Foto: Niels Busch
Apportering er en vigtig øvelse, som de fleste jagthunde bør mestre. Det er en fryd for øjet at se en perfekt udført apportering – især under de til tider vanskelige situationer, som en almindelig jagtdag kan byde på. Der er mange måder at opnå den perfekte apportering på – den metode, jeg selv foretrækker, går under navnet baglænskædning.
Hvorfor gøre tingene baglæns?
Hele grundessensen i at træne hund er, at vi gerne vil, at hunden får for vane at gøre de ting, vi gerne vil have og helst undgår de ting, vi ikke ønsker, at den gør. Det er for hunde, som det er for os mennesker, de bliver gode til det, de øver sig på og gør ofte, så det er vores job at sikre, at de får øvet sig så ofte som muligt på de rigtige ting. Det er derfor vigtigt, at vores træning består af repetitioner, er overskuelig, simpel og konsekvent. Dette bliver endnu vigtigere, når man ønsker kun at træne sin hund med belønninger, for gør man udelukkende det, så er man nødt til at sikre, at træningen er sat op, så hunden lykkes – ergo, at man har noget at belønne, og at straf ikke bliver nødvendig.
Netop derfor er baglænskædning et genialt redskab. Baglænskædning betyder i al sin enkelthed, at øvelsen indlæres baglæns. Når tingene gøres baglæns – altså når hunden starter med at lære det, som øvelsen slutter med, så sikrer man, at hunden altid ved, hvad der forventes af den, fordi den altid kommer til et led af øvelsen, som den kender og ved, hvordan udføres korrekt. Derudover tvinges vi som trænere til at dele øvelsen ned i små simple og overskuelige bidder med mindre kriterier, som kan belønnes. Bliver hunden pludselig dårlig til en enkelt del af kæden, kan den del nemt tages ud og arbejdes særskilt på for så at blive sat tilbage i kæden igen. På den måde er det let at holde øvelsen ved lige.
En lille sidegevinst ved at dele øvelser op i små bidder er, at alle delelementerne kan trænes hjemme i stuen, hvilket er særlig rart i den mørke og kolde tid af året. De skal derefter naturligvis generaliseres til de miljøer, man ønsker hunden skal kunne udføre dem i, men al grundtræningen kan sagtens foregå i en varm stue. Faktisk bør al den indledende træning foregå indenfor for at undgå forstyrrelser og dermed give hunden de bedste betingelser for at tage imod ny læring.
Apportering fra z-a
Apportering er en rigtig god øvelse at indlære ved hjælp af baglænskædning. Ser man helt overordnet på apportering som en øvelse, så virker det simpelt: hunden skal løbe ud og hente et emne og bringe det tilbage til føreren. Men kigger man på øvelsen i detaljer, så består den faktisk af en masse små dele, som hver især kan gå galt, hvis ikke de er omhyggeligt indlært.
En typisk apportering vil se således ud: hunden sidder ved din side, apporteringsemnet kastes ud, på signal løber hunden ud til emnet, samler det op uden tøven i et fast greb, løber direkte tilbage til dig, sætter sig ved din side eller foran, holder emnet uden at tygge, indtil den får signal til at aflevere til din hånd.
Start med sidste led i kæden
Start med at lære hunden at gribe om – og holde et fast greb på dummyen. Her handler det om at have god timing, så hunden forstår, at det er det at holde dummyen, der udløser belønningen og ikke det, at den slipper den. Jeg kan anbefale at bruge en klikker her. Alternativt et kort og præcist ord, der kan markere præcist for hunden, at det er, når den griber om dummyen i et fast greb, at den opnår belønning. Jeg hører tit, at hunde ikke bør lære at apportere for godbidder, fordi de så smider dummyen/vildtet for tidligt for at få godbidden. Dette er helt misforstået. Det handler udelukkende om, at hunden har lært, at den får godbidden for at holde den, indtil den får besked på at slippe. Grundig træning af netop denne del af kæden er vigtig for at undgå, at hunden senere hen tygger i vildtet eller bærer det i et dårligt greb.
I denne “holde fast”-træning er det vigtigt, at det ikke er dummyen i sig selv, der skal være sjov for hunden, men belønningen, der følger, efter at den har holdt korrekt om dummyen. Undgå derfor at vifte vildt rundt med dummyen for at gøre den interessant for hunden. Vær i stedet omhyggelig med din timing og beløn præcis, idet hunden først snuser til/dutter på dummyen, sidenhen åbner munden om dummyen og til sidst griber fast om dummyen. Det er en omhyggelig proces, men går relativt hurtigt, når først hunden har fanget idéen. Ved at sikre, at det ikke er selve apporterings-objektet, der er belønnende, men at det er det, der følger efter en korrekt udført opgave, så undgår du senere, at hunden ikke vil tage forskellige typer vildt, dummyer kastet af andre eller lignende, fordi det for hunden ikke handler om selve emnet, den skal apportere, men om opgaven “at hente”.
