Foto: Aske Rif Torbensen
Det er ikke sjældent, at jagthunde sjusker med afleveringen når de apporterer, eller at de slet ikke vil aflevere apporten. Det kan være, at hunden engang kunne apportere pænt, men nu er det blevet mere og mere sjusket. Det kan også være, at du har accepteret den dårlige aflevering helt fra starten.
Det er nu ret nemt at rette op på, men som i al anden hundetræning skal du tilbage i træningen og have lidt tålmodighed. Efter jagtsæsonen, hvor mange hunde er blevet lidt løse i dressuren, er der masser af tid til at rette op på det, så hunden afleverer flot til næste sæson.
Forskellige grunde til sjusket apportering
Vores ambitionsniveauer er jo forskellige. Nogle jægere er tilfredse med, at hunden bare kommer med vildtet. At den så smider det foran apportøren eller dykker hovedet, er ikke vigtigt. Men det bliver ofte bare værre og værre, hvis hunden ikke har glæde ved at aflevere.
Ind i mellem ser man, at hunde kommer fint lige hjem med apporten, og så ca. to meter fra føreren begynder den at løbe rundt om ham eller hende. Hvorfor nu det? Det er fordi, at hunden aldrig har lært, at det er det bedste af alle verdener at aflevere. Derfor vil den egentlig hellere selv beholde apporten. Eller også foretager hunden overspringshandlinger, fordi den er i tvivl om de signaler, føreren udsender.
Når en hund gerne vil hente apporten, men ikke aflevere den, er det ofte fordi, den som ung eller hvalp er blevet jagtet eller skældt ud, når den i hjemmet tog noget, den ikke måtte. En sko måske eller børnenes legetøj. Den vil jo mægtig gerne hente, men tør nu ikke komme tilbage for at aflevere, da den husker fint, at det nok giver ballade. Hunden adskiller ikke dummytræning og skoen indendørs. Den modtager signaler fra føreren i alle sine vågne timer og ikke kun, som nogle hundeejere tror, når der trænes.
En anden grund til den manglende eller dårlige aflevering kan være førerens måde at agere på, når hunden kommer tilbage med apporten. Jeg ser ret ofte, at en hund kommer glad hjem med apporten, hvorefter føreren griber ud efter apporten i et hurtigt tempo. Den hund ender med at blive en to-meter-hund, der ikke vil alt for nær på den overivrige førers lange fangarme.
Der er en tredje grund til dårlige afleveringer, som jeg dog ikke levner megen plads her, da jeg tror og håber, at det ikke er så udbredt mere: Det er, når hunden er bange for at komme til føreren. For træningen er hård med megen skældud, og måske er der brugt tvangsapportering i træningen. Lad os gå ud fra, at denne sorte skole endelig er blevet begravet i vores tid.
Metode til bedre aflevering
Først og fremmest er det vigtigt at se en apportering som mange øvelser, der er sat sammen: Først skal hunden blive siddende, til kommandoen bliver givet. Dernæst skal den løbe til nedfaldsstedet i en lige linje og i god fart. Så skal den spontant samle op, komme lige hjem, aflevere pænt til hånd og endelig slippe spontant, når føreren har fat i apporten.
Hold nu fast, det er jo seks øvelser? Jep, og hvis kun en eller to af de øvelser halter, er der jo ingen grund til at lave de andre. Det forvirrer bare hunden.
Hvis vi kun fokuserer på afleveringen og gør den til det bedste, hunden ved, ja, så er der jo ingen tvivl om, at senere, når det virker, så vil hunden da fint hente for at få lov til at aflevere. Afleveringen er godbidden i sig selv. Det lyder måske underligt, at hunden ligefrem vil elske at aflevere, men det vil den, hvis du træner det rigtigt med den.
Medspilleren
Som sagt er hele filosofien at få hunden til at betragte det som lykke at få lov til at aflevere. Hvis det handler om at genoprette afleveringen hos en hund, der ikke afleverer med glæde, plejer jeg at begynde indefra: bogstavelig talt indendørs eller på en kedelig gårdsplads, hvor der ikke er andet, der kan distrahere.
