Foto: Steen Andersen samt Alexander Chibirkin, Isaias Miciu Nicolaevici, Vitalii_Mamchuk, Vitalii_Mamchuk, Alvant, Alexander_Evgenyevich, Rodimov, Chris Gandy, Brian Lasenby, kdshutterbugs, Metz Eric, Steve Oehlenschlager

Igennem en jagthunds karriere bliver hundeejeren til stadighed nødt til at træffe en række beslutninger, som handler om hundens sundhed, trivsel og adfærd. En proces, der byder på et utal af problemstillinger, der begynder allerede, mens man overvejer, hvilken hund man vil købe, og fortsætter, til hunden sættes i træning og sidenhen medbringes på jagt.
Når det kommer til problemstillingen omkring til- eller fravalg af neutralisering (som man tidligere kaldte for sterilisering), er tid en vigtig faktor, det er nemlig ikke helt uden betydning, hvornår man eventuelt vælger at neutralisere sin hund.

Spørgsmålet er så, om det overhovedet er værd at overveje neutralisering, og hvordan forholder det sig lige med alternativerne til dette?

1. Hanhund eller tæve til jagt

Befinder man sig i den indledende fase med anskaffelse af jagthund, følger efter racevalget beslutningen om hundens køn.

Mens valget af race ofte baserer sig på ønsker og behov af lidt mere objektiv karakter -såsom ønsket jagtform og jagtmuligheder, så er valget af køn oftere af mere emotionel karakter.

For nogle hviler beslutningen om køn på et fundament af mange års hundeerfaring. For debuterende jagthundeejere vil beslutningen omkring køn indebære en betrædelse af nyt og ukendt land. Hvad skal man basere sine valg på?


Når det gælder træningsperformance i jagtregi er tæver og hanhunde i stand til at opnå helt sammenlignelige resultater. De umiddelbare forskelle mellem hanhunden og tæven er relateret til deres reproduktion.

Tæven er under normale omstændigheder i løbetid cirka 2 gange om året af omkring 3 ugers varighed, og det fortsætter hele tævens levetid.
Hanhunden derimod kan siges at være i løbetid – eller parringsparat – hele året.
Antallet af løbetider per år samt alderen for kønsmodenhed varierer med individ og race.
Tævens første løbetid indtræder oftest omkring 6-12 måneders alderen. Hanhunden er oftest kønsmoden omkring samme alder. Oftest indtræder første løbetid eller kønsmodenhed tidligere hos de mindre hunderacer sammenholdt med de større.

Tævens brunstcyklus inddeles traditionelt i fire faser proøstrus (forbrunst) med en varighed på cirka 9 dage, østrus (brunst) med en varighed på cirka 9 dage, metøstrus (en hvilefase) af omkring 70 dages varighed og anøstrus (en periode uden for brunst) med en varighed af cirka 4 måneder.
Tæven bløder oftest de første 7 til 14 dage af løbetiden og vil kunne blive drægtig omkring 7-10 dage efter endt blødning.
I proøstrus vil hanhunden være interesseret i tæven, men det er kun under selve østrus, at tæven har ægløsning og tillader parring. Ægløsningen sker oftest i sidste halvdel af østrus.
Den ændrede hormonelle balance under løbetiden vil ofte afspejles i hundens adfærd. Nogle tæver bliver trætte, ukoncentrerede og vanskeligere at træne, mens andre ikke gennemgår nogen mærkbar forandring.
Hanhunden afmærker gennem hele sin levetid territorium. De fleste hanhunde ændrer adfærd i betydelig grad, når den er i nærheden af en løbsk tæve. Nogle hanhunde mister appetitten, nogle piber, andre bliver ukoncentrerede og ufokuserede. Ligesom hos den løbske tæve kan det være vanskeligere at træne en hund i denne tilstand.

