Foto: Lisa Yeomans, Alexis Pantos og Shutterstock
Illustrationer: Joe Roe
Virkelighedens Indiana Jones
Der er varmt på zoo-arkæolog Lisa Yeomans´ kontor på Københavns Universitet. Alligevel er hun iført en let fleecetrøje, der er lynet helt op.
Hun er vant til langt højere temperaturer. Hvert år siden 2012 har hun sammen med sit team været i Jordan for at udgrave nogle bopladser, kaldet Shubayqa 1 og Shubayqa 6, der har henholdsvis 14.500 og 11.500 år på bagen. Altså regnet fra 1950, forklarer lektor Yeomans, men i dette store bakspejl virker de knap 70 år fra 1950 til i dag som en dråbe i havet.
Udgravningsperioden skal dels passes ind med hendes, projektleder Tobias Richter og de andre forskere og studerendes undervisning på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, dels skal den ikke kollidere med ramadan, fordi de lokalt ansatte hjælpere i så fald ikke må spise og drikke i løbet af dagen, hvorfor det også ville være uhøfligt, hvis forskerne gjorde det. Et år måtte de derfor tage af sted i august og arbejde i 50 graders varme.
I begyndelsen boede forskerholdet i telte, men de sidste par år har de lejet et hus i en landsby 40 minutters kørsel – det sidste stykke komplet off-road – fra udgravningerne. For at undgå den værste middagshede kører de klokken 5 om morgenen og begynder arbejdet ved 6-tiden, når solen står op. Det er hårdt arbejde: de øverste lag af den hårde, solbrændte jord fjernes med skovl. Senere bliver redskaberne finere. Alt det fjernede jord sies, og alt det, der ikke kan komme gennem sien, tages med tilbage til landsbyen.
Ved 12.30-tiden kører de tilbage, holder siesta og bruger resten af dagen på at vaske og sortere materialet og gøre klar til næste dag. Sommetider laver en lokal kvinde dagens hovedmåltid til dem, sommetider gør de det selv. Er der nogle, der skulker fra opvasken, snorker, driller eller på andre måder er ulidelige, skal genvordighederne løses med det samme, for teamet på 12-15 mennesker skal bo og arbejde helt tæt op ad hinanden under hårde forhold i minimum fire uger. Det skal fungere.
Større end sjakal, mindre end ulv
Det er ikke meget, forskerne kan vide om de mennesker, der boede i det nuværende Jordan for 11.500-14.500 år siden. Deres viden er baseret på ganske få efterladenskaber som perler, knogler og enkle strukturer – for primitive til at kaldes ”bygninger” eller ”huse”, samt genstandenes indbyrdes placering.
Noget af det, forskerne har kunnet konstatere med sikkerhed, er, at menneskene, der boede her for 11.500 år siden, holdt hunde.
Forskerholdet har på bopladserne fundet knogler, der stammer fra store dyr af hundefamilien. Fundene er større end sjakal-tænder, men mindre end ulve-tænder og tænder fra greyhounds eller afghanske hunde.
Om knoglerne stammer fra hunde eller fra ulve, hvis underart dengang i Levanten var mindre end de ulve, vi kender til i dag i Europa, kan forskerne ikke umiddelbart fastslå. Forskellen på en tidlig hund og en ulv er, at hunden er domesticeret og lever sammen med mennesker (uden at æde dem). Det gør ulve ikke. Hunden anerkender mennesket som lederen af sit kobbel og sørger for at holde sig på god fod med dem. Det gør ulve ikke.
Om knoglerne er endt på bopladsen efter at have båret rundt på en domesticeret hund, der boede sammen med menneskene, om de er fra et semi-vildt dyr, der har opholdt sig i udkanten af bebyggelsen, eller om de er endt der, efter at have båret rundt på omstrejfende ulve, der kun har besøgt bopladsen, mens menneskene har været fraværende – måske på grund af jagt, kan forskerne ikke vide.
Så selve forekomsten af canid-knogler siger ikke noget sikkert om, at bopladsens beboere har holdt hund.
Lortens placering
Det gør derimod den relativt store forekomst af byttedyrsknogler, der har passeret gennem et pattedyrs mave. De halvfordøjede benstykker er for store til, at et menneske kan have slugt dem, men passer i størrelse med, hvad en hund er i stand til. Samtidig har Yeomans team fundet rester af hundelort – ikke i udkanten af beboelsen, men midt inde i den. Caniderne har altså spist og skidt – det vil sige levet – midt i menneskenes bebyggelse, hvilket udelukker ulve og efterlader hunde.
”Hunde og mennesker har boet tæt sammen, i hvert fald siden den natufiske periode for 14.500 år siden,” slår Yeomans fast. Nogle mener endda, at hunde blev domesticeret endnu tidligere, men det er omdiskuteret.
Genanalyser af blandt andet salukien og den afghanske hund, der stadig i dag er meget udbredte i Mellemøsten, tyder på, at de har oldgammel oprindelse og kan have været nogle af de første arter, der blev udviklet. Hunde har et amylase-gen, der gør det muligt at fordøje stivelse og dermed indtage anden føde end kød. Hos salukierne er andelen af amalyse-gener høj, hvilket gør det sandsynligt, at de er en gammel race, der for længst har tilpasset sig menneskers stivelsesholdige føde.