Aflevere til hånd
Jeg foretrækker at lære hunden at aflevere dummyen til min hånd. Jeg ser ofte hunde, der kommer tilbage med dummyen, men vælger at sætte sig med ryggen til føreren eller sidder og svinger rundt med hovedet i håb om, at føreren ikke tager dummyen fra den. Hvis vi i stedet lærer hunden, at dummyen skal afleveres helt til vores hånd og holdes indtil slip-signal, før den får belønningen, så får vi en målrettet og præcis aflevering af dummyen – og senere vildtet – hver gang. Jeg tilføjer efterfølgende sit-delen, hvis jeg skal på prøve eller andet med hunden, hvor det er nødvendigt, at den lærer det. Men til rent jagtbrug ser jeg ingen grund til, at hunden afleverer siddende, så længe den holder fast på vildtet og afleverer det sikkert i min hånd, før den slipper på mit signal.
Jeg starter altid med at lære hunden at “dutte” næsen ind i min hånd uden nogen dummy. På den måde sikrer jeg, at hunden ved, hvad den skal sigte efter, når den efterfølgende har dummyen i munden. Jeg præsenterer hånden fladt tæt på hundens næse, og lige idet den snuser til hånden, klikker jeg (eller siger dygtig) og giver den en godbid. Snart finder den ud af, at hver gang den sætter næsen i min flade hånd, så fungerer det som en godbids-dispenser: en godbid udløses, og fundamentet for en sikker aflevering til hånd er lagt. Når hunden helt sikkert dutter sin næse i min hånd, når jeg rækker håndfladen frem, begynder jeg at kombinere denne del med gribe- og holde delen, som hunden allerede har lært. Helt enkelt, så holder jeg dummyen frem, som hunden nu griber og holder i et fast greb. Derefter holder jeg hånden frem, og fordi hunden lige har oplevet at få et hav af godbidder for at sætte næsen i min hånd, kommer den direkte hen – stadig med dummyen i munden, for den har den jo ikke fået signal til at slippe – og sætter næsen og dermed også dummyen direkte i min hånd. Først i det sekund, jeg mærker hundens næse i min hånd, klikker jeg (siger dygtig), og hunden slipper dummyen for at modtage sin belønning.
Løbe direkte tilbage
Når hunden har lært at holde dummyen med et stabilt greb, og at dummyen skal afleveres til min hånd, så er næste skridt at øge den afstand, som hunden skal løbe tilbage mod mig for at aflevere dummyen. Det kan i starten gøres ved, at jeg lægger dummyen et stykke foran mig, lader hunden løbe frem og samle den op, mens jeg bevæger mig bagover. På den måde får jeg mulighed for en masse gentagelser af bevægelsen: løbe ud, samle dummy op, vende rundt på en tallerken og aflevere pænt til hånd.
Fordi jeg allerede har trænet på del 2, og hunden har tillagt det en masse værdi at komme hen og aflevere dummyen til hånd, så er den slet ikke i tvivl om, hvad den skal gøre, når den samler dummyen op. Man kan også med fordel få en hjælper til at holde hunden, mens man går 5-10 meter væk fra den og stiller sig med fronten mod hunden. Hjælperen kan derefter give hunden dummyen og slippe den, så den kan løbe direkte tilbage og aflevere dummyen pænt til hånd.
Der må kastes
Først, når hunden kan bringe dummyen hurtigt og korrekt ind og aflevere til hånd hver gang, kan du begynde at kaste med dummyen. Hold hunden i halsbåndet (da den jo endnu ikke har lært at blive siddende til signal) kast dummyen 5-10 meter frem for jer og slip så hunden. Du kan evt. sige nogle opmuntrende ord, når du slipper hunden for at sikre, at den løber frem til dummyen, men undgå at bruge det signal, du fremover vil bruge til apportering. Du kan evt. sige “tag den” eller “ja” eller noget helt tredje, det vigtige er bare, at du ikke allerede nu bruger ordet “apport”, hvis det er det, du vil bruge som signal i sidste ende. Dette fordi vi gerne vil sikre, at hunden udfører øvelsen helt korrekt, før vi sætter signal på. Kast dummyen længere og længere i takt med, at hunden bliver mere og mere sikker i øvelsen. Til sidst kan du få en hjælper til at kaste, så du kan få godt med afstand på dine apporteringer.