Først får jeg hunden til at tage en dummy i munden. Det skal ikke gøres med tvang, jeg får hunden til selv at tage dummyen. Det kan være, at det er nødvendigt lige at sætte ind med lidt pjat og bruge noget, hunden synes om. Det kan være en pelsdummy eller dens yndlingslegetøj, hvis den ikke vil tage en kedelig kanvasdummy. En tennisbold kan nogle gange også være godt.
Så kommer timingen, og misser du her, så går øvelsen galt. I det øjeblik, hunden sidder eller står lige ved dig, føreren, og har dummyen i munden, skal du rose den og holde hænderne under dummyen, imens du klør hunden på halsen. Så vil hunden løfte hovedet og beholde dummyen i munden. Træk den ikke for længe, men tag dummyen med ros efter få sekunder.
Når hunden efter rigtig mange øvelser med glæde kan sidde med dummyen i munden, så fjern langsomt hænderne, og pludselig sker der det, at hunden sidder med apporten. Efter mange gentagelser prøver du nu at gå et par skridt baglæns og kalde hunden hen til dig. Modtag dummyen fra den.
Tillykke! Nu kan hunden jo rent faktisk aflevere til hånd. Men, men… det er kun den spæde start. Jeg bruger selv at lade hunden hoppe op ad mig og lade den aflevere stående på bagbenene oppe af mig. Det har den fordel, at hunden forbinder det at aflevere med noget rart. Jeg ved godt, at mange ikke vil have, at hunden hopper op. Selv synes jeg, at det er misforstået, for man lærer den jo kun at hoppe op på kommando, og så kan man selv styre det.
Næste skridt mod den gode aflevering
Før du går videre til næste skridt mod den gode aflevering, er det vigtigt, at du lægger al anden apportering på hylden. Det vil sige: ingen kast i terræn endnu, da det bare vil fastholde den dårlige aflevering. Vent de par måneder, der typisk går med genopretningen, så vil hunden aflevere fint, også på lange markeringer.
Ret hurtigt kan hunden nu få dummyen i munden, blive siddende og gå et antal skridt til føreren samt aflevere pænt. Det er signalet til næste øvelse. Nu skal du sætte hunden af. Læg derefter dummyen to-tre meter foran hunden. Gå baglæns yderligere to-tre meter.
Billedet ser nu sådan ud: en linje, hvor hunden sider for enden, og hvor du står med front mod hunden fem-seks meter væk. I mellem jer ligger der en dummy. Nu siger du apport, og hunden vil løbe hen og tage dummyen. Her skal du lave et hjemkald, samtidig med at du går baglæns. Hunden vil komme lige hjem for at aflevere.
Udbyg apport øvelsen
Hvis hunden ser lidt til siden undervejs, så gå hurtigere baglæns, og modtag dummyen i baglænsgang. Du skal altså ikke stopper op ved modtagelsen, og grunden til det er, at de distraherer hunden fra måske at lægge dummyen foran dig.
Hvis hunden ikke lægger dummyen, er der ingen grund til at modtage i bevægelse, men husk ikke at bøje dig frem mod hunden. Det signal misforstår den. Stå opret, og undgå øjenkontakt, før den er helt henne ved dig.
Pyh, det lykkedes. Der skal en god del timing til, og det er ikke let, men det kommer med øvelsen. Og nu kan du godt klappe dig selv på skulderen, for det her var den første apportering med perfekt aflevering.
Udbyg øvelsen ved, at du forlænger afstanden, men stadig med dummyen mellem hunden og dig. Grunden til det er i al sin enkelthed, at hvis hunden bliver sendt ud efter en dummy, der er blevet kastet væk fra føreren, ser den ikke på føreren, mens den løber ud i terrænet, og så kan den få alle mulige mystiske ideer.
Der er simpel hen for meget, der kan gå galt. Samtidig er en flad mark eller en græsplæne det sværeste område til at få en hund, der afleverer dårligt, til at aflevere fornuftigt. Hunden bliver sat alt for meget op. Korte apporteringer i knæhøjt græs vil virke meget bedre.
Placeboard til apporteringstræning
Ofte vil et placeboard være en stor hjælp. Hvad er nu det? Det er en plade, der er hævet ca. 10 cm fra jorden som en flad kasse, med noget tæppe sømmet på, så hunden ikke skrider. Når en hund sidder på et placeboard, er dens verden begrænset, og den bliver tryg og kan overskue situationen. Du kan læse mere om placeboard-træningen, der er god i mange andre træninger, på JAGT, Vildt & Våbens hjemmeside, eller du kan finde videoer om træningsformen på Youtube.