Disse forhistoriske mennesker har altså holdt hund. Hvorfor de har holdt hund, er det langt vanskeligere at fastslå. De tre oplagte muligheder er, at hundene har været brugt til jagt, som vagthunde eller som kæledyr.
Leoparden kommer!
”Jeg mener, at jagt er den forklaring, der giver mest mening for PPNA-perioden,” siger zoo-arkæologen. PPNA står for Pre-Pottery-Neolithic A, der betegner perioden for omkring 11.500 år siden i det frugtbare område i Levanten og Øvre Mesopotamien. Shubayqa 1-udgravningen er fra den natufiske periode for omkring 14.500 år siden, Shubayqa 6 fra PPNA-perioden.
Vagthund og kæledyr kan dog ikke udelukkes, faktisk kan hundene godt have været brugt til alle tre formål sideløbende. Ligesom i dag.
”Der var flere farlige dyr i området dengang – for eksempel leoparder. Og så ville en hund have været nyttig som et tidligt varslingssystem.”
Et stort rovdyr, der for ikke så mange generationer siden var en ulv, som galper store stykker knogler i sig og skider dem ud igen midt i bebyggelsen, harmonerer måske ikke med vore dages drøm om en lydig, veldisciplineret – civiliseret – jagthund.
Og dog. Nogle af de første afbildninger af hunde findes på potteskår fra det nuværende Iran og stammer fra en periode ikke så længe efter PPNA. De forestiller salukier eller persisk gazelle hund: slanke, langbenede hunde, der jager ved hjælp af synet og evnen til at løbe byttet op. Lignende hundearter som greyhounds og forskellige krydsninger med greyhounds bruges stadig i dag til hare- og kaninjagt, altså til at løbe småt, hurtigt bytte op.
Hvis de hunde, der boede sammen med menneskene på Shubayqa 6, mindede mere om salukier end om ulve, har de haft stort potentiale som jagthunde.
På dette tidspunkt havde mennesker og hunde levet sammen så længe, at mennesket har haft tid til fuldt ud at erkende hundens potentiale som jagtredskab og begynde at udnytte det, argumenterer Yeomans. At holde og træne hunde har været en investering, som sandsynligvis har gjort hundene værdifulde, hvilket også forklarer, at de fik lov at bo sammen med menneskene og enten blev fodret eller fik lov til at æde resterne på bopladsen.
Fra stort til mindre bytte
Sammenfaldende med, at ulvene blev domesticerede til hunde, skete der et skifte i menneskenes byttedyr fra større dyr mod mindre. Den sædvanlige forklaring på det er, at der var kommet flere mennesker – folk boede tættere, og der kom større pres på de store byttedyr. Pludselig var de også nødt til at kaste sig over de mindre byttedyr for at overleve, selvom der var mindre udbytte, kaloriemæssigt end ved at fange store dyr. Også selvom de små byttedyr, som hare og ræv, er hurtige og dermed svære at fange.
”Men jeg foreslår, at skiftet i byttedyr også kan hænge sammen med, at mennesket for 11.500 år siden begyndte at bruge hunde til jagt. Hvormed jagt på mindre, hurtige byttedyr blev opnåeligt og et langt mere oplagt alternativ.”
I princippet kan mennesker være begyndt at bruge hunde til jagt tidligere, vi ved det ikke, for endnu har ingen studeret den mulige sammenhæng mellem hunde og jagt i den natufiske periode.
Før de holdt hund, levede menneskene i det område af Levanten overvejende af vandfugle og gazeller, i mindre grad af vilde får og onager (asiatisk vildæsel). Vandfuglene fandt de på områdets mange søer. Fuglene fandt de på den nu udtørrede sø, bopladsen ligger på kanten af. De er sandsynligvis blevet skræmt op fra vandet og fanget med net.
Gazellerne er måske blevet fanget i kileformede fælder, som dyrene er blevet skræmt ind i, hvorefter indgangshullet er blevet spærret og dyrene dræbt. Den slags fælder er der i hvert fald fundet mange af i området, men da de er bygget op af sten, er de svære at datere.
Den seneste beskrivelse af den fangstmetode er fra begyndelsen af 1900-tallet. Så længe har mennesker altså bygget kileformede fælder og trænet hunde til at jage byttedyr som gazeller ind i dem for derefter at blokere indgangen med sten og lade salukier eller greyhounds angribe gazellerne.
Den gazelleart, der levede omkring Shubayqa, har kun vejet cirka 24 kg. og har altså været langt mindre end de pattedyr, ulve normalt jager i flok – som kronhjorte, der sagtens kan veje 200 kg. Det får Yeomans til at finde det sandsynligt, at de domesticerede hunde også har været brugt til at jage mindre bytte.
Samtidig med at oldtidens mennesker begyndte at holde hund, begyndte de at fange flere harer og fugle, der lever på jorden. På dette tidspunkt var klimaet mere tørt, og en del af søerne må være tørret ud, hvorfor vandfuglene er blevet mere sjældne. Og hvorfor hunde, der bruger deres syn til at spotte byttet og derefter løbe det op, kan have været et glimrende jagtredskab. I hvert fald teoretisk.
Om menneskene dengang har holdt saluki- eller greyhoundlignende hunde til brug for jagt, kan vi endnu ikke vide med sikkerhed. Men ifølge zoo-arkæolog Lisa Yeomans fra Københavns Universitet er det altså den forklaring, der giver mest mening.
