Den kræver åbne vidder for rigtig at komme til sin ret, og den er langtfra nogen begynderhund. I serien om jagthundene er vi nået til pointeren.
”Køb aldrig en hund på grund af dens udseende, men for dens egenskaber.”
”Jeg vil ikke anbefale pointeren til folk, der ikke vil bruge den og dens jagtevner.”
”Pointere er bløde hunde og kan nemt knækkes ved forkert træning og omgang.”
”Når en veltrænet pointer kommer i marken, ændrer den sig som en Dr. Jekyll til Mr. Hyde.”
”Pointerarbejde er nok det tætteste, man kommer på poesi inden for hundearbejde.”
Personligt synes jeg ikke, at der er noget jagthundearbejde, der er flottere og mere helstøbt end at se en eller ovenikøbet to pointere, der arbejder sammen.
Det går i fuld fart, og hver en muskel spiller i solen, når jagthunden stivner midt i en bevægelse og står stramt for en flok agerhøns i roerne. Den anden pointer tager en lignende stand 40 meter bag den første, som den sekunderer.
Så er der ikke et øje tørt. Jagthundearbejde bliver ikke smukkere, og det er fuldstændig ligegyldigt, om man får fugle med hjem, når man har oplevet disse hunde i deres rette element. Det er nok. Man er mæt.
Pointer: Racen og dens historie
Pointeren er en stående hund. Navnet ’pointer’ kommer fra det engelske ord ’point’, der kan oversættes til ’stand’. Den er specialist udi netop den niche, nemlig de store åbne vidder, hvor den i et superhurtigt søg går langt. Den emmer af fuldblod, og når jeg ser en velplejet og veltrænet pointer, minder det mig om en fuldblodshest. Det korte, tætte, blanke hårlag gør det muligt at se hver en muskel. Her har vi en adelsmand blandt jagthunde.
En pointer er en temmelig stor hund. Højden ligger fra 60 til 70 cm, men vægten ligger kun på ca. 25-35 kg. Selv om hunden er forholdsvis høj, er den derfor ikke tung. Den giver tværtimod indtryk af lethed.
Farvemæssigt har den som regel en hvid bund med sorte eller gyldenbrune aftegninger, men den kan også være ensfarvet, hvid, gyldenbrun eller sort. Næsen er en let opstopper, ørene hænger og er mellemlange. Halen er ret lang, temmelig tynd og højt sat.
Der er en tendens til, at pointeren opnår en temmelig høj alder, og det er ikke særlig ualmindeligt at møde pointere på 13 eller 15 år, nogle gange endnu ældre. Det har selvfølgelig meget at gøre med, hvor hårdt hunden er blevet brugt, men passer man på den, kan man have den i rigtig mange år.
Hvis du har fulgt artiklerne om jagthunderacer her i magasinet, har du nok bemærket, at englænderne ofte har blandet sig, når vi når til jagthundenes historie. Det gælder også for pointeren. Der er dog nogen uvished om den sande historie om hundens oprindelse, og hvad der er avlet ind i den.
Nogle kilder angiver, at der både er greyhound og blodhund indblandet, men generelt er kilderne ret enige om, at den sikkert stammer fra Spanien eller Portugal. Nogle kilder mener at vide, at det var engelske officerer, der tog pointeren med hjem fra Den Spanske Arvefølgekrig i 1704. Mange husdyr er blevet spredt rundt i verden i forbindelse med troppeforskydninger i krige. Det gælder heste og i endnu højere grad hunde.
Før denne tid var fuglejagt, som vi kender den i dag, ikke udviklet. Våbnene var for dårlige, og skydning af fugle i flugt var nærmest ikke-eksisterende. Fugle og harer blev jaget med hundekobler, og for fuglenes vedkommende blev de fanget i opsatte net, som de fløj ind i, når de var blevet skræmt op af hundene. Harer og kaniner blev løbet op og taget af mynder.
Pointeren og krigen i 1864
I takt med at våbnene blev bedre, opstod behovet for, at fuglejagten blev mere sportslig, som vi kender den i dag. Koblerne blev udskiftet med få hunde, og vi havde nu ’a jolly good sport’, hvor det var selve jagten og ikke mængden af udbytte, der var det afgørende. Derfor steg behovet hurtigt for hunde, der kunne denne idræt.
Pointeren kom angiveligt til danskernes kendskab i midten af 1800-tallet. Her skal nævnes, at det var én enkelt hund, der i midten af det 19. århundrede kom til Danmark. Den kom sammen med de tyske tropper i 1864. Hunden satte sig tungt på racen, og der blev avlet flittigt på den. Hundens navn var Herta, og betegnelsen ’Herta-pointer’ hang ved i små 100 år. I sin tid havde ’Herta-linjen’ sågar sin egen klub. I dag er der kun én pointerklub.
