værdien af den belønning, der kastes, så vi kommer tættere og tættere på den værdi, en fugl har. Til slut kan der trænes med tamduer, der kommer så tæt som muligt på den rigtige vare.

Variation er vigtig

For at hunden bliver så sikker som muligt i øvelsen, er det vigtigt, at du som træner forstår at variere træningen, så den ikke bliver ensformig og forudsigelig. Det vil sige, at godbidden ikke kastes på samme måde hver gang, at hunden ikke står det samme sted hver gang, og at hunden ikke hver gang får “værsgo” til den kastede belønning, men at du også engang imellem går op til hunden og belønner den. Derudover er det vigtigt, at du, når hunden forstår øvelsen derhjemme, begynder at tage den med ud andre steder, så hunden ikke nødvendigvis er i en træningssituation, men også forstår, at samme regler gælder på eksempelvis gåturen. Jo bedre du er til at variere, jo bedre bliver øvelsen generaliseret, og jo mere sandsynligt er det, at hunden kan udføre øvelsen i alle mulige forskellige sammenhænge.

Sig ingenting!

Det er vigtigt, at du under indlæringen af den frivillige sit ikke bruger nogen kommandoer for at hjælpe hunden til at forstå øvelsen. Den skal selv regne ud, hvilken adfærd der kan betale sig for at opnå belønningen. Det er derfor også vigtigt, at du ikke kommer til at korrigere hunden med verbale signaler, hvis den ikke sætter sig. Vi ønsker ikke at hunden bliver afhængig af vores verbale korrektioner, for at den gider at sætte sig. Din timing af, hvorvidt belønningen er tilgængelig eller ej, er rigeligt til at korrigere hunden. Senere i træningen sætter vi sit-fløjten på, så vi sikrer, at vi også kan stoppe hunden, uden at en fugl letter frem for den. Men målet med øvelsen her er, at hunden af sig selv erfarer hvilken adfærd, der giver den adgang til belønningen. På den måde får vi en langt sikrere adfærd, som hunden udfører næsten per automatik, uden at vi behøver at mase med den og skælde ud.

Rigtig fugl – den ultimative belønning

Når hunden har forstået konceptet; sæt dig og få adgang til belønningen, kan træningen med tamduer begynde. Det er forståeligt ikke alle, der har adgang til egne tamduer at træne med, men fortvivl ikke: du kan komme langt med træningen beskrevet ovenfor. Hvis du dog har mulighed for at finde en træningsplads, hvor der kan trænes med tamduer, så er det den ultimative test og træning af hundens ro i opfløj. Reglerne er enkle og helt de samme, som da vi trænede med godbidder. Sit, og du får lov at se fuglen – går du efter fuglen, så forsvinder den.

I træningen med tamduer holder vi til en start duerne i hånden. Det gør vi for at sikre, at vi har kontrol over belønningen, og hvorvidt den er tilgængelig eller ej for hunden. Træningen foregår således:

1. Vi står foran hunden med en due i hånden. Hunden vil da tilbyde en frivillig sit, uden vi har bedt den om det, fordi den fra den tidligere træning har erfaret, at for at få adgang til belønningen må den sidde.
2. Lige idet hunden sætter sig, tager vi duen frem for hunden, så den kan se den. Det er belønning nok for hunden bare at se på fuglen, den behøver absolut ikke få lov at jage den eller smage på den!
3. Så længe hunden sidder, har vi fuglen fremme og bevæger den måske lidt fristende frem for hunden. Skulle hunden rejse sig, gemmes fuglen blot om på ryggen, og vi afventer, at hunden igen sætter sig.
4. Lige idet den sætter sig, kommer fuglen frem igen (fuldstændig ligesom i øvelsen beskrevet tidligere med godbidderne).
5. Når hunden er blevet god til at blive siddende, selvom vi frister med fuglen foran den, er det tid til at slippe duen. Med hunden siddende solidt plantet på jorden slippes duen – i starten et stykke væk fra hunden.
6. Hunden, der nu er blevet siddende, lettere måbende over, at det, vi kastede, rent faktisk fløj væk, får nu som belønning for at være blevet siddende lov at se en ny due, som vi tager frem.
7. Ligesom vi gjorde tidligere med godbidderne, kan øvelsen gøres mere og mere udfordrende ved at ændre den måde, vi slipper duen på, så fristelsen bliver større og større.

Når hunden har en stabil sit på trods af, at vi slipper fuglen tæt på, er det tid til at træne på, at hunden først sætter sig, efter at fuglen er sluppet. Fremgangsmåden er den samme, som da vi startede med godbidderne tidligere i træningen. Hunden skal stå i umiddelbar nærhed, når fuglen slippes, ligesom da vi kastede godbidder og legetøj. Fordi øvelsen ligner det samme setup, som hunden har prøvet så mange gange før, så vil den sætte sig, når fuglen “kastes”. Som belønning for, at hunden sætter sig, kan den få lov at se ny fugl, få en godbid, få lov at lege trækkeleg eller hvad som helst, din hund finder belønnende. Det smarte ved at træne på denne måde er, at ud over, at vi slipper for at mase med hunden for at få den til at sidde i fuglesituationer, så bliver selve det, at fuglen letter et signal til hunden om at den skal sætte sig. På den måde kan vi i selve jagtsituationen bedre holde fokus på at ramme fuglen, og behøver ikke koncentrere os så meget om at få hunden råbt til ro og orden.

Træning af ro i opflugt kræver planlægning, tid, tålmodighed og konsekvens. Men den fuldendte jagtoplevelse, der følger med en hund, der rejser fuglen præcist, og efterfølgende forholder sig i ro, og derved giver skytten ro til at skyde uden at hunden bringes i fare, er alle timerne værd.