Temperament og adfærd varierer ud over mellem kønnene som bekendt også mellem individer og racer. Valget af hundens køn er nok mest af alt et temperamentsspørgsmål for den enkelte hundeejer.
Nogle oplever, at tæverne er lettere at have med på jagt sammen med andre hunde, fordi man undviger eventuelle territorielle opgør hannerne imellem.
Nogle ejere har hanhunde, hvor det aldrig er et problem at bevæge sig ude blandt andre hanner. Andre hundeejere igen har problemer med alfa-hunner på jagt med andre tæver. Nogle ejere beskriver hanhunde som lettere og mere taknemmelige at arbejde med end tæverne, der kan være mere selvstændige og vanskeligere at aflæse.
Andre igen er af en helt anden opfattelse. For nogle jægere er det helt udelukket at have tæver, fordi løbetiden forhindrer, at hunden kan deltage i jagter, hvor der er andre hunde.

Adfærdsbetonede problemer, som skyldes hundenes i øvrigt helt naturlige seksuelle drift, kan for nogle individer løses eller moduleres ved neutralisering af hunden.
I den sammenhæng er det vigtigt at have sig for øje, at udbyttet af en neutralisering, når vi taler adfærd, kan være af meget varierende karakter. Der er altså ingen garanti for, at en neutralisering får den uønskede adfærd til at ophøre.

Det kan nemlig være vanskeligt at skelne mellem fordelingen af tillært og hormonelt betinget adfærd. Her er også tid en vigtig faktor, da det i nogle sammenhænge vil give en større adfærdsrelateret gevinst at neutralisere hunden, inden hunden får tillagt sig nogle seksuelt betingede vaner.

2. Neutralisering – muligheder, fordele og ulemper

Beslutningen om at udskyde løbetiden og en endnu større beslutning om eventuelt at neutralisere sin hund rummer mange facetter.
På den ene side kan man vinde noget i forhold til adfærd og sundhed ved at neutralisere sin hund.

På den anden side vil man med en neutralisering afskære sig fra fremtidig avl.
Et element, der kan vanskeliggøre disse beslutninger, når det kommer til valg af neutralisering eller ej, er tidsperspektivet. Det gælder nemlig, at vil man opnå de sundhedsfremmende gevinster ved en neutralisering af sin hund, er det et valg, der skal træffes tidligt i hundens liv. Så skal man vælge at neutralisere sin hund? Og i så fald hvornår?

2.1 Tæven

Udskydelse af løbetid med anvendelse af hormonsprøjter også kaldet p-sprøjter eller kemisk kastrering bliver ikke længere anbefalet. For 20 år siden anvendtes p-sprøjter i stor udstrækning. Der var tale om en dosis af hormonet progesteron, som blev injiceret hver 4-5. måned. Denne sprøjte udskød løbetiden i kortere eller længere perioder.
Forskning har vist, at der er en signifikant øget risiko for udvikling af livmoderbetændelse, (pyometra), brystcancer samt diabetes, når man giver tæven p-sprøjter.
P-piller, som vi kender dem fra den humane medicin, anvendes ikke på hunde, fordi deres brunstcyklus er anderledes end den humane cyklus, og fordi bivirkningerne hos hundene er for voldsomme. Vil man undgå løbetider er kirurgisk neutralisering altså anbefalingen.

Fordele ved neutralisering af tæven omfatter:

  • Løbetiden udebliver
  • Sædvanligvis bliver hunden mere harmonisk og afbalanceret.

Samtidig udelukkes eller nedsættes risikoen for:

  • Livmoderbetændelse
  • Cyster i æggestokkene
  • Skedecancer
  • Brysttumorer
  • Problemer med indbildt drægtighed

Livmoderbetændelse er en potentielt livstruende tilstand, som fremkommer hyppigt hos ældre, intakte tæver. Der er tale om en infektion, hvor både hormoner og bakterier spiller en rolle. Sygdommen optræder oftest 2 uger til 4 måneder efter østrus og observeres oftest hos tæver i 7-9 års alderen. Under østrus er livmoderens immunitet ændret, og hos nogle tæver kan dette resultere i betændelse i livmoderen.

Tumorer i tævens patter er ligeledes en potentielt livstruende, højfrekvent diagnose hos ældre, intakte tæver med stor risiko for metastasering til især hundens lunger. Brysttumorer er den anden mest almindelige tumorform hos tæver næstefter hudtumorer med en forekomst på 25-50 % af alle tumorer. Ud af alle brysttumorer er cirka 50 % af disse ondartede, mens den anden halvdel så er godartede. Også her er anvendelsen af hormonel behandling til udskydelse af løbetider identificeret som en faktor, der øger risikoen for cancer.