Pointeren var en meget populær hundetype i Danmark. Det var dengang, revirerne var store, og der var mange agerhøns, som jo nok er dens spidskompetence. Med de sidenhen ændrede jagtformer er dens udbredelse faldet. Der er dog heldigvis en del engagerede hundefolk og jægere, der holder fanen højt og holder liv i racen, for pointeren kan vi da ikke undvære.
Pointeren er som oftest en venlig og rolig hund at omgås. Den er god til at indordne sig i en familie, men jeg vil ikke anbefale den til folk, der ikke vil bruge den og dens jagtevner. Det er en meget motionskrævende hund, så den er med andre ord ikke skabt til en lille trissetur to gange om dagen i snor.
Her må jeg lige sparke en fodnote ind, nu hvor jeg har anledningen. Når jeg læser om eller taler med hundefolk om de motionskrævende jagthunde, hører jeg ofte, at den og den hund ikke egner sig til at bo i lejlighed. Det er jeg ikke enig i. Jeg har mange elever med jagthunde på højt niveau, der bor i lejlighed. Det går fint, og det er ikke spor synd for en hund at bo i lejlighed, så længe man husker, at det kræver noget ekstra. I sagens natur kan man jo ikke bare lukke jagthunden ud i haven. Men hvis man er villig til at køre efter de gode trænings- og luftesteder og gør det tit, som mange af mine elever gør, vil en hund fint kunne bo på den måde. Det er lidt mere besværligt, men da absolut lade-sig-gørligt.
En pointer er lidt længe om at blive moden, og det må man tage hensyn til i træningen – hunde skal også have lov til at være børn. Lydighed kommer nemt til den, og den vil gerne tage kontakt til sin fører, hvis den trænes og omgås roligt og venligt. Mange pointere er bløde hunde og kan nemt knækkes ved forkert træning og omgang. Den bedste vej frem er motivation.
Fra Dr. Jekyll til Mr. Hyde
Når jeg skriver, at det er en rolig og afbalanceret hund, skal dette bestemt ikke tolkes, som at den er sløv. Tværtimod. Når en veltrænet pointer kommer i marken, ændrer den sig som en Dr. Jekyll til Mr. Hyde. Omgående bliver den jagthundenes Formel 1-racer med en energi, man kun kan beundre. Skrev jeg, at jeg her tænker på en veltrænet pointer? Hvis lydighedstræningen ikke er i orden, har man et problem, for de løber langt – og de løber hurtigt.
Pointerens anvendelse og absolutte spidskompetence er at søge stort i store kryds, at tage stand ved kontakt med vildt og derefter rejse det på kommando. Når fuglen er i luften, sætter eller lægger den veltrænede pointer sig prompte. Den apporterer først, når fuglen er faldet, og kun hvis den bliver sendt.
Man ser desværre alt for sjældent, at der bliver jaget med to pointere samtidig. De løber (hvis træningen er i orden!) ikke i rumpen på hinanden, men søger selvstændigt. Når den ene hund tager stand, sekunderer den anden. Det vil sige, at den anden står for at respektere den første hunds stand, så den ikke kommer til at støde vildtet.
Jagthunden vendes i søget af føreren med et fløjtesignal, og det er her, at de store marker er hundens force. Tætbevoksede områder og dårlige oversigtsforhold er ikke gode for pointeren, da hunden så typisk vil tage stand, uden at føreren kan se den. De mere erfarne hunde kan dog godt lære at gå i kortere søg, når terrænet bliver tæt.
Hvis det er din første stående hund, vil det være en rigtig god ide at finde en dygtig hønsehundetræner, der ved, hvad han eller hun har med at gøre, og har det fornødne terræn med fugle på. Få et forløb med din træner, for resultaterne kommer altså ikke af sig selv, men det er en sjov og spændende udfordring.
Som med alle andre hunde er motivationstræning i mine øjne det eneste rigtige. En hund skal samarbejde, ikke modarbejde, og med den bløde hund, en pointer er, er det endnu vigtigere at være rolig og venlig. Hvis noget ikke går efter planen, så lad være med at skælde ud, men gå roligt lidt tilbage i træningen, og begynd forfra. Tålmodighed er en dyd.
Selv om pointeren går stort og bredt i arbejdet, kan den sagtens lære at holde sig tæt ved føreren og være i kontakt, når den bare bliver luftet. Der er stor forskel på arbejde og fritid.
Med hensyn til efterskuds-arbejdet skal du vide, at det ikke er en labrador, der trænes her. Apportering er ikke pointerens førsteprioritet, og du må gå langsomt frem og gøre det til en lyst for hunden.
Det er vigtigt at få en god apportering og aflevering på plads, før du for alvor begynder med marktræningen. En pointer er avlet til marktræning og synes, at det er det sjoveste. Risikoen for, at den ikke vil apportere, når der er levende fugle, men bare søge videre for at få en stand, er stor, og det var jo ikke lige meningen. Sidder apporteringen godt fast, inden der arbejdes med søget, vil den derimod apportere aldeles udmærket.