Metoden er den samme, som er blevet beskrevet ovenfor, men det vil sikkert gå væsentlig hurtigere med at se resultater, når du bruger et placeboard. Hunden sidder og afleverer på boardet, som du sagtens kan bruge inde i stuen i begyndelsen.
Når du er sikker på, at hunden, med den anvendte metode, kan aflevere på lang afstand, er det tid til at begynde at lave almindelige markeringer for den. Øv det først i haven eller på en kedelig mark uden særlig meget vegetation og med ret korte kast. Sæt hunden ca. to meter foran dig, og kast en dummy tre-fire meter hen over den.
For første gang i denne træning ser hunden ikke på dig, men ud i terrænet på nedfaldsstedet. Send den nu, og lav hjemkald i det øjeblik, den har dummyen, for at distrahere den fra at finde på noget dumt som at løbe væk med den eller andet. Når hunden nu er på vej hjem i fuld fart med dummyen, venter du, til den er ca. fire meter fra dig.
Når hunden befinder sig ca. fire meter fra dig, så skal du gå baglæns. Modtag så dummyen med begge hænder forfra. Afleveringen behøver ikke at være siddende, det kan komme senere, hvis det er et ønske. Jeg modtager fra en stående hund, med mindre der ikke er ro på. I det tilfælde beder jeg den om at sætte sig.
Den vilde natur
Hvis alt er godt, fortsætter du med øvelsen og lader den stige i sværhedsgrad. Hvis alt ikke går, som det skal, så gå bare tilbage til der, hvor det virkede. Lad være med at forcere træningen og blive ved med at prøve det, der ikke virker.
Lad os antage, at alt er fint, så nu går vi i terræn. Først kommer lige et cowboytrick: Jo mindre, hunden kan se dig på vej hjem med dummyen, jo pænere aflevering. For den glemmer alt om at løbe forbi dig eller smide dummyen, når den er utryg ved, at du, dens fører, er forsvundet, og den vil gerne finde dig hurtigt. Og det er med dummyen i munden. Derfor er det også i bevoksning, at du skal lave næste øvelse.
Find et område, hvor du står i højt græs eller blandt små graner. Hindbærris er også fine. Stadig med hunden foran dig kaster du nu en dummy ca. fem-ti meter væk. Send hunden afsted, og denne gang kalder du ikke hjem, når den har dummyen. Det må ikke være svært for hunden at finde dummyen, da øvelserne ikke skal blandes. Her er det kun afleveringen, der er fokus på.
Hvis forarbejdet er gjort godt, vil hunden aflevere perfekt og med glæde. Herfra er det kun at gå videre med koldt vildt, derefter varmt, nyskudt vildt, skud og andre hunde. Hvis du ikke opnår det gode resultat, så gå tilbage i træningen.
Hav tålmodighed
Nogle hunde, der ellers apporterer fint, vil ikke tage en anskudt fugl, hvis den løber. Det kan ske, når man bruger sin hund, hvor den får masser af apporteringer. Som apportør på store fasanjagter lærer den det hurtigt.
Hvis der ikke er mulighed for mange af de rigtige situationer, er det nødvendigt at have en snor i en kold fugl. Når hunden bliver sendt på fuglen og er tæt på, så hiver en hjælper fuglen afsted. Støt hunden med glade råb som: ja, ja ja. Når den har den løbende fugl, skal hjælperen slippe snoren, og hunden returnerer med fugl og snor.
Bliv nu ikke irriteret. Hav en masse tålmodighed, og skæld ikke ud, det vil kun gøre alt værre. Tænk på, at du skal have din jagtkammerat i mange gode år, og et par måneders sjov træning af aflevering er i den sammenhæng småting.
Det, du nu har læst, er jo genopretning. En unghund eller ældre hund skal lære at se fordelen ved at være på hold sammen med dig og arbejde sammen. Hvis hunden er en hvalp, så træn apporteringen rigtigt i starten, så du undgår genopretningen. Er du usikker på at begynde på apporteringen, så søg hjælp hos en erfaren træner. De penge er givet godt ud.