De mest almindelige bivirkninger for både hanhunde og tæver, der er blevet neutraliseret, kan være en øget risiko for:

  • Overvægt
  • Forandringer i pelslaget især hos de langhårede hunde
  • Urininkontinens (især hos tæver)

Urininkontinens hos tæver gør sig især gældende hos større hunde og kan som regel behandles med lidt medicin.

Overvægt kan undgås med det rette foder og godt med motion.
Forandringerne i pelslaget er oftest af mere kosmetisk karakter og kan omfatte hårtab og mindre glansfuld pels.

I litteraturen beskrives andre – mindre hyppigt forekommende – bivirkninger ved neutralisering såsom en sammenhæng mellem neutralisering og en række cancersygdomme, forsinket lukning af vækstlinjer i skelettet, hvis tæven neutraliseres før 1. løbetid, en øget risiko for korsbåndsskader, hofteledsdysplasi og diabetes samt en mulig øget risiko for en række andre sygdommene. Der hersker dog ikke entydig klarhed om, hvorvidt disse bivirkninger (korsbåndsskader, hofteledsdysplasi og diabetes) i stedet kan tilskrives overvægt hos nogle af de neutraliserede patienter eller ej. Studier tyder på, at nogle hunderacer er mere udsatte for disse bivirkninger end andre.

Neutralisering af tæven – hvornår?

Den Danske Dyrlægeforening anbefaler neutralisering af tæver mellem 1. og 2. løbetid. I denne periode ses minimale bivirkninger ved neutralisering. Anbefalingen tager sit udgangspunkt i den nedsatte risiko for udviklingen af brysttumorer.

Forskning har vist, at intakte tæver eller tæver, der neutraliseres senere end 2,5 års alderen, har en markant højere forekomst af tumorer i patterne. Neutraliseres tæven inden 1. løbetid, er der observeret en tumorforekomst på 0,05 %, neutraliseres tæven mellem 1. og 2. løbetid, er forekomsten 8 %, og efter to eller flere løbetider er den oppe på 24 %, som næsten er den samme som hos den intakte tæve.

Baggrunden for Den Danske Dyrlægeforenings anbefaling er en opvejning af størst mulig sundhedsfremmende gevinst med samtidig minimale bivirkninger. Der findes studier, der eksempelvis tyder på, at risikoen for urininkontinens, forsinket lukning af vækstlinjer i skelettet samt risiko for knoglecancer er større, hvis man neutraliserer sin tæve inden 1. løbetid.

2.2 Hanhunden

For hanhundenes vedkommende findes der til forskel fra tæven et alternativ til den kirurgiske neutralisering, nemlig kemisk neutralisering også kaldet medicinsk neutralisering.

En kemisk neutralisering er et reversibelt indgreb, hvilket betyder, at når man stopper behandlingen, så får hanhunden sine kønsdrifter og sin forplantningsevne tilbage.
Kemisk neutralisering kan udføres på vågen hund og indebærer indførelsen af et hormonimplantat under huden. Det bremser hundens produktion at testosteron, som bidrager til reguleringen af kønsdriften og dannelsen af sædceller.

Implantatet findes tilgængeligt i to styrker; den laveste styrke med en effekt på cirka et halvt år (længere på mindre hunderacer) og den højeste styrke med en effekt på cirka 1 år.
Der går omkring 6 uger fra implantation til observeret effekt på kønsdriften. Gentagen implantation inden for den angivne tidsperiode vil resultere i umiddelbar effekt.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at kemisk neutralisering regnes som doping inden for eksempelvis Dansk Kennel Klub. Hanhunde skal således gennemgå en karenstid eller opnå dispensation, når det gælder udstillinger og konkurrencer. Bivirkninger ved kemisk neutralisering kan omfatte lokal reaktion dér, hvor implantatet befinder sig, og som ved kirurgisk neutralisering kan en tendens til vægtøgning, pelsforandring og/eller urininkontinens forekomme.

Fordelene ved neutralisering af hanhunden omfatter:

  • I de fleste tilfælde bliver hunden mere harmonisk og afbalanceret.
  • den kraftige kønsdrift, trangen til at strejfe og urinmarkering nedsættes eller forsvinder.