Jeg ser lige mit snit til her at nævne, at som med al anden omgang med jagthunde må du have den indstilling, at den daglige træning skal være lige så sjov som den egentlige jagt. Hvis træningen bare skal overstås, så du kan komme på jagt, vil jeg foreslå en anden hobby. Frimærker, måske, hvis jeg skal være lidt grovkornet.
Man ser af og til, især i England, at man slet ikke bruger pointere som apportører. Man har simpelt hen en apportør, der ikke laver andet end at gå ved fod og apportere pointerens fugl, mens pointeren udelukkende udfører førskuds-arbejdet.
Det er også en mulighed, men jeg synes nu, at det er fint at lære sin pointer at apportere. Den kan sagtens blive aldeles udmærket, dog uden at komme op på en retrievers niveau.
Jeg så for nogen tid siden en film om en helt anden kombination med flere forskellige dyr, der jagede sammen. En jæger jagede traditionelt med pointere, men i stedet for at skyde de lettede fugle havde han en falk på armen. Når pointeren stod for fugl, sendte jægeren falken op. Den kredsede, og når den var vel oppe, rejste hunden fuglen på kommando. Falken styrtdykkede og slog fuglen. Der kan man nok tale om at bruge mange timer på træning, men flot så det ud.
Her var det selve jagten og samspillet, der var i højsædet, ikke så meget mængden af udbytte. Det er desværre ikke tilladt at jage med falk i Danmark, selv om det er en meget human jagtform. Ingen larm, ingen anskydninger, men smukt arbejde.
En pointer egner sig bestemt ikke til at sidde på et andetræk, og da slet ikke til koldt vand. Som jeg har fremhævet, har den en tæt, blank pels, men den har ikke nogen god underuld og næsten ingen pels på mave og bryst.
Derfor kan pointeren alligevel godt bruges på et duetræk i ny og næ. Den er på ingen måde uglad for vand, og når bare temperaturen er høj, apporterer den fint fra vand. Men er andetræk din foretrukne jagtform, så find en anden race. Brug pointeren til det, den er skabt til. Køb aldrig en hund på grund af dens udseende, men for dens egenskaber.
Pointeren kræver som nævnt noget mere tålmodighed med apporteringens-indlæringen end andre mere apporteringsglade racer. Med hensyn til førskuds-arbejdet går den stort og bredt. Det kan jo være en ulempe eller en fordel, alt efter hvor og hvordan man bruger jagthunden, og hvad man har brug for. Har man store, åbne arealer til rådighed, vil pointeren være et oplagt valg, men har man kun jagt på en mindre mark eller i skov, skal man kigge sig om efter en anden hund.
Af fordele må jeg igen nævne, at pointeren er en venlig og behagelig hund at omgås. Den er kvik, og med den rette træning lærer den hurtigt. Men pointere er som anført ofte bløde hunde, der ikke reagerer godt på højrøstet føring. Det trykker dem. Den høje levealder er også værd at nævne som et plus – med pointeren har du en tro og god jagthund i mange år.
De professionelle pointerfolk, der bruger deres pointere til prøver og jagt, prioriterer markarbejdet meget mere, end om hundene går super ved fod, eller om de apporterer fantastisk. Det er i de store søg, pointeren er enestående.
Har man lidt af et æstetisk gen, en mening om, at træning og arbejdet med hunde er det vigtige, og at skydningen kommer i anden række, og har man derudover et ønske om at anskaffe sig en smuk hund, der langtfra er nogen begynderhund – så er pointeren et godt valg.
Har man derimod bare brug for en hund til jagt for at opfylde lovens krav om en anvendelig jagthund, så find en anden race, for pointeren kræver ikke bare god plads, men også erfaring, vedholdenhed og en hel del træning.
Der bliver ikke avlet særlig mange pointere i Danmark, men dog nok til, at der kan findes rigtig gode hunde. Jeg foreslår, at du, hvis du går i pointertanker, tager kontakt til nogle kenneler og med egne øjne se en pointer i arbejde. Det er svært at forestille sig, hvordan de arbejder, hvis man ikke har set det. Når det er bedst, er pointerarbejde nok det tætteste, man kommer på poesi inden for hundearbejde.
Vil du vide mere?
Der findes kun én klub for pointeren herhjemme, Dansk Pointer Klub, der dog går helt tilbage til 1918, se pointerklub.dk. Derudover kan du henvende dig til Dansk Kennel Klub for at høre mere om racen, dkk.dk.
Om forfatteren
Rolf Andersen (f. 1954) har gennem 30 år arbejdet som professionel hundetræner og er bl.a. kendt fra Danmarks Radio, TV 2 og TV 2 Lorry. Han er forfatter til bøgerne “Få den hund du fortjener”, “Få den jagtkammerat du fortjener” og “Fik du den jagtkammerat du fortjente?”. Se hundetraening.com.
Fotos: Michael Sand