Blive siddende
Sidste led i kæden er, at hunden kan sidde i ro ved siden af dig og afvente signal til at hente dummyen. Jeg træner altid hunden i at sætte sig spontant (uden signal) på kast af dummyen, fordi jeg synes, at det giver en større sikkerhed for, at hunden ikke knald-apporterer, men det fungerer også fint at sætte hunden af med kommando og herfra lære den ikke at rejse sig, før signal er givet. Først lærer jeg hunden, at reglen helt generelt er, at hvis den er blevet bedt om en sit, så skal den sidde, indtil anden kommando er givet. Det handler om at få givet hunden en god forståelse for, at det er værdifuldt at sidde, så giv den en masse godbidder for blot at sidde foran dig og ved siden af dig. Når hunden skal lære at blive siddende, så start med blot at træde et lille skridt væk, ros den og gå tilbage og giv en den en godbid. Har du en hund, der sidder på nåle, så er første skridt måske bare, at du drejer lidt i overkroppen uden at tage et helt skridt væk fra den. Det vigtige her er at gøre det langsomt og gradvist sværere, så hunden hele tiden lykkes med at blive siddende. Allerhelst vil vi have en 100 % succesrate. Sker det alligevel, at hunden rejser sig og løber hen til dig, så tager du den bare roligt tilbage til, hvor den sad, og prøver igen (måske uden at gå helt så langt væk denne gang). Udbyg dette, så du kan gå til og fra hunden i alle mulige retninger og på varierende afstand, mens hunden bliver siddende og afventer roligt.
Styrk hundens SELV-kontrol
En ting er, at hunden kan blive siddende, når du går til og fra den. En helt anden ting er, om hunden kan blive siddende, når der sker forstyrrende ting omkring den. For at få en sikker sit, hvor hunden sidder roligt, koncentreret og uden at pive, selv når fasanerne falder i hobetal, kræver det, at hunden besidder en god portion selvkontrol. Selvkontrol kan gradvist opbygges og bør vedligeholdes og styrkes gennem hele hundens liv. Det handler om, at hunden vælger at kontrollere sig selv, uden at vi har bedt den om det, men fordi den gennem erfaring har lært, at det er det, der bedst kan betale sig for den i sidste ende. Som start-indlæring kan følgende øvelse anbefales. Tag et stykke trækkelegetøj, som din hund er vild med. Gem legetøjet på ryggen og bed hunden om at sidde. I det sekund, den sætter sig ned, tager du legetøjet frem fra bag din ryg, så hunden kan se det, men ikke nå det. Bliver hunden siddende (uden at du siger noget til den) så siger du “værsågod” eller “tag den” og lader hunden bide fat i legetøjet, som du stadig holder fast i, i den anden ende. Efter lidt trækkeleg som belønning tager du igen legetøjet fra hunden, gemmer det bag ryggen, til hunden igen sidder, og så snart den sætter sig, tager du igen legetøjet frem. Nu bevæger du det lidt fristende foran hunden. Hvis hunden bryder sin sit-position, så gemmer du med det samme legetøjet om på ryggen (belønningen forsvinder) uden at sige noget. Afvent, at hunden igen sætter sig, og tag da legetøjet frem igen. Bevæg det igen lidt fristende foran hunden, som nu nok har lært af sin fejl fra før og denne gang bliver siddende. Sig da igen “værsågod” eller “tag den” og leg igen en lille trækkeleg med hunden. Ved at benytte sig af, at belønningen forsvinder, når hunden tager et forkert valg (rejser sig), er tilgængelig, når den træffer det korrekte valg (bliver siddende), så lærer hunden hurtigt, at det bedst kan betale sig at blive siddende, indtil signal gives – også selvom der er fristende ting foran den. Det er vigtigt, at den eneste information, der gives til hunden, er, hvorvidt belønningen er synlig eller forsvinder om bag ryggen – altså konsekvensen af de valg, som hunden SELV træffer. Dette er vigtigt, fordi vi ønsker at have en hund, som bevarer kontrollen, uden at vi hele tiden skal være over den med hjælpende “bliv”-signaler eller “ah-ah”-kommandoer.
Baglænskædning er et virkelig godt redskab til at indlære mere komplicerede øvelser på en letforståelig og positiv måde. Brug den tid, de enkelte dele tager, og invester i grundtræningen, som er så godt givet ud og kommer trefoldigt igen senere hen. Selvom de forskellige dele og selve kæden til en øvelse som apportering i bund og grund ser ens ud for alle, så kan og bør den altid tilpasses til den enkelte hund. Det er vidt forskelligt fra race til race og fra individ til individ, hvor de forskellige styrker og svagheder ligger. Men det er det, der er så smukt ved denne form for træning, for du kan bruge præcis den tid, din hund kræver på et enkelt delelement, og når hvert delelement er trænet til perfektion, kan du nyde frugten af dit arbejde ved at se hunden udføre en perfekt kæde – en perfekt apportering.
Camilla Dindorp er fuglejæger og dyrker denne ivrigt sammen med sine veldresserede hunde. Foruden Retriveren og Braccoen her har Camilla også en Vizsla.