Samtidig er der ingen eller nedsat risiko for:

  • Udvikling af godartet prostataforstørrelse
  • Testikelcancer
  • Testikelbetændelse
  • Betændelse i prostata
  • Betændelse i perinealområdet (området mellem penis og anus)
  • Perineal broK

Bivirkninger ved neutralisering af hanhunden omfatter:

De ovenfor nævnte bivirkninger som følge af neutralisering for både hanhunde og tæver (vægtøgning og pelsforandringer) og herunder også disponeringen hos de store hunderacer for knoglecancer ved kastration inden kønsmodenhed.
Eventuelle adfærdsmæssige ulemper ved neutralisering af en hanhund, særligt før kønsmodenhed, kan komme til udtryk som en øget risiko for aggression og angst samt mindre motivation til træning.

Neutralisering af hanhunden – hvornår?

Anbefalingen er, at man først neutraliserer sin hanhund, når den er kønsmoden. Herved nedsættes risikoen for de eventuelle bivirkninger. De hyppigste tegn på kønsmodenhed er, at hanhunden løfter ben ved urinering, viser interesse for tæver samt eventuelt begynder at strejfe.

Beslutningen omkring eventuel kirurgisk neutralisering af tæve eller kemisk/kirurgisk neutralisering af hanhund bedømmes på baggrund af hundens køn, alder, race og vægt. Det anbefales at indgå i en tæt dialog med sin dyrlæge, når det kommer til den endelige beslutning, således at behandlingen af især de indgreb, der ikke kan gøres om, bliver tilrettelagt, så de kommer hunden til gode på den bedst tænkelige måde.

Referencer:

Dansk kennelklubs dopingregler: https://www.dkk.dk/alle-emner/sundhed-og-sygdom/doping

De Bosschere et al. (2002): Estrogen-α and progesterone receptor expression in CEH and pyometra in the bitch. Animal Reproductive Science 70, pp. 211-259

Den Danske Dyrlægeforening, Faggruppe Familiedyr (2018): Neutralisering af hund og kat: https://www.ddd.dk/faggrupper/faggruppe-familiedyr/vejledninger-og-guidelines/neutralisation-af-hund-og-kat/

England, G. C. W. & Heimendahl, A.V. (2010): BSAVA Manual of Canine and Feline Reproduction and Neonatology, 2nd Edition

Jitpean, S. (2015): Predictive Markers and risk factors in canine pyometra. Swedish University of agricultural sciences, Uppsala

Kennedy, P.C. & Miller, R.C. (1992): The female genital system. In: Pathology of Domestic Animals, 4th. edition, pp. 349-470

McEntee, M. (2002): Reproductive oncology. Clinical Techniques in Small Animal Practice 17, pp. 133-149

Nelson, R.W. et al. (2009): Small Animal Internal Medicine, 4th Edition, pp. 885-983

Noakes, D, Parkinson, T.J. & England, G. C. W. (2009): Veterinary Reproduction & Obstetrics, 9th Edition

Pretzer, S.D. (2008): Clinical Presentation of canine pyometra and mucometra: a review. Theriogenology 70, pp. 359-363

Schlafer, D.H. (2003): Pathology of the canine ovary and uterus: what´s important, what´s not. In: Proceedings of the SFT Annual Conference, Columbus, Ohio, pp 21-220

Sorenmo, K. (2003): Canine mammary gland tumors. Veterinary Clinics of North America: Small Animal Practice 33, pp 573-596

Verstegen, J. et al. (2008): Mucometra, cystic endometrial hyperplasia and pyometra in the bitch: advances in treatment and assessment of future reproductive success. Theriogenology 70, pp. 364-374

Verstegen J. et al. (2003): Etiopathogenesis, classification and prognosis of mammary tumors in the canine and feline species. In: Proceedings of the SFT Annual Conference, Columbus, Ohio

Watts, J.R. & Wright, P.J. (1995): Investigation uterine disease in the bitch: uterine cannulation for cytology, microbiology and hysteroscopy. Journal of Small Animal Practice 36, pp. 201-206.

Zachary, J. & McGavin, M. (2011): Pathologic Basis of Veterinary Disease, 5th Edition, pp. 1085-1153

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: